Hans Larsen

Hans Larsen, Hans Laurits Larsen, 10.8.1883-11.12.1970, jernstøber, fabrikant. Født i St. Rørbæk, død i Hellerup, begravet Hellerup kgd. L., der var af nordsjællandsk jernstøberslægt, tog samtidig med sin oplæring i støberifaget præliminæreksamen ved Kbh.s univ. 1899 og videreførte derefter sin uddannelse med en maskinkonstruktøreksamen fra Det tekniske selskabs skole 1902. I de følgende par år opholdt han sig i Nordamerika hvor han var beskæftiget som maskinarbejder ved Canadian Locomotive Works, Kingston, og som konstruktør på International Harvester Co.s Mc. Cormick-fabrikker i Chicago. Ved hjemkomsten 1904 gik han i kompagniskab med sin far der var indehaver af et jernstøberi og maskinfabrik i Frederikssund og overtog 1907 for egen regning maskinfabrikken der især fremstillede landbrugsmaskiner. Da den resterende del af det gamle familiefirma, Frederikssund Jernstøberi, i 1916 omdannedes til et aktieselskab blev han også leder af dette. Fabrikkerne i Frederikssund afhændede L. dog for i 1924 at kunne overtage den store fynske støberivirksomhed, Nyborg Jernstøberi. Denne, som han ledede til sin død, udvidede han efterhånden med afdelinger i København og Århus ligesom han omdannede den til en specialfabrik for ovne og – især – vaskerimaskiner, og endvidere ledede han fra 1926 A/S Viggo Jensens Elektromekaniske Etablissement, Generator, som han senere selv overtog og videreførte under navnet Dansk Svejsemaskine Fabrik, fra 1949 i forening med sin søn Bent Werdelin Larsen (f. 1912) der overtog ledelsen af den 1964. L. var desuden medvirkende ved oprettelsen af Det danske Stålvalseværk 1940 og sad som næstformand i dets bestyrelse til 1967.

Sin betydeligste indsats ydede L. imidlertid som organisationsmand. Han tog fra sine unge år del i sin branches organisatoriske arbejde og indvalgtes 1919 i forretningsudvalget for Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for jern- og metalindustrien. Tre år senere indtrådte han i Dansk arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse, og han blev fra slutningen af 1920erne en af jernindustriens førende talsmænd idet han 1927 blev formand for Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i provinsen (-1955, derefter æresmedlem). 1937 valgtes han til formand for Jernindustriens sammenslutning, en post han dog igen forlod 1945 for at overtage hvervet som formand for Dansk arbejdsgiverforening (-1955, næstformand 1938–45).

I besættelsesårene deltog L. i en lang række af de kommissioner og nævn der blev oprettet til regulering af beskæftigelses- og erhvervsforholdene under krigen, og han havde således en solid baggrund for sit virke som arbejdsgivernes forstemand i de urolige efterkrigsår. Arbejdsgiverforeningen undgik under hans ledelse de store arbejdskampe hvilket ikke mindst skyldes den ro og smidighed – og udholdenhed – han var i besiddelse af som forhandlingsleder. Trods sin stærke stejle holdning over for lønkrav der ikke var baseret på produktivitetsstigninger formåede han i disse år at skabe en bredere kontakt end der tidligere havde eksisteret mellem parterne på arbejdsmarkedet. Således stod han bag aftalen om indførelse af samarbejdsudvalg (1947) som i brede arbejdsgiverkredse blev mødt med modstand, og han engagerede sig stærkt i udbygningen af arbejdsgiverforeningens kursus- og oplysningsvirksomhed, bl.a. gennem etableringen af arbejdsgiverforeningens afdeling for samfundskontakt (1954) og oprettelsen af kursusejendommen Egelund. Den almindelige anerkendelse af hans indsats på dette område gav sig bl.a. udtryk i udgivelsen af festskriftet Viljen til Samarbejde i anledning af hans 70-års dag. Fra midten af 1950erne begyndte L. at trække sig tilbage fra sine organisatoriske tillidshverv, men fortsatte dog til slutningen af 1960erne sin aktive virksomhedsledelse.