Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asser

Oprindelig forfatter AEChr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Asser, Asser Svensen, vistnok før 1060-5.5.1137, ærkebiskop. Begravet i Lunds domk. A. tilhørte en af Danmarks fornemste stormandsslægter, den jyske Thrugot- eller Trundslægt. Forældrene, "Thorkil, som er kaldt Sven Thrugunnu sun", og Inga, mindes med anniversarier i Lundekapitlets mindebog (Necrologium Lundense) fra omkr. 1123 som fader og moder til Asser "danernes første ærkebiskop". Slægten var nær knyttet til kongefamilien, Svenssønnerne. I den sene Knytlingasaga nævnes faderen blandt Thorgunnasønnerne som betroet hirdmand hos Knud den Hellige, for hvem han kæmpede ved kongedrabet i Odense Albani kirke 1086, mens fasteren Bodil blev gift med den senere konge, Erik Ejegod. Om A. selv foreligger ingen oplysning før han blev ordineret til biskop i Lund. Det skete 18.11.1089 efter at forgængeren, den bandlyste tyske kannik fra Paderborn Rikval var død 26.5. samme år. Bortset fra den jyske Odinkar fra begyndelsen af århundredet var A. den første danske stormandssøn der opnåede bispeværdighed. Om hans adkomst meddeles intet, heller intet om hans uddannelse; men hans fornemme og kongetro slægt og hans senere anseelse og indsats som kirkemand er vist forklaring nok. Ved A.s tiltræden var Knud den Helliges Laurentiuskirke i Lund næppe færdig; den var det i alt fald ikke i 1085 da kong Knud skænkede den en mægtig godsgave hvis indtægter fordeltes i 10 præbender, den første til provsten, de 9 til hver sin kannik. Erik Ejegod forøgede provstegodset, og A. selv skænkede gods til yderligere to præbender, så der var økonomisk grundlag for et talstærkt præsteskab der var bispesædet værdigt. I øvrigt er kilderne tavse om A.s virke som biskop. Korte notitser om hans tiltræden som ærkebiskop foreligger, men først fra den sidste halve snes år af hans liv flyder kilderne rigere. Vil man derfor danne sig et billede af A.s indsats og betydning, må man sætte kirkelederen i forbindelse med de vigtige nydannelser der fandt sted ved ærkesædet og i hans kirkeprovins.

Sven Estridsen var den første der tog initiativet til oprettelse af en dansk eller nordisk kirkeprovins. Der var tilsyneladende velvilje ved pavestolen hvor Gregor VII fortsatte forhandlingerne med Harald Hen, men stadig uden resultat. Under Knud den Hellige og Oluf Hunger synes al kontakt med Rom afbrudt; men Erik Ejegod tog sagen op på ny. Ved personligt fremmøde for paven fik han først sin broder Knud anerkendt som helgen, siden opnåede han at få de tre nordiske riger udskilt som et selvstændigt ærkebispestift med sæde i Lund. Første ærkebiskop blev A. Han blev iklædt pallium, det pavelige værdighedstegn for ærkebiskopper, af en udsendt pavelig legat, kardinalpresbyter Alberik der bragte bud tilbage fra A. til den engelske kirkes primas, Anselm af Canterbury der derefter fra sit eksil i Rom lykønskede A. som ny kollega, udtalte sin tillid til ham og sin glæde over legatens anerkendende rapport. Brevet udtrykker venskab og agtelse, men røber ikke personligt bekendtskab. Udover de her meddelte sikre kendsgerninger fra årene 1102–04 er alt andet hypotetisk; nøjere kronologi og hændelser fremtræder uklart, og visse omstændigheder er mærkværdige. Men Alberiks legation forudsætter i sig selv et formfuldendt paveligt retsgrundlag i bulleform om ærkesædets oprettelse og afgrænsning og om A.s udnævnelse og overbringelse af pallium til ham -blot mærkeligt at det ikke påberåbes af A. eller hans efterfølgere når ærkesædets retsgyldige oprettelse siden droges i tvivl. Om A.s egen rolle ved oprettelsen vides intet; men at Lundenekrologiet (fra A.s egen tid) ikke mindre end skjalden Magnus Skeggjason i sin drapa til Erik Ejegods pris tilskriver kongen al fortjeneste for pave Paschalis IIs imødekommenhed forklejner ikke A. Sådanne forhandlinger tilkom fyrstemagten, og her forelå endda en gunstig politisk situation idet paven var i konflikt med den tyske kejser, og ærkebiskoppen af Bremen enten bandlyst eller uden anerkendelse ved pallium. I alle tilfælde var A. nær knyttet til kong Erik der indsatte ham som rigsforstander ved siden af sønnen Harald Kesje da han tiltrådte sin pilgrimsrejse til Jerusalem; denne placering kan skyldes den kirkelige stilling, men også det nære slægtskab med dronning Bodil. Den 8. maj sandsynligvis i 1104 kan paven derefter pålægge de danske biskopper sammen med "ærkebiskoppen i Lund" at erlægge den samlede skat (peterspenge) fuldtud i Rom. Da må paven have haft fuld sikkerhed for at alle former var sket fyldest.

A.s titel lød efter tidens norm på sædet: "ærkebiskop af Lund", ikke på område og folk som forinden ærkebiskoppen af Hamburgs rettigheder over Norden: overhøjhed over biskopperne for sveernes og danernes folkeslag. Som ordinært ærkestift omfattede Lund hele Norden:

Annonce

de tre riger samt Atlanterhavsøerne. To fornemme, endnu eksisterende monumenter vidner om A.s indsats som ærkesædets ansvarlige leder: domkirken og bogværket Necrologium Lundense der havde sin faste plads i kapitelsalen hvor A. længe havde forsædet som provst. Som bygherre må A. fremfor alle andre have æren for domkirken som arkitektonisk dokument – han var ifølge mindebogen dens "grundlægger". Kong Knuds og biskop Rikvals kirke gav ikke plads for det talrige præsteskab og den krævende liturgi som et ærkesæde krævede. A. måtte have en kirke der var embedet værdigt. Han synes tidligt at være gået i gang efter en fast og stort anlagt, sindrig plan hvor den gamle kirke ombyggedes. Først byggedes den fornemme kryptkirke umiddelbart øst for den stadig fungerende gamle kirke. Mindebogen fortæller, at krypten med dens højalter indviedes 1123, venstre sidealter i 1126 og endelig i 1131 højre sidealter, samtidig overførtes relikvierne til den nye kirke, hvorefter den gamle, der kun fyldte lidt i den nye kirkes nordre sideskib, nedreves. Derefter gik man i gang med højkirken der sammen med højalteret kunne indvies 1145. Det var ganske vist otte år efter A.s død, men som bygherre har A. æren for et bygværk i international klasse: kryptkirken i anglo-normannisk stil, højkirken med indslag af samtidig lombardisk og byzantinsk ornamental stilkunst (E. Cinthio), hvad der harmonerer smukt med at kirkens "arkitekt og bygmester" bar det italienskklingende navn Donatus; også hans navn er indført i mindebogen, omtrent samtidig med A.s eget. – Samtidig med kryptkirkens indvielse anlagdes Necrologium Lundense med overførsler af notitser fra en ældre mindebog. Den bevarede fine og statelige kodex var ærkesædets erindrings- og optegnelsesbog for A.s tid. Nogenlunde samtidig indførtes nye vedtægter for kapitlet, Consuetudines canonici, der skulle afløse en ældre forskrift som var identisk med benediktinernes ordinære Aachen-regel. De nye er udformet ret selvstændigt over et reformeret Cluny-forlæg, snarest fra Marbach-klostret i Elsass. Dets ændringer viser samme avancerede placering inden for kirkekulturen som domkirkens arkitektur. Vigtigst er afvigelserne for valg af biskop og provst hvor valgreglerne er mere frie og kanoniske end efter forlægget og efter konkordatet 1122 i Worms mellem kejser og pave. Det præsenterer os A. som en udpræget reformkirkens mand, som gregorianer måske mere praktiker end teoretiker. Under A.s ægide udviklede Lundesædet sig også til et kulturelt midtpunkt omkring et talstærkt og velstående præsteskab med en velorganiseret skriverstue (scriptorium), der ikke blot kunne forsyne kirken med de nødvendige liturgiske bøger, evangeliarier og epistolarier, af hvilke enkelte er bevarede, dertil dogmatiske og andre teologiske skrifter (bl.a. af kirkefædrene) samt historiske værker, deriblandt tidens fornemste verdenshistoriske annalværk og Adam af Bremen; et selvstændigt historisk forfatterskab begyndte i årene omkring hans død.

