Erik Pontoppidan (1698-1764)

Erik Pontoppidan, Erik Ludvigsen Pontoppidan, 24.8.1698-20.12.1764, biskop, prokansler, forfatter. Tidligt forældreløs blev Erik Pontoppidan sat i huset hos en fjern slægtning, justitsråd D.C. Braes til Kokkedal i Torslev sogn og her mishandlet af huslæreren, så han 1709 ved familiens indgriben først kom til Århus latinskole og 1710 til Fredericia, hvor han boede hos sin halvbror, sognepræst Henrik Pontoppidan som, da drengen følte skoletugten ulidelig, satte ham i huset hos sognepræst Ove Guldberg i Barrit 1713. 1715 kom han igen i Fredericia skole, blev student 1716, studerede teologi og tog attestats 1718. Han var ikke religiøst grebet, men nok religiøst følsom. Da han i København hørte sin nabo holde andagt med bøn, skriftlæsning og salmesang, skammede han sig over, at han som teolog tog gudsfrygt så let. En uddybelse af det religiøse liv oplevede han under et ophold hos sin morbror, kaptajn Spend på godset Höiersbüttel i Stormarn hvor navnlig fransk-reformerte opbyggelsesbøger vækkede ham til selvprøvelse. 1719-20 var han huslærer i Kristiania og rejste derefter som hovmester for Ivar Huitfeldts søn Claus med denne til Holland og England (1720-21). Under opholdet i Utrecht kom han i personlig forbindelse med den i datiden indflydelsesrige reformerte teolog F.A. Lampe, og denne del af den reformerte vækkelse og den dermed forbundne teologiske tænkning satte kendelige spor i hans udvikling.

Efter sin hjemkomst blev Erik Pontoppidan huslærer for hertug Frederik Carl af Plön, og ved hans hof blev han 1723 prædikant og samtidig diakon i Nordborg by, 1726 forfremmet til hertugens patronatskald, sognepræsteembedet i Hagenbjerg. Uden at han havde oplevet et "nådens gennembrud" efter den hallensiske pietismes omvendelsesskema, havde berøringen med den reformerte pietisme og dens strenge moral kaldt en dyb personlig alvor frem hos ham, således at han ved indgangen til præstegerningen ikke tvivlede om sit "indre kald", men endog kunne føle sig som åndsfælle af pietismen og vide sig enig med den i dens idealbillede af den hellige menighed. Hans forkyndelse sigtede mod personlig omvendelse, "den døde ortodoksi" var utilstrækkelig til frelse, selv om læren var nok så luthersk: kirketugten skulle sætte skel mellem troende og ugudelige, og Erik Pontoppidan tog fat med bibellæsninger og husbesøg og stiftede et præstekonvent, hvis medlemmer skulle samles om pastorale emner til dygtiggørelse i deres gerning. Ved de teologiske anskuelser han fremsatte, blev han stemplet som pietist og fik adskillige fjender, blandt dem sognepræsten i Nordborg, senere provst H.C. Brandt, der påførte Erik Pontoppidan en besk strid som nødte ham til at indhente erklæringer om sin lutherske rettroenhed. 1727 udsendte han Heller Glaubens-Spiegel, in welchem die Kennzeichen der Kinder Gottes vorgestellt werden, en andagtsbog der har øst af mange kilder (Grossgebauers Vægterstemme, pietismens forgrenede inderlighedslitteratur, reformerte opbyggelsesbøger – særlig gør discipelforholdet til Lampe sig gældende – og engelske dissentersskrifter) og omtrent samtidig det lille skrift Dialogus oder Unterredung, Severi, eines pseudorthodoxen Predigers, Sinceri, eines Stadts-Secretairen, und Simplicii, eines einfältigen Bürgers, betreffend die Religion und Reinheit der Lehre. I samtalens form ville Erik Pontoppidan klare begreberne om den rette, oprigtige og personlige tros karakter. Men lokalt var ingen i tvivl om, at Pontoppidans skildring af Severus sigtede på Brandt. Den første del af konflikten jævnedes på den måde at Erik Pontoppidan 1728 lod sig bevæge til at underskrive samtlige symbolske bøger (altså også den ortodokse konkordieformel) som læreforpligtelse, for så vidt disse ikke stred mod den hellige skrift. Dette var et betinget kompromis som ikke kunne skade Pontoppidan, men heller ikke gavne Brandt. Denne blev da også først tilfredsstillet da Erik Pontoppidan, tvunget af forholdene, gav ham en undskyldning for dialogens offentliggørelse.

Med uhyre flid havde Erik Pontoppidan i disse år tillige kastet sig over læsning af topografiske og historiske skrifter; gennem kaldsfæller søgte han at samle alle slags historiske oplysninger og på grundlag af sine husbesøg gjorde han optegnelser om almuens overtro, skikke og talemåder. Som frugter af disse iagttagelser i marken udkom senere Everriculum fermenti veteris, 1736 (oversat af J. Olrik med titel Fejekost til at udfeje den gamle Surdejg, 1923) og Onde Ordsprog, som fordærver gode Sæder, 1739. Folkemindeforskningen har nydt godt af dette stof, men forfatterens hensigt var at bekæmpe overtro og vantro. 1729 udgav han en lille topografisk beskrivelse af København, Memoria Hafniæ, for at bevare minderne fra den gamle by, af hvilken en stor del året før var lagt i aske. 1730 fulgte en udførligere gennemgang af kongeriget og Slesvig, Theatrum Daniæ veteris et modernæ, og 1734 Kurtz gefaste Reformations-Historie der Dänischen Kirche, en mundsmag på den danske kirkehistorie han samlede materiale til. Han affattede disse skrifter på tysk i den hensigt at oplyse og retlede de fremmede læsere om danske forhold.

Efter Christian 6.s tronbestigelse blev den dansk-norske kirkepolitik ledet i hallensisk-pietistisk retning ("statspietismen"). Det gjaldt nu for kirkestyrelsen at få de betydeligste embeder besat med vækkende præster. Erik Pontoppidans nidkære præstegerning var blevet kendt; efter en prøveprædiken kaldte kongen ham til slotspræst og sognepræst i Hillerød 1734, og allerede n.å. blev han hofpræst i København og meddirektør ved de fattiges væsen, 1738 ekstraordinær professor i teologi, 1739 medlem af kommissionen til en revideret bibeloversættelse, s.å. medlem af mønt- og medaljekommissionen, 1740 medlem af missionskollegiet og meddirektør af vajsenhuset og 1742 medlem af det nystiftede Videnskabernes selskab, i hvis skrifter han offentliggjorde en række afhandlinger; den vigtigste var Det danske Sprogs Skiæbne udi Sønder-Jylland, 1745 (gen-udg. 1943), med en sønderjysk ordsamling og en redegørelse for det tyske kirkesprogs udbredelse efter reformationen i den dansktalende sydslesvigske befolkning. Kongen satte stor pris på Erik Pontoppidan, og i J.L. Holstein havde han gennem årene en trofast støtte. Det var ham således en stor ære, at han 1736, da konfirmationen blev påbudt som en offentlig kirkehandling ved tohundredårsmindet for reformationens gennemførelse, fik overdraget at udarbejde en katekismeforklaring og en samlebog. Forklaringen er udarbejdet med P.J. Speners Einfältige Erklärung (oversat 1728) som forbillede og udkom allerede 1737 under titlen Sandhed til Gudfrygtighed, og efter kgl. befaling af 22.8.1738 skulle den indføres overalt i Danmark-Norge (over 40 oplag før 1800; seneste norske udgave Oslo 1964 og færøsk oversættelse 1974). Den var affattet i 759 spørgsmål og svar og krævede faktisk flere forudsætninger for tilegnelse end det daværende almueskolevæsen formåede at yde sine elever (1771 blev en af P. Saxtorph foretaget forkortelse autoriseret til brug). Erik Pontoppidans forklaring fik i Norge stor og varig betydning for 1800-tallets folkereligiøsitet, mens den i Danmark flere steder mødte heftig modstand fra ortodokse præster der angreb den for vrang lære. Kun det kongelige magtbud om dens almindelige brug tvang den igennem, indtil den i århundredets slutning afløstes af Nicolai Edinger Balles lærebog; dog vedblev "de stærke jyder" op gennem 1800-årene at holde fast ved "Pontoppidan". "Den nye Psalme-Bog" (1740) med salmer af Thomas Kingo, H.A. Brorson og tyske oversættelser (i alt 552 salmer) blev ikke påbudt og fandt i kongeriget kun indgang i hofmenighederne (deraf navnet "Slotssalmebogen"), mens den holdt sig længe i Nordslesvig som kirkens og husandagtens salmebog.

