G. Koch, Peter Gabriel Koch, 20.12.1858-3.11.1922, biskop. Født i Ribe, død i Kbh., begravet i Ribe. K.s forfædre både på fædrene og mødrene side havde været præster i mange led. Hjemmet var den smukkeste type på en dansk præstegård, og ingen enkeltmand synes at have haft den betydning for K. som hans far. Efter at være undervist af en huslærer kom K. i Viborg latinskole hvor han straks fandt sig vel tilpas – det var i rektor H. H. Lefoliis tid – og hurtigt blev øverst i sin klasse. Som student drog han 1876 til Kbh. Det synes at have været en afgjort sag for ham at han skulle studere teologi. Rasmus Nielsens filosofiske forelæsninger virkede ikke dragende på ham; mere interesserede ham Harald Høffdings nylig udkomne "Om Grundlaget for den humane Ethik". Ellers synes "det moderne gennembrud", som i K.s studentertid stod i sit fulde flor, ikke at have påvirket ham. Professor Peder Madsen, der dengang stod i sin kraft, er den eneste af sine lærere han særlig omtaler. Han hørte hans forelæsninger over dogmatik og over F. E. D, Schleiermacher. Det tør dog antages, at det var mindre ved disse end ved de eksegetiske forelæsninger, at K. blev elev af P. Madsen der i øvrigt ved hele sin personlighed virkede dragende på K. som på så mange andre.

Efter embedseksamen 1882 blev K. i Kbh. og manuducerede, rejste derpå udenlands på stipendium, først til Oslo, senere til Tyskland og Italien. I Erlangen hørte han med interesse A. Francks forelæsninger; hans discipel blev han dog aldrig. K. var en udpræget kritisk natur, altid mere ængstelig for at nå et urigtigt resultat end for ikke at nå til noget fastslået. Han der syntes at komme så let til alt, hvem så meget var givet, måtte dog bestandig kæmpe sig til hvad han havde modtaget. Således blev det ved til hans livs ende. Han som virkede så harmonisk afsluttet, var vel kendt med anfægtelser. Hans skarpe iagttagelsesevne, hans sikre dømmekraft, hans interesse for de lærde og for den jævne mand tjente ham vel i det fremmede. Men det for ham afgørende hørte til derhjemme. Han var vel tilpas, da rejsen var slut og han kunne søge det præsteembede der hele tiden havde stået for ham som målet. Han fik 1885 universitetets guldmedalje for en eksegetisk afhandling; men det var præst og ikke universitetslærer, han ville være. Og han blev det i udpræget grad. Først i Vildbjerg (1885) hvor hans far tidligere havde været, derefter i Herning (1889). Han medbragte til denne gerning evner ud over det almindelige, stor arbejdskraft og en arvet hjemmevanthed i det som hører en præsts gerning til, alt båret af en inderlig grebethed og ydmyg erkendelse af egen utilstrækkelighed. Han som altid bevarede et klart blik for, hvad værdifuldt N. F. S. Grundtvig og hans disciple har tilført den danske kirke, blev fra første færd præst for Indre mission, og det viste sig her som så ofte, at denne retning ikke var mere snæversindet, end at den kunne tage ham til sig som sin præst, selv om det kunne volde vanskeligheder når K. gang efter gang tog afstand fra, hvad han måtte misbillige hos sine venner (fx i striden om bibelsynet). K. blev hurtigt en meget søgt taler ved møder, præstekonventer, missionsuger osv. Hans forkyndelse var – som faderens – ganske jævn og dog mærkelig særpræget; helt fjern fra alle "missionske" vendinger, endsige manerer; ens hvad enten han talte til læge eller lærde. Hans hjem blev, særlig efter at han havde giftet sig, et mødested for mange. En betydningsfuld gerning fik han, da han 1890–1901 ledede Dansk missionsselskabs skole. Han havde i udpræget grad slægtens pædagogiske evner. Som lærer i dogmatik og eksegese fik han stor betydning for de unge. Hans vennesæle færd, bon sens og lune gjorde det let for ham at omgås dem.

1900 flyttede K. til Vor Frue kirke i Odense, men blev 1901 biskop i Ribe. Han har selv om denne sin gerning udtalt: "Jeg tager bispegerningen rent præstelig ... vi må se at gøre vor bispegerning så jævnt og så dansk som muligt". Dette passer vel til hans færd og hans tale, når han kom i præstegårdene og i menighederne. Men det må mindst af alt opfattes, som om han manglede myndighed, og hans visitatser havde noget meget festligt over sig. Skønt K. således betonede det "præstelige" og afviste "det kirkepolitiske", kom dette sidste dog til at optage en væsentlig del af hans tid og kræfter. Over for J. C. Christensens lovgivning stillede han sig mere og mere positivt, og i det kirkelige udvalg (1904–07) indtog han – modsat Indre missions repræsentanter – et teologisk ret frisindet stade og gik ubetinget ind for en demokratisk kirkeforfatning; men over for den liberale teologis mere radikale former (N. P. Arboe Rasmussen) var han ubetinget afvisende. En ganske særlig opgave fik han, da han i maj 1920 konstitueredes som biskop for de sønderjyske områder. Politisk delte han nærmest H. P. Hanssens syn, og over for de tyske præster holdt han på "den mildere kurs". Måske traf han ikke altid det rette, men ingen havde så gode betingelser som han for at være kirkelig leder i denne sag, der gav ham megen glæde, måske end mere bekymring, i hvert fald arbejde over evne. Det havde længe været kendeligt, at hans kræfter tog af. Til adskillig sygdom kom sorger, en voksen søn døde 1920, og 1921 døde hans hustru. 1922 blev han Fyns biskop, men sygdom tvang ham kort efter til at søge afsked. – Sammen med J. C. Jacobsen besørgede K. den 1907 autoriserede revision af oversættelsen af Det nye testamente; han udgav et par mindre skrifter.

Familie

Forældre: adjunkt i Ribe, senere sognepræst i Vildbjerg og Vejrum, endelig stiftsprovst i Ribe, Christian Frederik K. (1827–95) og Anna Emilie Echardine Balslev (1834–97). Gift 17.9.1891 i Ålborg med Bertha Gine Cæcilie Carstens, født 28.9.1852 i Flade, Vendsyssel, død 23.3.1921 i Ribe, d. af møller, sidst i Hammer, Vendsyssel, Lorenz C. (1809–85) og Else Marie Iversen (1826–96). – Bror til Carl K. og L. J. K.

Udnævnelser

R. 1898. DM. 1904. K2. 1912.

Ikonografi

Tegn. af Sophus Jürgensen (Fr.borg). Mal. af Knud Larsen, 1909. Mal. af N. Lützhoft, 1923 (Ribe domk.; Odense domk.) og A. Tørsleff (Ribe domk.). Foto.

Bibliografi

G. K. i Hjemliv og trosliv VI, 1937 11–27 (barndoms-erindr.). – H. G. A. Jørgensen: Ribebispen G. K., 1930. Aage Dahl: Sønderjyllands bispehist., 1931. L. J. Koch: Under præstegårdens tag, 1948 (2. udg. 1949). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig