Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl W. Noack

Oprindelig forfatter PGLin
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl W. Noack, Carl Wulff Noack, 21.11.1885-24.9.1960, biskop. Født i Ribe, død i Oslo, begravet Kolding sdr. kgd. N. stammede på fædrene side fra en mand (Nowack eller Noach) som i 1700-tallet indvandrede fra Lausitz til Flensborg; den mødrene slægt var sønderjysk. Et uroligt temperament, undertiden i slægten forbundet med kunstneriske anlæg, synes at være fædrenearv og er baggrunden for N.s bugtede livsvej. Han blev student (Ribe) 1903, studerede først teologi, så matematik, men brød 1908 af og var i tre år jord- og betonarbejder i Hamburg, landarbejder i Hannover og atter havnearbejder i Hamburg. Efter et kristeligt gennembrud vendte han hjem, blev soldat og derpå landvæsenselev på Holsteinborg og Hvidkilde. 1914 slog han sig ned som husmand i Vovlund ved Herning og deltog her i det kirkelige arbejde, i søndagsskolen og som taler i missionshuset; han forberedte nu den teologiske eksamen som han tog 1920. Derefter meldte N. sig hos biskop G. Koch og tilbød sin tjeneste i Sønderjylland, især i de blandede egne af 2. zone, men da disse områder ikke forenedes med Danmark blev han 1920 sognepræst i Sunds. Kort efter opfordrede Dansk kirke i udlandet ham til at blive præst for den danske menighed som i Flensborg var under dannelse, og fra 1921 udførte han her et banebrydende arbejde; det lykkedes ham at opbygge en folkekirkelig dansk menighed der i ordninger og kirkeskikke var i nær overensstemmelse med de danske, og overfor tyske myndigheder var N. en myndig forhandler der i høj grad formåede at sætte sig i respekt. Gennem det store arbejde i menighedsplejen kom han til at formidle hjælpen fra Danmark til Flensborgs fattige. Fra 1922 prædikede N. desuden i Slesvig, snart også regelmæssigt i Harreslev, Jaruplund og Tarup; forkyndelsen var for ham det centrale i præstegerningen, og han samlede en betydelig kreds af den kirkeligt og socialt meget brogede danske gruppe, først i kirkesalen Ansgar, fra 1927 i Helligåndskirken som af Vor Frues sogneforbund blev overladt den danske menighed.

N. var fra først af stærkt præget af Indre mission, men udvikledes i disse år til større rummelighed og nær kontakt med andre kirkelige lejre; han deltog også mere og mere i det folkeligt-nationale arbejde. Med støtte fra alle kirkelige lejre valgtes han 1937 til biskop i Haderslev. I dette embede (som han forlod 1955) fortsatte han arbejdet for Dansk kirke i udlandet (formand fra 1950); han sad i bestyrelsen for bibelselskabet (fra 1939), blev 1946 dets repræsentant i United Bible Societies og var æresmedlem af The British and Foreign Bible Society og af American Bible Society. Han indtog en ledende stilling i den nordiske buddhistmission og var fra 1946 formand for dens nordiske hovedkomité – han døde pludselig under et af dens møder i Oslo – og han gjorde et stort arbejde for at forene slesvigsk og kongerigsk salmetradition, var medlem af det sønderjyske salmebogsudvalg og 1943 medudgiver af dets forslag; 1946-51 sad han i den officielle kommission som udarbejdede den 1953 autoriserede danske salmebog; han var modstander af de ændringer og tilføjelser som i sidste fase blev gjort af kirkeminister C. Hermansen; som det øvrige udvalg nægtede han at få sit navn nævnt i bogen. 1952 blev han formand for det danske salmebogsselskab. Allerede som husmand kom han i nær forbindelse med Johannes Munck og blev 1938 formand for Møltrup optagelseshjem; han sad også i Skamlingsbankeselskabet (1937) og i Skamlingsbankefonden (1943) og var fra 1954 medlem af det mellemkirkelige råd. – Som biskop under de specielt i Haderslev stift vanskelige forhold nød N. overordentlig anseelse, ikke mindst under den tyske besættelse. Den – næsten legendarisk – tavse mand var i besiddelse af en stærk myndighed og samtidig talsmand for en bred kirkelig rummelighed; han modsatte sig alle kirkeforfatningstendenser og ønskede ikke at biskopperne skulle optræde samlet som kirkens "talekor". Til Nordslesvigs tyske præster bevarede han, også under krigen, et godt forhold, og siden gik han ind for det på det tidspunkt upopulære standpunkt at bevare de tyske sognepræstestillinger; heller ikke ønskede han at drive det tyske mindretal ud i en frikirke. 70 pet. af de sønderjyske menighedsråd ønskede ordningen af 1921 (gudstjeneste og kirkelige handlinger på tysk for mindretallet) ophævet for at fjerne "den utryghed og utilfredshed som for tiden præger sønderjysk kirkeliv"; men N. holdt fast på den bestående ordning ("min tillid til frihedslinien i kirkens forhold er ganske urokket"), og 1948 gav en kgl. anordning ham medhold.

Familie

Forældre: købmand Johan Peter N. (1831-1911) og Johanne Metdine Barkentin (1850-1913). -31.7.1914 i Grandløse med Elisabeth Jørgensen, født 31.8.1882 på Sallev Mølle, Snoldelev sg., død 18.6.1974, d. af gårdejer Peter J. (1852-1926, gift 2. gang 1895 med Mette Marie Andersen, 1848-1920) og Maren Louise Jensen (1855-93). – Far til Bent N. Bror til Astrid N.

Annonce

Udnævnelser

R. 1930. DM. 1939. K2. 1949. K1. 1955.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Jydske tid. 7.2.1937 (delvis optr. i Berl. tid. s.d.). C. W. N. i Haderslev-samf.s årsskr. 1936 43-48. -[Axel Noack:] Stamtvl. over familien Noack, 2. udg. 1939. Poul Erichsen: Om end tårnene falde, 1921. Fr. v. Jessen: Håndbog i det slesv. spørgsmåls hist. III, 1938 490-501. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. G. Lindhardt: Carl W. Noack i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295093