Thure, Ture, før 1263-efter 1268, cistercienserabbed, først i Vitskøl, siden i Øm. T. overtog ledelsen af Øm kloster da abbed Bo nedlagde sit embede 1263 kort efter det store sammenstød i gæsteristriden med biskop Tyge af Århus. Det faldt i T.s lod at føre de videre forhandlinger på klosterets vegne mens Bo forsøgte at opnå støtte i udlandet for klosterets sag. Det var T. der var modtager af bisperne Niels (død 1265) af Slesvig og Esger af Ribes for klosteret gunstige voldgiftsdom 1264, og ham der oplevede at biskop Tyge i fasten 1265 stillede i klosteret med et langt større følge end sædvanlig. Og det var T. der repræsenterede klosteret i den proces der førtes 1266–67 for den pavelige legat kardinal Guido, den proces som biskop Tyge valgte at lade fuldstændig hånt om. Dommen her 1267 (Guidos stadfæstelse af biskop Bonde af Slesvigs voldgiftsdom) var overvejende til klosterets fordel, men det synes at være lykkedes biskop Tyge at tilsidesætte den. I det følgende år nedlagde T. sit embede, og vi hører ikke mere om ham. Da han før sin udnævnelse til abbed i Øm havde forestået Øm klosters moderkloster Vitskøl (et højere embede, fra hvilket han formentlig kun overførtes til Øm under hensyn til den særlige situation) så har han antagelig været en ældre mand og kan være død kort efter.

Bibliografi

Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz II, 1918–22 (reproudg. 1970). G. v. Buchwald i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw. holst. Gesch. VIII. Kiel 1878 3–121. A. D. Jørgensen: Hist. afhandl. II, 1899 129–69. Niels Knud Andersen i Dansk teologisk t. II, 1939 129–46. C. A. Christensen i Corpus codicum Danicorum, red. Johs. Brøndum-Nielsen II, 1960. N. Skyum-Nielsen: Kirkekampen i D.inm. 1241–90, 1963. Sv. E. Green Pedersen i Århus stifts årbøger, 1964 173–246. Brian Patrick Mcguire: Conflict and continuity at Øm Abbey, 1976 = Opuscul.i graecolatina VIII. Museum Tusculanum. Suppl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig