Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frands Vormordsen

Oprindelige forfattere JOskA og NKAn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frands Vormordsen, Frands Wormordsen, 1491-19.11.1551, bibelhumanist, superintendent, biskop. Født i Holland, død i Lund, begravet i domk. sst. V. var født i Holland, efter dansk tradition i Amsterdam. Han blev medlem af karmeliterordenen, men når og i hvilket kloster er ukendt. Ligeså om han allerede havde lektorgraden da han sendtes til videre studier i Danmark, sikkert til klosteret i Helsingør som blomstrede under dr.teol. Anders Christensens ledelse; her har også andre hollandske karmelitere studeret. Da ordenens provinsmøde april 1519 udnævnte de brødre som skulle studere i det nye kollegium i Kbh., var lektor V. blandt disse. Her sluttede han sig især til kollegiets "regent", teologen Paulus Helie, hvis bibelhumanistiske og reformkatolske indstilling han delte, og hvis forelæsninger ved universitetet han fulgte. Muligvis blev han kollegiets leder da Paulus Helie 1522 måtte flygte til Jylland for Christian IIs vrede. I alt fald hørte han til universitetets lærerstab 1527 da biskop Lave Urne mente at kunne stoppe lutherske tendenser ved at forbyde andre end baccalaurer og præster at høre teologiske forelæsninger. Da var hans "gamle mester" Paulus Helie atter universitetslærer og hjalp ham med den danske oversættelse af Davids salmer, som V. udgav 1528. Hans forargelse over at lektor Poul udråbes for "det hellige Evangeliums Fjende" viser, at han endnu delte dennes afvisende holdning over for lutherdommen. Salmeoversættelsen er nu vort vigtigste vidnedsbyrd om dansk reformkatolicismes bibelinteresse. Oversættelsen er ikke foretaget efter grundteksten, da V. næppe kunne hebraisk; men han har bl.a. benyttet de to latinske oversættelser efter grundteksten; også til Martin Luther står han i gæld; hans mangelfulde danske sprog havde Paulus Helie rettet "som med en grov Fil", og ham skyldes oversættelsen af Athanasius' skrift om Psalterens Kraft (en vejledning i brugen af salmerne) der ledsagede bogen. Skriftet var tilegnet Hr. Anders Bille til Søholm og hans hustru, på hvis opfordring og med hvis understøttelse det blev trykt, et vidnesbyrd om den danske adels interesse for bibelhumanismen. Hvor stærk derimod modstanden mod "den erasmiske Reformkatolicisme" var i Kbh.s kapitel viser kannikerne i jan. 1529, da de hyssede V. ned af prædikestolen i Frue kirke. En nyere opfattelse tolker Gråbrødrekrønikens ord om, at kannikernes "murmur et clamor" fordrev V. fra "suggestum publicum" således, at de hindrede hans forelæsninger. Samtidig eller kort efter modtog han imidlertid en kaldelse som "prædikant" fra magistraten i Malmø.

3.2.1529 ankom han til Malmø, men opsøgte straks den udvalgte biskop Aage Sparre i Lund og udbad sig hans tilladelse til at prædike. I overensstemmelse med det kgl. mandat fra Odense 1527 afkrævede Sparre ham løfte om at prædike "Guds Ord" purt og rent og gav ham derefter en ret betydelig gave til bestridelse af de udgifter han havde haft. Malmø magistrat lånte ham en samling bøger til bibelstudium. Antagelig mente V. endnu stadig som Helie, at kirkens enhed kunne bevares, når reformkatolicismens "mellemstandpunkt" godkendtes, og han siges at have dadlet den reformiver, Malmøs to ivrige lutherske prædikanter, Claus Tøndebinder og Hans Spandemager, havde lagt for dagen efter deres tilbagekomst fra den nye lutherske præsteskole i Haderslev, hvorved en pinlig splittelse i borgerskabet var opstået. Men snart stillede han sig side om side med dem. Fra katolsk side påstås at han i virkeligheden var "værre" end dem og kun i begyndelsen havde skjult sine meninger af opportune grunde. – Da magistraten i juni 1529 opnåede kongens tilladelse til at inddrage alter- og gildegodset i Malmø (mod at pensionere de hidtidige indehavere), oprettede den et "gymnasium" til uddannelse af præster ved studiet af skriftet, og V. blev dets leder. Til medhjælpere fik han sin tidligere "Staldbroder" fra kollegiet i Kbh. karmeliterlektoren Peder Laurentsen og sin tidligere kollega fra Kbh.s univ., mag. Oluf Chrysostomus der tillige blev rektor for den oprettede latinskole til undervisning af børn. Sidstnævnte havde 3. pinsedag 1529 ved universitetsfesten holdt en latinsk, versificeret tale om "Kirkens Klagemaal" (Lamentatio ecclesiæ) der ud fra et udpræget humanistisk og reformkatolsk stade angreb gejstlighedens brøst ikke mindst hvad uddannelsen angik; men også de stærke lutherske angreb på helgenlæren dadlede han. Han sendte V. talen, og denne besørgede den omgående trykt i det trykkeri Malmø havde fået 1528, idet han forsynede den med forklaringer som bl.a. fortolkede misbilligelsen af de lutherske angreb som gældende anabaptisterne, og han tilføjede en efterskrift, dateret 13.8. som skarpt angreb munkevæsenet og især tiggerordener. Særlig efterskriften viser at V. nu klart havde brudt med sin hidtidige stand, og antagelig havde han da aflagt sin munkedragt.

Snart efter må mag. Chrysostomus være kommet til Malmø, og latinskolen fik under hans dygtige ledelse stor tilgang; adskillige katolske adelsmænd sendte deres børn dertil, og V. fik bl.a. en søn af rigsråden Anders Bille i sit hus. Før foråret 1530 havde V. giftet sig til største forargelse for hans gamle ven Paulus Helie, som tilmed påstod at pigens slægt havde nægtet ham samtykke til ægteskabet. Bl.a. under gentagne "disputatser" med Malmøs klosterfolk blev V. så heftigt angrebet for sit løftebrud at han ved én lejlighed næppe kunne tale for forbitrelse. Tilslutningen til reformationen var imidlertid nu almindelig i Malmø. 29.11.1529 foregik en alter- og billedstorm, og i jan. 1530 udgav P. Laurentsen Malmøbogen der gjorde rede for reformbevægelsens sejr og de kirkelige fornyelser. 1530 hørte V. til de til herredagen i Kbh. indkaldte evangeliske prædikanter, og han deltog sikkert med iver i de mod katolicismen voldsomme prædikener over de 43 artikler, hvori man samlet havde gjort rede for den evangeliske lære, ligesom i de forgæves forsøg på at komme katolikkerne "til Orde" og få herredagens afgørelse af, hvem der var "Kættere". – Juni 1531 udgav han en Forklaring og Forskel paa evangelisk og papistisk Prædiken og Lærdom, foranlediget bl.a. ved Paulus Helies betegnelse af de evangeliske prædikanter som bedragere, bandskroppe og kættere. I et særligt tillæg forsvarede han præsteægteskabet mod et skrift som var udgivet i Århus i oversættelse af Helie, og i nov. udkom hans disputats mellem kantor Atzer Pedersen og F. V. om præsteægteskabet, hvori han bl.a. gav sin tidligere "Mester", "den fedbugede Skalk", råt for usødet. Endelig må nævnes 21 Artikler, uddraget af Den hellige Skrift, 1534 (optrykt 1535), den udførligste fremstilling af V.s religiøse og teologiske opfattelse og karakteristisk for hans biblicistisk-reformatoriske standpunkt.

Annonce

Siden herredagen 1533 (efter Frederik Is død) begyndte den nye udvalgte ærkebiskop Torben Bille og kapitlet i Lund forfølgelser mod de evangeliske prædikanter; V. forsvarede dem i sin Apologia adversus Lundenses canonicos, rettet til rigsrådet (okt. 1533), og da rigsråden Tyge Krabbe ved nytår 1534 forlangte at Malmø skulle afskedige prædikanterne og atter antage katolske præster, protesterede V. 6.1. under henvisning til byens privilegium til at kalde sine gejstlige; det var også ubilligt at afsætte skriftkyndige og vende tilbage til en lære som stred mod evangeliet. Siden erklærede ærkebispen på Lunds landsting Malmøs og andre byers prædikanter og deres tilhængere for fredløse. Ophidselsen derefter i byen førte i maj 1534 til nedrivningen af Malmøhus og fængsling af lensmanden Mogens Gyldenstierne, og under ledelse af borgmester Jørgen Kock sluttede man sig til grev Christoffer da denne rejste Christian II's sag i Danmark. – Under hele grevefejden fortsatte V. uforstyrret sin virksomhed i Malmø. I okt. 1534 afviste han en opfordring fra Eske Bille til at mægle mellem folkepartiet og adelen. Først 2.4.1536 måtte Malmø overgive sig til Christian III, men fik bl.a. stadfæstelse på efter prøve at beholde sine prædikanter.

Da kongen efter rigsdagen i Kbh., der bragte reformationen sejr, i nov. indkaldte en kirkekommission til udarbejdelse af en "kirkeordinans" for riget, var V. blandt medlemmerne. Juli 1537 udgav han en oversættelse af den protest, de lutherske fyrster og stæder i Tyskland havde udstedt i Schmalkalden mod at deltage i det påtænkte koncil i Mantova. 2.9.1537 indviedes han i Kbh. af Johannes Bugenhagen sammen med de andre af kongen ansatte superintendenter som evangelisk biskop i Lunds stift. Som sådan arbejdede han med al kraft på at få kirkeordinansen gennemført, men mødte megen modstand. Konfessionelt var den stærkest i domkapitlet og i herreklostrene; først 1544-45 måtte kannikerne, efter teologiske forhandlinger i Kbh., give op. I sognene modsatte man sig ikke mindst de økonomiske krav som præsternes og degnenes lønning stillede. Både fra adelen og almuen mødte han trods. Juli 1538 udstedte derfor Christian III, efter at V. med anbefaling fra Bugenhagen havde opsøgt ham på Gottorp, et særligt værnebrev for ham og hans præster; klager over dem skulle indberettes til kongen eller særlig dertil beskikkede; lykkedes det ikke bispen at mægle mellem præst og menighed skulle han indberette herom til kongen selv. Denne forbedrede også 1539 V.s knappe løn, efter at et partielt bispemøde i Nyborg i april, hvor han deltog, havde klaget over superintendenternes trange kår. Og i efteråret drog kongen selv om i Lunds stift, sammenkaldte provster, præster, degne, kirkeværger og sognemænd og fastslog de kirkelige ydelser. Alligevel vedblev modstanden.

For at fremme evangelisk forståelse havde V. 1537 udgivet den lille katekismus med forklaringer som det pålagdes alle præster stadig at "fortælle" menigheden efter prædikenen, og 1539 tryktes den vigtige "Haandbog" til præsternes hjælp der redegjorde for "Messen" (med kollekter og præfationer), dåb, brudevielse, besøg af syge og fangne og begravelse. Her blev det påbudt at bruge hele apostolikums ordlyd ved dåben, og uniformiteten i gudstjeneste og de kirkelige handlinger indskærpedes. 1540, 1542 og 1546 deltog V. i de almindelige bispemøder (i Kbh., Ribe, Antvorskov) som vedtog yderligere forholdsregler for at gennemføre kirkeordinansen og bekæmpe overtro og katolsk lære. På sine visitatser stræbte han også ivrigt for disse formål. Hans bevarede synodalstatutter godtgør også hans nidkærhed for at forny kirkelivet. Han var modstander af de latinske messesange og det berettes, at han ved en gudstjeneste, hvor præsten stadig benyttede disse, gik frem til alteret og skar de pågældende blade ud af messebogen. Som gammel humanist ivrede han også for skolevæsenets forbedring. 1550 lykkedes det ham endelig at få oprettet en hårdt tiltrængt latinskole i Rønne (Bornholm hørte stadig til Lunds stift). I sit dødsår udgav han, efter tysk forlæg, En skøn liden Bønnebog hvis mange oplag viser dens store påskønnelse som opbyggelsesskrift. I tilegnelsen til Christian III omtaler han Luthers "Profeti om Norden" som N. F. S. Grundtvig atter fremdrog. – V. var en betydelig og særpræget personlighed. Både teologisk (bibelhumanismen) og liturgisk (uvilje mod latinsk sang ved gudstjenesten) videreførte han traditionen fra Malmøreformatorerne.

Familie

gift ca. 1530 med Elisabeth Pedersdatter (gift 2. gang med Niels Palladius, ca. 1510-60).

Ikonografi

Relief på ligsten fra 1550'erne (Lunds domk.). Fremstillet på relief af Max Andersen på reformationsmonumentet 1942 (Bispetorvet, Kbh.).

Bibliografi

Udg. Skrifter fra reformationstiden, ved H. F. Rørdam II–III, 1886-88 (Kirkens klagemål og Kort forklaring og forskel). A. Chr. Bang: Dokumenter og studier vedr. den lutherske katekismus' hist. I, Kria. 1893 135-64 (V.s katekismus). Danske messebøger fra reformationstiden, udg. S. H. Poulsen, 1959 = Univ.jubilæets da. samf.s skr. CCCLXXXIII (faks. udg. af messehåndbogen). Kilder. Nye saml. til den da. hist., ved R. Nyerup og P. F. Suhm III, 1794 81. Kirkehist. saml. I, 1849-52 540-50. Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam 2.r.II, 1887 86f 226 274 285 352 526.

Lit. C. Sonnenstein Wendt i Kirkehist. saml. 2.r.II, 1860-62 128-235. H. F. Rørdam sst. 5.r.II, 1903-05 417-84. Johan Corylander: Berättelse om Lunds domkyrka, udg. M. Weibull, Lund 1884. Laur. Nielsen: Dansk bibliografi 1482-1550, 1919. Samme: Dansk bibliografi 1551-1600, 1931-33. Lunds domkyrkas hist., udg. Ernst Newman II, Sth. 1946. Gösta Johannesson: Den skånska kyrkan och reformationen, Lund 1947 = Skånsk senmedeltid och renässans I. Krister Gierow: Den evangeliska bönelitteraturen i Danm. 1526-75, Lund 1948 338-43. Niels Knud Andersen: Confessio Hafniensis, 1954. Kristen Valkner: Paulus Helie og Chr. II, Oslo 1963 = Univ. i Oslo. Inst. for kirkehist. Publ. II. Krister Gierow og Kj. Barnekow i Lunds stifts herdaminne, udg. Gunnar Carlquist, 2.ser. I, Lund 1980 17-33.

Referér til denne tekst ved at skrive:
J. Oskar Andersen, Niels Knud Andersen: Frands Vormordsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299090