Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bartholomæus Deichman

Oprindelig forfatter MiNeii
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Bartholomæus Deichman, 5.2.1671-16.4.1731, biskop. Født i Kbh. (Frue), død i Kristiania, begravet sst. (Frels. k.). D. blev student 1688, privat dimitteret, tog s.å. baccalaurgraden og studerede de følgende år i Leipzig og Jena. 1690 tog han attestats i Kbh., og de næste to år tilbragte han ved universiteter i Tyskland og Holland. Biskop Hans Bagger så hans ualmindelige evner, holdt ham fast ved teologien skønt medicinen lokkede, og fik ham 1693 udnævnt til feltpræst ved de danske auxiliærtropper der kæmpede i Vilhelm III's hær mod franskmændene. Veltalende og ærgerrig som D. var befæstede han sin position, blev 1696 hofprædikant hos Christian Vs søn, prins Carl, som han fulgte på en treårig udenlandsrejse. Her lagde D. grunden til sine samlinger af bøger og malerier og udvidede sit talent for menneskevurdering. Med sit belevne væsen, sine kundskaber og sin livlige natur vandt han hoffets gunst og blev 1699 stiftsprovst i Odense; s.å. blev han doktor i teologi og superintendent i Oldenburg-Delmenhorst, men nåede ikke at tiltræde dette embede før han 12.6.1700 blev biskop i Viborg hvor han forblev i tolv år. Nogen åndelig natur var D. ikke. Han accepterede den gældende lære og udfoldede den i en for datiden henførende veltalenhed som fx i ligtalen over Thomas Kingo (1703). Men som administrator var han langt over det sædvanlige. Hans natur var samlerens, og hans begær efter magt, penge og bøger var iøjnefaldende; bedømmelsen af ham faldt allerede i Viborg meget forskellig ud. Han fik bitre fjender der udspredte ilde rygter om ham, medens til gengæld en mand som Christen Lassen Tychonius priste ham som en biskop uden fejl. Der er intet bevis for at han ydede nogen form for bistand ved Fr. IV's vielse til Anna Sophie Reventlow i Skanderborg 1712, men han var senere i meget høj gunst hos kongeparret. 1713 forflyttedes han til Kristiania. Han tog straks fat på at disciplinere administrationen og påtog sig for sit eget vedkommende en række hverv som både skaffede ham indflydelse og indtægter. Han blev kommissær i mange retssager hvad der viser at han nød en udstrakt tillid; han sad i kommissioner angående perlefiskeri, vejvæsen, skovbrug, stutterier og var en energisk medbestyrer af Kongsberg sølvværk.

Den åndelige side af hans gerning som biskop kan ikke opvise en tilsvarende frodighed, men han følte sig vel i Norge og talte varmt nordmændenes sag når der var anledning dertil, således i Forsvarsskrift for de Norske, 1724 (trykt 1768). Misundelse over D.s store indflydelse udeblev ikke. Den ærgerrige mand fik i statholderen i Norge, Ditlev Vibe, i Frederik Rostgaard og admiral Christian Gabel farlige fjender som modarbejdede ham hos kongen. D. havde sammen med amtmand Hans Nobel udarbejdet en ny matrikel, og for at få penge i statskassen havde han planlagt at sælge norske præstegårde, men begge forslag blev standset af hans modstandere. D.s udnævnelse 1724 til konferensråd viste at han stadig havde kongens gunst. Da han mente at han havde konsolideret sin stilling gik han over til offensiven idet han fik kongen til i dec. 1724 at nedsætte en hemmelig kommisson der skulle undersøge hvilke embedsmænd der havde trodset forordningen af 23.10.1700 ved at modtage "skænk og gave"; formentlig har D. viderebragt det rygte at embedsmændene havde brugt dronning Anna Sophies navn så folk troede at det var til hende pengene for titler, embeder og adelsbreve indbetaltes.

D. ledede kun i kort tid kommissionens arbejde i Kbh. men dog længe nok til at se Rostgaard få afsked; senere faldt også Gabel i unåde, men fra foråret 1725 helligede D. sig kommissionens arbejde i Norge og skaffede sig 1726 sammen med flere andre kommissionsmedlemmer en ligefrem eksemptionsret, "hvorved endog de kongelige suveræner i regeringen forbydes at have nogen tiltale imod dem". Men efter tronskiftet 1730 fik den længe opsparede uvilje mod D. luft. Christian VI gjorde straks op med dronning Anna Sophie og hendes kreds, og de hadefulde beskyldninger mod D., "kardinalærkebiskoppen", for bogtyverier, åger, løsagtighed og venerisk smitte vandt gehør ligesom rygtet om at D. havde fremmet Frederik IVs forbindelse med Anna Sophie. Kongen handlede hurtigt. Kun seks dage efter sin tronbestigelse lod han D. suspendere, derefter afsætte og berøve hans retmæssige nådensår. Denne vilkårlige fremgangsmåde blev motiveret med at D. havde "indviklet sig i mange det ham anbetroede gejstlige embede uanstændige verdslige forretninger". D. krævede retslig undersøgelse, og regeringen som havde brugt hans dygtige administration i sin tjeneste havde den gemenhed at opmuntre folk til at fremsætte anklager. Der kom dog intet graverende frem, og D. var sikkert adskilligt bedre end sit rygte om end flere omstændigheder kunne tyde på at han eller hans hustru havde modtaget gratialer fra præsterne. D. døde før undersøgelsen af hans forhold blev afsluttet, men utvivlsomt har den behandling han fik bidraget til at fremskynde hans død. - En halvbror Evert Deichman, døbt 22.1.1680, død 13.9.1732 i Wien, blev søofficer, sekondløjtnant 1700, schoutbynacht 1715. Som skibschef deltog han i Den store nordiske krig, bl.a. ved Kolberg Heide 24.4.1715 og ved Rügen 8.8. s.å. efter hvilken han sammen med flere blev anklaget for pligtforsømmelse. Han blev frikendt men afskediget i nåde hvorefter han rejste til Østrig og påbegyndte her, som viceadmiral, anlægget af flådehavnen Porto Ré ved Fiume, men faldt i unåde og blev afskediget. (B.D.)

Annonce

Familie

Forældre: vinhandler og byfoged i Kbh. Peder D. (ca. 1639-84, gift 2. gang 1677 med Margaretha Dysseldorf, død 1690, gift 2. gang 1689 med assessor i hofretten Christian Muhle, 1654-1705) og Else Pedersdatter. Gift 1699 Else Rosenmejer, født ca. 1669, begr. 17.4.1745 i Gjerpen, d. af storkøbmand Carl R. til Totterupholm og Lystrup (død 1670) og Anna Pedersdatter (død 1679).

Ikonografi

Maleri (Vor Frelsers k., Oslo), gengivet i stik af P. Tanjé, 1744 og af J. Haas, 1757. Træsnit 1890 af L. B. Hansen.

Bibliografi

Kilder. Erik Pontoppidan: Annales ecclesiæ danicæ IV, 1752 211-16. Af Johan v. Bülows papirer, udg. L. Daae, Kria. 1864 1-16. Breve fra Hans Gram, 1907.

Lit. W. Lassen: Biskop Mats Jenssøn Medelfars agnatiske descendenter, Kria. 1901 109 266-94. C. L. Tychonius: Idea consummati episcopi 1713 (også i C. Giessing: Tychoniana II, 1772 109-90). D. G. Zwergius: Det siellandske clerisie, 1753 743-51. J. C. Bloch: Den fyenske geistligheds hist. I, 1787 639-51. Jens Møller: Mnemosyne I, 1830 171-311. Chr. Bruun: Fr. Rostgaards liv og levnet I, 1870. Uddrag af J. P. Thjørrings optegn, i Saml. til jydsk hist. og top. IV, 1872-73 287-89 293-98. L. Daae: Hist. skildringer II, Kria. 1878 123f. Vilh. Bang i Hist. archiv ny r. XIII, 1885 81-109 185-200 241-55. Eiler Nystrøm: Den grevelige Hielmstierne-Rosencroneske stiftelse, 1925 75. Festskr. til Hjalmar Pettersen 13.1.1926, Oslo 1926 148. P. Severinsen: Viborg domkirke, 1932 432. A. Arnesen i Deichmanbladet, Oslo 1932, maj 4f. Magnus Jensen: Norges hist. under eneveldet, 3. udg. Oslo, Bergen 1962.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Neiiendam: Bartholomæus Deichman i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288799