Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Brochmand

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Hans Brochmand, Hans Enevoldsen Brochmand, 16.4.1621-3.3.1664, biskop. Født i Køge, død i Århus, begravet i domk. sst. B. gik på Herlufsholm, blev student 1638 og studerede derpå fire år i Kbh., hvor han havde sit underhold hos farbrødrene biskop Jesper B. og professor Hans B. B. rejste til England hvor han 1641 var immatrikuleret i Oxford og året efter tog magistergraden i Cambridge og 1644 giftede sig. 1646 var han igen tilbage i Kbh. og blev 1649 sognepræst ved Skt. Nicolai k. sst. I denne stilling fik han ikke ringe betydning ved at indføre den såkaldte engelske prædikemåde der ved sin livfulde form, klare, tematiske disposition og stærke fremhæven af praktisk-etiske synspunkter oprindelig virkede som en hårdt tiltrængt fornyelse af den lutherske prædiken. Ikke hos alle vandt dog denne prædikeform bifald, således ikke hos separatisten N. S. Chronichs tilhængere af hvem B. måtte opleve at blive skarpt angrebet som hykler og farisæer, der førte "Satans Lærdom". Fra samme side ankedes der tillige over hans hustru der beskyldtes for hovmod og forfængelighed. Også på andre områder havde B. besværligheder. Således pådrog han sig ved sin myndige optræden forskellige stridigheder, bl.a. med den spanske gesandt grev Rebolledo. Da B. 1660 følte sig for svag til at røgte sin anstrengende præstegerning fik han udnævnelse til prof. teol., men for skrøbelig til også dette embede blev han s.å. biskop i Århus. – Fra B.s hånd foreligger ni trykte ligprædikener der i flere henseender er ret karakteristiske for den nye retning han førte frem, men dog stadig i slægt med den ældre stærkt bibelsk prægede forkyndelse.

Familie

Forældre: borgmester Enevold Rasmussen B. (1593–1653) og Margrethe Rasmusdatter (1598–1648). Gift 15.7.1644 i England med Anna Laurence de la Ford, død tidligst 1675, d. af baronet Sir John L. d.l.F. – Bror til Rasmus B. (1619–62).

Ikonografi

Ligsten 1665 (Århus domk.).

Annonce

Bibliografi

Kilder. H. F. Rørdam i Danske mag. 4.r. V, 1884 34–38; 5.r. II, 1889–92 339–41. Pers. hist. t. 8.r. IV, 1925 315f; VI, 1927 48.

Lit. E. Vinding: Regia acad. haun., 1665 430f. P. Poulson: Bibliotheca Aarhusiensis, 1725 78–84. E. Pontoppidan: Annales ecclesiæ danicæ IV, 1752 1651". H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 3.r. III, 1881–82 572 575–79 584–87 592–606; 5.r. II, 1903–05 368f. G. L. Wad: Medd. om dimitterede fra Herlufsholm II, 1882 81–89. Emil Gigas: Grev Bernardino de Rebolledo, 1883 222–26 231 378. W. Norvin: Kbh.s univ. i reformationens og orthodoxiens tidsalder I, 1937 186. Bjørn Kornerup: Biskop Hans Poulsen Resen II, 1968 235.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Hans Brochmand i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287673