Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Esger Juul

Oprindelig forfatter ELJ
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Esger Juul, d. 17.1.1325, ærkebiskop af Lund. Begravet i Lund domk. J. var efter al sandsynlighed søn af den jyske herremand Niels Juul der sad som dommer i sagen mellem kong Erik (V) Klipping og hertug Valdemar 28.5.1285. Han træffes senest 1294 som kannik i Ribe. Under Erik (VI) Menveds proces med Jens Grand optrådte han ved retsforhandlingerne hjemme som kongens befuldmægtigede, og siden sendtes han til Rom; det er vistnok J. som sammen med Jon Little gennemfører den endelige bilæggelse af ærkebispestriden. Til gengæld fik han 1305 det nye præbende, kongen havde oprettet ved Lund domkirke. N.å. blev han biskop i Århus, og ved Isarns forflyttelse udnævnte paven ham til ærkebiskop 15.6.1310. Kongen forstrakte ham med penge da han for at hente palliet 1311 drog af sted til Vienne hvor paven havde stævnet til concilium.

Efter at J. var blevet den danske kirkes overhoved forstyrredes imidlertid det gode forhold til kongen. I Vienne udvirkede han en del buller der tilsigtede at skaffe ham og andre danske bisper uretmæssigt røvet gods tilbage, og skønt kongen ikke var nævnt, opfattedes de dog som rettede mod ham. Hans procurator ved conciliet protesterede straks, og da J.s handlemåde rygtedes i Danmark, blev kongen meget opbragt. Bisperne måtte hver for sig udstede troskabsforsikringer og love ikke at benytte sig af bullerne, og ved ærkebispens hjemkomst beskyldte kong Erik ham tilmed for at være i ledtog med de jyske stormænd der stod bag ved den store bondeopstand 1313. Et forlig kom i stand 19.4.1314, hvorved J. forpligtede sig til at indfri sin rejsegæld, yderligere at betale en bøde på 5000 mark sølv og ikke sætte nogen høvedsmand på Hammershus uden kongens samtykke. J. synes at have varetaget sit kirkelige embede med iver; sept. 1314 holdt han et provinsconcilium i Kalundborg, og til domkirkerne i Ribe, Århus og Lund skænkede han betydelige gaver. Det lykkedes ham at hævde Lunds ærkebiskops gamle – nu i lange tider anfægtede – stilling som den svenske kirkes primas; pave Johannes XXII bød, at den svenske ærkebiskop skulle hente sit pallium hos J., hvilket også synes at være sket 1317.

Men ved denne tid kom det til endeligt brud med kong Erik. Kongen havde ventet i J. at finde et villigt redskab, og han synes på adskillige punkter at have søgt at komme bort fra de indrømmelser, han havde gjort ærkestolen for at få ende på striden med Jens Grand. J. stod dog kongen skarpt imod og holdt efter kongens mening kun dårligt sine løfter. 1317 lyste J. fra Hammershus band over kongen og samlede mange af de fredløse om sig. Kong Erik sendte en klage til paven; frivilligt eller under tvang stillede både Lund domkapitel og de danske bisper sig på kongens side og støttede hans appel. Ærkebispen kastede sig nu ud i landsfjendtlige foretagender. Mens kongen sendte hjælp til sin svoger kong Birger af Sverige, sluttede kongens intrigante bror hertug Christoffer og J. forbund med det hertugelige parti april 1318, og om efteråret var de med den svenske hær der trængte plyndrende om i Skåne; men da den danske konge viste sig villig til at opgive Birgers sag, kom det til forlig med svenskerne der lovede ikke at understøtte hertug Christoffer og ærkebispen. J. drog da til Tyskland og n.å. lykkedes det kongens marsk Ludvig Albertsen Eberstein at få Hammershus. Ved Erik Menveds død (13.11.1319) var J. på vej til paven i Avignon hvor vi træffer ham febr. 1320. Kongeskiftet måtte spå godt for hans sag; Christoffer II var hans tidligere forbundsfælle og måtte i sin håndfæstning love at give ærkebispens gods, Bornholm og Borgen tilbage. Paven, der i Eriks tid havde stillet sig lidet venlig til J., blev ham nu også gunstigere og beskikkede 28.5.1320 magister Bernard de Montevalrano til som nuntius at drage til Danmark for at bringe striden til ende. I følge med ham kom ærkebispen tilbage, og 26.8.1321 bragtes et forlig i stand: kongen skulle tilbagegive bispestolen alt dens gods, dog at J. selv erstattede Ludvig Albertsen de udgifter, han havde haft ved besættelsen af Bornholm; til gengæld blev J. fritaget for at betale bøden på 5000 mark sølv fra Erik Menveds tid. Ærkebispen kronede siden kongen og hans søn Erik, men hans forhold til kongen forblev dårligt, bl.a. på grund af vanskeligheder ved at gennemføre forliget, i det mindste hvad Bornholm angik. – Striden mellem J. og kongerne havde mere været en kamp om øen i Østersøen og ærkebispens magtstilling i riget end en kirkepolitisk kamp.

Annonce

Bibliografi

Lunde domkapitels gavebøger, udg. C. Weeke, 1884–89 (reproudg. 1973). Acta processus litium, udg. Alfr. Krarup og W. Norvin, 1932. Diplomatarium Danicum 2.r.IV-IX, 1942–46. – Danm.s adels årbog VII, 1890 260f. Th. Thaulow: Lillie-Juulernes slægtebog, 1925 33–42. L. Moltesen: De avignonske pavers forhold til Danm., 1896. Niels Knud Andersen: Ærkebiskop Jens Grand I–II. 1943–44 = Teol. studier IV og VI. Gottfr. Carlsson i Lunds domkyrkas hist., red. Ernst Newman I, Sth. 1946. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund Jensen: Esger Juul i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292328