• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Absalon

Oprindelig forfatter AEChr

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Absalon, Absalon Assersen, 1128 (?)-21.3.1201, ærkebiskop. Absalon tilhørte ved sin fødsel en af rigets mægtigste og mest ansete slægter, den såkaldte Hvideslægt efter farfaderen Skjalm Hvide der benævnes høvedsmand (præfectus) over Sjælland, og som af Erik Ejegod modtog sønnen Knud Lavard til opfostring. Faderen Asser Rig boede med sin hustru Inge på slægtens gamle sædegård Fjalenslev (Fjenneslev i Alsted hrd.) hvis grund blev udgravet nær kirkegårdsdiget i 1890'erne. Her opdroges Absalon sammen med sin ældre broder Esbern (Snare) og søsteren Ingefred samt en tid med den senere kong Valdemar I hvem Skjalmsønnerne følte sig kaldede til at tage sig af efter faderen Knud Lavards drab 1131. Absalon og Valdemar bandtes sammen af fostbroderskabet i livsvarigt venskab og samarbejde. Deres opvækst faldt sammen med splid og uro inden for kongeslægten og med indfald af vender ved Sjællands kyster og på de sydligere øer. I slutningen af 1140'erne – efter Erik Lams nedlæggelse af kronen – opløstes barndomshjemmet, idet faderen indtrådte i det nyoprettede Sorø kloster hvor han selv var medstifter, Valdemar meldte sig til kamp for kongearven, foreløbig ved Sven Grathes side, mens Absalon vel omtrent ved samme tid indledte sine studier og snart drog til Paris til videre uddannelse i de kirkelige lærdomme.

Som yngre søn har Absalon vel efter nylig indledt skik allerede som barn været bestemt for kirkelig stand der bød på så rige muligheder for bispeembeder og andre høje stillinger med indflydelse. Absalon studerede i Paris der var tidens fornemste sæde for studier især i filosofi og teologi, men også i kirkeret og statsteori. Her sluttede han venskab med kanniken i St. Genovevas kloster Vilhelm hvis kundskaber og nidkærhed Absalon senere påskønnede så han indkaldte ham som abbed på Eskilsø, senere over Æbelholt kloster. Senest 1156 er Absalon vendt hjem fra Frankrig og er som medlem af Valdemars følge med i de forhandlinger med Sven og Knud der endte med forligsgildet i Roskilde aug. 1157 hvor Svens svig mod medkongerne fører til Knuds drab, mens Valdemar sammen med Absalon med nød og næppe undslipper. I oktober er Sven fældet på Grathe Hede af Valdemar der dermed har vundet enekongedømmet, og kort efter opnår Absalon, der antagelig var uden embede, bispestolen i Roskilde efter Asser der er død 18.4.1157 (eller 1158). Sammenhængen kendes kun fra Saxo: kong Valdemar var vendt tilbage til Roskilde for at genoprette roen efter at byens danske borgere havde foretaget et blodigt overfald på den tyske koloni der havde stået Sven Grathe bi. Samtidig fik kongen også ordnet bispevalget. Ifølge Saxo – vor eneste kilde – havde et uenigt valgudvalg udpeget tre kandidater; til dem føjedes nu Absalon som den fjerde -"for hans fortjenesters skyld". Ved den påfølgende skriftlige afstemning havde Absalon samlet alle stemmer hvad der næppe frikender kongen for valgtryk. I alle tilfælde måtte Absalon i kraft af sin slægt, sin uddannelse og sin politiske holdning være kongen en kærkommen medarbejder.

Om Absalons første tiår som biskop er Saxo atter hovedkilden, men i al kritikløs forherligelse af Absalon meddeler han givetvis noget væsentligt og rigtigt. Absalon fremstilles straks sammen med broderen Esbern og fætteren Sune Ebbesen med flere af Hvideætten som dem der "sad højst i Valdemars råd"; det modsiges ikke af kongens brevvidner, men styrkes af at han som kongen, men modsat ærkebiskop Eskil støttede kejser Frederik Barbarossas modpave under det pavelige skisma og ledsagede kongen til det kejserlige koncil ved den franske grænse hvor Valdemar aflagde ed til kejseren. Hvor modstræbende Absalons og kongens protyske holdning har været lader sig ikke bestemme af Saxos partiske fremstilling. Vi må nøjes med fakta. Om Absalons politiske holdning bringer Saxo en overmåde interessant samtale mellem ham og hans foresatte ærkebiskop Eskil under et forsøg på at få denne til at følge kongens kirkepolitiske linie. Hvor Eskil står stejlt på at det tilkom kirkens mænd at belære kongen om landets holdning under skismaet - "jeg er mere vant til at byde over kongerne end til at lyde dem" - indtager Absalon en udpræget realpolitisk holdning: det tjener kirken bedst at søge forlig med kongen da Valdemar som enekonge er selv en samlet kirke overmægtig. Da Eskil så som hans kirkelige foresatte kræver lydighed svarer Absalon: vel skylder jeg min ærkebiskop huldskab og troskab, men eden binder ikke så blindt at jeg skulle fejde kongen, "min dyrebare ven som jeg er knyttet til, ikke blot som hans tro tjener, men også som hans hjertens ven". Absalon ønsker at gå ind for en fredens kirke der sikrer sig magt og indflydelse gennem kongemagten, ikke imod den. Samtalen er sikkert fingeret, men den dækker udmærket tidens to stridende synspunkter om forholdet mellem regnutn og sacerdotium, hver især repræsenteret af en af de to kirkeledere, og Saxo giver også andetsteds prægnant udtryk for Absalons ambivalente forhold til konge og kirke, således i formuleringen: Absalon "var fuldt så vel en fader for fædrelandet som biskop, lige strålende som hærmand (dvs. som kongens tjener) og som kirkens tjener".

Annonce

Vort kendskab til Absalons kirkelige indsats i 1160'erne er yderst begrænset. Som ærkebiskop Eskil var han virksom for klostervæsenet. Det uanselige fædrene benediktineranlæg i Sorø omdannede han med munke fra Esrum til et cistercienserkloster som han ved gaver og personlig overvågen straks gjorde velstående og sidenhen til landets måske rigeste kloster, og han byggede den monumentale murstenskirke der skulle tjene som gravkirke for ham selv og hele Hvideslægten. Et augustinerkloster i forfald på Eskilsø fik han reorganiseret under sin ungdomsven fra Paris, Vilhelm, som abbed; siden flyttedes det til Æbelholt. Et udtryk for Absalons ønske om forsoning med Eskil og hans pave fremgår af hans støtte til kong Valdemars udbygning af cisterciensernes nye anlæg fra Vitskøl der først efter nogen omflytten fik sin endelige plads i Øm i 1172.

I Saxos værk er Absalon helten og kampen mod venderne, der afsluttedes med sejr og beherskelse, hans stordåd. Ikke mindre end en halv snes togter ojjregnes og beskrives fra sejren ved Boslunde år 1158 til indtagelsen af Arkona og Rügens erobring på Valdemarsdagen 1169 (eller snarere 1168). Saxo gør Absalon til den store inspirator og organisator af dette storværk til rigets tryghed og enhed og til kirkens fremme. Han opildnede kongen når denne mismodig trættedes på grund af den ringe fremgang og folkets slaphed og uvilje. Trods alt lykkedes det Absalon at samle riget som et patria om de vigtige fællesforetagender der dog berørte hans eget bispedømme mere end skånske og jyske "lande". Der er ingen grund til at tvivle på Absalons store andel i venderkampen der også fremhæves af den samtidige tyske historiker Helmold i hans slaverkrønike, men Saxo kan have overdrevet hans betydning i forhold til andre; i hvert fald har samarbejdet med hertug Henrik Løve ikke fået de rette dimensioner, om end det ikke er fortiet.

Absalons forhold til kongen fremstiller Saxo symptomatisk i den monumentale skildring af Arkonas indtagelse: kongen handler, men tøvende og efter Absalons råd, og det er Absalon der fører de snilde forhandlinger der giver resultat; men som en kirkens mand fremtræder Absalon hverken her eller andetsteds i slagets håndgemæng. Absalon lægger kampen til rette, han udforsker fjenden, men sin lille stridsøkse bærer han kun som attribut. Absalon kom til at nyde frugterne af sin indsats mod venderne. Efter ansøgning fra kong Valdemar der påberåbte sig Rygboernes bøn og ærkebiskop Eskils anbefaling henlagde pave Alexander III 4.11.1169 Rügen under Absalons omsorg som en fremtidig del af Roskilde stift, og han fastholdt sin afgørelse over for de modforestillinger som den tyske kejser gjorde for at lægge den under biskop Bern af Schwerin der havde deltaget i øens erobring på vegne af Henrik Løve. Rügentogtet betød ikke afslutning på venderkampen. Tværtimod intensiveredes kampen i de følgende år med tætte togter begge veje, idet Henrik Løve følte sig sveget og opæggede venderne mod Danmark. Ved en fredsslutning 1171 måtte kongen gøre store indrømmelser til Henrik Løve, men Saxo lader ikke Absalon tage del i disse forhandlinger.

Kampen mod venderne drejede sig ikke blot om erobring og mission, men også om rigsforsvar. Et forsvar mod syd søgtes også udbygget på anden måde. Absalons andel heri fremtræder tydeligst ved anlæggelsen af Københavns borg på Strandholmen i strømløbet mellem Sjælland og Amager; denne indgik i en stor godsgave fra kong Valdemar. Som værn mod havets pirater lod Absalon 1167 her opføre "et nyt kastel og omgav det med en mur", hedder det hos Saxo, og hertil svarer ret nøje de ruiner af "Absalons borg" der i begyndelsen af dette århundrede afdækkedes under det genopførte Christiansborg slot. Sammen med Esbern Snares Kalundborg, Knud Prislavsøns Nyborg og kongens eget Vordingborg og Dannevirke indgik Absalons borg i en samlet forsvarsplan der skulle sikre Danmark mod anfald fra syd. Der er derfor heller ikke grund til at tvivle på Saxo når han oplyser at Absalon sammen med Valdemars uægte søn Christoffer overtog ledelsen af den permanente vagtskibsordning der indrettedes ved en ledingsreform umiddelbart efter Rügens erobring.

Under al sin udadvendte politiske virksomhed fik Absalon dog også tid til kirkelig gerning, om end den er mere fragmentarisk bevidnet. Klosteret i Sorø nød stadig godt af hans gavmilde bevågenhed, alt mens kirkebygningen skød op i den ny fornemme teglstensarkitektur i fransk stil. Vi finder også Absalons spor i andre teglstensanlæg, således i cistercienserordenens Vor frue nonnekloster i Roskilde, der skylder hans gaver sin eksistens og sit ry hans frænke Margrete som blev uskyldig dræbt af sin mand, og som Absalon fik skrinlagt som folkelig helgeninde. Absalons franske ven, Vilhelm, der stadig klagede over fattigdom, fik han 1171 ført fra Eskilsø til det venlige Æbelholt der takket være Vilhelms personlighed og Absalons indsats og gavmildhed med gods og penge blev et midtpunkt for social og kulturel virksomhed. Mindre held havde Absalon ved indkaldelse af franske karteusermunke til Asserbo som han havde erhvervet i mageskifte med Esrum; munkene rejste utilfredse tilbage, og Absalon gjorde godset til en ladegård under Sorø. Også de vendiske klostre Dargun og Colbaz der med munke fra Esrum opførtes i sjællandsk murstensarkitektur, henholdsvis 1171 og 1174, skylder vist i høj grad Absalon deres eksistens.

Af særlig vigtighed var udstedelsen af den sjællandske kirkeret på landstinget i Ringsted 21.6.1171, omtrent samtidig med at ærkebiskop Eskil udstedte en næsten enslydende kirkelov for Skåne. Loven var en kompromisaftale med tingfolket da "retten mellem biskop og bønder før var alt for hård". Den var formet som en kontrakt der tildelte biskoppen andel i tienden på lige fod med kirke og præst; til gengæld lempedes der i andre henseender på de kanoniske krav, det være sig retten til at vælge præst, befri sig for anklage ved meded i stedet for ved nævn og andre verdslige bevisformer samt yderligere begrænsninger af kirkelig reformiver. Man sporer her snarest Absalons formidlende hånd og realistiske indstilling, næppe ærkebiskoppens. Eskil der efter hjemkomsten fra sit lange eksil havde måttet slække på sine principper, først ved Ringstedfesten 1170 og nu ved kirkeloven, følte sig mere og mere træt og forbigået som kirkeleder, og i 1177 kunne han med pavelig bevilling nedlægge sit høje embede hvorefter han – mere eller mindre tvunget af situationen – pegede på Absalon som sin efterfølger. Domkapitlet og kongen tilsluttede sig, og trods Absalons indsigelser blev han over for pavestolen, der ved skifte af bispesæde havde afgørelsen, postuleret til ærkesædet. Paven fastholdt indstillingen, men efterkom Absalons vægring ved at forlade Roskilde idet han yderst velvilligt tilstod ham retten til foreløbig at forene sit gamle stift med ærkesædet. Det viste sig hurtigt at Absalon ikke var en ærkebiskop efter skåningernes ønske. Hvad årsagen end var – Saxo anfører såvel utilfredshed med inddrivning af bispetiende som uvilje mod Absalons slægtninge og andre sjællændere der indsattes i de skånske embeder og ombud – så udbrød der i 1180 væbnet opstand. Absalon ilede til Skåne men måtte skyndsomt redde livet ved flugt. Året efter kom kong Valdemar Absalon til hjælp med sin hær; han nedkæmpede opstanden i et par slag og fik mæglet en fred hvorved Absalon dog fortsat måtte give afkald på sin bispetiende. Imidlertid døde kong Valdemar i 1182, og Absalon og hans slægtninge overtog ledelsen af kongemagten for den unge kong Knud. Skåningerne gjorde påny oprør og indkaldte en modkonge; men takket være den kongelige hær kunne Absalon nu "med sin milde hånd" (Saxo) gennemføre en fuldstændig sejr og gennemtrumfe bispetienden. I denne sag viste Absalon sig således mere som den hårde disciplins mand end som den formidlende forhandler.

I det følgende tiår var Absalon fremfor alle andre den faktiske leder af det danske rige, og såvel Sven Aggesen som den tyske Arnold af Lübeck berømmer på linje med Saxo hans lederskab. Som organisator med vægten lagt på disciplin og orden møder vi ham som hovedmanden for Vederloven der tilskrives ham og den unge kong Knud. Vederloven fremstilles som en gammel hirdlov med mildnede regler, men i virkeligheden er den et regulativ med stram mandstugt for alle der var knyttet til kongen med troskabsed, specielt de mange medlemmer af den udvidede hird der var pligtige til kvalificeret krigstjeneste med fulde mandsvåben. I ledelsen af forholdet til udlandet synes Absalon også at have været selvskreven. Det gælder ikke mindst i forhold til kejseren og de vendiske fyrster hvor det heldige udfald af en række vanskelige og farlige forhandlinger og situationer tilskrives Absalon og udgør den kulminerende afslutning på Saxos fremstilling af "danernes bedrifter". Saxos vurdering bekræftes af Arnold af Lübeck: "Kong Knud fulgte i sin kamp mod venderne ærkebiskop Absalons råd og blev således deres overmand snarere ved kløgt end ved magt." Realiteterne svarer hertil: et fint gennemført diplomati må have prisen fremfor militær indsats. Da kejser Frederik krævede samme lensed af den unge Knud som faderen havde ydet, blev henholdende svar til sidst afløst af en klar afvisning. Det førte nok til åbent brud, men kejseren greb ikke til våben mod det forsvarsberedte Danmark men nøjedes med at sende en dansk prinsesse der var trolovet til en søn af kejseren tilbage.

Det er ligeledes tvivlsomt om kejseren har stået bag hertug Bugislav af Pommerns angreb på den danske lensmand, fyrst Jarimar af Rügen; men i et søslag under Rügen i sommeren 1184 kunne denne sammen med en sjællandsk flåde under Absalons ledelse tilføje hertug Bugislav et knusende nederlag. Næste år følte han, og kort tid efter fyrsterne af Mecklenburg, sig tvungne til at aflægge lensed til den danske konge der snart efter føjede "vendernes konge" til sin titel. I forlængelse af Valdemar Is oprustning havde Danmark, især takket være Absalon, placeret sig som den stærkeste Østersømagt; grundlaget for Valdemarernes imperium var lagt. Kort efter synes Absalon at have trukket sig tilbage fra aktiv verdslig politik idet kong Knuds yngre broder Valdemar fra omkring 1190 som myndig hertug i Slesvig overtog ledelsen af dansk udenrigspolitik – om med eller mod Absalons vilje kan ikke afgøres. Men Absalon stod stadig som en trofast støtte for kongemagten; bl.a. forsvarede han virkningsfuldt de to brødre over for paven da de havde fængslet og holdt den oprørske biskop Valdemar (Knudsen) af Slesvig fangen.

Om Absalons virksomhed som ærkebiskop flyder kilderne mere sparsomt. Han opretholdt Danmarks traditionelle gode forhold til pavestolen der forlenede ham med primatet over Sverige og siden 1180 med legatværdighed, så han ikke blot tildelte de skiftende ærkebiskopper i Uppsala palliet men også med større eller mindre held blandede sig i de svenske bispeudnævnelser og andre kirkelige forhold; hvor man nægtede at adlyde indskærpede paven pligten til at underordne sig hans myndighed. Arnold af Lübeck fremhæver at Absalon som kirkeleder ikke stod tilbage for forgængeren Eskil, og han fremhæver specielt at det skyldes hans nidkærhed at kirkeskikken der hidtil havde været forskellig fra stift til stift, nu afløstes af ensartet gudstjeneste over hele riget. Her refereres vel til hvad der skete på det kirkemøde i Lund 1187 hvortil Absalon havde indkaldt bisper og prælater fra hele riget, og hvor der netop vedtoges ensartede liturgiske tekster for hele den danske kirke. Det betød at nationale traditioner måtte vige for almeneuropæiske (romerske og franske) forskrifter, og således at der blev lagt vægt på anskuelige og symbolske ceremonier med pragtfulde dramatiske optog, fx påskespil. På ét punkt slog Absalons forhandlingsevne dog ikke til, nemlig da han udstrakte sit krav om disciplin til cølibat for de gejstlige; på dette punkt mødte han modsigelse fremfor lydighed.

I Absalons sidste tiår måtte han et par gange modtage pavelige legater – næppe med begejstring da deres høje værdighed tilsidesatte hans. Dertil kom et særligt forhold for kardinal Cinthius' legation 1191–92, nemlig at skønt hovedsagen var undersøgelse af biskop Valdemar af Slesvigs fængsling så betød besøget samtidig afslutning på Absalons irregulære ledelse af to bispedømmer. Resultatet blev dog et for Absalon yderst imødekommende kompromis: som ny Roskildebisp udnævntes hans fættersøn Peder Sunesen der tilmed skulle følge Absalons råd og forskrifter "som en søn sin fader" og desuden være ham behjælpelig i ærkestiftet. Yderligere reserverede Absalon sig for livstid besiddelsen af Københavns borg som han tidligere (1186) havde skænket Roskildekirken. Specialopgaven for kardinal Fidentius var den norske kirkestrid mellem kong Sverre og de norske biskopper hvis ærkebiskop Erik Ivarsson siden 1191 havde nydt gæstevenskab hos Absalon i Lund. Fidentius nåede ikke længere end til Lund hvor han døde. Et skarpt fordømmende brev af abbed Vilhelm af Æbelholt om kardinalens overgreb ved griske krav på underhold tyder på at han næppe heller har været velset af Absalon.

I øvrigt samler kilderne sig siden 1186 om Absalons mange godshandeler som han foretog, dels med sit eget rige jordegods og dels som leder af godsrige stiftelser: Roskilde bispestol, ærkesædet og især slægtsklostret med Hvidernes gravkirke i Sorø. Denne intense virksomhed med mageskifter og andre former for omsætning af jordegods karakteriseres fint i den anonyme skildring af Sorøs ældste historie: Absalon foretog mange godshandeler "til gavn for klostret som også til hans egen fordel". Men Sorø gjorde Absalon dog til sin hovedarving, og samtidig udvirkede han at det blev medarving til broderen Esbern, Sune Ebbesen m.fl. af Hvideslægten. Roskildekirken der fik København med mange omliggende landsbyer blev dog ikke forsømt, men Lundekirken fik mærkværdig lidt. Absalon var og forblev sjællænder, og han følte sig som Hvide-ættens formynder. Han foretrak København som opholdssted frem for Lund, men Sorø var hans kæreste tilflugtssted. Her valgte han sit sidste hvilested foran klosterkirkens højalter. Det var da også i Sorø døden traf ham i påskeugen 1201, og her grav-sattes han i fuldt ærkebiskoppeligt ornat med stav og ring samt en enkel blyplade med en kort indskrift der mindes ham som "en god og from mand", klostrets stifter og donator, Roskildebisp og ærkebiskop. Et ganske anderledes levende og prægtigt eftermæle satte han sig som patron for Saxo, hvis værk i det samtidshistoriske afsnit gør ham til hovedperson.

