Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Martensen

Oprindelige forfattere CISch og PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Martensen, Hans Lassen Martensen, 19.8.1808-3.2.1884, biskop. Født i Flensborg, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). M. er en af mange betydelige kirkemænd, Sønderjylland har skænket den danske kirke. Faderen var af bondeæt (fra Branderup i Nordslesvig); han begyndte som skoleholder, men tog styrmandseksamen og blev skibsfører; årene 1807-12 tilbragte han i engelsk fangenskab og fik sit helbred nedbrudt. Siden slog han ind på forfatterbanen - med en del nautiske skrifter. Moderen var en livsduelig og energisk kvinde, som efter mandens død helt levede for sønnen, hendes eneste barn. Det sprog han daglig hørte var plattysk, faderen foretrak dansk og skrev alle sine skrifter på dette sprog, som imidlertid i skolen blev behandlet som fremmedsprog. Religiøst var hjemmet præget af rationalismen, med en fast forsynstro og en alvorlig moral.

1817 flyttede familien til Kbh. M. kom i v. Westens Institut; undervisningen optog ham næppe ret meget; men efter faderens død fik M.s mor ham 1823 ind i Metropolitanskolen, hvor han mødte lærere som forstod at vække den begavede og livlige drengs interesser, bl.a. P. M. Møller og J. C. Lindberg; også hans æstetiske sans vaktes, Oehlenschlägers poesi greb ham, og han læste ivrigt både klassisk og romantisk litteratur. Tidens kirkelige strid mærkedes også i skolen, hvis rektor (N. L. Nissen) var en ægte rationalist, religionslæreren P. A. Plum var discipel af H. N. Clausen, mens Lindberg energisk søgte at vinde disciplene for Grundtvigs "kirkelige anskuelse". M. - som på det tidspunkt ikke havde oplevet en kristelig vækkelse - sluttede sig til Lindberg og læste med iver Grundtvigs skrifter. En egen betydning for ham fik H. Steffens' bog Om den falske og den sande Tro; den viste ham fornuftens begrænsning og den digtende fantasis betydning; det ene med det andet bragte ham nærmere til Grundtvig.

M. blev 1827 student og kastede sig over teologien; han sluttede sig til den grundtvigske kreds af studerende, især brødrene Frederik og Martin Hammerich, og i rusåret var A. G. Rudelbach hans særlige vejleder. Forbindelsen med "grundtvigianerne" medførte at han holdt sig på afstand af fakultetet; i fire semestre hørte han vistnok ikke en eneste forelæsning. Dybere filosofisk og teologisk sans vågnede først da han 1831-32 hørte F. Sibbern læse over kristendomsfilosofi og begyndte at komme i hans hjem. Sibbern fik afgørende betydning for ham, og han blev stærkt optaget af tanken om at forene kristendom og filosofi på spekulativ basis. Det svækkede hans forhold til den grundtvigske kreds, navnlig efter at han 1832 var blevet cand. teol. Nu begyndte han et videnskabeligt studium i den hensigt at finde enheden af tro og erkendelse. Kontakten med Sibbern blev uddybet, og han kom også i nærmere forhold til H. N. Clausen; samtidig udvikledes hans humanistiske og æstetiske interesser ved forbindelse med det romantiske åndslivs førere (brødrene H. C. og A. S. Ørsted, Oehlenschläger). Grundtvig havde han opgivet, men påvirkningen fra ham gjorde sig stadig gældende; J. P. Mynster, der ikke brød sig om "spekulationen", havde han endnu intet forhold til. Af udenlandske tænkere droges han især af F. Schleiermacher som han lærte at kende under dennes ophold i Kbh. (1833), og G. W. F. Hegel. Tendensen i hans udvikling kan ses af en besvaret prisopgave hvis emne var forholdet mellem naturlig og positiv teologi. På hegelsk vis ser han her (1833) tilværelsen som en række modsætninger der bestandig "ophæves" til et højere plan hvorefter en ny modsætning opstår. Iflg. M. kan den naturlige teologi (spekulationen) nå til en almen og ideal grundanskuelse, men den fuldendte konkrete livsopfattelse nås kun gennem det positivtkristelige. 1834 rejste M. udenlands - i flere år - og opholdt sig især i Berlin, Heidelberg, München, Wien og Paris. Størst betydning for hans religiøse og teologiske udvikling fik mødet med den katolske tænker Fr. Baader (i München). M. oplevede på rejsen et religiøst gennembrud der viste ham at religion først og sidst er et eksistensforhold til Gud, og det førte ham til at vælge teismen fremfor panteismen. Derved kom han ud over Hegel, og hans teologiske tænken blev til et løbende opgør med Hegel hvis dialektiske metoder han stadig brugte til at lade modsætningerne medieres i en højere enhed, men hvis ensidigt logiske verdensbetragtning og panteisme han tog afstand fra. Baader bestyrkede ham i at al filosofi - som vil nå til en enhedsanskuelse af tilværelsen - må have et religiøst udgangspunkt, og altså tænke med Gud som grundlag - i modsætning til samtidsfilosofiens autonome tænkning. På den anden side indeholder gudsforholdet (samvittighed - samviden med Gud) spiren til en ny verdenserkendelse som udgangspunkt for hele den teologiske spekulation. Programmet blev Anselms: credo ut intelligam; som skabning kan mennesket kun erkende tilværelsen med Gud som forudsætning og autoritet. Dette blev grundlaget for hele M.s spekulative tænkning. Desuden gav fordybelse i middelaldermystik (Eckart, om hvem han 1840 udgav et skrift (tysk udg. 1842), og J. Tauler) og Baaders henvisning til teosofien (J. Böhme) ham frugtbare impulser til kommende forskning. Også for hans humanistiske og æstetiske dannelse fik rejsen stor betydning, især gennem hans samvær med digteren N. Lenau i Wien og J. L. og Johanne Luise Heiberg i Paris. M.s første større trykte arbejde er en afhandling om Lenaus Faust (tysk udg. 1836, udvidet udg. i Heibergs journal Perseus, 1837). Faust bliver her typen på det menneske der tænker skaberen bort og dermed fornægter sin egen natur og sine muligheder for at finde sandheden. -Hjemme igen skrev M. sin licentiatafhandling og forsvarede den (1837). Dens emne var De autonomia conscientiae humanae, in theologiam dogmaticam nostri temporis introducta. En dansk oversættelse (ved L. V. Petersen) kom 1841. Afhandlingen er en kritik af den autonome filosofi: Guds absolutte viden oplyser det menneskelige intellekt; "han, som tænkes af os, tænker i os". Samvittigheden er et både etisk og intellektuelt organ, en foreløbig gudserkendelse, en viden om skaber-skabning-forholdet; men erkendelse forudsætter tro om man skal komme videre. Det autonome princip i nyere filosofi - fra Descartes til Hegel - afvises: ad den vej nås kun en abstrakt tanke om Gud. 1838 blev M. lektor i teologi med pligt til at holde rusforelæsninger over moralfilosofi; han gjorde det i fire semestre indtil Rasmus Nielsen 1841 blev professor i filosofi. Indholdet af forelæsningerne foreligger i Grundrids til Moralfilosofiens System, 1841; mere end i andre skrifter slutter han sig her til Hegel og skriver fx i fortalen: "en virkelig Ethik er først blevet mulig ved den gennemgribende Reformation af Metafysikken, som er bevirket ved den store Tænker, vor Tidsalder med Rette kalder sin". Hegels dialektiske metode anvendes i den systematiske opbygning så "de enkelte Erkendelser betragtes i deres indre Vekselforhold og gensidige Begrænsning, i deres Modsætning og deres Enhed, i deres Kamp og Forsoning"; når enhver relativ sandhed finder sin bestemte plads og grænse opstår "den frie, alt omfattende og gennemgribende Totalerkendelse."

Annonce

Som docent, fra 1840 som ekstraordinær og fra 1850 som ordinær professor i teologi, skabte M.s forelæsninger ham et stadig voksende ry og samlede under hans kateder en så stor og blandet skare som man kun sjældent har set. Han ville overføre romantikkens grundsyn på teologien og bringe det tiden længtes efter: enhed af tro og viden, en helhedsanskuelse som opfattede "Universet som et System af concentriske Kredse" -med kristendommen (Kristus) som centrum og alle humane videnskaber, kunst etc. som ringe omkring det. Så længe romantikken var i sin glans er det ligetil at M.s tanker føltes som det forløsende ord. Af forelæsningerne fremgik 1849 M.s første store hovedværk, Den christelige Dogmatik. Synet på den religiøse erkendelse er det samme som i licentiatdisputatsen, men M. havde udviklet sig i bibelskkirkelig retning (og taget afstand fra 1840ernes tyske og danske venstrehegelianere som drog teologisk radikale og politisk liberale konsekvenser af Hegel). Nu ville han forbinde skriftens ydre autoritet med dens indre sandhedsidé som skænkes den af synden formørkede menneskeånd i genfødelsen. Dogmatikken er både videnskabens og kirkens eksponent. Der er både forbindelse og forskel mellem dogmatisk og filosofisk erkendelse; tænkningen kan nå til en filosofisk teisme; men indhold og fylde får denne kun gennem åbenbaringstroen; på det grundlag skal dogmatikeren eftertænke Guds verdenstanker. I sit system går M. ud fra treenighedsdogmet: den indre selvåbenbaring sætter en evig forskel mellem Faderen og Sønnen, og den ligger igen til grund for Guds ydre selvåbenbaring i skabelsen. Kristus er "princippet" for såvel verdensskabelsen som verdensfuldendelsen; derfor måtte han blive menneske, også selvom ikke syndefaldet havde nødvendiggjort forløsningen. I den nærmere tolkning af dogmerne anvender M. teosofien (fx i sakramentlæren og læren om opstandelseslegemet). Værket udmærker sig ved klarhed i de store linier, ved helhedssynet og den levende fantasi; svagheden er en mangel på faste begrebsbestemmelser og gennemførelse af principperne; der opstår huller og spring i tankesammenhængen som fantasien og det ypperlige sprog kan tilsløre, men ikke overvinde. Bogen blev skarpt kritiseret, fx af Rasmus Nielsen (der også hudflettede M. i en parodi på En Sjæl efter Døden); man hæftede sig ved at M. ikke havde gjort den religiøse erkendelsesvej indlysende og ukritisk havde sammenblandet filosofisk tænkning og åbenbaringstro. M. svarede med Dogmatiske Oplysninger, 1850 og fastholdt sit syn. Dogmatikken vandt stor udbredelse, kom i fire oplag i M.s tid og et femte i 1905; den blev også oversat til adskillige andre sprog. I 1840erne blev M. også optaget af kirkelige anliggender. Da baptistsagen blev aktuel - bl.a. fordi regeringen og især biskop Mynster ville lade baptistbørn tvangsdøbe - skrev M. Den christelige Daab, betragtet med Hensyn paa det baptistiske Spørgsmaal, 1843; han forsvarede barnedåben, men bifaldt ikke Mynsters holdning. Dog var det Mynster som 1845 fik M. gjort til hofprædikant; i denne egenskab samlede han mange under sin prædikestol i slotskirken og kom i det væsentlige til at fortsætte Mynsters virksomhed som prædikant. M. offentliggjorde mange af sine prædikener, i otte prædikensamlinger og 45 enkeltprædikener eller lejlighedstaler (en del af de sidste holdt han som kgl. konfessionarius, fra 1865); dertil kom siden tre samlinger af ordinationstaler. Da folkekirkens forfatning efter 1849 blev aktuel udgav han 1851 Den danske Folkekirkes Forfatningsspørgsmaal som 1867 fulgtes af Den danske Folkekirkes Forfatningsspørgsmaal paany betragtet; han var medlem af den af A. S. Ørsted nedsatte kirkekommission (1853-54) og lagde megen vægt på at gøre kirkens indre anliggender uafhængige af den bekendelsesløse rigsdag og regering; vanskeligheden var at finde et organ som kunne udøve den indre kirkemagt. M. var klar nok i at hævde kirkens ret og betydning, men ret vaklende mht. de kirkelige forholds praktiske ordning. 1851 gik han ind for en kirkelig synode; senere så han at en sådan let kunne blive en kopi af den politiske rigsdag og ønskede nu et kirkeråd af biskopperne og særligt sagkyndige, med deltagelse af landemoderne. I den anden kirkekommission (1867-68) støttede han H. N. Clausens forslag om en synode, men hævdede det uigennemførlige synspunkt at der skulle være paritet mellem gejstlige og lægmænd. Også mht. menighedsråd var han vaklende. I sine sidste år tilskyndede han J. Scavenius (1838-1915) til det "provisoriske" kirkeråd som oprettedes 1883, når han ikke fik større kirkepolitisk indflydelse hang det til dels også sammen med hans uvilje mod eller foragt for de kultusministre han skulle samarbejde med. M.s forsøg på at formulere et mere "luthersk" præsteløfte strandede på grundtvigsk modstand.

