Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christen Worm

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christen Worm, Christian Worm, 10.6.1672-9.10.1737, biskop. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet sst. (Frue k.). W. gik i Vor Frue skole i Kbh. hvor han bl.a. nød godt af den udmærkede skolemand, rektor Peder Foss' undervisning, og blev student herfra 1689. 1692 tog han teologisk attestats og var derpå i huset hos den lærde præst Mads Iversen Vejle i Tranebjerg på Samsø, indtil han i slutningen af s.å. blev hører ved sin gamle skole. W. var et fortrinligt hoved, og både hans egne interesser og slægtens traditioner førte ham tidligt ind på videnskabeligt arbejde.

1692-94 udgav han således en samling disputatser: Antiquitatum Hebræarum corrupta apud Tacitum et Martialem vestiga I-IV (2. udg. i Venezia 1744) der indeholder mange specielle undersøgelser af filologisk, antikvarisk og religionshistorisk art. Ikke mindst lovende var hans næste arbejde Historia Sabelliana, 1696, en meget grundig afhandling om den oldkirkelige kætter Sabellius. Det ledende synspunkt i bogen er vel dogmatisk afsky for denne mands antitrinitariske lære, men den er dog tillige et smukt vidnesbyrd om kirkehistorisk forskning. Onde tunger i samtiden ville rigtignok vide, at W. i dette og i sit første arbejde pløjede med anden mands kalv, idet han i vel høj grad skulle bygge på den kundskabsrige, men uproduktive Mads Vejles samlinger. Noget bevis er aldrig blevet leveret for denne antagelse, som nu ikke længere lader sig hverken afkræfte eller stadfæste. Usandsynligt er det vel ikke at W. har fået overladt Mads Vejles materiale til benyttelse, men han var sikkert mand for at bearbejde det på selvstændig måde. 1695 drog W. til Nederlandene og til England og studerede navnlig i Oxford. Hans Englandsophold blev i mere end én henseende af betydning for ham. I sin senere virksomhed viser han sig kendeligt påvirket af engelsk kirkeliv, og for hans egne studier blev det en frugtbar tid. Han stod i denne tid i brevlig forbindelse med sin jævnaldrende ven og studiefælle Frederik Rostgaard (da i Paris), og vistnok opmuntret af denne tog han fat på udgivelsen af ældre islandske og danske kildeskrifter. Ca. 1696 kom således i Oxford en udgave af Are Frodes Islands historie (Aræ Multiscii schedæ de Islandia), med stærk benyttelse af forarbejder af Árni Magnússon og han påbegyndte en udgave af Annales Esromienses som dog aldrig blev fuldført. Med stor iver samlede han- desuden nu -som både før og siden – på bøger og håndskrifter. Denne interesse bragte ham dog engang i en ærgerlig situation idet han ved sin afrejse 1697 fra Oxford glemte at aflevere et håndskrift han havde lånt i det Bodleyianske bibliotek. Han førte det med sig til Wolfenbüttel hvor han lånte det til en bibliotekar med forpligtelse til at sende det tilbage til Oxford. Dette skete vel også til sidst, men gav mange år senere anledning til at pinlige historier blev sat i omløb om at W. skulle have bortført håndskriftet i uhæderlig hensigt og pantsat det for at skaffe sig penge. Denne beskyldning skal i høj grad have krænket den da gamle og ansete biskop.

W. vendte tilbage til Danmark 1698. Allerede 1695 havde han disputeret "pro cathedra" i anledning af et professorat i filosofi der var stillet ham i udsigt. Dette løfte blev ikke opfyldt, og han måtte i stedet tage gejstlig ansættelse. Fra nu af var hans løbebane fastlagt. Der kom ikke flere lærde skrifter fra hans hånd, men han vedblev til det sidste at omfatte videnskabelige undersøgelser med levende interesse, ligesom han fortsatte forøgelsen af sit store bibliotek. Det meste af dette gik vel til grunde i Kbh.s ildebrand, men hovedmængden af sin yderst værdifulde håndskriftsamling havde han heldigvis tidligere overladt Fr. Rostgaard, hvorved den har undgået ødelæggelsen. – W. begyndte sin gejstlige virksomhed 1699 som kapellan hos den bekendte prædikant Mikkel Henriksen Tisdorph ved Skt. Nicolai kirke, og 1701 blev han dennes efterfølger som sognepræst sst. 1707 forflyttedes han til Vor Frue kirke som sognepræst og stiftsprovst over Sjællands stift, 1710 blev han professor theologiæ, men allerede n.å. Sjællands biskop. Som præst i Kbh. viste W. sig påvirket af den engelske retning særlig ved sin interesse for katekisation og for fattigskoler. 1706 fik han således stiftet en skole af denne art i Skt. Nicolai sogn og 1707 en lignende i Vor Frue sogn, ligesom han nu i sin egenskab af stiftsprovst med stor iver tog sig af de fattige børns forhold i hele hovedstaden. I udførlige indberetninger til kancelliet forestillede han dette vigtigheden af at man for alvor søgte at råde bod på den tilstand af elendighed og uvidenhed, hvori de fleste fattige børn befandt sig, og dette gav åbenbart stødet til reskriptet af 4.7.1707 om indrettelsen af danske skoler (de senere kirkeskoler) i alle de kbh.ske sogne. Der er kun få fra ældre tid, hvem udviklingen af hovedstadens skolevæsen skylder mere end.

Annonce

I henved en menneskealder kom W. til at virke som rigets øverste biskop og måtte i denne periode tage stilling til alle vigtigere kirkelige foreteelser, men hans indflydelse blev af flere grunde stærkt begrænset. Af teologisk retning hørte han nærmest til ortodoksien, men han fik netop en hovedmodstander i den ortodokse professor Hans Bartholin der selv ville have været biskop 1711, og i dennes drabant M. C. Wolfburg; hans engelskprægede reformretning føltes snart forældet i forhold til den frembrydende pietisme som W. ikke var gunstigt stemt. Hertil kom at han ikke kunne sætte meget igennem ved hoffet. Frederik IV havde allerede 1716 måttet tildele ham en irettesættelse i anledning af en strid han havde haft med stiftsprovst Jacob Lodberg, og det samme blev tilfældet 1725 da han havde udtalt sig uforsigtigt om den ed som afkrævedes medlemmerne af den 1724 nedsatte kommission til undersøgelse af klager over underslæb begået af gejstlige og verdslige embedsmænd ("Bandekommissionen"). W. hørte til dronning Louises parti og stod derfor ikke vel anskrevet hos dronning Anna Sophie. I sin ligtale over dronning Louise roste han hende i høje toner mens han i sin tale over Frederik IV med en mærkelig åbenhed kritiserede forskellige af dennes foranstaltninger. Under den følgende konge blev hans indflydelse endnu ringere, og Christian VI udtalte oftere i sine private breve sin misfornøjelse med ham. Tidens stærke pietistiske retning var ikke W. til måde, og han søgte i forening med gehejmeråd Iver Rosenkrantz at dæmme op for den; han havde jævnligt besværligheder med separatistisksindede præster, og i kommissionen af 1733 til påkendelse af klagerne over de pietistiske præster støttede han de ortodokse. 1736 måtte han deltage i forhandlingerne om indførelsen af konfirmationen. Han var ingen tilhænger af den pietistiske konfirmationsordning, men kunne ikke opnå at få dens indførelse hindret eller dog udsat. Sit i det væsentlige ortodokse standpunkt på dette område gav han udtryk for i to skrifter: Om Børne-Daabens fornødenhed og Conflrmationens Nytte, 1737 og Et velmeent Sen-de-Brefv angaaende den gudelig Confirmations Forretning, s.å., hvori han især betoner barnedåbens betydning. W. forfattede også den anordnede konfirmationsbøn.

Mens W. således kun i ringere grad fik indflydelse på den almenkirkelige udvikling har han ydet en betydelig indsats gennem bestridelsen af selve bispeembedet. Han holdt i enhver henseende strengt på god orden i stiftet og var derfor ikke lige elsket af alle. Katekisation og skolevæsen havde vedblivende en trofast ven i ham, og særlige fortjenester har han desuden af Sjællands stifts gejstlige enkekasse og af den af ham 1715 grundlagte gejstlige brandkasse i stiftet. Også efter en senere tids dom står W. ved de principper, han har hævdet på forsikringsvæsenets område, som en afgjort foregangsmand. Hertil kom at W.s arbejdskraft i høj grad blev beslaglagt ved kommissionsarbejde. Allerede i pestens tid 1711 blev han medlem af sundhedskommissionen i Kbh., 1721 tog han levende del i arbejdet for oprettelsen af Frederik IVs ryttergodsskoler, 1731 og 1733 blev han medlem af kommissionerne til reform af universitetet og de latinske skoler, 1733 afkommissionen til ordningen af studieforholdene i Sorø. 1732-37 var han meddirektør for Herlufsholm og 1733-37 for Vallø hospital. I flere af de her nævnte kommissioner tilfaldt der W. en hovedpart af arbejdsbyrden. Endvidere kan nævnes at han 1731 kronede Christian VI og dronning Sophie Magdalene, 1717 forberedte og ledede den store fest i anledning af det andet reformationsjubilæum, 1730 jubelfesten til minde om den augsburgske konfession og 1736 jubelfesten for den danske kirkes reformation. I anledning af den sidstnævnte blev han ved kongebrev udnævnt til dr.teol. (bullatus), for at han igen kunne kreere andre doktorer ved denne lejlighed. W. indviede 20 biskopper i Danmark og Norge og ordinerede 438 præster, og det fremhæves udtrykkeligt at han var meget nøjeregnende ved den forudgående prøvelse af ordinander. Samtiden talte med enstemmig beundring om W.s store oratoriske evner. Selv en så nøgtern mand som Erik Pontoppidan siger om ham, at når han talte latin var det som at høre en romer fra guldalderen, og som dansk prædikant indtager han en høj rang i vor prædikekunsts historie. Vidnesbyrd herom foreligger endnu i de ovennævnte ligprædikener over Frederik IV og dronning Louise (begge først udgivet 1747), desuden i ligprædikenerne over Charlotta Amalia Krabbe (1709), over kgl. konfessionarius Peder Jespersen (1718) og over gehejmeråd Otte Krabbe (1719; med sine 588 sider i meget stor folio et af de omfangsrigeste værker af denne art). I læremæssig henseende og ved prædikenens formelle opbygning og stærkt tematiske udformning viser W. sig også her at tilhøre den engelske skole, og som hans tankegang ofte hæver sig til virkelig højhed, således udmærker hans stil sig ved lethed og elegance. En særstilling indtager han blandt prosaisterne på dette område ved sit usædvanlig rene danske sprog.

Familie

Forældre: professor, senere kgl. historiograf og højesteretsassessor Willum W. (1633– 1704) og Else Christensdatter Luxdorph (1647-1722). Gift 13.7.1699 i Kbh. med Christine Tisdorph, død 18.1.1729 i Kbh. (Frue), d. af sognepræst ved Nicolai k. Mikkel Henriksen T. (1628-1701) og Søster Brochmand (1629-93).

Udnævnelser

Rang med virkelige etatsråder 1734, med konferensråder 1735.

Ikonografi

Malet i korkåbe af Johan HOrner (Ledreborg). Efter dette kopi i alm. ornat, måske af Horner, før 1753 (Roskilde domk.) samt kopi med bladkrave, formentlig af G. v. Lode (Fr.borg), efter sidstnævnte, med ændringer, stik af C. Fritzsch, 1751, efter forlæg af Lode samt stik af J. Haas, 1761 og malet kopi (Gavnø). Mal. (univ.s bibl.s 1. afd.).

Bibliografi

Kilder. Kirkehist. saml. 2. r. III, 1864-66 458f; VI, 1872-73 412f; 4. r. I, 1889-91 130-34 (brev); II, 1891-93 449-57 (breve til Hans Gram); 5. r. I, 1901-03 265f 274 (breve); IV, 1907-09 430-32 (breve); V, 1909-11 180-91 353-58 384-87 613-17 675-77. Danske saml. I, 1865-66 312-14 (brev fra Chr. Falster). Falsteriana, ved Chr. Bruun, 1869 151-58 (breve). Danske mag. 6. r. III, 1918-23 223 227-30 244f 251-53 254f. Lit. Progr. fun. univ. Hafn. over C. W., 1737. Marcus Wöldike: In memoriam C. W. oratio, 1738. Dänische Bibliothec II, 1738 519-25; IV, 1743 582-604. Erich Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ IV, 1752 98-101. D. G. Zwergius: Det siellandske cleresie, 1754 359-80. Luxdorphiana, ved R. Nyerup, 1791 333-45. Nord. t. for oldkyndighed III, 1836 101 123-25. Chr. Bruun: Fr. Rostgaard og hans samtid I, 1870 14 330f 395. Joakim Larsen: Bidrag til Kbh.s offentlige skolevæsens hist., 1881 9f. Samme: Bidrag til den da. folkeundervisn.s og folkeskoles hist. 1536-1784, 1916 127 171 180 197f 207 213 222 324f. L. Koch i Kirkehist. saml. 3. r. V, 1884-86 507-11 820. Hans Olrik sst. 4. r. I, 1889-91 278-80. H. F. Rørdam sst. 5. r. II, 1903-05 486-543 699. Kn. Heiberg sst. IV, 1907-09 325-38; V, 1909-11 41 43-49 658-64 670 690 738. Ludv. Koch: Kong Chr. VI's hist., 1886. Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam I, 1891 340 363; II, 1896 230f 233 280-93 320-24 348-55 o.fl.st; IV, 1902 237-40 493 506f. H. J. Huitfeldt-Kaas i Pers. hist. t. 3. r. II, 1893 94 96-101. C. Klitgaard sst. 6. r. V, 1914 203; 8. r. V, 1926 272; VI, 1927 127. Bj. Kornerup sst. 10. r. II, 1935 74; sst. 156. Breve fra Hans Gram, udg. Herman Gram I, 1907. Ellen Jørgensen i Nord. t. för bok- och biblioteksväsen VI, Upps. 1919 74-79. Bj. Kornerup: Vor Frue kirkes og menigheds hist., 1929-30. J. O. Bro-Jørgensen: Forsikringsvæsenets hist. i Danm., 1935 108 119 339f. P. G. Lindhardt: Peder Hersleb I, 1939. Michael Neiiendam: Kbh.s kirkeskolers krønike, 1941. Laurids Gram: Vita Johannis Grammii, 1942. Johs. Pedersen: Fra brydn. mellem ortodoksi og pietisme I–II, 1945-48 – Teol. studier 2. r. VII og IX. Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj V, 1980. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: Christen Worm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299507