Vort kendskab til A.s arbejde i hans udstrakte kirkeprovins der foruden ærkesædet kom til at omfatte 22 bispedømmer (7 danske, 7 svenske, 4 norske, 2 islandske samt Færøerne og Gardar på Grønland) er meget begrænset, og man har tvivlet på at han har haft betydning uden for Skåne-landene. En sådan tvivl kan alene opstå ved umiddelbar slutning fra mangel på konkrete kildeudsagn, mens en samlet kildekritisk vurdering giver et positivt resultat. Om Lundesædets kontakter ved vi at det stod i broderskabsforbindelse med 8 andre kongregationer, herunder de fleste danske domkapitler, et enkelt svensk kapitel samt et tysk og et fransk kloster; man læste sjælemesser over afdøde i disse broderkongregationer. Nok så talende er det at sikre kilder meddeler at samtlige islandske biskopper, i alt to fra Skálholt og to fra Hólar, måtte rejse ned til Lund hvor de modtog vielse af A. Ligeledes ved vi at det var A. der anbefalede at Hólar af paven i 1106 blev udskilt fra Skálholt; fremdeles var A. mellemmand da den norske konge tog initiativet til at få pavelig sanktion til oprettelse af et grønlandsk bispesæde i Gardar, til hvilket A. 1124 indviede klerken Arnold. Endelig var A. medvirkende til at Island fik sin første kristenret. Disse konkrete oplysninger skyldes udelukkende den tidlige islandske historiske interesse; men når A. i disse fjerne provinser har varetaget sine embedspligter så omsorgsfuldt kan man trygt regne med at det ikke har været uden hans fortjeneste når der hændte vigtige ting i mere centrale områder. Han må have været virksom da Stavanger oprettedes som fjerde norske bispedømme, og han er den nærmeste til at høste æren for at den svenske kirke før 1120 var omdannet fra et løst missionsområde til en fast organiseret kirke med 7 stedfæstede bispesæder, således som de opregnes i den såkaldte Firenze-liste. Konklusionen kan kun blive én: A. har været en effektiv ærkebiskop over hele Norden. A. synes også at have overført det harmoniske samarbejde med kongemagten fra Erik Ejegod til broderen Niels. De udbyggede i fællesskab Knud den Helliges kult i Odense, og ærkebisp og konge må antagelig dele rosen, når Paschalis II holder Danmark med A.s lydighedsed til pavestolen frem som et eksempel for den polske ærkebiskop. Til de af kongerne rigt doterede bispesæder udnævntes der i A.s tid ofte kanniker fra Lund, og specielt udnævnte kong Niels lundekanniken Peter, kapellan for kongens søn Magnus, til biskop i Roskilde da Sjælland havde været udsat for en rabiat lægmandsbevægelse (se Peder Bodilsen) der ønskede præsternes ægteskab afskaffet mens konge og kirke åbenbart ønskede at fare mere lempeligt uden hensyn til kirkerettens og pavens principielle krav.

Konkordatet i Worms (1122) mellem pave og kejser betød imidlertid en ende på freden for A. og hans nordiske kirke. Denne var udskilt fra Hamburg-Bremen under den lange tyske investiturstrid og givetvis foretaget af paven uden at indhente sanktion fra tysk side. 1123 ilede ærkebiskop Adalbero af Hamburg da også til Rom for at kræve Norden tilbage idet han dokumenterede sit ærkesædes ældgamle ret med en serie forfalskede pavebuller og andre breve. Sagen blev optaget til undersøgelse; en pavelig legation sendtes af sted, og A. fik befaling om at svare for sig. Der er intet oplyst om legationens virke, ej heller om A.s reaktion. Men det står fast at man i Rom fortsat anerkendte A. som ærkebiskop; det samme må den tyske biskop Otto af Bamberg have gjort siden han 1127 søgte A. om ret til at udvide sin pommerske mission til Rügen som A. åbenbart har fået pavelig bevilling til. Fra 1130 forværredes situationen. I det år indtraf et paveligt dobbeltvalg hvad der førte til nye forviklinger, og snart efter medførte drabet på Knud Lavard af kong Niels' søn Magnus i jan. 1131 et alvorligt modsætningsforhold, om end ikke åbent brud, mellem konge og ærkebiskop. Efter en række forviklinger kunne ærkebiskop Adalbero i vinteren 1132–33 ledsage kong Lothar og hans hær til Italien og føre pave Innocens II til Rom; her kronede paven til gengæld Lothar til kejser, mens Adalbero ugedagen forinden (27.5.1133) havde modtaget en serie buller der degraderede A. til biskop. Disse buller var ægte, og deres indhold der foruden til A. var stilet til de nordiske biskopper og konger, klart og utvetydigt: da A. har siddet pavens mange henvendelser overhørig, og da ingen skal nyde fordel af sin genstridige trods skal A. og hans lydbisper herefter på ny lyde under Hamburg der siden Ansgar har rådet over alle de nordiske riger og områder. – I almindelighed har bullernes rets-gyldighed været anerkendt, og A. er ofte vurderet hårdt for sin forsømmelse. Bullernes meddelelse om A.s ulydighed kan dog meget vel være lige så falsk som de påberåbte buller om Hamburgs gamle rettigheder, og bullerne af den grund når som helst erklæres for ugyldige. Yderligere har bullernes eksistens næppe været kendt uden for det tyske ærkesæde, der også indtil 1943 rummede den eneste bevarede original – og det bullen til de svenske biskopper. Bullerne kan følgelig ikke være overdraget til ordinær udførelse ved en pavelig legat, men må være udleveret Adalbero til en planlagt tysk eksekution der aldrig kom til udførelse. I alle tilfælde opretholdt A. stadig sin titel og fortsatte sin ærkebi-skoppelige virksomhed, bl.a. ved at vie en islandsk biskop i okt. 1134. Forklaringen må være at A. ikke som kong Niels bøjede sig for det tyske krav om overhøjhed, men brød sit gamle venskab med ham da han i påsken 1134 lod sin søn Magnus aflægge lensed til kejseren på rigets vegne; i stedet tilsluttede A. sig Erik Emune, der havde rejst opstand som hævn over broderen Knud Lavard. Anden pinsedag 1134 nedkæmpede de den kongelige hær i slaget ved Fodevig (Hammer) hvor Magnus og 5 biskopper fandt døden, mens kong Niels kort efter blev dræbt da han havde søgt tilflugt i Slesvig. Erik Emune anerkendtes nu som konge, og med formfuldendt retorik takkede han i et gavebrev Gud for sejren og skænkede ham og ærkesædet jordegods. Om A.s holdning foreligger der yderligere vidnesbyrd der snarest må tolkes således at Innocens II forud havde søgt og modtaget A.s tilsagn om støtte, således at ophævelsen af ærkesædet i Lund – som den samtidige inddragelse af det polske ærkesæde under Magdeburg – kun kan forstås som udført under Lothars tvang, men aldrig har været taget alvorligt ved kurien. I hvert fald kunne det pavelige pallium uden større formaliteter i 1138 udleveres til efterfølgeren Eskils kapellan.

Når A. har fået et eftermæle så begrænset på anerkendelse (mindst forbeholden er Laur. Weibull) eller ligefrem fordømmende (Hal Koch), skyldes det dels ukritisk godtagelse af 1133-bullens udtryk, dels misopfattelse af to samtidige personkarakteristikker af A. Den ene indgår i en fremstilling af biskop Otto af Bambergs legation til A. 1127. Her har man især hæftet sig ved ordene "bondsk som en vender", men overset sammenhængen hvor udtrykket kun dækker den ydre fremtræden, der er sat antitetisk op mod de forudgående positive karaktertræk, der fremhæver A. som retsindig, kyndig og gudfrygtig; man har altså villet fremhæve A.s indre kvaliteter over for ydre fremtræden, fx i klædedragt. Mere pålidelig er en beskrivelse i legationsberetningen, i hvilken A. fremtræder som en dreven forhandler, den gæstfri, elskværdige og gavmilde vært der uden direkte at afslå sin kollegas fromme anmodning lader sendefærden drage hjem med uforrettet sag. – Den anden personbeskrivelse indgår i Roskildekrøniken der må være skrevet kort tid efter A.s død. Under skildringen

af A.s slutopgør med kong Niels karakteriseres A. som "en ilter og bidsk mand, uden tålmod og fast holdning; i den afgørende oprørets stund for riget stod han ikke som en mur om Israels hus, men svajede som et rør hid og did for vinden". Men erindrer man sig krønikens udtalte tendens for kongesønnen Magnus, "Danmarks blomst", må man snarere tilskrive end fraskrive A. constancia, idet virkeligheden bag Roskildemandens tendens er, at A. fastholdt sin kirkes og sit riges selvstændighed og blev sejrherre på trods af kongens svigten. Få år efter den dyrekøbte sejr døde A. (1137), vel omkr. 80 år gammel. Under 5.5. fremhæves han i mindebogen som "denne kirkes grundlægger og den første i dette ærkebiskoppelige sæde". Det kan ikke afgøres hvor meget af kirkens udbygning og vækst der skyldtes A. personlig; men som kirkeleder må man give ham æren for at have hævdet sit ærkesæde og sin kirkeprovins, så resultatet tåler at ses i europæisk sammenhæng. Han udstak de store linier for sin kirkes fortsatte vækst, og som politiker og statsmand har han haft en lykkelig hånd. Han fastholdt fred og samarbejde længst muligt, men han forlod ikke sin faste linie da det endelig gjaldt og da sejrede han.

Familie

Forældre: Sven (el. Thorkil) Thorgunnasen (–1086-) og Inga.

Bibliografi

Kilder. Roskildekrøniken i Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz I, 1917–18 (fot.optryk 1970). Necrologium Lundense, udg. L. Weibull, 1923. Lit. A. D. Jørgensen: Den nord. kirkes grundlæggelse og første udvikling, 1874–78. Samme i Hist. afhandlinger I, 1898 5–36. Hans Olrik: Konge og præstestand I, 1892. Laur. Weibull i Hist.t. far Skåneland V, Lund 1914–17 109–220. Samme i Skånes kyrka från älsta tid till... 1274, 1946. Hal Koch: Danm.s kirke i den begyndende højmiddelalder I-II, 1936; samme i Den da. kirkes hist. I, 1950. E. Cinthio: Lunds domkyrka under romansk tid, 1957. W. Seegrün: Das Papsttum und Skandinavien bis... 1164, 1967. N. Skyum Nielsen: Kvinde og slave, 1971. Aksel E. Christensen i Scand. journ. of history I, 1976. Samme i Danm., Norden og Østersøen, udv. afhandl., 1976 34–51. Samme i Danm.s hist. I, 1978.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel E. Christensen: Asser i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 28. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286274