Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C. T. Engelstoft

Oprindelig forfatter BjKorn
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C. T. Engelstoft, Christian Thorning Engelstoft, 8.8.1805-25.1.1889, biskop, historiker, kirke- og undervisningsminister. Født i Næsborg, død i Odense, begravet sst. Ved sin fars død kom E. i huset hos sin morbror, professor Laurits E., der antog ham i søns sted. I sit nye hjem fandt E. usædvanligt gode vækstbetingelser, og sammen med den senere stiftamtmand, baron F. C. Holsten blev han af en fortrinlig lærer, den senere biskop J. B. Daugaard, forberedt til artium som han tog 1822. Påvirket både af J. P. Mynsters prædiken og af præstegårdslivet hos provst F. D. Mellerup i Greve ønskede E. at blive præst. 1827 tog han teologisk attestats og deltog derpå med udbytte i øvelserne på pastoralseminariet under H. G. Clausens vejledning. Samtidig fortsatte han sine andre studier og vandt 1828 universitetets guldmedalje for en afhandling om det kaldæiske folks historie. For at opnå et rejsestipendium disputerede han 1832 for den teologiske licentiatgrad med et omfattende arbejde Hisloria populi Judaici biblica, usque ad occupationem Palaestinae hvori han søgte at berigtige Det gamle testamentes kronologi især ud fra babyloniske og ægyptiske kilder. Kort efter begyndte han som privatdocent at holde forelæsninger over naturlig teologi, og da han havde sejret i en konkurrence over P. T. Hald og J. F. Fenger blev han 1833 lektor og 1834 ekstraordinær professor i teologi ved universitetet. Ved reformationsfesten 1836 erhvervede han den teologiske doktorgrad, og 1845 blev han professor ordinarius og medlem af konsistorium. 1837-61 var han sammen med C. E. Scharling redaktør af Theologisk Tidsskrift, 1837-50 medlem af kommissionen til revision af oversættelsen af Det gamle testamente, 1838 udenlandsk og 1839 tillige indenlandsk sekretær i det danske bibelselskab, 1847 inspektør ved universitetskvæsturen, 1850 fik han det hverv at foredrage kirkeretten ved pastoralseminariet og 1843-52 var E. medlem af bestyrelsen for Den danske historiske forening. Fra 1852 at regne blev E. udnævnt til biskop over Fyns stift hvilket embede han beklædte til sin død. Som biskop var han medlem af kirkekommissionen af 1854. Også i det politiske liv blev E. en kort tid draget ind. Han tilhorte i det væsentlige det nationalliberale parti, og som universitetets rektor havde han i sin mindetale over Christian VIII givet udtryk for sin sympati med frihedsbevægelsen. Da D. G. Monrad ret pludselig skulle danne sit kabinet i dec. 1863 indtrådte E. i dette som minister for kirke- og undervisningsvæsenet. Nogen storre politisk rolle kom han dog ikke til at spille, og på grund af sygdom ophorte han allerede i marts 1864 at fungere som minister og vendte tilbage til sin bispestol. Da E. fra gammel tid var fortrolig med kirkeretten voldte den juridiske og administrative side af bispegerningen ham ingen vanskeligheder, og i åndelig henseende viste han sig som en forstående og human tilsynsmand der lagde vægt på at fremelske fordragelighed. Måske forledtes han dog af sit fredselskende sind til undertiden, især i sine ældre år, at optræde med mindre bestemthed end det havde været ønskeligt. I sit bispestyre fulgte han den mynstermartensenske linje og søgte overalt at respektere andre individualiteters åndelige ret. Kun over for sekteriske bevægelser som mormonerne stillede han sig meget skarpt. Trods sit lidet imponerende udvortes – E. var usædvanligt lille og spinkel af skikkelse – forstod han meget godt at gøre sig gældende ved visitatser og andre højtidelige lejligheder og nød stor anseelse i stiftet. Som et tegn på den hengivenhed, stiftets gejstlighed nærede for ham overraktes der ham 1877 ved hans 25 års bispejubilæum en sum på 3.000 kr. til et legat med hans navn for fynske præstedøtre.

Størst betydning har E. haft som videnskabsmand. Som professor havde han til hovedfag kirkehistorie som han på grundlag af solid viden docerede samvittighedsfuldt og klart om end hans akademiske foredrag kunne virke noget tørt og monotont. Som genstand for kirkehistorisk forskning og fremstilling havde han tidligt valgt den danske reformations historie, og emner fra denne har han behandlet i en lang række skrifter og afhandlinger der som alle hans arbejder udmærker sig ved overskuelighed i dispositionen, en klar og kultiveret fremstillingsform, omfattende kundskaber og ikke ringe skarpsindighed. Mens E. ikke havde sin styrke i den bredere, farverige fremstilling af konkrete livsforhold fandt han sit rette felt i enkeltundersøgelsen der kunne føres helt til bunds. I sin doktordisputats Reformantes et Catholoci tempore, quo sacra emendata sunt, in Dania concertantes analyserede han således grundigt reformationstidens litterære polemik, og i et universitetsprogram fra 1847 undersøgte han den latinske konfutation der fra katolsk side blev fremlagt efter herredagen 1530. Den liturgiske udvikling efter reformationen skildrede han 1840 i Liturgiens eller Alterbogens og Kirkeritualets Historie i Danmark der tillige indeholdt en kritisk prøvelse af det af biskop J. P. Mynster udarbejdede udkast til en ny alterbog. I afhandlinger i Historisk Tidsskrift, Theologisk Tidsskrift og Kirkehistoriske Samlinger behandlede han en række specielle spørgsmål fra reformationstiden (fx herredagen i Kbh. 1530 og Hans Tausens proces på denne) eller vedrørende kirkeret og kirkeskik (skriftemålets plads i gudstjenesten, valget af kirkens tjenere, gejstlighedens deltagelse i stændermøder). Ganske særlig fortjener at fremhæves hans omfattende undersøgelse af kirkeordinansens tilblivelseshistorie og hans biografi af Poul Helgesen hvori han stiller denne omstridte skikkelse i et retfærdigere lys. Med rette har Caspar Paludan-Müller betegnet denne biografi som en af de skønneste kritiske undersøgelser vor litteratur har at opvise. Efter sin udnævnelse til biskop fortes E. ind på studiet af Fyns historie og topografi idet han i Odense fik bekvem adgang til rige arkivalske samlinger. Selv om der kan påvises mangler ved hans arkivbenyttelse (især bristende palæografisk færdighed) forstod han dog meget godt at hente værdifuldt stof frem og bearbejde det på en tiltalende måde. Navnlig i "Samlinger til Fyens Historie og Topographie" meddelte han mange bidrag til fynske lokaliteters og personers historie. Betydeligst inden for denne gruppe arbejder er hans Odense Byes Historie, 1862 der allerede 1880 udkom i en ny, stærkt forøget udgave. E. var som formand i den grad sjælen i Fyens litterære selskab der udgav det ovennævnte tidsskrift at dette måtte standse ved hans død. – Medlem af Videnskabernes selskab 1847, af Det kgl. danske selskab for fædrelandets historie og sprog 1850.

Familie

Forældre: sognepræst Niels Lassen Thorning (1771-1813) og Ingeborg Marie Engelstoft (1777-1832, gift 1. gang 1796 med residerende kapellan i Middelfart Hans Jørgensen Naschou, 1767-97, gift 3. gang 1818 med lærer i Hundige Christian Gottlieb Brorson Raakjær Nyegaard, 1789-1831). Adopteret af professor Laurits E. 1822. Gift 22.12.1837 i Kbh. (Frue) med Louise Holm, født 28.8.1817 i Øllufvad, Nebel sg., død 23.8.1898 i Odense, d. af Christen H. og Louise Holm Borning, plejed. af sognepræst i Ikast Jens Carsten Friedrich Høhme (1777-1823) og Maria Catharina Hellesen (1776-1870).

Annonce

Udnævnelser

R. 1847. DM. 1854. K. 1859. S.K. 1882.

Ikonografi

Silhouetter af Fausing (Kgl.bibl., Fr.borg). Litografi 1856 efter tegn. af Eduard Hansen. Tegn. af H. Olrik (Fr. borg). Træsnit 1873. Afbildet på træsnit af højtidelighed i Odense 18.7.1875. Træsnit 1885 af A. Bork. Relief af Aksel Hansen 1890 (gravstenen). Mal. af A. Behrends (Skt. Knuds k., Odense). Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi i Acta solennia 1836, 1837 42-44 og i J. P. Mynster: Den christne kirkes stiftelse, 1852 V-X. Optegn. 1863 i Hist.t. 8.r.V, 1914-15 100-05. Dagbog fra ministertiden 1864 i Pers.hist.t. 8.r.II, 1923 72-78. Breve sst. 7.r.II, 1917 84-91. i Breve fra J. P. Mynster, 1860 225-34 og i H. C Andersen og Odense, 1866-1875, 1933 = Anderseniana 1. Rejseoptegn, i Saml. til jydsk hist. og top. 4.r.II, 1914-16 395-407. Lit. Fr. Nielsen: Minder, 1881 48. Vilh. Bang i Nutiden IX, 1885 nr. 446-47. Taler ved biskop, dr. theol. C. T. E.s jordefærd, 1889. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19. arh., 1889. H. F. Rørdam i Saml. til Fyens hist. og top. X, 1890 359-82. Vilh. Birkedal: Personlige oplevelser i et langt liv I-II, s.S. C. H. Rørdam: Svundne dage 1, 1916 95. Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad II, s.å. Klaus Berntsen: Erindr, fra barndom og ungdom, 1921 59-61 108f 146 152f. Odense bys hist., udg. H. St. Holbeck, 1926.

Papirer i Rigsark og Landsark., Fyn. Breve i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Kornerup: C. T. Engelstoft i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289160