Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

G.P. Brammer

Oprindelige forfattere AJRud og PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

G.P. Brammer, Gerhard Peter Brammer, 5.5.1801-12.1.1884, biskop. Født i Hillerød, død i Vejle, begravet i Århus. Med sin stedfar kom B. til Norge, men et år efter blev han atter faderløs, kom i huset hos sin morfar (dengang slotspræst i Hillerød) og blev student 1818. I skoletiden gjorde Grundtvigs bibelske prædikener (1816) dybt indtryk på ham, og reformationsfesten 1817 hvor Claus Harms udsendte sine lutherske "teser" fik ham til at tænke på præstegerningen. 1822 blev han cand. teol. og lærer ved v. Westens institut hvor han havde H. L. Martensen, J. H. Paulli og P. Faber blandt sine disciple. Ifølge Martensen var han meget elsket, "fordi han viste sine Disciple en sand Deltagelse". Som kandidat kom B. i nøjere forhold til F. C. Sibbern, og på Borchs kollegium lærte han Joh. Hage og C. E. Scharling at kende; den sidste blev ham en fortrolig ven. Mens B. boede på kollegiet opstod den store kirkestrid om Grundtvigs Kirkens Gjenmæle. Allerede som student havde B. kontakt med Grundtvig og siden forelagde han ham sine første forsøg som prædikant. Da han på pastoralseminariet 1823 havde holdt en prædiken, blev han stærkt kritiseret af seminariets leder H. G. Clausen fordi den formentlig rummede "Obskurantisme og fanatisk Vedhængen ved forældede Dogmer"; det førte til en voldsom strid, og da han 1824 prædikede anden gang ville Clausen ikke bedømme prædikenen eller lade kandidaterne i seminariet gøre det. Men forholdet til Grundtvig kølnedes, måske fordi Grundtvig (som han siger i et brev til B.) sagde ham nogle ubehagelige sandheder "for Guds Riges og hans eget Bedstes Skyld", rimeligvis også fordi B. – kirkeligt og teologisk -efterhånden kom på afstand af Grundtvig; han trak sig tilbage, betragtede Grundtvig som "frafalden fra sig selv", og i grundtvigske kredse betragtedes B. altid selv som frafalden. 1826 blev B. kateket og førstelærer ved Borgerskolen i Nakskov; 1829 fik han den teologiske licentiatgrad for en afhandling om de såkaldte Johanneskristne, og 1830 blev han forstander for seminariet i Snedsted og sognepræst i Snedsted-Nørhå. I begge embeder virkede han med megen energi, og hans Lærebog i Didaktik og Pædagogik, 1838 blev, i flere udgaver, længe brugt ved seminarierne. Det var et fortjenstfuldt arbejde, hvilende på stor pædagogisk erfaring, men J. P. Mynster havde nok ret når han ankede over "vel mange Distinktioner og Definitioner, som, især da de ere knyttede til fremmede Navne, maaske mere ville hindre end gavne Bogens Læsere ved at tilegne sig Indholdet". Ved reformationsfesten 1836 blev B. dr. teol. på en afhandling om venskabet, 1842 blev han sognepræst i Vemmelev-Hemmershøj men, før han kunne tiltræde, biskop over Lolland-Falster; herfra flyttede han 1845 til Århus og virkede til sin afsked 1881 i dette embede med stor nidkærhed. – Efter bruddet med Grundtvig sluttede B. sig til Mynster, og mange breve vidner om det venskabs- og højagtelsesforhold som med tiden udviklede sig mellem disse to der kunne mødes i kirkelig og politisk konservatisme. Mens B. var i Snedsted opstod i sognet en religiøs vækkelse som B. (og især hans hustru) først så på med sympati, men da en af seminariets lærere (P. K. Algreen) og flere af eleverne tog del i de gudelige forsamlinger, og kancelliet greb ind, skrev B. 1837 et skrift og påviste forsamlingslivets svagheder; i tiden derefter advarede han ofte unge præster mod de vakte der "ville herske over deres Præst med et Jærnspir".

B. tog altid afstand fra pietismen og var skarp indtil det aggressive over for grundtvigianere, både på visitatser og i sin administration; han brød sig ikke om at se dem ansat i sit stift og prøvede på enhver måde at stække deres formentlige tendenser til at opløse den kirkelige orden. Men selv de mange der blev stødt af hans myndige væsen og "fornemhed" indrømmede at han var en dygtig embedsmand, en ypperlig katekisator og at han fx på visitatser kunne tale varmt og indtrængende. Lejlighedstalen lå godt for ham, og han udgav selv flere samlinger af sådanne taler af forskellige prædikanter. Hans egen postil (1841) vidner om stor grundighed i forberedelsen, og som biskop var han – ifølge Mynster – en af dem "der jævnlig prædikede Guds Ord". – B. var medlem af kirkekommissionen af 1853–54 og tilhørte selvsagt dens mest konservative fløj. 1857–72 plejede han årligt at samle landets bisper (Martensen ville dog ikke være med, fordi Sjællands bispestol var noget særligt) til private møder i Århus, og til drøftelse af alle slags kirkelige spørgsmål i en fortrolig kreds. Da kirkeforfatningen 1858 blev et aktuelt anliggende anbefalede B. menighedsråd og hævdede det mislige i at ville "bygge ovenfra" ved at oprette et landskirkeråd. H. N. Clausen som med rette følte sig udæsket replicerede skarpt, dels ved at afvise B.s syn på visse enkeltheder, dels ved at bekæmpe "et mystisk Væsen", nemlig "en vis højkirkelig Aand, som kan træde frem i meget forskellige Nuancer og Grader", og som havde manifesteret sig i det århusianske landemodes flertalsbetænkning om kirkeforfatningen. Også med Martensen kunne B. dele kirkeligt grundsyn og kirkepolitisk anskuelse; de stod stadig i brevveksling og mødtes især i fælles uvilje mod alt som kom fra grundtvigsk side. Allerede 1852 havde B. over for Vilhelm Birkedal hævdet sognegrænsens ukrænkelighed imod alle tendenser til sognebåndsløsning, og da P. C. Kierkegaard som minister forelagde valgmenighedsloven fandt denne lov i B. en lige så energisk modstander som i Martensen. Som den biskop der rådede over de største økonomiske midler påtog B. sig udgifterne ved trykningen af en modadresse. Da Th. Skat Rørdam 1869 i sin lærebog havde fremsat en kritik af "nøddåben" (en "forkrøblet" dåb) rettede B. et fulminant hyrdebrev imod ham og fik et skarpt svar. Med biskop Laub i Viborg stod B. ligeledes i nær kontakt (og kom, i Laubs forfald, til at indvie Viborg domkirke 1876). En anden nær ven var A. P. Berggreen hvis koralbog B. – skønt selv umusikalsk -fandt tjente kirkesangen bedst. Ved B.s 50års præstejubilæum 1876 oprettede præster i Århus stift et legat for forældreløse præstedøtre, i det håb at det "skulde vidne for Efterslægten om at de B.s Tilsyn undergivne Præster vidste at paaskjønne den Krafts, Kjærligheds og Sindigheds Aand, hvoraf hele hans Virksomhed havde baaret og bar saa umiskjendeligt Præg".

Familie

Forældre: lærer ved Fr.borg lærde skole Joachim Henrik Carsten B. (1772–1801) og Susanne Marie Jensen (1782–1867, gift 2. gang 1804 med dr. med., senere fysikus i Stavanger Johannes Boëtius Fangel, 1780–1805). Gift 2.11.1826 i Kbh. (Frels.) med Nielsine (Signe) Henrikke Høst, født 29.1.1804 i Kbh. (Trin.), død 3.8.1860 i Århus, d. af kopist, senere toldinspektør, justitsråd Christen Georg H. (1776–1826) og Cornelia Thunboe (1781–1864).

Annonce

Ikonografi

Litografi 1851 efter mal. af A. Schiøtt. Mal. af E. Jerichau Baumann, 1854. Litografi 1862 efter daguerreotypi. Mal. af Jørgen Roed, 1868 (Århus domk.) Træsnit 1873. Træsnit af H. P. Hansen 1881 og 1884. Foto.

Bibliografi

Kilder. G. P. B.: Ungdomsliv, udg. Johs. Kok, 1884. Theol.t. for den da. folkekirke III, 1886 442–57 600–21; IV, 1887 286–312 469–92 (breve til G. P. B.). Kirkehist. saml., 6.r.II 1936–38 574–677; 6.r.IV, 1942 14 390–35; 6.r.V, 1945–47 130–232 382–99 531 (breve til og fra G. P. B.). H. L. Martensens breve, udg. Bjørn Kornerup, I–III, 1955–57.

Lit. P. G. Lindhardt: Præsten Dines Pontoppidan, 1948 64. Samme i Den da. kirkes hist. VII, 1958 27 133. Samme: Holmens provst T. Skat Rørdam, 1969 34f. Samme i Da. teol.t., 1973 248–52.

Papirer i Rigsark. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. J. Rud, P. G. Lindhardt: G.P. Brammer i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287518