Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Plum

Oprindelige forfattere BjKorn og PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Plum, 12.10.1760-18.1.1834, biskop. Født i Korsør, død i Odense, begravet sst. P. blev student (Odense) 1778 og boede som student på Regensen sammen med Jens Baggesen der indførte ham i Kbh.s litterære kredse; selv skrev han også digte og arbejdede med oversættelse af klassiske litteraturværker; 1790 udgav han en oversættelse af Juvenals og Persius' satire over menneskers ønsker og blev prisbelønnet af Selskabet til de skiønne videnskabers forfremmelse. I øvrigt studerede han især østerlandske og klassiske sprog, men også teologi (cand.teol. 1788), stod i gæld til N. E. Balle (der udviklede hans sans for filologisk akribi), men følte sig mest knyttet til Claus Hornemann. 1790 erhvervede han den filosofiske doktorgrad på en latinsk afhandling om tolkningen af gammeltestamentligt billedsprog, og 1792 blev han dr.teol. i Göttingen på en eksegetisk undersøgelse af de græske oversættelser af Habakuk og Obadja. Den første afhandling har særlig interesse ved at vise at han fra først af urokkeligt holdt fast ved et rationalistisk stade; han forkastede utvetydigt den ortodokse opfattelse af bibelen, betonede de bibelske forfatteres tidsbestemthed og hævdede kraftigt forskningens frihed over for dogmatiske principper og teologisk intolerance. 1789 blev P. præst ved arresthuset i Kbh., og 1791 sognepræst i Korsør-Tårnborg, 1794 provst for Slagelse herred. Fra begyndelsen og stedse siden var P. en rastløs reformven; han tog straks fat på at reorganisere fattig- og skolevæsenet i Korsør og siden i hele herredet, og på samme måde virkede han da han 1796 fik et større arbejdsområde som sognepræst ved Skt. Mikkels kirke i Slagelse, bl.a. ved at oprette en offentlig læse- og arbejdsskole. Sin pædagogiske interesse lagde han for dagen ved 1802 at udgive en håndbog for lærere ved borger- og almueskolerne, et værdifuldt opslagsværk, og 1803 viste han sig i et skrift som en varm tilhænger af J. H. Pestalozzi. P.s pædagogiske indsats påskønnedes meget af kronprins Frederik og hertugen af Augustenborg, og hans fortjenester i så henseende førte til at han 1803 blev stiftsprovst i Kbh. og sognepræst ved Vor Frue kirke. Som præst fik han ikke stor betydning, og som prædikant vurderedes han ringere end kirkens to kapellaner (L. N. Fallesen og H. N. Clausen), men han fortsatte energisk det pædagogiske reformarbejde. 1804 blev han medlem af kommissionen til undersøgelse af Pestalozzis metode og udgav (sammen med A. K. Holm og L. C. Sander) et fortrinligt og orienterende skoletidsskrift (Egeria I-IV, 1804-08). Med særlig omhu tog han sig af Vor Frue kirkeskole, og arbejdede – da den 1807 var ødelagt – med stort held for genopbygningen og for at sikre dens fremtid. P.s skoleinteresse omfattede hele byen, og han fik nedsat en permanent kommission til at varetage dens skolevæsens tarv (1809). Ved pastoralseminariets oprettelse 1809 blev han medlem af direktionen.

1811 blev P. Fyns biskop. Han var ingen imponerende bispeskikkelse, men hans jævnhed og fordringsløshed i forbindelse med hans redelige karakter og utrættelige gavnelyst skaffede ham en anset stilling i stiftet hvor han atter især virkede for skolevæsenet. 1812 bifaldt kancelliet hans regulativ for Fyns skoler, og i Odense fik han oprettet en ny borgerskole, en middelskole i den Lahnske stiftelse, aftenskoler for tjenestepiger og læredrenge og en søndagsskole for håndværkere; også på visitatser stræbte han altid at ophjælpe skolerne, men trods sin iver faldt han en tid i unåde hos Frederik VI da han 1823 på egen hånd havde udsendt et cirkulære (som han måtte tilbagekalde) om religionsundervisningens plads i den indbyrdes undervisning. Et vidnesbyrd om hans pædagogiske interesse er den danske læsebog han 1821 udgav (Anders Kjærbye af Vissenberg Sogn) som har varig kulturhistorisk værdi. Den har et kernefuldt indhold og er skrevet i et levende og naturligt sprog, på en gang en læsebog i dansk, en slags etik for menigmand og en underholdningsbog af historisk tilsnit; det almenmenneskelige indhold belyses ved talrige eksempler fra Fyns historie og topografi.

Som biskop søgte P. – ligesom Fr. Münter – at hævde bispestillingens selvstændighed over for kancelliet, og især var han ivrig for at bedre gejstlighedens dannelse; han virkede for de præstekonventer der dels skulle hæve det videnskabelige niveau, dels hævde standen over for den begyndende almuebevægelse; han videreudviklede de videnskabelige forhandlinger ved landemoderne (udgivet i to bind 1817-19) og udsendte selv de kritisk-orienterende Efterretninger om den udenlandske nyere theologiske og pastorale Literatur I-XVI, 1818-33; han fik oprettet Fyens stiftsbibliotek (1813) og Fyens stifts litterære selskab (1815); begge støttede han energisk og med personlig offervilje. P. var stedse en konsekvent rationalist, derfor også modstander af de gudelige vækkelser som for ham var udslag af "Fanatisme" og "Mysticisme", en "regelløs Omsværmen i dunkle Anelser og Følelser", og han kritiserede Grundtvig for hans "Galimatias". Over for Kerteminde-vækkelsen indtog P. en fast og afvisende holdning, han forkastede missionssagen og fik ved kancelliets hjælp B. F. Rønne tvunget til at fjerne de indsamlingsbøsser han havde anbragt i præstegårdene. – P. var en mand af mange og lærde kundskaber og vedblev til det sidste at sysle med videnskabelige undersøgelser; 1817 udgav han en skildring af den italienske humanist Marcellus Palingenius Stellatus, 1828 kom Valgte Stykker af den græske Anthologie og 1827 en udgave af Auli Persii Flacci Satirce. P. besad dog ikke nogen finere skoling eller fast teknik, og især de sidste arbejder præges af unøjagtighed, ujævnhed og utilstrækkeligt litteraturkendskab – svagheder som bl.a. J. N. Madvig belyste i en anmeldelse. – Medlem af Videnskabernes selskab 1828.

Annonce

Familie

Forældre: res. kapellan, senere sognepræst i Korsør Claus P. (1721-81) og Elisabeth Amalie Rohn (1730-85). Gift 13.7.1792 i Kbh. (Helligg.) med Maria Sophia Munk, født 22.12.1765 i Kbh. (Frue), død 18.2.1829 i Odense (gift 1. gang 1782 med professor Andreas Christian Hviid, 1749-88), d. af justitsråd Søren M. (1733-1801) og Johanne Lyngby (1738-1810).

Udnævnelser

R. 1811. K. 1828.

Ikonografi

Mal. af W. F. Bendz, 1831, efter dette en gentagelse (Skt. Knuds k., Odense), kopi af C. A. Jensen 1834 (Fr.borg) og 1835. Litografi af H. Kitzerow.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografier i Fr. Münter: De schola Antiochena, 1811 26-31 og i Gerhard L. Grove: Slægten Plum, 1903 122-26 (jfr. sst. 57-64). Kirkehist, saml. 3.r.III, 1881-82 708-20 (striden med B. F. Rønne); 4.r.VI, 1899-1901 44-59 (breve til Fr. Münter); 5.r.III, 1905-07 211f (brev).

Lit. N. Faber: Mindetale over dr.theol. F. P., 1834. Aug. Baggesen: Jens Baggesens biogr. I,2, 1843 53-55. C. T. Engelstoft i Saml. til Fyens hist. og top. II. 1862 294f og III, 1865 245f 253 257; VIII, 1881 66f. Joakim Larsen: Bidrag til Kbh.s offentlige skolevæsens hist., 1881 75f. Samme: Bidrag til den da. folkeskoles hist. 1784-1818, 1893 189-92 257-60 264. Samme: Bidrag til den da. folkeskoles hist. 1818-98, 1899 31 142. Briefwechsel des Herzogs Friedrich Christian ... mit König Friedrich VI, udg. Hans Schulz, Lpz. 1908 161f. Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad I, 1916 220. Bj. Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929-30 318-20 411. Helge Nielsen: Folkebibliotekernes forgængere, 1960. Kn. Ottosen m.fl.: De fynske vækkelser, 1964 = Vækkelsernes frembrud i Danm. III. Holger Bernt Hansen: Fynske præstekonventer, 1965 = Kirkehist. studier 2.r.XX.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup, P. G. Lindhardt: Frederik Plum i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295813