Eftertidens opfattelse har varieret fra naiv gentagelse af Saxo til Erik Årups forsøg på at skildre Absalon uden eller på trods af Saxo: "den store godsejer og godshandler" for hvem "den danske jord trods al kirkelig politik og storpolitisk ærgerrighed lå dybest i hans sjæl". Begge portrætter er ensidige men hver især rummer væsentlige sider i hans personlighed der givetvis har haft mange facetter; jf. den samtidige Arnold af Lübecks positive og konkrete karakteristik der forener den kloge statsmand med den fromme kirkeleder og tilføjer: "overmaade hensynsfuld og en sjælden hædersmand". Hertil må føjes træk fra Absalons mærkelige testamente hvor de mange personlige erindringsgaver er så iøjnefaldende og omfatter alle kategorier fra de norske biskopper i eksil, kongen og slægtninge over gejstlige i kapitel og klostre, magistre og klerke (bl.a. Saxo) til de tjenende i det private hushold: stallere, kokke og badesvende, hvortil må føjes at nogle trælkvinder med deres børn fik friheden. Glemmes må heller ikke den fornemme kirkekunst i bygninger og udsmykning der præger Hvideslægtens talrige kirker; Absalons navn er kun tilføjet den momumentale Sorø klosterkirke og to skånske landsbykirker (Gumløse og Nr. Åsum), men hele det franske kulturpræg i de fleste må givetvis især tilskrives ham. Sikkert er det at Absalon har haft en lykkelig hånd som leder i den danske stat og kirke. Han fremtræder som en helstøbt personlighed, en sjællandsk høvding, som kirkens leder loyal over for en ophøjet og effektiv kongemagt som han selv havde taget initiativet til, i besiddelse af en egen magtfuld højhed der samtidig bandt ham til sin egen slægt og hjemstavn.

Familie

Absalon blev født i Fjenneslev, døde (i sit 73. år) i Sorø og er begravet i Sorø kirke.
Forældre: Asser Rig (død sidst i 1140'erne) og Inge.

Ikonografi

Fremstillet på kalkmal. (Stehag k., Skåne) og på gravsten af Morten Bussert, 1536 (Sorø k.), kobberstik fra 1700-tallet synes at være inspireret af stenen. Ofte fremstillet på hist. mal., fx af C.L. Jessen, 1863, F.L. Storch, 1867, L. Tuxen, 1894 (Fr.borg), C. Rasmussen, 1879, E. Hofmann-Bang og A. Slott-Møller, 1928. Statuer af V. Bissen: 1871 (Kbh.s domhus), 1889 (folketinget), kopi i kobber v. V. Hansen, 1901 (Kbh.s rådhus), til hest, 1902 (Højbro Plads, Kbh.), skitse (Maribo stiftsmus.). Statuetter af Hasselriis, 1867 og C. Bonnesen, 1917. Mindestøtte af Wiedewelt, 1779 (Jægerspris). Mindestøtte, 1933 (Højerup, Stevns).

Bibliografi

Saxonis gesta danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder, 1931, oversat af Jørgen Olrik 1909. Hans Olrik: Absalon I–II, 1908–09. Curt Weibull: Saxo, 1915 og i Hist. t. f. Skåneland VII, 1918. Poul Nørlund i Sorø. Klostret, skolen, akademiet gennem tiderne I, 1924. Erik Arup: Danmarks hist. I, 1925; jfr. Udvalgte afhandlinger II, 1977. Danmarks kirker. Sorø amt I, 1936. Laur. Weibull: Skånes kyrka ... till 1274, 1946. Hal Koch i Den danske kirkes hist. I, 1950. Laur. Weibull og J. Oskar Andersen i Scandia XXII-XXIII, 1954–56 (om ærkebispevalget 1177). N. Skyum-Nielsen i Kvinde og slave, 1971. Aksel E. Christensen i Danmarks hist. I, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel E. Christensen: Absalon i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=285697