Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Birger Gunnersen

Oprindelig forfatter TJx
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Birger Gunnersen, Børge Gunnersen, ca.1445-10.12.1519, ærkebiskop. Født i Lindeberga, Himle hrd., N. Halland, død i Lund, begravet Lund domkirkes kryptkirke. Selv om kilderne til Danmarks sidste indviede katolske ærkebiskops biografi er talrigere og langt mere omfattende end vi er vant til når det gælder vore middelalderprælater, kendes G.s fødselsår ikke, men det vides med sikkerhed at han var over 50 år da han 1497 blev valgt til ærkebiskop, og ifølge Greifswaldmatriklen må han snarest være født o. 1445. Det var efter datidens normer en gammel mand der gennem godt 20 år på ærkesædet ydede en i alle henseender aktiv og markant embedsindsats – en indsats som gav gny både i samtid og eftertid. – At klokkersønnen fra Nordhalland både var særdeles velbegavet, ærgerrig og temperamentsfuld fremgår af en række samtidige vidnesbyrd, bl.a. af det indirekte selvportræt han giver i indledningen af statutterne for "Sanctuarium Birgerianum", den store gudstjenestestiftelse der var kronen på hans livsværk. Forskningen har hæftet sig ved G.s uadelige herkomst og deri set en afgørende årsag til hans mange og store stridigheder med den skånske adel. Nok er det påfaldende at en borgerlig født når frem til landets højeste gejstlige post i en tid da højadelen for alvor var begyndt at interessere sig for bispestole og prælaturer, men en anden strømning i tiden var en stærk borgerlig rekruttering til opbygningen af de kongelige kancellier kombineret med kongens voksende indflydelse på besættelsen af de gejstlige embeder. Som påvist af Henry Bruun var ca. halvdelen af vælgerkorpset i Lunde kapitel ved den højadelige Jens Brostrups pludselige død borgerlig født, så at valget der utvivlsomt var lagt til rette af kong Hans næppe er stødt på modstand i kapitlet som antydet af Johs. Lindbæk. Bruun vurderer endvidere baggrunden for den påfølgende strid med de skånske stormænd noget anderledes end tidligere ved påvisning af at beskyldningerne mod Jens Brostrup for nepotisme har været stærkt overdrevne. – Mest overraskende og gådefuld forekommer den store forskel der synes at være mellem den første snes år af G.s embedsgerning som moden mand og hans indsats som ærkebisp.

G. blev først sat i skole i den nærliggende by Varberg og kom derfra til domskolen i Roskilde hvor han blev indviet til de lavere gejstlige grader af biskop Oluf Daa (død 1461), og fortsatte derpå fem år ved domskolen i Skara, et vidnes byrd om Hallands nære tilknytning til Vaster-gotland. Han afsluttede sin uddannelse ved universitetet i Greifswald med magistergraden 1468. Hans fattigdom tillod ikke større dannelsesrejser. Efter en kort tid som hjælpelærer ved universitetet kom G. til Lund som leder af domskolen men havde endnu ikke opnået noget kanonikat da han 1474 blev hentet til kancelliet af ærkedegnen i Roskilde Jens Pedersen der da var kansler hos Christian I. G.s administrative dygtighed viste sig hurtigt og 1477 avancerede han til kansler hos dronning Dorothea, en betroet stilling, men uden politisk betydning. Kort forinden var han blevet kannik i Lund, og i de følgende år lønnedes hans kanslerhverv med en række gejstlige embeder, sognekaldene Kalvehave, Vestenskov og Kalundborg by. I det sidste embede residerede hart rimeligvis da dronning Dorothea i sin enkestand ofte opholdt sig på Kalundborg slot. G. købte gårde i Kalundborg og indstiftede sjælemesser i kirken men måtte tage ophold i Roskilde da han efterfulgte Jens Pedersen som ærkedegn. G.s virke i disse år kom bl.a. til at bestå i aktiv deltagelse i den franciskanske reformbevægelse, og han medvirkede til observansens indførelse i Roskilde franciskanerkloster. Han gik her ikke blot dronningens ærinde, men var selv en varm beundrer af Laurids Brandsen og bevarede senere sin tilknytning til observansen hvilket bragte ham i modsætning til en ikke ubetydelig fløj i rigsrådet. Da dronning Dorothea døde 1495 fortsatte G. efter kong Hans' ønske som kansler hos hans dronning Christine, men valgtes knap to år senere til ærkebisp takket være kongelig gunst. Forholdet til kong Hans forblev stort set godt skønt G. hurtigt viste sig at være en både aktiv og stærk kirkefyrste. Ærkesædets økonomi var i Jens Brostrups tid blevet yderligere anstrengt så G.s indsats for at rette den op var hårdt tiltrængt, men hans fremgangsmåde blev årsag til årelange stridigheder først og fremmest med Jens Brostrups arvinger anført af rigsråd Niels Hak til Hackeberga. En række næsten samtidige berettende kilder tager alle ærkebispens parti, men da de stammer fra Lund er det kun naturligt. I princippet var retten utvivlsomt på G.s side, men i praksis måtte hans udfordrende fremfærd vække harme, og her spiller hans herkomst nok ind i forholdet til hans adelige modstandere.

Et mæglingsmøde i Helsingborg i begyndelsen af 1501 endte i skandale. Rigshofmester Poul Laxmand som havde støttet det Brostrupske parti deltog i dette møde og drak i hidsighed og fuldskab G. til i Satans navn, toppunktet af ærekrænkelse. Kong Hans opsatte stridens afgørelse nogle måneder, som G. brugte til at udarbejde et stærkt personligt præget anklageskrift mod Niels Hak og Poul Laxmand omfattende bl.a. en ubevist anklage for højforræderi. Kongens reaktion kendes ikke, men et optræk til kølighed i forholdet til ærkebispen synes udglattet ved en stor pengegave til indstiftelse af en Jomfru Mariamesse i Lunds domkirke. Inden striden mellem G. og stormændene var endeligt afgjort skete det navnkundige drab på Poul Laxmand i Kbh., hvor "laxen skulle vise, om den kunne svømme". Mens kongen måske ikke helt kan frikendes i denne sag, var ærkebispen næppe på nogen måde indblandet, men han slap af med sin argeste modstander og kunne lettere gennemføre sin godspolitik som gik ud på at inddrage bispelenene under direkte forvaltning fra Lundegård. Når en bispelensmand døde blev der sjældent udnævnt nogen ny – trods ventebreve og gammel praksis. Til støtte for officialerne blev der udarbejdet en jordebog, den såkaldte "palte". G. fik rettet stiftets økonomi op, men hans privatøkonomi blev også tilgodeset så han kunne.foretage betydelige godsopkøb. Han var medlem af den kommission der posthumt afsagde dom over Poul Laxmand med godskonfiskation til følge, og året efter købte G. rigshofmesterens skånske hovedgård Ågerup af kronen for senere at lade den indgå i den store donation til domkirken.

Annonce

G.s virke i kirkens tjeneste begrænsedes ikke til godsadministration. Han udformede og lod trykke nye synodalstatutter der bl.a. regulerede præsternes forhold til landsbykirkerne. På Bornholm oprettede han en skole i Rønne. Om dette var et led i hans afparering af kong Hans' forsøg på at inddrage Bornholm under kronen er uvist, men G.s forhold til denne konge forblev stort set gnidningsløst, og han støttede universitetet i Kbh. ved at skaffe det en række skånske indtægter. Derimod var G.s forhold til Christian II mindre godt – allerede fra dennes tid som statholder i Norge. Deres første sammenstød gjaldt fængslingen af biskop Karl af Hamar, dernæst havde prins Christian øjensynlig spillet en aktiv rolle for at forpurre G.s planer om at resignere sit embede 1512 til fordel for sin kansler Asser Pedersen, en anden borgerlig født hallænding. I Christians kongetid blev forholdet endnu mere spændt da kongen 1514 krævede det skånske landsting flyttet fra Lund til Landskrona, senere øgedes modsætningsforholdet, dels på grund af biskop Jens Andersen (Beldenak)s strid med kongen, dels på grund af forfølgelsen af den pavelige legat Archimboldus. På den anden side støttede G. Christian II ved at hævde sin stilling som Sveriges primas og i kraft heraf at slynge bandstrålen mod Sten Sture d.y. Han kronede kongen i Kbh. 1514 og foretog året efter vielsen til prinsesse Elisabet, men begav sig i øvrigt nødig til rigsrådsmøder vest for Øresund i sine sidste år.

G.s politiske betydning må på ingen måde undervurderes, men var kun en del af hans indsats. Han var en personlighed med mange facetter. På én gang repræsenterer han den senmiddelalderlige fromhed centreret om Mariadyrkelsen og den gryende renæssances Macchiavellifilosofi. Ægte fromhed iblandet en betydelig selvfølelse lå bag hans storstilede gave til domkirken omfattende op imod 100 landbrugsenheder. For indtægten heraf skulle der afholdes en daglig messe "Vor Frue til hæder". Baggrunden for, formålet med og ordningen af denne gudstjenestes liturgi har han udførligt beskrevet i Sanctuarium Birgerianum, der er bevaret i to samtidige nedskrifter fra foråret 1512, da han gjorde sit livsværk op. De er senere bekræftet af ham selv 1518 og stadfæstet af Arehimboldus 1519 kort før G.s død. Denne Nordéns mest omfattende gudstjenesteordning var tænkbfor evigheden som imidlertid blev kort. Længere varighed fik G.s byggearbejder på domkirken, hvor han først havde planlagt at bygge et kapel, men tilskyndet af kong Hans i stedet bragte kryptkirkens elendige forhold i orden. Her gør hans bygmester Adam v. Durens værker, især brønden og pragtsarkofagen over G., den dag i dag stærkt indtryk på hver ny besøgende. Et andet varigt minde har G. sat sig i de værker, han lod trykke: Missale Lunderne, 1514 og Brevianum Lundense, 1517, og det var ham der omsider fik fremskaffet et Saxomanuskript til Christiern Pedersen og delvis bekostede Pariser-udgaven (514.

Familie

Forældre: degn og klokker i Lindeberga Gunner'.

Ikonografi

Liggende figur på gravmæle fra før 1512 af Adam van Duren (Lund domk.).

Bibliografi

Kilder. Saml. til den da. hist., udg. P. F. Suhm I, 3, 1779 1-89 (Sanctuarium Birgerianum). Aktstykker til Bornholms hist., udg. J. R. Hubertz, 1852. Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam I, 1873 257-80 (Peder Iversens optegn, til 1537). Sst. 2.r. II, 1887 249-84 (Mogens Madsens ærkebispekrønike). Acta pontificum Danica, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk IV-VII, 1910-1943. Missiver fra kongerne Chr. Is og Hans' tid, udg. Will. Christensen I–II 1912-14. Monumenta Scaniæ hist. Diplomatarium diocesis Lundensis, udg. L. Weibull V-VI, Lund 1921-39. Jordebocker over Lunds arkes Stes gods, udg. G. Johannesson, Lund 1953 = Skånsk senmedeltid och renassans VII. Sanctuarium Birgerianum, udg. H. Bruun og T. Jexlev, under udg. 1980 (= sst. X).

Lit. J. L. A. Kolderup-Rosenvinge i Hist. t. III, 1842 575-99. C. Molbech sst. 600-13. Laur. Weibull i Hist. t. for Skåneland II, 1904-08 273-93 (også i forf.s Nordisk hist. III, Sth. 1949). Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm. under Kr. I og Hans, 1907. Otto Rydbeck, Gottfrid Carlsson og Bengt Stromberg i Lunds domkyrkas hist., red. Ernst Newman I, Sth. 1946. Gosta Johannesson i Vetenskapssocietetens i Lund årsbok 1950, Lund 1951 117-70.; K.-G. Lundholm: Sten Sture d.a. och stormannen, Lund 1956 = Bibl. hist. Lundensis III. Henry Bruun:!Poul Laxmand og B.G., 1959 (reproudg. 1975). Troels Dahlerup: Studier i senmiddelalderens kirkeorganisation, 1963 = Kirkehist. studier 2.r. XV. Ingvar Andersson: Skånes hist. II, Sth. 1974. Papirer i Rigsark., Den Arnamagnæanske saml., Landsark., Lund og Rigsark., Sth. De ældste da. arkivregistraturer IV, 1885 291-364 (registratur over brevene på Lundegård 1577).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thelma Jexlev: Birger Gunnersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290341