Erik Pontoppidans interesse for personalhistorie lagde sig for dagen i de to bind Marmora Danica, 1739-41 som gengav indskrifter, navnlig fra ligsten og andre kirkelige monumenter. Omend afskrifterne langtfra altid er nøjagtige, er der dog her bevaret adskilligt som ellers var gået tabt. Erik Pontoppidans Gesta et vestigia Danorum extra Daniam I-III, 1740-41 vidner om hans store belæsthed og samarbejde med C.F. Wadskiær, men også om svigtende kritisk metode. Værkets stemning er båret af romantisk stolthed over de danskes tapperhed. Langt større værdi har hans omfangsrige kirkehistorie, Annales ecclesiæ Danicæ diplomatici I-IV, I, 1741-52, i første række en annalistisk materialesamling der svulmede op jo nærmere han kom sin egen tid, svagest i den kildekritiske vurdering af ældre beretninger, men til gengæld værdifuld omend noget uoverskuelig, hvor han for senere tiders vedkommende bygger fremstillingen på synodalakter, visitatsbøger, registranter og breve. At et arbejde som dette stod i det personlige livssyns tjeneste er meget forklarligt ud fra Erik Pontoppidans pietistisk-nationale grebethed. Han er stærkt påvirket af kirkehistorikeren Gottfried Arnolds bedømmelse af menighedens udvikling med martyrtiden som kirkens glansfulde og stærke tid, de betryggede kår dens farligste. Et sammenstød med Jakob Langebek viste Erik Pontoppidans mangel både på historisk-kritisk og selvkritisk bedømmelse. I den som roman formede rejsebeskrivelse i breve, Menoza, en Asiatisk Printz, som drog Verden omkring og søgte Christne I-III, 1742-43 fik han lejlighed til at beklage hvor lidt sand kristendom der fandtes. Hans frimodige udtalelser om mangfoldige forhold var dækket af den litterære konstruktionsform.

Da Christian 6. døde 1746, vidste alle at der måtte ske en ændring i de kirkepolitiske forhold. Erik Pontoppidan var træt af den krævende hoftjeneste, sammenstødet med Langebek havde ikke været dekorativt for Erik Pontoppidan, og da Bergens bispestol 1747 blev tilbudt ham, vovede han ikke at afslå. Maj 1748 kom han til Bergen og tog straks fat på at forbedre administrationen af stiftet. Han mødte ikke ringe modstand, men med fast hånd fik han skolefundatserne bragt i orden, og som midlertidig foranstaltning til at afhjælpe lærermangelen oprettede han et kateketisk seminarium (til 1751) for at forberede lærelystne bondedrenge til at kunne undervise børnene hjemme i deres sogne. Latinskolens undervisning og ry fik han hævet, og yderligere stiftede han Seminarium Fridericianum (indviet 1752) som en højere realskole. Dog fik dette seminarium ikke den blomstrende fremtid han havde håbet, da han havde anlagt dets undervisning i for nær tilknytning til latinskolen. Med flere af byens præster havde han vanskeligheder, og visitatsrejserne i det store stift stillede ham mange opgaver som han gennemførte så flittigt, at han 1751 havde gæstet alle stiftets sogne med undtagelse af de to fjernestliggende. Han tilskyndede sine præster til at holde katekisationer, bryde almuens overtro og gå i spidsen for et oplyst skolevæsen, og gennem årlige "Opvækkelige Hyrde-Breve" vejledte og tilskyndede han præsterne til at forkynde omvendelse og syndernes forladelse og med ansvar at foregå deres menigheder med et udadleligt eksempel. På visitatsrejserne fik han lejlighed til at iagttage almuens liv, skikke, ordbrug og tænkemåde, og han havde let ved at få den jævne mand i tale. 1749 udgav han Glossarium Norvagicum, en parlør over norske ord "som gemenlig ikke forstaaes af danske Folk", og sine samlinger om flora og fauna udsendte han under titlen Det første Forsøg paa Norges naturlige Historie I-II. 1752-53 (fot. optr. Oslo og Kbh. 1977). Omend arbejdet var umetodisk og i mange henseender også ukritisk, betød det dog et fremskridt i forskningen, fordi Erik Pontoppidan gik ud fra at mærkelige begivenheder havde deres naturlige årsager. Han priste den norske natur og roste den norske bonde for nøjsomhed, flid og godt humør. Adskilligt af det har værdi for folkemindeforskningen, og bogen blev også anerkendt i udlandet. Under sit ophold i Bergen var han 1749 blevet dr.teol.

1754 søgte Erik Pontoppidan rejsetilladelse til København. Årsagen var at viceborgmesteren i Bergen, P.S. Garboe, havde besvangret borgmester Henrik Matthiesens datter og under et forhør i en nedsat provsteret havde nævnt Erik Pontoppidans navn i en sammenhæng som antydede at også biskoppen kunne være barnefar. Ved kgl. resolution blev stedet vedrørende Erik Pontoppidan slettet i provsterettens protokollat, men Pontoppidan var trods denne fortjente æresoprejsning ilde berørt af hele affæren og havde intet ønske om at vende tilbage til Bergen. Da J. L. Holstein som universitetets patron behøvede en praktisk, videnskabeligt belæst og from mand til at bringe universitetets forhold på fode, fik han 1755 Erik Pontoppidan udnævnt til dets prokansler. Han skulle have indseende med at professorerne holdt deres forelæsninger og disputatser, han skulle varetage stipendiernes fordeling og universitetets økonomi m.m., men hans opgaver var så mange og den modstand hvormed hans initativ og trusler om mulkter blev mødt, så sammenbidt at han faktisk ikke formåede at sætte nogen af sine planer igennem. "Han fik her med haardere Halse at skaffe end Bergens Præster" (G.L. Baden), og det var også dem der sejrede, da Erik Pontoppidan ville sætte igennem at universitetet skulle afhænde sit jordegods, fordi administrationen af dette beslaglagde adskillige professorers tid og fremførtes som undskyldning for deres svigtende videnskabelige produktivitet. For at animere studenterne til flid foreslog han at dele præsteembederne i klasser der svarede til de karakterer som kandidaterne havde opnået til attestats, og for de teologiske studenter holdt han pastoralteologiske forelæsninger som i samlet form udkom i Collegium pastorale practicum, 1757, og regnes for den humanistiske pietismes betydeligste pastoralteologi. Sine topografiske arbejder fortsatte han med Origines Hafnienses eller Den Kongelige Residentz-Stad Kbh., forestillet i sin oprindelige Tilstand, 1760 (fot. udg. med efterskrift af Sv. Cedergreen Bech, 1973) og det store arbejde, der skulle omfatte en beskrivelse af hele landet, Den Danske Atlas I-II. 1763-64, fortsat på grundlag af hans forarbejder af svogeren Hans de Hofman, Langebek og B.C. Sandvig (fot.udg. 1968-72, med særskilt indledning af Sv. Cedergreen Bech).

Nye opgaver trængte sig frem. I teologien kom den Wolffske filosofi op og gav fornuften al den ret som den gamle pietisme havde nægtet den i religiøse anliggender. Som den humanist Erik Pontoppidan var voldte denne kursændring ham nok uro, men ikke personlige vanskeligheder; blot måtte det apologetiske arbejde indrettes derefter, thi både troens forsvarere og angribere kunne hvæsse deres våben på Christian v. Wolffs system (jfr. Erik Pontoppidans apologetiske skrifter Ældgamle og Eenfoldige Christendom eller det Væsentlige i de Christnes Troe og Pligt, 1755, Afhandling om Verdens Nyehed, 1757 og Sandheds Kraft til at overvinde den Atheistiske og Naturalistiske Vantroe, 1758). Endvidere rykkede de økonomiske spørgsmål frem på en ny måde, fordi almenheden opdagede, at overvejelserne om beskyttelseslovgivning, told og selvforsyning angik hver husstands materielle velfærd. Erik Pontoppidan tog med optimistisk glæde fat på den opgave at åbne sine landsmænds øjne for landets hjælpekilder og for at fremme dansk arbejde (Eutropii Philadelphi Oeconomiske Balance, 1759). I samarbejde med grev A.G. Moltke indbød han offentligheden til at indsende afhandlinger om økonomiske og fysiske emner, hvis indhold kunne komme alle til nytte. Et udvalg af disse afhandlinger, hvoraf mange er skrevet af præster, udgav han i Danmarks og Norges oeconomiske Magazin I-VIII, 1757-64. Der findes her et overordentlig stort og patriotisk præget materiale der indeholder kernen i de fleste senere landbrugsreformer. Sammen med de to brødre, præsterne F.C. og O.D. Lütken lagde Erik Pontoppidan grunden til et sagligt studium af økonomi som videnskab.

Erik Pontoppidan var mere samler end forsker, hans styrke var reproduktionen, men ikke den metodiske kritik af det indsamlede stof. Hans evner lå i høj grad på det praktiske livs område. Hans flid var uhyre, og gennem sine samlinger har han reddet adskilligt fra udslettelse og bevaret værdifuldt materiale til sigtning af en senere tids uddannede kritiske forskning. På enkelte områder brød han bane for nye synspunkter, men som helhed gælder det, at han byggede på forudgående forskeres topografiske og historiske samlinger som han derved forøgede. Som teolog var han i de yngre år afgjort præget af den reformerte vækkelse og stod som ortopraksiens mand, dvs. at han stred for, at ret tro og ret liv måtte følges ad. Heri kunne han finde fællesskabet med den hallensiske pietisme, og han formåede at bevare det værdifulde i pietismen uden derfor at lukke sig af for de værdier som han erkendte som berettigede i den frembrydende oplysningstid. I 1700-tallet står han som en udpræget national statskirkemand, og med rette er hans navn blevet sat på den 1866 genrejste Skamlingsstøtte. – Rang med virkelige etatsråder 1755.