Fredrik Nielsen, Fredrik (Frederik) Kristian Nielsen, 30.10.1846-24.3.1907, biskop, kirkehistoriker. Født i Ålborg, død i Århus, begravet i Kbh. (Holmens). N. voksede op i Ålborg; hjemmet var efter faderens død fattigt, og som gymnasiast og student måtte han væsentlig klare sig selv. Allerede i skoletiden læste han ivrigt N. F. S. Grundtvig og J. C. Lindberg og fandt i biskop P. C. Kierkegaard en faderlig velynder og støtte. Han blev student 1863, oplevede som rus det stormfulde opgør mellem Grundtvig og nogle af hans venner (vennemødet 1863) og omgikkes Georg Brandes der siden sagde at han i N. – en "ungdommelig fritænker" – havde haft en "meningsfælle". Sammen demonstrerede de 16.11.1863 på Amalienborg plads for den nye fællesforfatning. Det teologiske fakultet ("dikteremaskinerne") havde N., bortest fra Fr. Hammerich intet forhold til, men selvstudium skaffede ham 1870 en god eksamen; han fik kollegiepladser og rejselegater og var 1871 i Tyskland. Samtidig sluttede han sig til vennen A. C. Larsens "nyrationalisme" og opgav, med kritik af biskop Kierkegaard, sin grundtvigske tro; men det varede ikke længe: 1872 vendte han sig, temmelig naivt, i Den kristne Tro og den frie Tanke mod nyrationalismen, kulturradikalismen, socialismen (forskrækket over pariserkommunen) og den historiske bibelkritik (især Leben Jesu-forskningen); siden gik han i brandeskredsen under navnet "det lille pjat", og det voldte hans enke og venner betydelige vanskeligheder at få neddæmpet "ungdomsforvildelserne" da levnedsbogen skulle udgives. I Leipzig havde han studeret palæografi og tekstkritik hos K. v. Tischendorff, og i Jena kom han i forbindelse med kirkehistorikeren K. v. Hase (der fulgte L. v. Rankes linje) som blev hans forbillede. 1875 studerede han reformationshistorie i Tyskland (en frugt heraf er udgivelsen af den ældste form af Luthers Traubüchlein, 1876), og s.å. forelæste han med særlig tilladelse over den nyeste katolicisme, et efter ufejlbarhedsdogmet af 1870 højaktuelt emne. 1876 kom bind I af Romerkirken i det 19. Hundredaar (tysk udg. 1877). Bind II kom 1881, og en ny udgave, også på tysk og engelsk, 1895ff.

I yngre dage skrev N. en mængde vers og dramaer og ville opgive teologien for litteraturen, men da han nu vendte tilbage til en kirkelig kristendom af grundtvigsk farve blev han 1873 hjælpepræst ved Vor Frelsers kirke på Chr.havn og fik her et hjerteligt discipelforhold til den gammelgrundtvigske sognepræst, P. A. Fenger. 1873-82 var han medredaktør af Dansk Kirketidende og 1872-82 kirkelig medarbejder ved Dagbladet; han var en habil journalist, og en del af hans bedste artikler udkom 1884 (Karakteristiker og Kritiker). N. fortsatte den grundtvigske polemik mod fakultetets præsteuddannelses-monopol og ønskede en slags menighedsfakultet, bygget på nyere dansk teologi; men da han 1877 fulgte Hammerich som professor i kirkehistorie ændrede han helt standpunkt og mødte en stærk kritik, især fra nygrundtvigsk side (V. Brücker og M. Pontoppidan). Også gammelgrundtvigske folk – fx Otto Møller – var, til hans sorg, meget kritiske. 1879 blev han ved universitetsjubilæet dr.teol. på en lidet betydelig afhandling om Tertullians etik, og iøvrigt stræbte han nu at legitimere fakultetets eksistens og monopol, ikke så meget ved videnskabelig indsats som ved kirkelig aktivisme.

Som universitetslærer havde N. sin styrke i fortællingen; støttet til nogle få notater og en glimrende hukommelse evnede han at fremstille kirkehistoriens store personligheder og dramatiske begivenheder i et naturligt og livligt sprog krydret med mange anekdoter. Kun sjældent indlod han sig på analyse af komplicerede problemer eller på egentlig kildeforskning (gode liturgihistoriske bidrag foreligger i Aktstykker til Gudstjenestens og Liturgiens Historie, 1878, og Bidrag til den evangelisk-kristelige Psalmebogs Historie, 1895. Han var frygtet som eksaminator på grund af sine krav til detaljer og en springende form, men mange studenter følte hans forelæsninger som en oase i fakultetets ørken. N. havde svært ved at vinde og bevare venner, var ofte på kant med kolleger og iøvrigt med de fleste af dem han fik med at gøre, og han følte sig altid trykket af P. Madsens større popularitet hos studenterne. Han lagde megen vægt på at skabe store håndbøger; de afspejlede på godt og ondt hans forelæsninger og blev længe meget brugt. 1885-92 kom Haandbog i Kirkens Historie I–11 (2. udg. 1893-98). 1902ff kom en mindre udgave (Kirkehistorie I–11 – ikke fuldført) og til seminariebrug Ledetraad i Kirkens Historie I–II, 1887 (7. opl. 1913). Disse værker hvilede på en meget bred og kompilatorisk læsning; han var stolt af sit 10000 binds bibliotek der dækkede næsten alle felter, og som siden overgik til Statsbiblioteket i Århus. En anden del af forfatterskabet udsprang af hans kirkelige interesser; det gælder fx Statskirke og Frikirke, 1883 som berørte en også i Danmark aktuel debat, eller John Wesley og denengelske Statskirke, 1891 der bl.a. skulle advare Indre mission mod et kirkebrud; Edvard Irving, 1894 var et indlæg mod religiøst sværmeri. I serien Smaaskrifter til Oplysning for Kristne (I-IX, 1886ff) fremlagde han meget kirkehistorisk stof, og han skrev mange biografier til 1. udg. af Dansk biografisk Lexikon, men blev tit kritiseret af C. F. Bricka for manglende objektivitet og en for tydelig uvilje mod folk han ikke kunne lide (fx biskop G. P. Brammer).

N. deltog hyppigt i den kirkelige debat; i 1880erne førte han en langtrukken polemik mod frimureriet (det pådrog ham kronprins Frederiks vrede), mod den moderne jødedom og dens krav om konfessionsløse skoler, og i 1890erne var han meget opskræmt over den netop da øgede katolske propaganda (Romersk-katolske Angreb paa Luthers Person, 1893). Tit brød han også en lanse for Grundtvig, således især i N. F. S. Grundtvigs religiøse Udvikling, 1889 som går til 1839. N. holdt sig afgjort til Grundtvig som det religiøse geni og skaber af "den kirkelige anskuelses" menighedssyn, men tog afstand fra "partihøvdingen" og havde liden sans for den folkelige grundtvigianisme (for ikke at tale om højskolens venstretendenser), og han forkastede Grundtvigs kirkepolitiske "anarkisme" (især "præstefriheden"). I 1890erne indvikledes han i bitter strid med kollegaen H. Scharling, om Grundtvig og/ eller Luther; den forløb meget personligt, i offentlige forelæsninger og flere skarpe skrifter. Bagved lå brydninger i fakultetet om at få Skat Rørdams NT-oversættelse godkendt som kvalificerende for en teologisk æresdoktorgrad der atter skulle begrunde ønsket om at se Rørdam som den første grundtvigske Sjællands biskop.