M.s store teologiske og kirkelige position gjorde ham til et selvfølgeligt bispeemne. Da bispestolen i Slesvig efter treårskrigen skulle besættes afslog han i sidste øjeblik en kaldelse, dels fordi han ikke ville fra Kbh., dels fordi han frygtede at hans skarpe kritik af regeringens sprogreskripter (der indførte afvekslende dansk og tysk gudstjeneste i de egne i Mellemslesvig, hvor folkesproget overvejende var dansk, men hvor der tidligere var prædiket på tysk) skulle vanskeliggøre ham stillingen. Ved Mynsters død 1854 stod det reelle valg mellem M. og H. N. Clausen der støttedes af nationalliberale og nationale kredse, og hvem også Frederik VII holdt på - mærkeligt nok, men M.s nære forhold til Johanne Luise Heiberg (og hendes velkendte afsky for grevinde Danner) gjorde - sammen med kritikken af sprogreskripterne - kongen betænkelig. Ørsted satte alligevel, omend "med jernhandsker" hans udnævnelse igennem, og private breve viser at M. i høj grad havde "bragt sig i erindring" som Mynsters eftermand. Netop mindetalen over Mynster (om hvem M. 1855 udgav et smukt mindeskrift) foranledigede Søren Kierkegaards forbitrede angreb på Mynster og M. (der havde været Kierkegaards manuduktør og som 1850 havde affejet hans "aforistiske" forfatterskab); han svarede kun én gang (i Berl. Tid.), men forholdt sig iøvrigt tavs hvad der jævnlig gav Kierkegaard lejlighed til at forny sit angreb.

Som biskop hævdede M. gennem 30 år sin position, også over for de andre biskopper; han fulgte i moderat form Mynsters linie og fik, som teologisk og åndelig vejleder, stor indflydelse på stiftets præster, gennem sine dygtige visitatser og sine skrifter. Han stillede sig positivt til vækkelsen, også til Indre mission (hvad Vilh. Beck påskønnede meget), men mente at dens egentlige opgave lå i diakonien, ikke i forkyndelsen, og han var skeptisk over for de omrejsende indremissionærer, især efter at de omkr. 1880 var stødt hårdt sammen med sognepræsterne; hans ideal af en indre mission var tysk og mere i samklang med den som efter 1876 blev realiseret af Kbh.s Indre mission. Grundtvigske frihedskrav afviste han derimod altid og håndfast; således kæmpede han energisk (og forgæves) mod valgmenighedsloven af 1868 og deltog med de andre bisper i en skarp protest mod regeringens forslag. M.s konservative og i stigende grad af kirkelig ortodoksi bestemte syn på samtidens foreteelser kaldte ham jævnlig frem til deltagelse i den offentlige debat med større stridsskrifter hvis klare og velovervejede synspunkter blev modtaget med interesse og øvede betydelig indflydelse. Det første gjaldt grundtvigianismen som M. forlængst (jfr. ovenfor) havde brudt med. Han nærede altid sympati for Grundtvigs person og vedkendte sig at "den kirkelige anskuelse" såvel som Grundtvigs salmer havde haft blivende værdi for ham - sin ungdoms nære forhold til Grundtvig omtalte han dog ikke i sine erindringer; men grundtvigske frihedskrav stødte hårdt an mod M.s kirke- og samfundssyn og var for ham "opløsende tendenser" i folkekirken. 1856 kom han i strid med Grundtvig og hans venner fordi han nægtede at ordinere en ung teolog der - i samklang med Grundtvig -havde hævdet at dåbens gyldighed afhang af den døbende præsts rette tro. Denne strid var en udløber af Kierkegaardrøret. Til et endeligt brud kom det 1863 da M. - i anledning af Grundtvigs angreb på skriftteologien - skrev Til Forsvar mod den saakaldte Grundtvigianisme og ud fra det lutherske skriftprincip forkastede Grundtvigs lære om den apostolske trosbekendelse som "Ordet af Herrens egen Mund". Skriftet indeholdt en psykologisk analyse af Grundtvig, anerkendte hans indsats som kristelig vækker og hans poetiske syner, men påviste også den dermed sammenhængende begrænsning. Grundtvig blev meget stødt, og han og M. - som havde arbejdet sammen i salmebogssagen - sås ikke mere. Det næste stridsskrift rettedes mod Rasmus Nielsen, der jævnlig havde angrebet M. på kierkegaardske præmisser og i Grundideernes Logik (1864ff) videreførte angrebet på teologien som videnskab, ud fra det syn at videnskab og religion er to uensartede erkendelser der fører til hver sin sandhed; de to sandheder kan vel psykologisk forenes i samme bevidsthed, men må absolut ikke sammenblandes: religion (troen) er en livssag (eksistentielt forstået), videnskab er et teoretisk anliggende; men teologi som videnskab er umulig. M. følte Nielsens angreb som underminering af de teologiske principper hele hans dogmatik hvilede på, og i Om Tro og Viden hævdede han 1867 det organiske enhedsforhold mellem tro og viden og dermed den spekulative teologis ret til at udvikle sine principper for den religiøse erkendelse; herunder faldt han tilbage på den ældre F. Schellings tanker om forholdet mellem negativ og positiv filosofi, og gav anledning til den strid om tro og viden som henimod 1870 prægede debatten og viste at den kristne kultursynteses tid var forbi.

Da en voksende katolsk propaganda vakte røre og fremkaldte en del skrifter for og imod katolicismen (det vigtigste fra katolsk side skrev grev J. L. Holstein) udgav M. 1874 Katholicisme og Protestantisme. Her så han modsætningen mellem konfessionerne udtrykt i forholdet til autoritetsbegrebet: for romerkirken er "Sikkerhed" det afgørende, for den evangeliske kirke er det "Vished".

Foruden disse af aktuelle begivenheder fremkaldte lejlighedsskrifter udsendte M. på sine ældre dage endnu tre hovedværker - frugten af hans fortsatte studier og livserfaringer. Den christelige Ethik (I, 1871 - den almindelige del; II, 1-2, 1878 - den individuelle og sociale etik) er M.s største og ved siden af dogmatikken betydeligste arbejde. Videnskabeligt står det ikke på højde med dogmatikken; gennemførelse af grundprincipperne og en klar metode savnes, men som et personligt og levende åndsværk rangerer det højt og giver bedre end noget andet skrift et omfattende billede af M.s tanker om menneske- og samfundsliv i lys af kristendommen. Som han i dogmatikken søgte en totalanskuelse af tilværelsen ud fra åbenbaringen vil han i etikken tolke alle humane åndsfunktioner ud fra kristentroen. Grundsynet er enhed af kristendom og humanitet: "det Menneskelige, der fornægter det Kristelige, er ikke det i Sandhed Menneskelige, og det Kristelige, der fornægter det Menneskelige, er ikke det i Sandhed Kristelige". Etikken er båret af skabelses- og samfundstanken. I menneskets skabthed ligger såvel dets adelskab som dets begrænsning, og netop fordi mennesket er skabt i Guds billede må det jordiske menneskeliv ikke sættes uden for det religiøse, men hele kulturen tolkes ud fra kristendommen. Menneskets begrænsning ligger i at det som skabt er bestemt til afhængighed af Gud, og dog som et frit væsen til sin egen ulykke kan sætte sig ud over denne afhængighed. Menneskets "rige" står med en vis selvstændighed mellem Guds og Satans rige, og mennesket skal frit "tage sit Rige til Len af Gud"; sker det ikke ender kulturen i opløsning og tomgang. Mht. samfundet skelner M. skarpt mellem det organisk opståede samfund og selskabet der er et aggregat af selvstændige individer. På alle områder viste M. sig som forbitret modstander af individualismen der efter hans mening kun førte til kaos. Derfor hævdede han folkekirken, og derfor gik han ind for socialismen som individualismens væsentligste modstander på samfundsplanet. En del af samfundsetikken udkom allerede 1874 som selvstændigt skrift (Socialisme og Christendom). Med udgangspunkt i "Almenvellet" hævder han, at samfundet må bekæmpe fattigdom, sygdom, umoral etc. og gennemføre en "forholdsvis Fordeling af Livets fysiske Goder", ligesom kristendommen kræver at "Yderlighederne af Rigdom og Fattigdom, Overflødighed og Nød bliver udjævnede". M. kritiserer derfor Adam Smith og den frie konkurrence, som skaber et nyt (kapitalistisk) monopol og fører til "den stærkeres Ret, en individuel Næveret, alles Kamp mod alle". Skriftet vakte ikke bifald på højre fløj eller ved hoffet, men blev udførligt anmeldt og stadig med sympati citeret i den socialistiske presse. M. gjorde sig videre til talsmand for en korporativ stænderstat, for arbejderorganisationernes ret og for en mængde sociale indgreb fra statsmagtens side til fordel for arbejderne. Til fru Heiberg - en af de kritiske - skrev han: "selv har jeg troet at gøre en kristelig Gerning ved at tage Ordet for en Sandhed, der opholdes i Uretfærdighed og ligesom sukker under et Kistelaag, hvorunder de magthavende og Pressen holder den, indtil den omsider bryder igennem til Dom og Forfærdelse. Der skal i sin Tid ikke kunne siges, at Kirken har været stum og forsømt at udtale, hvad der fra Kristendommens Side burde siges".

1881 udsendte M. i fortsættelse af sine mystiske og teosofiske studier en bog om Jacob Böhme. Han fandt i Böhmes teosofi en forståelse af livet som en enhed, både et levende naturbegreb og et levende gudsbegreb som helt svarede til hans egen søgen. Böhme fører ud over reformationen ved at hjælpe til at trænge ind i de spekulative dogmer som reformatorerne kun traditionelt havde overtaget fra katolicismen (især treenighedslæren). På mange måder tog M. afstand fra teosofien, men tilegnede sig væsentlige teosofiske ideer (om den evige natur i Gud, om den uskabte himmel som Guds bolig etc.). M.s sidste skrift - selvbiografien Af mit Levnet I-III, 1882-83 - er en systematikers tilbageblik på et langt liv, ikke skrevet på grundlag af optegnelser, men kun med erindringen som kilde; det givet et klart overblik - i fugleperspektiv - af hans egen udviklings faser og i det hele et levende indtryk af hvordan han som gammel og erfaren så på sit livs tildragelser, på de mange han havde mødt og de åndsstrømninger som havde præget ham. Mange fandt ikke uden grund at der mere var tale om "Dichtung" end om "Wahrheit". M. søgte afsked som Sjællands biskop fra 30-årsdagen for sin udnævnelse, men døde kort forinden. Æresdoktor i Kiel 1840. Medlem af Vidensk. selsk. 1841.

Familie

Forældre: skibsfører, nautisk forfatter Hans Andersen M. (1782-1822) og Ane Marie Truelsen (1781-1853). Gift 1 22.12.1838 i Kbh. (Garn.) med Helene Mathilde Hess, født 19.3.1817 i Kbh. (Garn.), død 20.9.1847 sst. (Helligg.), d. af skibskaptajn, havnefoged i Nyhavns distrikt Peter Mathias H. (1787-1851) og Mette Christine Hansen (ca. 1788-1825). Gift 2. gang 10.11.1848 i Kbh. (Trin.) med Virginie Henriette Constance Bidoulac, født 8.4.1817 i Kbh. (Garn.), død 13.5.1904 sst., d. af sproglærer Joseph B. (ca. 1765-1839) og Marie Sørensen (1782-1850). - Far til Julius M.

Udnævnelser

R. 1847. DM. 1854. K. 1859. SK. 1867. Rang med ekscellencer 1879.

Ikonografi

Silhouet fra tiden som lektor (Fr.borg). Litografi af D. Monies, 1841, efter dette litografi af S. Henriques, 1842. Mal. af Monies udst. 1842. Litografi fra 1840erne efter tegn. af E. Lehmann, efter dette litografi 1852. Flere silhouetter af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.). Afbildet på J. V. Gertners tegn. 1846 af salvingen 1840 (Rosenborg). Tegn. af Fredrika Bremer, 1849. Litografi af Gertner, 1854 (retoucheret og sign. ekspl. på Fr.borg).Tegn. af H. Olrik, 1860 (sst.), i træsnit s.å. Litografi af I. W. Tegner, 1862, efter foto, efter dette litografi 1868. Afbildet på træsnit og på litografi af begivenheder ved hoffet 1870. Litografi 1871, efter dette træsnit s.å., af H. P. Hansen 1879 samt 1883. Mal. af P. S. Krøyer, 1874, gentagelse 1884 (Roskilde domk.), litograferet af I. W. Tegner, 1874 og gengivet i flere træsnit 1884. Afbildet på træsnit efter tegn. af K. Gamborg, 1874. Buste af Th. Stein, 1876 (Nordjyllands kunstmus., i marmor s.å. på Fr.borg) og af samme i bronze (foran Kbh.s univ.). Afbildet på træsnit 1877, flere 1878, bl.a. efter tegn. af M. Vierge efter tegn. af M. Hansen. Træsnit 1878. Afbildet på flere træsnit bl.a. 1881, 1884 og 1888 samt på satirisk litografi 1884 til Punch (ikke anvendt). Radering af H. Manesse, 1885. Litografi af I. W. Tegner, 1885, efter dette radering af L. Kuhn, 1886. M. tegnet i sit værelse af Chr. Hetsch, 1889. Relief (Bispegården, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Bibliografi i H. M.: Mindre skr. og taler, udg. Jul. Martensen, 1885.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1838 36-38. H. M.: Af mit Levnet I-III. 1882-83. Breve fra og til H. C. Ørsted, 2. saml., 1870 134-40 142-44. Breve i Biskop O. Laubs levnet I, 1885 299-317; II, 1886 fl.st. Theol. t. IV, 1887 284-312 (breve til G. P. Brammer). Briefwechsel zwischen H. M. und I. A. Dorner I-II. Berlin 1888. H. M.s breve til L. Gude, udg. Bj. Kornerup I-III. 1955-57. Kirkehist. saml. 1974 89-107 (M.s optegn, om visitatser fra Sokkelund hrd.). Lit. V. Nannestad: H. L. M. Nyt bidrag til en karakteristik af da. prædiken, 1897. Chr. Glarbo i Theol. t. ny r. IX, 1908 449-73. Josepha Martensen: H. L. M. i sit hjem og blandt sine venner, 1918. Hans Martensen-Larsen: Paludan-Müller og M., 1923. C. I. Scharling: H. L. M., 1928. Bj. Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929-30. Samme i Pers. hist. t. 10.r.IV, 1937 75-81 (heri breve). H. Hjelholt i Hist. t. 9.r.VI, 1928-29 364-413. Skat Arildsen: Biskop H. L. M. I, 1932. J. Oskar Andersen i Kirkehist. saml. 6.r.I, 1933-35 130-237. Bj. Kornerup sst. II, 1936-38 188-217 (heri breve) og 554-677. Samme sst. III, 1939-41 38-143 314-95. C. I. Scharling sst. V, 1945-47 513-41. Sst. 7.r.I, 1951-53 fl.st.; II, 1954-56 fl.st.; IV, 1960-62 fl.st. Jørgen Pedersen sst. 1976 150-81. J. H. Schjørring: Teologi og filosofi, 1974. H. J. H. Glædemark: Kirkeforfatningsspørgsmålet i Danmark indtil 1874, 1948. Hermann Brandt: Gotteserkenntnis und Weltentfremdung, Der Weg der spekulativen Theologie Hans Lassen Martensens, Göttingen 1971.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. I. Scharling, P. G. Lindhardt: H. Martensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294153