Erik Jensen, 21.10.1906-3.1.1975, biskop. Født i Helligsø, Thisted amt, død i Ålborg, begravet på Ålborg almenkgd. J. voksede op i et indremissionsk miljø i Thy; 1926 blev han student (Viborg) og 1931 cand.teol. 1931–38 var han sognepræst i Veggerby-Bislev, blev 1938 ansat ved Timotheuskirken i Valby, var 1943–50 generalsekretær i Det kbh.ske kirkefond og 1950–75 biskop over Ålborg stift. 1963 blev han efter kongens udtrykkelige ønske kgl. konfessionarius; hans taler fx ved prinsesse Margrethes bryllup og Frederik IXs begravelse gjorde et dybt indtryk landet over. Han var en ypperlig prædikant, med en enkel og folkelig stil som yderligere blev understreget af det jyske tonefald. Desuden var han udpræget organisationsmand, og der tilfaldt ham mange opgaver, især indenfor foreninger og institutioner som oprindelig havde rod i Indre mission. Han var formand for Kristelig akademisk forening 1938–39, for Valby KFUM 1938–43, sekretær for Dansk bibelskole 1940–42, og medlem af bestyrelsen fra 1942; han sad i kirkefondets styre 1940–43, i fællesbestyrelsen for KFUM og K fra 1942, i styrelsen for Lukasstiftelsen 1944, var medlem af styrelsen for den kristne ungdomsbevægelse 1944, formand for Kirkelig filmforening 1945, medlem af det mellemkirkelige råd 1954 og 1953–68 var han formand for Dansk sømandskirke i fremmede havne (et hverv der ofte medførte udlandsrejser). En vigtig funktion havde han som kirkelig konsulent for radioens programudvalg (fra 1946). Særlig betydningsfuld var hans virksomhed som kirkefondets generalsekretær. Denne indflydelsesrige, men for Kbh.s kirkeliv også problematiske institution – som siden 1890erne havde opført ca. 50 kirker (med tilhørende sognedelinger) og som i høj grad havde præget storbyen – var som en kirke i kirken og havde tit været i konflikt med det folkekirkelige styre, i århundredets begyndelse under venstreregeringerne og i 1920erne og 1930erne med socialdemokratiet, både fordi dets tendens var frikirkelig og fordi det som følge heraf ikke blot fastholdt ejendomsretten til sine kirker, men også retten til at besætte de dertil hørende embeder. Just som J. kom til KM. slog fondet ind på en ny kurs og nåede 1940 efter aftale med kirkeministeriet frem til en ny ordning: ejendomsretten til kirker og menighedslokaler forblev hos fondet, men de demokratisk valgte menighedsråd blev kirkebestyrelse og udgifterne overgik til den kirkelige ligning; også præstevalget overførtes til menighedsrådene (dog således at fondet kunne kalde endnu en præst foruden de menighedsrådsvalgte). Fra først af var J. med i arbejdet på denne ordning, og som generalsekretær gjorde han et stort arbejde for at få den til at fungere efter både ånd og bogstav: vi har "opgivet enhver Form for Særrettigheder, og har nu kun den Ret, som den almindelige kirkelige Frihedslovgivning rummer. Det er vor Overbevisning, at vi ikke derigennem har mistet nogen Mulighed for at øve den aandelige Indflydelse i Hovedstadens Menighedsliv, som Gud har kaldet os til. Men vi tror, at vi, netop naar vi gaar frem ad almindelige folkekirkelige Linier, gør Ret i at afstaa fra enhver Særrettighed og nøjes med den aandelige Ret, som vort Arbejde kan skænke os".

Til biskop valgtes J. af Indre missions og socialdemokratiske menighedsrådsstemmer (det sociale engagement var ham lige så selvfølgeligt som det kirkelige), men også nu viste han sig som en til det yderste loyal folkekirkemand og fik med årene langt bredere synspunkter end han oprindelig havde haft. Han nød enestående respekt overalt i stiftet, samarbejdede lykkeligt også med verdslige myndigheder og lærte på grundige visitatser stiftets forhold i alle dets egne at kende; overalt blev han vel modtaget og udfoldede både med alvor og stor munterhed sine indtagende egenskaber. Måske til dels fordi Nordjylland mere end nogen anden landsdel var berørt af baptismen blev barnedåben for ham mere og mere det faste punkt, kristendommens reneste og mest evangeliske udtryk; han skred ind mod præster der samarbejdede med baptister, og da under sekulariseringens tryk nogle præster fik betænkeligheder ved folkekirkens betingelsesløse dåbspraksis foruroligede det ham dybt; da han ad omveje hørte at også en præst i stiftet var inde på at stille betingelser for dåb greb han ind, og da samtaler ikke hjalp foranledigede han en provsteret; ved oversendelsen af dens rapport til ministeriet understregede han at en sådan dåb på vilkår både evangelisk og kirkeretligt stred mod kirkens dåbssyn; den videre afgørelse overlod han ministeriet der gav præsten en advarsel om at nye klager over ham ville få konsekvenser for hans forbliven i embedet. Den pinlige sag -der også fremkaldte megen kritik af J.s faste holdning – sled hårdt på ham, og just som en ny, endnu mere drastisk dåbsstrid trak op i en anden del af stiftet kom han ud for en færdselsulykke som – formentlig fordi hans kræfter var nedbrudt – medførte hans død. J.s ikke store forfatterskab var mest af opbyggelig art: Den 10. April, 1943, Farlig frihed, 1955 og andagtsbogen Ordet og livet, 1962. Desuden var han medudgiver af Pløj din Fure, 1943, redaktør af Hvad er Kristendom?, 1947 og medredaktør af Min tro I–II, 1952–53.

Familie

Forældre: gårdejer senere inspektør Jens Erik J. (1879–1957) og Johanne Elisabeth Østergaard (1878–1958). Gift 3.12.1931 på Frbg. med Gurli Anna Cathrine Sørensen, født 9.5.1907 i Kbh., død 21.3.1994, d. af maskinmester, senere repræsentant Frederik Carl Christian S. (1873–1950) og Petra Nielsine Caroline Benedicte Christensen (1880–1958).

Udnævnelser

R. 1951. R.1 1958. K. 1964. K.1 1972.

Ikonografi

Mal. af Mary E. Havning udst. 1967. Foto.

Bibliografi

Børge Roesen i Ålborg stiftsbog 1975 17–25. Ålborg stiftstid. 3.1.1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig