Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Friederich Münter

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Friederich Münter, Friederich Christian Carl Hinrich Münter, 14.10.1761-9.4.1830, biskop, kirkehistoriker, arkæolog. Født i Gotha, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri k.s urtegård). M. kom fire år gammel med sin far til Danmark. Han modtog en meget grundig og omfattende undervisning af huslærere, og faderen overvågede at hans uddannelse nøje foregik efter hans forskrifter. I sin dagbog måtte M. gøre rede for hver dags fremskridt; tidligt øvedes han også i talekunsten, idet der i hjemmet for hans skyld blev opstillet en lille prædikestol. Med stor iver tilegnede han sig de almindelige skolefag, men hans umættelige læselyst lod ham ikke nøjes med de afstukne baner. Især omfattede han naturvidenskaberne med interesse, og af kobberstikkeren J. M. Preisler lærte han at tegne og stikke i kobber. Bekendtskabet med Carsten Niebuhr vakte hans kærlighed til arkæologien. Mens det var en mangel ved hans uddannelse at han ikke havde jævnaldrende skolekammerater – i den elskede søster Friederike fandt han en slags erstatning – nød han i fuldt mål godt af det rige åndsliv i Skt. Petri præstegård hvor alle de førende personligheder i datidens tyske koloni havde deres gang. 1778 dimitteredes M. til universitetet af sin far, og trods sin tilbøjelighed for naturvidenskaberne valgte han at studere teologi. Særlig betydning fik N. E. Balles (1744-1816) kirkehistoriske forelæsninger for ham, og uden for universitetet påvirkedes han især af Tyge Rothe (1731-95) der gav ham forståelse for middelalderens historie. Trods sin fars advarsler og strenge kritik syslede han stærkt med tanken om at blive digter og forfattede metriske oversættelser og oder. Vigtigst var det dog at hans beskæftigelse med æstetik førte til personligt bekendtskab med Johannes Ewald, hvem han omfattede med en sværmerisk begejstring, og ved hvis dødsleje 1781 han kom til at stå. Ewalds død gav anledning til et lille arbejde Nachrichten von Johs. Ewald, det første led i M.s senere så rige forfatterskab og den første biografi af Ewald. Ligeledes oversatte han Balders Død til tysk. 1780 tog M. filologisk eksamen og 1781 teologisk attestats. Derpå drog han udenlands, og efter at have besøgt en række tyske byer, bl.a. Weimar hvor han gjorde bekendtskab med Goethe, J. G. v. Herder og C. F. Wieland, slog han sig ned i Göttingen for at nyde godt af det frodige studieliv som udfoldede sig ved Tysklands berømteste universitet, Georgia Augusta. Han påvirkedes især af filologen C. G. Heyne, historikerne J. C. Gatterer og C. F. Spittler, kirkehistorikeren C. W. F. Walch og teologen J. B. Koppe. Spittler gav ham sans for den elegante, vel afrundede historiske fremstilling, og af Gatterer lærte han diplomatik og palæografi. Derimod stod han universitetets store teolog J. D. Michaëlis fjernt, og denne betragtede M. med kulde. Efter et kortere ophold i hjemmet hvor han udgav en bog om hierarkiets fremgang under Innocens III gik rejsen atter 1784 til udlandet, først til Wien. Formålet var nu i første række at undersøge og indsamle håndskriftmateriale til A. Birchs udgave af Det nye testamente. Både i kraft af personlige ejendommeligheder og som medlem af frimurer- og illuminatordenerne forstod M. overalt at skaffe sig glimrende forbindelser i videnskabelige, kirkelige og politiske kredse, og hans skildringer i dagbøger og breve er af meget stor betydning for forståelsen af datidens kulturliv. 1784 blev han som den første protestant kreeret til dr.phil. ved universitetet i Fulda. I Wien havde han godt udbytte af sine studier navnlig i det kejserlige bibliotek og iagttog i øvrigt med interesse udviklingen under Joseph II. Derfra drog han til Toscana hvor det især var lærerigt for ham at træffe biskoppen i Pistoia, Scipione de' Ricci, banebryder for en katolsk reformbevægelse, og 1785 kom M. til Rom. Et helt år opholdt han sig i den evige stad, og det blev i høj grad frugtbart for hans studier og hans personlighed. Han traf Georg Zoëga, med hvem han en kort tid havde været sammen i Göttingen, og vandt en forstående velynder og ven i "Propagandaen"s chef, den senere kardinal Stefan Borgia. Denne prælat lagde vel ret stærkt beslag på M., tilskyndede ham bl.a. til at lære koptisk for at han kunne være ham til nytte, men gav ham på den anden side ubegrænset adgang til sine egne omfattende samlinger af oldsager både i Rom og Velletri og søgte på enhver måde at bane vej for ham til andre indflydelsesrige personligheder. Sit ophold i Rom afbrød M. med en rejse til Napoli og Sicilien, hvorom han har berettet i sine Efterretninger om begge Sicilierne I–II, 1788-90. 1786 brød M. op fra Italien, og efter en interessant rejse med ophold bl. a. i Genzève, Zürich og München var han i juli 1787 tilbage i Kbh. Rige samlinger af bøger og mønter bragte M. med sig hjem, vigtige fremskridt havde hans videnskabelige uddannelse gjort, men vigtigst var dog det overblik han havde vundet over sin samtids Europa. Med rette havde han sat sig det dobbelte mål for sin rejse: at se biblioteker og se verden. Derimod var hans personlighed endnu ikke modnet og afklaret; mange forskelligartede bestanddele gærede endnu i ham og kom i lang tid til at præge både forskeren og mennesket.

Meget heldigt føjede det sig for M., at han 1788 blev (ekstraordinær) professor i teologi ved universitetet, støttet af hertugen af Augustenborg. Forinden havde han dog måttet udholde en konkurrence med Andreas Birch, og bagefter måtte han opleve en offentlig gennemhegling af N. D. Riegels der ikke helt uden grund ankede over, at hans prøveforelæsninger havde været spinkle. 1790 blev han professor ordinarius og assessor consistorii og s.å. dr.teol. på en afhandling om de koptiske nytestamentlige oversættelsers alder. I sin professortid viste M. sig som en meget flittig mand, særlig dog som forsker og forfatter. Derimod ser det ikke ud til at han fik stor betydning som universitetslærer. Han var ikke heldig som taler, og selv velvillige tilhørere fandt, at hans forelæsninger i alt for høj grad blot var sammenstillinger af ikke gennemarbejdet materiale og manglede det fornødne overblik. Det var aldeles overvejende den historiske side af teologien der beskæftigede M., og hans forelæsninger også over systematiske emner (bl.a. over "naturlig teologi") tæller næsten ikke med. I kirkehistorie og dogmehistorie, kirkearkæologi og isagogik gjorde han sin egentlige indsats, og i modsætning fx til Balle holdt han sig ganske uden for tidens heftige kirkelige kampe. Dels var M. af natur i ringe grad egnet til at optræde som polemiker, dels var han selv på mange punkter påvirket af den liberale oplysningsbevægelse; under sin udenlandsrejse havde han tilegnet sig neologiske synsmåder. Han fastholdt vel den kristne religions "Guddommelighed" og en åbenbarings nødvendighed, men var kritisk over for den nedarvede dogmatik og gjorde som sin lærer J. S. Semler et skarpt skel mellem religion og teologi. Personlig synes M.s religiøsitet at have samlet sig om en barnlig, tillidsfuld tro på Guds forsyn som hovedpunktet, og både over for sig selv og andre holdt han på en vidtstrakt frihed i tænkning og teologisk opfattelse. Efterhånden kom M. dog i denne periode til stærkere at betone værdien af det traditionsbårne i kirkens liv. – Foruden sin videnskabelige gerning fik M. i disse år flere vigtige hverv: 1789 blev han medlem af den store skolekommission, hvori han optrådte som moderat reformven, 1796-97 og 1802-03 var han rector magnificus, 1805 blev han medlem af direktionen for vajsenhuset og missionskollegiet, og 1807 indtrådte han i den kommission for de nordiske oldsagers opbevaring som blev nedsat på hans initiativ. Han hører derved – fuldt så meget som Rasmus Nyerup – til grundlæggerne af det senere Nationalmuseum.

Da Balle 1808 nedlagde sit embede blev M. hans efterfølger som biskop over Sjællands stift. Adskillige både lægfolk og gejstlige havde vanskeligt ved at forsone sig med, at en ofte formløs stuelærd som M. skulle afløse en så imponerende bispeskikkelse som Balle, men M. kom i sin 22-årige bispetid til at øve en større kirkelig virksomhed end almindeligt ventet. Med sit hurtige hoved fik han snart ganske godt greb på de administrative forretninger, regnskabsvæsenet dog undtaget, han blev en flittig og interesseret, om end ikke populært anlagt visitator, hvorom hans fyldige visitatsdagbøger vidner, og skønt han aldrig udviklede sig til nogen betydelig prædikant forstod han meget vel ved højtidelige lejligheder at optræde med ikke ringe grandezza. Hertil kom at han på sin vis nærede varm interesse for mange sider af det kirkelige liv. Hvor vaklende han end kunne være i sit dogmatiske standpunkt havde han et fast kirkeligt program: han ønskede at følge "en fornuftig Middelvej mellem Mysticisme og kold Ligegyldighed" og ville fremme "den oplyste Religiøsitet". Dette mål skulle især nås ved at hæve gejstlighedens åndelige stade gennem en højnelse af dens videnskabelige dannelse. Dertil sigtede M.s arbejde for oprettelsen af Sjællands stiftsbibliotek (1812) og af pastoralseminariet (1809) samt indførelsen af de "videnskabelige Forhandlinger" ved stiftets landemoder (udgivne I–III, 1811-18). Også i Det danske bibelselskab, hvoraf han var medstifter 1814, og dets virksomhed var M. varmt interesseret. Som tilsynsmand var han nidkær for at våge over god kirkelig orden, over for uværdige gejstlige skred han bestemt ind, og trods al dogmatisk rummelighed fandt han sig ikke i præsters egenmægtige forsøg på at ændre de gældende kirkelove og liturgien. For øvrigt var han sit præsteskab en god ven, og over for kancelliet hævdede han med fasthed bispedømmets værdighed og betydning, idet han betragtede det uafhængige engelske og svenske episkopat som sit ideal. Som et udtryk herfor kan man også opfatte det højkirkelige bispevielsesritual han fik godkendt 1811. M.s bispetid var en overgangsperiode der førte megen kirkelig uro med sig. Under de forskellige brydninger indtog M. en frisindet og human holdning og lod ikke personlige fornærmelser få indflydelse på sin handlemåde. Som helhed var M. dog en repræsentant for en svindende tid. Herom vidner fx det mærkelige hyrdebrev, forfattet af M. og tiltrådt af alle biskopper, til reformationsfesten 1817 – på en ikke meget klar måde søger det at fastholde både skriftens autoritet og den frie forsknings ret. Over for den kirkelige reaktionsbevægelse der var ved at arbejde sig frem, især repræsenteret af N. F. S. Grundtvig, J. C. Lindberg og A. G.Rudelbach følte M. sig fremmed. I kirkekampåret 1825 ville han ikke personlig tage parti, men det af ham forfattede hyrdebrev (1826) må opfattes som en protest mod de retninger der ville bryde staven over 1700-tallets tankearbejde og høje værdsættelse af fornuftens betydning i religiøse spørgsmål.

Annonce

Mest af alt fik M. dog betydning ved sit store videnskabelige arbejde på en række forskellige områder. Ved dette skabte han sig et verdenskendt navn, hvad der foruden ved værdien af hans egen indsats må forklares ud fra, at han behandlede emner der optog den internationale videnskab, og at han med lige lethed evnede at skrive på tysk, latin og dansk. M.s hovedfag var kirkehistorie og arkæologi, hertil kom bibelsk filologi, kirkeret og numismatik. Med forkærlighed behandlede han emner hvortil der krævedes et kombineret studium af historiske, arkæologiske og filologiske elementer. Som kirkehistoriker har M. dels arbejdet med den almindelige, dels med den danske kirkehistorie. Specielle punkter i den udenlandske har han belyst i sin afhandling om hierarkiet under Inncocens III (1784), i Statutenbuch des Ordens der Tempelherren, som han udgav efter et gammelfransk håndskrift, 1794, og i Versuch über die kirchlichen Alterthürner der Gnostiker, 1790. Med særlig interesse omfattede han den nordafrikanske kirke som man kan se af hans skrifter Religion der Karthager, 1816 (2. udg. 1821) og Primordia Ecclesiæ Africanæ, 1829. I Christinden i det hedenske Huusfør Constantin den Stores Tider, 1827 leverede han et fint mosaikbillede bygget på et nøje studium af oldkirkelige kilder, mens han i sine undersøgelser over Kristi fødselsår i Der Stem der Weisen, 1827 i høj grad tumlede med hypoteser. M.s hovedværk i den almindelige kirkehistorie er hans Haandbog i den ældste christelige Kirkes Dogmehistorie I–II, 1801-04, den afrundede litterære bearbejdelse af forelæsninger over dette emne. Indholdsmæssigt slutter M. sig nær til Nösselt og Münscher og hører sammen med dem til grundlæggerne af det moderne fag dogmehistorie. Han anlægger en virkelig historisk betragtning over for dogmernes gradvise udvikling og regner stærkt med deres udformning under påvirkning af nyplatonisk filosofi. Den klare disposition og sobre, til dels elegante fremstilling skaffede dette værk vid udbredelse, det blev også oversat til tysk (I–II, 1802-06) og bevarede længe sin tiltrækningskraft; bl.a. var det i sin tid medvirkende til at vække den unge Adolf v. Harnacks interesse for den disciplin han siden skulle blive en så talentfuld dyrker af. Af M.s arbejder vedrørende den danske kirkes historie er der især grund til at nævne Den danske Reformations Historie I–II, 1802, der er et væsentligt fremskridt i forhold til ældre behandlinger, også ved at bringe mange nye aktstykker for dagen, og hans Magazin für Kirchengeschichte und Kirchenrecht des Nordens I–II, 1792-96 der ligeledes har betydning som kildepublikation, mens hans store Kirchengeschichte von Danemark und Norwegen I–III, 1823-33 ikke udmærker sig ved indtrængende behandling. Uheldigt er især 1. bind om den gamle nordiske religion hvori grundbetragtningen (euhemerisme) allerede var forældet ved værkets fremkomst.

Fra sin tidlige ungdom havde M. med forkærlighed beskæftiget sig med "monumenter", og hans dagbogsoptegnelser og breve taler tydeligt om den interesse hvormed han overalt på sine rejser betragtede ruiner, gravstene, antikke kunstværker, mønter og andre mindesmærker. Det er da kun naturligt, at også en del af hans skrifter vedrører emner fra de forskellige egne af arkæologien. Hans betydeligste arbejde på dette område er vistnok hans Undersøgelse om de Persepolitanske Inscriptioner, 1800, hvori han med stor skarpsindighed behandler de nyfundne gådefulde indskrifter i Persepolis og giver vigtige bidrag til bestemmelsen af kileskriften, selv om det ikke lykkedes at nå frem til den fulde løsning af dette spørgsmål. Meget arkæologisk stof indeholder også Religion der Karthager, 1816, Religion der Babylonier, 1827 og Spuren Aegyptischer Religionsbegriffe in Sicilien, 1806. Sidstnævnte skrift minder om den stærke interesse M. siden sit Romophold 1785 nærede for Egypten. Til dels i sin egenskab af frimurer følte han sig tiltrukket af at udforske den mystiske symbolik han mente at finde i den egyptiske religion. Særlig vigtigt var det, at han kom til at lære koptisk, så at han blev i stand til at undersøge og delvis udgive fragmenter af koptiske bibeloversættelser (Daniels bog, 1786, nytestamentlige bøger, 1789, 1790). En smuk plads i hans forfatterskab indtager også Odæ Gnosticæ Salomoni tributæ, 1812, hvori han væsentlig rigtigt har bestemt karakteren af det gnostiske skrift Pistis Sofia. Blandt hans udgiverarbejder må også nævnes Fragmenta Patrum Græcorum, 1788. M.s mest benyttede arbejde inden for arkæologien var hans Sinnbilder und Kunstvorstellungen der alten Christen I-II, 1825 som til langt ned i århundredet var et af de bedste hjælpemidler. En del af sine arbejder på dette felt har han samlet i Antiquarische Abhandlungen, 1816. For ét område af arkæologien havde M. en ganske speciel interesse: numismatikken. Han har i afhandlinger bl.a. behandlet vandalernes og frankernes mønter, og selv var han fra sin ungdom en lidenskabelig møntsamler. Til sidst ejede han ca. 10 000 mønter; de orientalske blev skænket til Det kgl. møntkabinet. Også M.s samling af egyptiske og klassiske oldsager var værdifuld. En del af disse lod han efter italiensk skik indmure i bispegården, og han efterlod dem som et legat til sine eftermænd. 1908 er hovedparten dog overflyttet til Ny Carlsberg glyptotek. Som den udprægede samlernatur M. var lykkedes det ham også at samle et stort bibliotek på ca. 14 000 bind, med mange sjældenheder.

Som lærd indtager M. en ret enestående plads i vort kulturliv, og ikke blot på grund at sit europæisk berømte navn, sine personlige forbindelser og udstrakte brevveksling med videnskabsmænd i næsten alle lande. I mangt og meget er han den sidste store repræsentant for den ældre tids polyhistortype, om end parret med moderne forskerånd. Fremfor alt udmærker M. sig ved mangesidighed, ved bredden af sine interesser og kundskaber. Hans umættelige lærelyst og en usædvanlig tilegnelsesevne gjorde ham det muligt at føle sig hjemme på næsten alle åndslivets områder og på flere af disse at erhverve en dybtgående lærdom. Med ikke mindre lethed forstod han at bearbejde og kombinere de indsamlede kundskaber og at skrive om de forskelligste emner i en klar og letflydende stil. Undertiden nøjes han blot med at sammenfatte andres resultater, som oftest evner han dog selv at give nyt, af og til betegner hans indsats geniale ideer og afgørende fremskridt i forskningen. Men med styrken hænger også svaghederne sammen: den utrolige hurtighed i opfattelse, tilegnelse og fremstilling var ikke altid forbundet med en tilsvarende grundighed i undersøgelsen. Hans personlighed såvel som hans videnskabelige virksomhed var præget af en mærkelig rastløshed, en nervøs jagen fra det ene til det andet, og ofte kan der ankes over mangel på nøjagtighed i enkeltheder. Hans videnskabelige fantasi var rigt udviklet, men ikke altid afbalanceret af tilstrækkelig skarp kritik, og nu og da fortabte han sig i ufrugtbare hypoteser. – M. var en godmodig, retsindig, udpræget human karakter, gennemtrængt af et sjældent frisind; bag den stundesløse, tilsyneladende ofte forvirrede, lidet formfulde apparition lå stor åndsstyrke gemt, og i afgørende situationer forstod han at vise megen fasthed. Men som i M.s videnskabelige gerning realistisk forskning var forbundet med en mærkelig dragning mod det mystiske og romantiske, således rummede også hans personlighed forskelligartede elementer der ikke kom til hvile i harmonisk enhed. Netop denne sindets delthed bevirkede, at M. trods sine glimrende anlæg og rige udrustning ikke blev den førerskikkelse der formåede at bøje tidens strømme. Hans meget værdifulde bibliotek på ca. 15.000 bd. solgtes ved auktion 1831, hvor Det kgl. bibl. og flere udenlandske biblioteker gjorde betydningsfulde køb. Over hans møntsamling, der bortauktioneredes 1839, udarbejdede C. J. Thomsen et katalog i tre bind, 1836-39. – Ordensbiskop 1808. Medlem af Videnskabernes selskab 1798 og af Danske selskab 1806.

Familie

Forældre: præst Balthasar M. (1735-93) og Magdalena S. E. F. v. Wangenheim (1742-1808). Gift 14.10.1791 i Lubeck med Maria Elisabeth Krohn, født 29.10.1771 i Lübeck, død 24.2.1842 i Kbh. (Petri), d. af senator, senere første borgmester, dr. Herman Dietrich K. (1734-1805) og Maria Elisabeth Moller (1752-1813). – Far til Balthasar M. (1794-1867). Bror til Friederike Brun.

Udnævnelser

R. 1808. DM. s.å. K. 1812. S. K. 1817.

Ikonografi

Afbildet med familie på silhouet af F. B. v. Wickede, 1780. Tegn. af N. Abildgaard formentlig efter J. T. Sergei, 1796-97 (kobberstiksaml.). Afbildet på tre af W. Heuers stik, 1817, fra salvingen 1815. Mal. af Hans Hansen bl.a. 1818 (Fr.borg). Pastel af C. Hornemann, efter denne litografi 1826 og 1872 samt mal. af A. A. Müller, 1830 (Roskilde domk.) og af C. A. Jensen, 1833 (Fr.borg). Tegn. (Kgl.bibl.). Silhouet (Fr.borg). Et mal. af M. fandtes 1846 i kardinal S. Borgias mus. i Rom. Relief af H. E. Freund, 1833, på gravmæle (Petri urtegård) og 1834 (Vor Frue k., Kbh.). Buste af samme, 1834 (Kbh.s univ.).

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Pers. hist. t. 4.r.III, 1900 157-74. Aus den Tagebüchern F. M.s, udg. Øjvind Andreasen I–III, 1937 = Frederik Münter. Et mindeskr. II-IV (anm. af Bj. Kornerup i Hist. t. 10.r.IV, 1937-38 453-58). Aus dem Briefwechsel F. M.s, udg. samme I-III, 1944 = Frederik Münter. Et mindeskr. V-VII (anm. af Bj. Kornerup i Hist. t. 1 l.r.I, 1944-46 752-54). Breve til Herman Schubart i Pers. hist t. 1 l.r.IV, 1943 3f 23-48.

Lit. [P. E. Muller] i Dansk lit.tid., 1830 286-88 292-99. J. P. Mynster i Tidsskr. for kirke og theologi II, 1833 352-98 (optr. i forf.s Blandede skr. III, 1853 167-204; tysk overs, i Theol. Studien und Kritiken VI, 1833 13-53). C. L. N. Mynster: Fra den ældre tid, 1882 53-99. Samme: Medd. fra F. M.s og Frederikke Münters ungdom, 1883. Vald. Schmidt: Museum Münterianum I–II, Bruxelles, 1910. Frants Buhl i Nord. t. for vetenskap, konst och industri, Sth. 1921 481-94. Alex. Rasmussen: F. M. I–II, 1925-49 = Frederik Münter. Et mindeskr. I, 1-2 (bd. 1 anm. af Bj. Kornerup i Hist. t. 9.r.V, 1926-27 162-70). E. A. W. Budge: The rise and progress of assyriology, London 1925 (optr. 1975) 40f 51. Victor Hermansen i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1931 265-320. Agnes v. Zahn-Harnack: Adolf v. Harnack, Berlin 1936 (nyt opl. 1951) 15 136. Bengt Hildebrand: C. J. Thomsen I–II, Sth. 1937-38 = Kungl. vitterhets, hist. och antikvitets akad.s handl. XLIV. K. F. Plesner: Dsk. bogsamlere, 1957. Hal Koch i Den danske kirkes hist. VI, 1954. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980 296-300.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Friederich Münter i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294653