Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Ludwigs

Oprindelig forfatter PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Ludwigs, 11.11.1877-19.8.1930, biskop. Født i Skanderborg, død i Ålborg, begravet sst. L. var af jødisk æt - oldefaderen Moses Levy indvandrede omkr. 1800 - og han tillagde altid sit "racepræg" overordentlig betydning. Som dreng blev han kristeligt vakt og gik i kirke hos J. H. Monrad, hvem han også siden i Kbh. følte sig i stor gæld til. 1896 blev han student (Roskilde), valgte mod hjemmets ønske teologien og blev 1902 cand.teol. De næste tre år ledede han den grundtvigske Kirkelig ungdomsforening, et arbejde der lå fortrinligt for ham, kvik som han var i replikken, humørfyldt og fx en festlig visedigter. 1903 blev han hjælpepræst ved Kbh.s valgmenighed, 1904 kateket ved Trinitatis kirke, 1905 residerende kapellan ved Blågårds kirke (hans foresatte påskønnede meget det arbejde han gjorde på det "mørke" Nørrebro) og 1911 ved Vor Frelsers kirke. L. havde nær kontakt til KFUM og den kristne studenterbevægelse og forsvarede flere gange disse kredses liberalteologiske førere mod angreb fra grundtvigsk ortodoksi (således især V. Ammundsen), men selv var han stedse en kapitelfast grundtvigianer. Mest kendt blev han som en fremragende journalist, skarp, præcis, velformuleret og bidende ironisk; han var i 14 år knyttet til grundtvigianismens førende kirkelige organ, Dansk Kirketidende, 1910-15 som medredaktør. I hvas, men aldrig personligt krænkende polemik mod andre retninger hævdede han her det klassiske grundtvigske standpunkt: folkekirken er en "tålsom" ordning, en rent politisk-økonomisk ramme, uden bekendelsespræg, og heri kan den kristne menighed, samlet om dåb og nadver, leve side om side med religiøse opfattelser af en helt anden art; derfor må der ubetinget være frihed, også for "kætteriet", i folkekirken, og L. hævdede derfor N. P. Arboe Rasmussens ret til at være præst samtidig med at han teologisk tog eftertrykkeligt afstand fra ham.

1915 brød denne grundtvigske kirkepolitik sammen - efter af J. Appel forgæves havde søgt at imødegå J. C. Christensens sognekirkelige linje; Dansk Kirketidende opgav kampen og gik ind. Samtidig havde den radikale regering brug for en mand der kunne bryde bispekollegiets enhed ved at være villig til at give Arboe Rasmussen (og evt. andre ligesindede) kollats, og L. - der havde vundet regeringens velvilje ved at forsvare udnævnelsen af en brandesiansk "fritænker" til seminarierektor - tilbød (gennem sin ven, folketingsmand, siden stiftsprovst J. Fog-Petersen) at overtage den netop ledige bispestol i Ålborg; han var kun 38 år, men fuld af mod på opgaven og udbad sig som betingelse blot at han aldrig skulle komme i den situation at måtte anlægge læresag mod en præst. Indre mission i stiftet protesterede heftigt, men L. kom hurtigt på god fod med hele sit stift; det skyldtes både hans personlige charme, hans overordentlige flid og præcision i embedsførelsen (i de sidste år gik dog den "jødiske absoluthedstrang" så vidt at han ikke undgik at virke pedantisk), men nok især at han nu helt og holdent gik ind for J. C. Christensens linje og konformerede sig med den lovgivning som deraf fulgte (især ved det store lovkompleks 1922). Han fastholdt altid at hans ungdoms kirkepolitiske stade havde været det rette, men i erkendelse af at det danske folk øjensynlig ikke ville slutte op om det, følte han sig som biskop i folkekirkens borgerlige ordning forpligtet til loyalt at arbejde på det beståendes grund. Blandt grundtvigske folk vakte hans standpunkt adskillig kritik, og med blændende argumentation forsvarede han sig i de posthumt udgivne Kirkepolitiske Breve (1930).

1918 mistede L. både hustru og barn, og 1925 ramtes han af en cancer der til sidst gjorde ham totalt invalid, uden at det dog svækkede hans åndskraft eller overordentlige energi; han fortsatte til det sidste arbejdet i stiftet, som prædikant og forfatter - hvortil kom at han også dyrkede Ydre mission og økumeniske interesser og i Nathan Søderbloms spor kaldte sig selv "evangeliskkatolsk". Fra de unge år lå især Grønland ham på hjerte; fra 1906 var han sekretær og redaktør for den grønlandske kirkesag; 1909 foretog han med offentlig støtte en studierejse og var atter 1921, ved Egede-jubilæet, på Grønland; han oversatte grønlandsk poesi og adopterede to grønlænderdrenge. L. var en betydelig salmekender og selv en udmærket forfatter af religiøs poesi, ofte i meget personlig form. I Den danske Salmebog er han repræsenteret ved flere vellykkede oversættelser, men hans revision af gudstjenestekollekterne (1923) satte i for høj grad vækkelsens præg på disse gammellutherske kirkebønner. Af hans bøger kan nævnes: For hjemgaaende. Opbyggelige Smaaslykker. 1905, Salme og Sang, 1915, H. P. Børresen, 1916, Midnatssol. 1917, Af Menighedens Sang, 1918, Børn og Salmer. 1924, Thomas Kingo, 1924, Strcengen er af Guld, 1927, Philip Melanchton i Hvad er evangelisk luthersk, 1927, Sang i Lænker, 1929, (8. oplag 1933).

Annonce

Familie

Forældre: hotelvært, sidst i Køge, Anders Georg Hans L. (1845-1902) og Georgine Helene Ihler (1849-1920). Gift 6.6.1907 i Kbh. (Blåg.) med Guldborg Jensen, født 24.12.1882 i Kbh. (Vartov), død 5.8.1918 i Frederikshavn, d. af dampskibsfører, senere forsikringsinspektør Niels Henrik Julius J. (1842-1908) og Elisa Marie Amalie Mathisen (1849-1912).

Udnævnelser

R. 1918. DM. 1921. K2. 1926.

Ikonografi

Ufuldendt mal. af E. Gjessing (Budolfi k., Ålborg). Mal. af Luplau Janssen. Foto.

Bibliografi

C. L.s visitatsbog i Ålborg stifts årbog 1960 19-100. - P. G. Lindhardt: Morten Pontoppidan II, 1953. Samme: Fem Ålborgbisper, 1954 187-251. Samme i Kirkehist. saml., 1978 108-10 142 161f. Samme i Ålborg stifts årbog 1978 47-58. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Christian Ludwigs i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293724