Christian Ramus (biskop)

Christian Ramus, 1.2.1687(8)-14.12.1762, biskop. Født i Trondhjem, død i Odense, begravet sst. (Skt. Knuds k.). R. blev student 1707 fra Trondhjem, studerede først medicin, siden teologi og tog 1710 teologisk attestats. 1709 fik han plads på Valkendorfs og 1709-11 på Borchs kollegium. I disse år udgav han nogle disputatser halvt af medicinskkemisk, halvt af teologisk indhold, idet han især stræbte at forsvare det høje værd der burde tillægges kemien. I den præstefattige tid under pesten 1711 blev R. gejstlig medhjælper ved Garnisonskirken i Kbh. og siden s.å. nederste kapellan ved Holmens kirke. I denne stilling tog han sig med særlig omhu af fangerne på Bremerholm, og det var sikkert også hans filantropiske indsats der 1720 bragte ham stillingen som meddirektør ved det fattiges væsen i Kbh. 1727 forflyttedes han som sognepræst til Vordingborg og blev samtidig provst i Bårse herred, men allerede 1730 kaldtes han tilbage til Kbh. som sognepræst ved Helligåndskirken. Han genindtrådte i direktionen for de fattiges væsen og indlagde sig betydelig fortjeneste ved sit arbejde for at lindre den nød, den store ildebrand 1728 havde fremkaldt. Desuden viste han sig ivrig for at fremme katekisation. 1732 udnævntes han til biskop over Fyns stift. Hans 30-årige bispestyre var præget af humanitet, og han lagde særlig vægt på at ophjælpe de milde stiftelser og fremme skolevæsenet. Med storstilet godgørenhed støttede han af egne midler skolebørn og andre trængende. Hans interesse for filantropisk og kateketisk virksomhed, ligesom udtalelser i en (håndskreven) ligprædiken over Frederik IV om missionsarbejdet tyder på, at han for en del har været påvirket af den hallensiske pietisme, men som flere andre synes han i årenes løb mere og mere at have følt sig på afstand af det herskende pietistparti. Hans forhold til generalkirkeinspektionskollegiet var således ikke helt harmonisk, idet han navnlig ikke ville indlade sig på at indgive detaljerede beretninger om sit præsteskab, og han var ingen ven af Erik Pontoppidans katekismeforklaring eller af udpræget pietistisk praksis. Det var da ikke mærkeligt at han betragtedes med en vis mistillid af Christian VI der ikke ville have ham til biskop over Sjællands stift. – R.s forfatterskab er ubetydeligt, men han var en velstuderet mand der efter kyndiges dom besad en ikke stor, men skønsomt udvalgt bogsamling. – Konsistorialråd 1727.