N. tilhørte udpræget den grundtvigske højrefløj og bekæmpede derfor de kirkelige frihedskrav i Askov-adresserne af 1881; han stod bag et bredkirkeligt møde som 1884 gik ind for en mere moderat kirkelig reformpolitik (liturgisk og kirke-forfatningsmæssigt), var en kraft i det retnings-økumeniske samarbejde ("Bethesdamøderne", 1886ff) og menighedskonventet af 1891 – bl.a. fordi han gerne ville bremse Indre mission. Selv sluttede han sig 1894 til den nye grundtvigske menighed i Marmorkirken og dens præst (J. H. Monrad), og han stod C. F. Tietgen meget nær. Stort set fulgte han Skat Rørdams kurs, gik varmt ind for autorisation af hans NT-oversættelse og faldt iltert ud mod alle forsøg på ad officiel vej at gennemføre en bibelrevision. Hans ungdoms "affære" med nyrationalismen havde for livet givet ham et chok som måtte overvindes ved alle midler. Således grundede han 1896 Kirkeleksikon for Norden, i den klart udtalte hensigt at skabe et konservativt opslagsværk der kunne modvirke alle radikale tendenser, og han optrådte med stor heftighed mod Harboørepræsten (Anton Jensen) som fornægtede de evige helvedsstraffe og siden mod N. P. Arboe Rasmussens liberale teologi – i begge tilfælde hvast modsagt af M. Pontoppidan.

1892-98 var N. fakultetets repræsentant i Det kirkelige råd hvor han i samarbejde med Rørdam – og støttet af den grundtvigske kultusminister V. Bardenfleth – medvirkede til mange liturgiske reformer: ritualer for dåb, nadver, brudevielse, kirkeindvielse, præste- og bispevielse, nye kollekter, ændringer i højmessen og fremfor alt salmebogen. I utilfredshed med Roskildesalmebogen af 1855 og med vanskelighederne ved at få dens (mere grundtvigske) tillæg indført i store sogne påtog N. sig, sammen med C. J. Brandt, Rørdam og nogle bredkirkelige kbh.ske præster, at skabe en ny salmebog; alle tre udgaver (1885, 1888, 1892) blev afvist af kirkerådet – af rent formelle grunde, men reelt fordi det grundtvigske islæt var for stort, og fordi man frygtede at en sådan udvidelse ville fremme grundtvigske særmeninger i teologien og støtte den med grundtvigianismen forbundne venstrebevægelse. Da Rørdam 1895 kom ind i bispekollegiet lykkedes det ham og N. at gennemføre "Salmebog for Kirke og Hjem", 1899, et kompromis med kirkerådets ultrakonservative fløj. Også den grasserende ægteskabsdebat var N. stærkt optaget af; 1902 foreslog han fakultativ borgerlig vielse, bl.a. for at undgå kirkelig vielse af fx fraskilte.

Mere og mere følte N. nødvendigheden af en repræsentativ kirkeforfatning og – især efter at han 1900 var blevet biskop i Ålborg – med stor indflydelse for bispeembedet, fx på præstevalgene. Han ville hermed dæmme op for nyrationalismen og det kirkelige demokrati som 1901 fik et prægnant udtryk i J. C. Christensens forslag om menighedsråd og andre kirkelige frihedslove. Både historisk og aktuelt beskæftigede N. sig tit med Church of England og beundrede især den anglikanske bispestilling; han modsatte sig derfor til det yderste venstreregeringens demokratiseringstendenser og ytrede sig i private breve meget besk om "degneregimentet" og den fladbundede "seminarisme". I sit stift ledede han – især på landemodet 1902 – kampen mod lovforslagene og håbede længst muligt på de "frikonservative" i landstinget, men måtte 1903 forbitret erkende nederlaget. I det kirkelige udvalg af 1904 arbejdede han energisk for den repræsentative forfatning med et dels besluttende, dels rådgivende kirkeråd som øverste organ, men mødte kompakt modstand hos alle slags grundtvigianere (mest Morten Larsen) og hos en del af Indre mission. Sammen med Rørdam og P. Madsen – som han havde et såre ambivalent forhold til, og som iøvrigt mistroede ham – lykkedes det 1906 at få flertal for et til hans ønsker svarende forslag; det var liberalt mht. valgretten, men satte strammere vilkår for valgbarheden (N. mente at den burde bero hos altergængere). Dog var han klar over at udsigterne til en politisk succes var dystre, "udelukkende på grund af den åndeligt underlegne minoritets forbindelse med den politiske magt" (dvs. folketingets venstre-flertal).

Det slidsomme arbejde i det store stift – hvor han bl.a. gjorde sig store og forgæves anstrengelser for at få den betydelige frimenighed på Mors tilbage i folkekirken – og det kirkepolitiske slagsmål sled på ham. I Ålborg jamrede han altid over sin økonomi (som venstreregeringen selvsagt ikke ville forbedre), og 1905 lod han sig flytte til det bedre aflagte Århus stift der igen skulle være springbrættet til Sjællands bispestol efter Rørdam. Heller ikke i Århus følte den urolige mand sig tilpas, men han syslede med planer om et kirkefond efter kbh.sk mønster og gik i brechen for et universitet med et teologisk fakultet hvor de eksegetisk-historiske discipliner besattes efter videnskabelige kriterier, mens de systematisk-teologiske fag overlodes til de kirkelige retninger – altså dog en slags menighedsfakultet. Det kan skyldes at han var skuffet over sin efterfølger i Kbh., V. Ammundsen der loyalt færdiggjorde hans kirkehistoriske torso, men udviklede sig i liberal retning.

N. havde i kraft af en klar, omend springsk begavelse, overordentlig kundskabsrigdom, lyst til og talent for praktiske gøremål, fremragende energi og arbejdsduelighed, i sig stof til en stor kirkelig fører; men han var rastløs og opfarende, utålmodig også over for venner, og hans mange fjender følte sig mere trygge når han var kritisk end når han var venlig. Hans breve giver ofte udtryk for bekymring ("jeg er så forpint") og skuffelse over små og store sager og især over mennesker. N. ville gerne være fremskridtsmand; men tiden gik hurtigere end hans – kirkelige og politiske – anskuelser kunne vinde med til, og det var hans største ulykke at han aldrig rigtig evnede at skabe tillid om sig.

Familie

Forældre: købmand Laurits N. (1815-61) og Andrea Wölfferdt (ca. 1822-93). Gift 23.4.1874 i Kbh. (Frels.) med Cathrine Marie Magdalene (Magda) Groth, født 27. 3.1856 i Kbh. (Holmens), død 29.8.1928 sst., d. af premierløjtnant, senere kaptajnløjtnant i flåden Ejler Peter Christopher Munthe G. (1821-67) og Margrethe Marie Boye (1827-1903).

Udnævnelser

R. 1892. DM. 1895. K2. 1906.

Ikonografi

Træsnit. Litografi af Harald Jensen, 1896. Mal. af Aug. Jerndorff, 1906 (Budolfi k., Ålborg) og Fr. Lange 1907 (Århus domk.; Ålborg bispegård) og 1911 (Fr.borg). Relief på gravstenen. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Levnedsbeskr. af de ved Kbh.s univ.s firehundredårsdag promoverede doktorer, 1879 159-61. Brevveksl, med J. Swane i Fra Viborg amt, 1962 3-57. - Jørgen H. Nielsen: Stamtvl. over efterkommerne af Christian Nielsen i Hjørring, 1908. Georg Brandes:

Levned I, 1905 157; II, 1907 85 216 246. Biskop F. N. En levnedstegn., ved J. C. Kall m.fl., 1911. Otto Møller og Skat Rørdam: En brevveksl., udg. H. Skat Rørdam I–II. 1915-16. P. G. Lindhardt: Morten Pontoppidan I–II, 1950-53. Samme i Jyske saml. ny r. III, 1954-56 218–42. Samme: Fem Ålborgbisper, 1954 109-53. Samme i Den danske kirkes hist. VI I-VI 11, 1958-66. To højkirkemænd. Brevveksl, mellem H. Stein og J. Swane, udg. P. G. Lindhardt og J. Swane, 1958. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980 fl.st. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig