Caspar Wegener

Caspar Wegener, Caspar Frederik Johansen Wegener, 16.12.1851-24.6.1930, biskop. Født i Halsted, død i Nykøbing F., begravet sst. Efter en tid som lærer og manuduktør var han 1879-80 på studierejse i Tyskland (Erlangen), Frankrig, Schweiz og Italien. 1884 blev han hjælpepræst i Humble, 1887 sognepræst i Viby (Fyn), 1898 i Skamstrup-Frydendal og provst for Merløse-Tuse herreder; i denne stilling virkede han energisk for den nye folkeskolelov. 1903 blev W. medlem af det kirkelige udvalg, støttede kirkeforfatningsplanerne og opnåede som leder af et underudvalg en rimelig status for det kbh.ske kirkefond. 1907-23 var W. biskop over Lolland-Falster stift og vandt her tillid og respekt både hos præster og lærere; stiftets ringe omfang og hans egen interesse gav ham nøje kendskab til personer og "sager", bl.a. fordi han – efter D. G. Monrads forbillede – ofte kom på uanmeldt visitats og derved kunne skaffe sig et adækvat indtryk af forholdene. På 70-årsdagen overrakte stiftets præster ham et bispekors af guld. I sine yngre år var W. stærkt knyttet til Th. Skat Rørdam, men blev aldrig grundtvigianer; han hørte afgjort til centrumslinjen i kirken, måske med "hældning" til Indre mission, men også med en klar folkekirkelig position og afvisning af alle frikirketendenser. W. var den første formand for Dansk kirke i udlandet og regnede udlandsdanske for specielle hjertebørn. – En nøglestilling kom han til at indtage i striden om N. P. Arboe Rasmussens liberale teologi som han allerede under dens første fase (1911) tog kritisk afstand fra. Han mente ikke at Arboe Rasmussen kunne være præst i folkekirken, og da menighedsrådsflertallet i Vålse indstillede ham til embedet og den radikale regering (for at hævde den "tålsomme", dvs. bekendelsesløse folkekirke) ville udnævne ham, nægtede W. kollats. Bispernes derpå følgende sagsanlæg udskød udnævnelsen af Arboe Rasmussen, men da højesteret 1916 havde frikendt ham (ikke for kætteri, men for straf) ville kirkeminister Thv. Povlsen gennemtrumfe udnævnelsen, og da W. stadig nægtede at give kollats blev han truet med afsættelse eller tvangsforflytning. Professor J. C. Jacobsen forklarede på alle liberale teologers vegne at det ville koste ministeren de frisindedes sympati, og i regeringen rådede P. Munch og Ove Rode fra at skaffe W. et martyrium som ville være billigt da han, som meget velhavende, kunne være ganske ligeglad med løn eller pension. Ministeren led nederlag i sit forsøg på at få en almen kollatslov som ophævede bispetilsynet og overdrog det til ministeriet og måtte nøjes med den højst specielle "Vålselov" (1917) som -dog kun for W.s og Arboe Rasmussens embeds-tid – lod ministeriet overtage kollats og tilsyn med Vålse. Da Arboe Rasmussen 1920 gav op og forlod embedet ophørte sognets særstilling automatisk, men W. havde vundet ry som den biskop der med personlig risiko havde hævdet kirkens konfessionelle karakter og ikke mindst bispernes hævdvundne og aldrig siden bestridte kollatsret.