Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Fuglsang-Damgaard

Oprindelig forfatter JHoS
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Fuglsang-Damgaard, Hans Fuglsang-Damgaard, 29.7.1890-8.7.1979, biskop. Født på Fuglsang i Ørsted, Oksenvad sg, død (Lyngby k.), begravet Sorgenfri kgd. F.-D. er født og opvokset i det tyske Nordslesvig, tog lærereksamen i Rendsborg 1911 og var derefter lærer i Gråsten 1911-13. 1915 tog han studentereksamen med henblik på at studere teologi. Studierne blev imidlertid straks afbrudt da I han blev indkaldt som soldat ved vestfronten. Under fransk krigsfangenskab kom F.-D. til at øve stor indflydelse som leder og sjælesørger for sine sønderjyske landsmænd. Tillige stiftede han i ved læsning bekendtskab med fransk åndsliv og blev personlig bekendt med den franske professor Paul Verrier hvis interesse for den sønderjyske sag førte til, at han fulgtes med de hjemvendende krigsfanger ved deres modtagelse i Kbh. 1919. F.-D. genoptog nu de teologiske studier i som han også havde syslet med under krigsfangenskabet. 1923 tog han eksamen med udmærkelse og videreførte sine interesser for videnskabeligt arbejde. Dette førte ham 1924-25 til Strasbourg på et et-årigt studieophold, under hvilket han forfattede den afhandling, Videnskabelig og kristelig livstydning, på hvilken han 1925 vandt det ledige docentur i systematisk teologi. Konkurrenceafhandlingen bearbejdede F.-D. i de følgende år og fik 1930 doktorgraden på afhandlingen Pariserskolens Teologi. Studier over den religiøse Erfaring i Belysning af nyere fransk Teologi. Med udgangspunkt navnlig hos Auguste Sabatier og Eugéne Ménégoz søgte F.-D. at fjerne grundlaget for den efter hans skøn alvorligste aktuelle trussel mod kristendommen: den religionsfremmede, rent dennesidige virkelighedser-kendelse. Pga. det apologetiske udgangspunkt stod han fjernt fra den dialektiske teologi. Samtidig med hans tiltrædelse som docent begyndte imidlertid det store opgør om Karl Barths teologi og om tidehverv. I den forbindelse fremlagde F.-D. en Barth-udlægning Karl Barth og hans Teologi, der overvejende pegede i retning af tilslutning. Ikke desto mindre beviste en række grundlæggende spørgsmål til Barth, navnlig i slutningen af bogen, at der var fundamentale punkter hvor F.-D. under ingen omstændighder kunne følge Barth. Fremfor alt ønskede F.-D. en mere entydig fremhævelse af gerningernes plads og nødvendighed; han hentede megen inspiration fra Pascal, hos hvem han fandt en mønstergyldig forståelse af den eksistentielle alvor, han så som den kristne tros vigtigste kendemærke.

Udover det religionsfilosofiske udgangspunkt og forståelsen af etikken var der endnu et punkt der anskueligt bevidnede, at F.-D. teologisk set hørte hjemme et andet sted end Barth. Det var de religionspsykologiske studier, han i 1933 foreløbigt afsluttede med grundbogen Religionspsykologi. F.-D. mente at kirken ved hjælp af religionspsykologien kunne etablere en jordnær kontakt med det moderne menneske, og at det ville give sjælesorgen et tiltrængt arbejdsgrundlag. Med sådanne synspunkter havde F.-D. tydeligt bragt sig i stor teologisk nærhed af Emil Brunner, og i de konkluderende betragtninger blev afhængigheden da også udtrykkeligt understreget. Påvirkningen fra Brunner blev endnu tydeligere, da F.-D. førte sine synspunkter videre i en opfordring til at lade den påkrævede sjælesørgeriske fornyelse tage sit udgangspunkt i privatskriftemålet hvis betydning hos reformatorerne han fremholdt med stor energi. Hermed var det tillige antydet, hvad der førte Brunner til at tilslutte sig Oxfordgruppebevægelsen, nemlig følelsen af at prædikenen svævede frit i luften i intellektuel korrekthed, men personligt uforpligtende. Brunners syn på kirkens afmagt og på behovet for en aktivisering af lægfolket stemte nøje overens med F.-D.s fornemmelse af den kirkelige situation. Det var derfor ganske naturligt, at F.-D. offentligt gjorde sig til talsmand for nøglebegreber som "samdeling", "vidnesbyrd" og lægfolkets ansvarliggørelse som midler til af afhjælpe kirkens uformuenhed. F.-D.s videnskabelige løbebane tegnede særdeles lovende ligesom hans pædagogiske evner var indlysende. Det vakte derfor stor overraskelse at han 1933 forlod universitetsembedet for at blive Kbh.s stiftsprovst. Forgængeren H. Ussing havde energisk tilskyndet F.-D. til at søge embedet og den socialdemokratiske kirkeminister P. Dahl ligeså, endog med den tydelige bagtanke at lade F.-D. være designeret som Kbh.s næste biskop der allerede året efter skulle vælges i stedet for H. Ostenfeld. På et sent tidspunkt i drøftelserne om opstilling af kandidater tegnede alt til en valgkamp mellem L. J. Koch og A. Rosendal. I ellevte time intervenerede imidlertid Kristeligt Dagblads redaktør Chr. Holt ved et opstillingsmøde og bragte med en hasarderet strategi F.-D. i forslag. I den forbindelse spillede det åbenbart en rolle, at de begge tilhørte en Oxfordgruppe. Efter en særdeles bevæget valgkamp blev F.-D. valgt med stor stemmeovervægt i forhold til Rosendal. Netop i vintermånederne 1934-35, hvor han trådte over i bispeembedet, var man i gang med forberedelserne til den store kampagne for Oxfordgruppebevægelsen der tog sin begyndelse med en række offentlige møder i Odd-Fellow-palæet i slutningen af marts 1935 hvor F.-D. bød velkommen og hvor Ussing præsiderede blandt de præster der stillede sig bag kampagnen. I en lang række offentlige udtalelser og artikler gik F.-D. meget vidt i retning af at gøre Oxfordgruppebevægelsen til den eneste redningsplanke for kirken stillet over for kommunisme, nazisme, amoralitet, materialisme, kirkefremmedhed o.l.

Under besættelsen gav F.-D. ved mange lejligheder udtryk for kirkelig protest mod nazismen, ikke mindst antisemitismen. Under indtryk af den norske kirkekamp 1942 og endnu tydeligere efter 29.8.1943 tiltog protesterne i styrke. Det kom mest markant til udtryk i september-oktober 1943 da F.-D. bragte i erfaring, at der fra den tyske besættelsesmagts side blev truffet forberedelser til arrestation og deportation af danske jøder. Han forfattede en protestskrivelse som hurtigt blev underskrevet af samtlige biskopper og siden fik fuld opbakning fra menighedsrådsforeningen. Hyrdebrevet blev læst op i landets kirker søndag d. 3.10. og indeholdt en skarp undsigelse af antisemitismen fordi den var uforenelig med såvel det bibelske syn på jødefolket og det kristne næstekærlighedsbud, som med demokratiske retfærdighedsprincipper. – F.-D. var blevet valgt med stemmer fra Kirkefondet og Indre mission, og det var på forhånd klart at han stod i et stærkt modsætningsforhold til grundtvigianere og endnu mere til tidehverv. Alligevel opnåede han i nogen grad at vinde respekt på tværs af kirkepolitiske skel, ikke mindst i kraft af sin evne til at optræde med biskoppelig pondus. Til F.-D.s anseelse bidrog desuden hans kolossale arbejdsindsats og hans evner til at bilægge talrige kirkelige konflikter i mindelighed. Han opnåede at fejre 25-års bispejubilæum 1959. På dette tidspunkt var arbejdsbyrden blevet så belastende at en deling af det uforholdsmæssigt store stift måtte gennemføres; det skete da også med Helsingør stifts udskillelse 1960. – F.-D. har beklædt en meget lang række kirkelige tillidshverv; også i sit otium har han været særdeles aktiv. Siden sin overtagelse af bispeembedet har han desuden lagt stor vægt på at pleje økumeniske relationer.

Annonce

Familie

Forældre: proprietær Laurids F.D. (1864-1942) og Bodil Marie Helene From (1864-1949). Gift 30.7.1926 i Århus domk. med Caroline (Caiina) Elisabeth Solveig Wagner, født 13.1.1900 i Jakobshavn, Grønland, død 22.2.1979, d. af missionær, senere 2. res. kapellan ved Århus domk., sidst præst ved! Øresundshosp. i Kbh. Carl Ferdinand W. (1871-1944) og Ellen Marie Elisabet Blankensteiner (1879-1959).

Udnævnelser

R. 1935. DM. 1936. K2. 1939. K1. 1946. S.K. 1960.

Ikonografi

Mal. af Mary E. Havning, 1953. Foto.

Bibliografi

H. F.-D.: Fra skyttegrav til bispestol, 1975 (m. bibliografi). Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1930 196-98. H. Jerrild i Gads dsk. mag. XXVIII, 1934 551-60. Breve fra F. D. Krarup til Lyder Brun, 1960. -N. H. Søe: Dansk teologi siden 1900, 1965 136f. P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. VIII, 1966. Armin Boyens: Kirchenkampf und Ökumene 1939-45 II, München 1973. Henrik Fossing i Zwei Reiche und Regimente, udg. Ulrich Duchrow, Gütersloh 1977 = Studien zur evang. Ethik XIII 97-118. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Holger Schjørring: H. Fuglsang-Damgaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289824