H. Øllgaard (biskop)

H. Øllgaard, Hans Balthasar Lind Øllgaard, 26.1.1888-19.2.1979, biskop. Født i Borre, Møn, død i Odense (Ansgar), begravet sst. Ø. blev student fra Østersøgades gymnasium 1905 og cand.teol. 1913; s.å. ansattes han som medhjælper hos den højt ansete grundtvigske præst Emil Koch ved domkirken og hospitals-kirken i Odense; 1916 blev han kaldskapellan sst., 1920-38 var han sognepræst i Asperup-Rorslev, fra 1932 tillige provst for Vends hrd., og 1938-58 var han Fyns biskop – efter et dramatisk bispevalg. Ø. havde mange tillidshverv: 1942 kom han ind i bestyrelsen for Kirkeligt samfund og var i flere perioder formand eller næstformand, fra 1961 æresmedlem. Under besættelsen indtog Ø. en meget klar holdning, foranledigede bl.a. at der i fynske kirker i okt.1943 oplæstes en af ham forfattet protest mod jødeforfølgelsen, endnu skarpere end bispernes samlede udtalelse som han selvsagt også tilsluttede sig. Sept.1944 valgtes han ind i Danmarks frihedsråd (-1945) og var 1945-70 bestyrelsesmedlem i Frihedsfonden og formand for dens fynske afdeling. 1946-61 ledede han som formand det grundtvigske soldaterarbejde, 1947-52 sad han i det sydslesvigske udvalg og 1958-59 i udvalget til at gennemgå P. Munchs papirer. – Ø. udgav en samling breve fra henrettede frihedskæmpere og bidrog til flere værker om besættelsestiden, således – meget personligt – i den af Harald Sandbæk og N. J. Raid 1945 redigerede: Den danske Kirke under Besættelsen. Senere skrev han et par biografier: Jens Bloch, Biskop i Viborg, 1970 og s.å. en udførlig og meget pietetsfuld skildring af Odensepræsten Emil Koch som han stedse regnede for sin åndelige far. Ø. hørte klart hjemme på den grundtvigske fløj, men ikke upåvirket af den dialektiske teologi, barthianismen og tidehvervs-bevægelsen blandt hvis repræsentanter i Fyns præsteskab han følte sig hjemme. Han var en usædvanlig markant personlighed, fast indtil det stejle, og det bragte ham flere gange i modvind, fx da han 1939 (modsat sin forgænger A. J. Rud) åbnede Fyns kirker for frimenighedspræst Torkild Skat Rørdams gudstjenester. Det rejste en storm, og bl.a. domkirkens menighedsråd i Odense indankede afgørelsen for ministeriet. Ø. fastholdt sit standpunkt, og det var en udbredt mening at ministeriet ville underkende det, men inden sagen sluttedes døde Rørdam ved en trafikulykke.

Da spørgsmålet om kvindelige præster 1946 blev virkelig aktuelt gik Ø. varmt ind for sagen, og da adgangsloven 1947 blev ændret var han den eneste biskop som var villig til at ordinere og føre tilsyn med kvindelige præster, også uden for Fyns stift, dog under forudsætning af en såkaldt bispefrihedslov (som i givet fald overdrog ordination og tilsyn til en dertil villig biskop hvis et stifts egen biskop ikke ønskede at medvirke). Efter denne lovs vedtagelse (3.3.1948) ordinerede Ø. 28.4.s.å. de første tre kvinder i Odense domkirke og sagde i en for ham typisk ordinationstale at just fordi kvinder var de første der modtog opstandelsesbudskabet måtte de være berettiget til at øve præstegerning. Ordinationen udløste (både før og efter) svære reaktioner, demonstrationer fra fynske (og mange andre) præster, protestoptog i Odenses gader og energiske forsøg på at løse sig fra "den fynsk-øllgaardske kirke" (ved stiftsbåndsløsning) fordi man anså biskoppen for skismatiker. Også uden for stiftet antog kritikken drabelige former, fx kaldtes Ø. i indre missionske kredse "en Judas blandt biskopperne". Modstanden gjorde aldrig det mindste indtryk på ham. Under det store kirkelige opgør om "det evige liv" (1952-53) afslog Ø. at deltage i et fælles biskoppeligt hyrdebrev og var blandt bisperne ubetinget den der bedst forstod stridens virkelige motiver.