Boye Junge, Johan Peter Boye Junge, 23.6.1735-22.2.1807, tømrermester, brandchef i Kbh., officer. Født i Bramstedt, Holsten, død i Kbh., begravet sst. (Petri k.). Otte år gammel kom J. i huset hos sin farbror, hoftømrermester og vicebranddirektør i Kbh. Johan Boye J. (født 25.8.1697 i Herzhorn, Holsten, død 21.3.1778 i Kbh.; han og brorsønnen er i eftertiden jævnlig blevet forvekslet), lærte hos ham tømrerhåndværket, tog borgerskab i Kbh. som tømrermester (1759) og blev i årenes løb en af Kbh.s største arbejdsgivere. 1771 forestod han ombygningen af Frydenlund ved Vedbæk for dronning Caroline Mathilde; og det blev hans folk der n.å. kom til at rejse skafottet til greverne Struensee og Enevold Brandt. 1783 købte han den store grund til "Grozkanslerens (Reventlows) Gaard", mellem Købmagergade og Pilestræde hvor han i løbet af to år anlagde Kronprinsensgade, og 1782–87 opførte han, der var skydebroder, skydebanen ved Vesterbrogade. Fra 1778 var han premierløjtnant ved 12. (senere 13.) borger-infanteriregiment (brandkompagniet), blev 1781 kaptajn og chef for kompagniet, var 1787–96 brandmajor og branddirektør og blev herved den ledende for slukningsanstalterne ved Christiansborg slots brand 1794 og den store bybrand 5.-7.6.n.å. Skønt han under denne kun nogle få timer havde søgt hvile efter de hårde anstrengelser rejstes der anklager mod ham, men han rehabiliteredes 1798 efter en kommissionsundersøgelse. Forinden havde han dog på grund af svagelighed søgt og fået sin afsked som direktør og brandmajor, men sad endnu en række år fra 1795 i Kbh.s brand- og vandkommission. I begyndelsen af 1789 havde han til regeringen indgivet et grundigt udarbejdet forslag om fornyelse af Kbh.s borgerlige artilleri; s.å. udstedtes der anordning herom, og inden sin død havde han ved utrætteligt arbejde bragt dette korps op til seks kompagnier med 35 lønnede officerer og 1026 underofficerer og menige. Ved englændernes angreb på Kbh. 2.4.1801 besatte han med sine artillerister Quintus og deltog i beskydningen af den fjendtlige flåde. 1803 beordredes han til, sammen med general E. H. Stricker på Kronborg og magistraten i Helsingør, i denne by at oprette et borgerligt artilleri og et brandkorps og var en tid chef også for disse - for det kbh.ske indtil sin død. Ved kgl. befaling 1804 til generalitetet udnævntes han til oberst af infanteriet. Fra 1805 til sin død var han kgl. direktør ved Kbh.s brandforsikring.

Familie

Forældre: Harm J. og Maria Huckfeldt. Gift 11.12.1761 i Kbh. (Petri) med Birgitta Magens, døbt 12.10.1743 i Kbh. (Petri), død 18.1.1815 sst. (Petri), d. af tømrermester Johan M. (ca. 1707–54) og Magdalene Wisse (ca. 1701–65).

Ikonografi

Mal. af C. A. Lorentzen, stukket af A. Flint, 1811.

Bibliografi

Medd. fra krigsark., udg. Generalstaben I–II, 1883–85. Kabinetsstyrelsen i Danm., udg. Holger Hansen II, 1929 512f. Hist. medd. om Kbh. 2.r.V, 1931–33 553 560. Arthur G. Hasse: Kbh.s brandvæsens hist., 1931 545–55 o.fl.st.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig