Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Skodborg

Oprindelige forfattere MSL og JOskA
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jørgen Skodborg, antagelig ca. 1480-15.12.1551, ærkebiskop. Begravet i St. Gereons k. i Köln. Da S. gentagne gange betegnes som kleriker fra Ribe har han sikkert fået sin første uddannelse der; men senere har han fuldført et regulært akademisk studium. 1502 indskreves S. "de Arnsborck ex Datia" ved universitetet i Rostock og blev 1503 baccalaur her. "Arnsborg" kaldtes Koldinghus (muligvis har da faderen tjenstgjort der, da S. fødtes, eller S. selv inden 1502). Magistergraden tog han andetsteds, hvor og når vides ikke. Efter sin hjemkomst var S. i dronning Christines tjeneste (nævnt første gang maj 1506, sidste gang i regnskab for 1510–13) og fik flere kirkelige embeder, således Nykøbing S. og Højby (opgivet 1515), et kanonikat i Roskilde og i Viborg og forstanderstillingen ved Helligånds-huset i Roskilde (opgivet 1517). Da pavens stadfæstelse af Viborg kanonikatet (aug. 1512) kalder ham "Clericus Ottoniensis", må han vel særlig have tjenstgjort for dronningen i Odense. Derefter indtrådte han i kongens kancelli og blev "Sekretær". Marts 1515 var han i Rom, vel som medlem af den sendefærd der notificerede paven kongens godkendelse af lateranmødet. En pavelig bevilling tillod ham nu at modtage diakon- og præstevielse i Rom. 1516–19 var han gentagne gange i diplomatiske sendelser til Nederlandene; hovedformålet, at få dronning Elisabeths medgift udbetalt, nåede han ikke, så lidt som han 1518, da han også sendtes til Frankrig, fik Frans I overtalt til forbund og militær støtte mod Sverige. 1519 havde han også i opdrag at skaffe Kbh.s univ. nye lærerkræfter. S.s. breve hjem til kongen vidner om gode iagttagelsesevner og praktisk sans for nødvendige virkemidler, og Christian II anerkendte åbenbart hans brugbarhed trods sendeisernes resultatløshed. S. havde desuden vundet hans yndest ved i nov.-dec. 1517 under herredagen i Kbh. med dygtighed at fungere som anklager mod Odensebispen Jens Andersen Beldenak. Han belønnedes nu med prælaturen som ærkedegn i Århus og sognepræst i Koldt. Den pavelige nuntius Arcimbold og derefter paven selv (marts 1518) stadfæstede dette. Også med det videre forløb af sagen mod Jens Andersen havde S. at gøre. Da denne 1520 bekvemmede sig til forlig med kongen, var S. medlem af den voldgiftsret som fastslog de hårde betingelser for dette. – Dengang var S. forfremmet til Lunds ærkebiskop efter Birger Gunnersen. Trods Christian IIs udtrykkelige forbud mod at vælge før han havde tilkendegivet sin vilje, havde kapitlet vel 16.12.1519 valgt Aage Sparre, men over for kongens bestemte viljestilkendegivelse fratrådte denne, og 5.1.1520 valgtes S. Men i Rom havde Leo X ifølge sin "reservationsret" tildelt en italiensk kardinal P. E. de Cesis administrationen af Lunds stift, og denne forlangte en årlig pension på 500 dukater (1000 gylden) for at afstå embedet. Christian II var absolut imod "erstatning" til kardinalen, hvorfor hverken kongens eller S.s afsendinge kunne opnå hans "konfirmation"; selv henvendelse fra kejser Karl V nyttede intet. – S. kunne da ikke blive bispeviet, og 1521 afsatte Christian II ham, da han modsatte sig kongens krav om ærkesædets besiddelser Bornholm, tre skånske herreder og købstaden og slottet Åhus. I marts 1520 havde kongen afkrævet Lunds kapitel bevislighederne for stiftets ejendomsret, men dette nægtede, trods advarsler fra flere bisper, at efterkomme kravet.

Antagelig optagethed af de svenske forhold bevirkede at Christian II først 1521 skred til handling, og først mod S. Efter en regest afviste denne 1521 en stævning fra kongen. Sandsynligt er, at S. som modstander af Sigbrit særlig havde vakt hendes had, og utvivlsomt var det efter hendes tilskyndelse at kongen i juni 1521, for ublu betaling, skaffede Didrik Slagheck pavelig udnævnelse som Lunds ærkebisp. I nov. 1521 kunne Slagheck meddele kapitlet, at han var sædets indehaver, og 25.11. blev han introniseret i Lund. 13.10. havde S. opnået et lån af kapitlet, sikkert for at rejse som klager til Rom. Endnu 21.10. var han i Lund, men kort efter skjulte han sig i gråbrødrekloster i Kbh. iført munkedragt. Endnu i aug. 1522 mente en dansk mand i Rom, at han opholdt sig der hemmeligt, men på det tidspunkt var han vel for længst flygtet videre, først til Ribe, derpå videre sydpå; han ledsagedes af en kannik fra Haderslev, mester Thomas Clausen. Rimeligvis har S. i Kbh. oplevet Slag-hecks henrettelse jan. 1522 og måske kongens tvangsforanstaltninger mod Lunds kapitel der førte til afståelsen af Bornholm. Først ved forårstid 1523 kan hans tilstedeværelse i Rom konstateres. Han stod her i forbindelse med danske bisper og den nye konge, Frederik I, og arbejdede med anklager mod Christian II for at få denne bandlyst; Frederik I anbefalede ham da også til konfirmation, men ved kurien anerkendtes Frederik kun som hertug af Holsten. Som "familiaris" og bordfælle hos kardinal de Cesis opnåede S. imidlertid dennes støtte til ærkesædet mod at anerkende hans pensionsret. Samtidig arbejdedes dog ved kurien både for Aage Sparre som kapitlet i Lund havde genvalgt efter Christian IIs flugt, og (fra den fordrevne konge) for Joh. Weze der 1522 havde fået ærkesædet efter Slagheck, men fulgte Christian II i landflygtighed.

Ved påsketid 1524 blev S. så syg, at han måtte forlade Rom for at søge helbredelse ved badet i Aachen; forinden havde paven i marts tilladt ham at opkræve indtægterne som ærkedegn i Århus ved andre, men havde rigtignok i febr. udnævnt Frederik Is kansler Claus Gjordsen til samme embede. Muligvis først efter sin bortrejse fik S. den ejendommelige begunstigelse at have 1. plads og stemme i Lunds kapitel næst prælaterne her. Men først 29.11.1525 udnævnte paven S. til ærkebiskop, idet han samtidig stadfæstede de Cesis' ret til pension og til regres ved embedsledighed. Dette var en politisk imødekommenhed mod Frederik I der i april atter havde insisteret på S.s udnævnelse, idet han dog samtidig erklærede at stiftet ikke kunne bære den årlige afgift til kardinalen. Palliet til S. sendtes ved den førnævnte kannik Thomas Clausen til Danmark for at biskopperne Lave Urne og Ove Bille skulle overgive S. det og modtage hans lydighedsed mod paven. Selv var han altså ikke i Rom, og traditionen, at Clemens VII bispeviede ham her, lader sig ikke godtgøre. Men bispeviet blev han utvivlsomt, vel i Tyskland eller i Nederlandene 1526. S. havde sat sig i forbindelse med den nederlandske Fugger-agent Pompejus Occo som han kendte fra 1517 og han formidlede ham et stort lån, hvoraf en del sendtes til Rom. I beg. af 1526 var han i Amsterdam og rejste sammen med Occo til Antwerpen og Bruxelles hvor de mødtes med statholderen Margrethe. Hans Mikkelsen (død 1532) der anede fare for Christian IIs liv, opfordrede denne til ikke at spare S.s liv for at få klarhed over hans ærinde. 6.5. oplyste S. Frederik I fra Lübeck om sin ankomst, samtidig formanedes kongen af paven til at fratage Sparre, som havde "indtrængt" sig i stiftet, dette. De Cesis havde på denne tid givet afkald på embedet og anbefalede nu S. Men nu havde Frederik I ændret sin kirkepolitik. I aug. gav han sammen med to gejstlige og femten verdslige råder Sparre en foreløbig stadfæstelse på ærkestiftet, indtil konge og rigsråd fældede dom om hvorvidt han eller S. var rettelig valgt. Band og interdikt i sagen ville man ikke tilstede. S. havde i august netop truet rigsrådet med dette, såfremt det ikke støttede ham. Kongens handling var et stærkt indgreb i den pavelige myndighed, og som kanonisk biskop kunne S. ikke anerkende en verdslig domstol i sagen. Sparre forstod kongen, som fik et stort lån og en personlig gave, og Sparre fik embedet. Men flere af bisperne tog afstand fra ham.

Annonce

I slutningen af 1530 trådte S. i forbindelse med ledende katolske kredse i Danmark. Tyge Krabbe videresendte således i febr. 1531 med anbefaling et brev fra S. til domkapitlet i Lund, som S. havde sendt ham i dec. 1530. Indholdet kendes ikke længere. Senest i dec. 1530 havde S. slået sig ned i Köln, hvor kardinallegaten Campeggio nu arbejdede på hans restitution i det lundensiske embede. Stridighederne om dette fortsatte. I jan. 1533 støttede paven Sparre imod S., men pga. habsburgernes indblanding skiftede paven igen og ville nu hverken anerkende Sparre eller Torben Bille, som var udset til koadjutor og efterfølger. S. var således den sidste der modtog vielse til ærkesædet, men det lykkedes ham ikke at erhverve sit embede. Hans-sidste 20 år i Køln ligger hen i halvmørke. En højst besynderlig begivenhed indtraf, da den kölnske koadjutor Adolf af Schaumburg 1541 opfordrede reformationskongen Christian III til at restituere S. i ærkebispeembedet eller indgå et forlig med ham. Chr. III afviste koldt ethvert kendskab til S. og tilføjede, at man i Lund nu havde en kristelig evangelisk biskop som prædikede Guds ord. 1538 nævnes S. som dekan ved Apostelkirken og fra 1549 kannik ved Skt. Gereon stift. Særlig interessant er det, at han nu gav sig til ivrigt at støtte de modreformatoriske bestræbelser som udgik fra den nye jesuiterorden. 1544 var en jesuiterbolig blevet oprettet netop i Köln, Tysklands første, og S. knyttede venskab med de to senere så berømte ledere Petrus Faber og Petrus Canisius. Faber havde truffet S. året før, og Canisius dedicerede ham 1543 sin udgave af Johann Taulers prædikener. S. fik talrige hilsener og (nu tabte) breve fra ham, og begge mænd, som altid kaldte S. ærkebiskop, omtalte ham som en ven og en af jesuiternes varmeste støtter. Også den bekendte domprovst Johs. Gropper, modstander af det kølnske reformationforsøg 1542–46, stod S. i forbindelse med. I de første Koln-år boede S. hos en Johs. Rinck som i høj grad beundrede hans fromme personlighed; og den katolske kirkehistoriker Laur. Surius der ca. 1540 studerede i Köln og kendte S., mindes i et skrift fra 1556 hans strengt asketiske livsførelse. Utvivlsomt hæver Danmarks sidste pavelig anerkendte ærkebiskop sig ved sin hæderlighed og sit faste katolske trosstandpunkt langt over den foretrukne konkurrent der allerede som "skinbiskop" i høj grad manglede forudsætninger for at værne Romerkirken i Danmark.

Familie

Forældre: Hans Jepsen fra Skodborg, død som rådmand i Kolding.

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 2.r.III, 1810 224–34. Kong Fr. Is da. registranter, udg. Kr. Erslev og W. Mollerup, 1879. Die Matrikel der Univ. Rostock, udg. Adolph Hofmeister II, Rostock 1891. Petrus Canisius: Epistulae et acta, ud. Otto Braunsberger I, Freiburg 1896. Dronning Christines hofholdningsregnskaber, udg. Will. Christensen, 1904. Acta pontificum Danica V-VI, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk, 1913–15. Johs. Gropper: Briefwechsel, udg. Reinh. Braunisch I, Münster 1977 = Corpus catholicorum XXXII 9 25 31 112 416.

Lit. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. III, 2, 1867 67–80. Ludv. Daae i Hist. t. I, Kria. 1871 502f. Bernh. Duhr i Hist. Jahrbuch XVIII, München 1897 799. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 4.r.VI, 1899–1904 401f. C. Neergaard sst. 463. Bj. Kornerup sst. 6.r.V, 1945–47 239f. Gösta Johannesson: Den skånska kyrkan och reformationen, Lund 1947 = Skånsk senmedeltid och renässans I. Johannes Christian Nattermann: Die goldenen Heiligen. Geschichte des Stiftes St. Gereon zu Köln, Köln 1960 361 = Veröffentlichungen des Kölnischen Geschichtsvereins XXII. P. G. Lindhardt i Den danske kirkes hist. III, 1965. Otto Nübel: Pompejus Occo, Tübingen 1972 76 99 152f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Schwarz Lausten, J. Oskar Andersen: Jørgen Skodborg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297506