Esper Eising

Esper Eising, 17.3.1876-20.5.1951, håndværker, arbejdsgiverleder. Født i Hem, Viborg amt, død i Tisvilde, begravet Tibirke kgd. E. fik en grundig teknisk uddannelse. Efter at være kommet i murerlære var han elev på Vallekilde håndværkerhøjskole i to vinterhalvår og på Teknisk skole i fire vinterhalvår. 1902 gjorde han svendestykke i Kbh. og fik Håndværkerforeningens sølvmedalje, var derefter svend og formand i fire år, dels i Kbh., dels i udlandet. 1906 blev han mester, trådte straks ind i Kbh.s murer- og stenhuggerlav og var 1908-10 lærer på Teknisk skole. 1910-33 medvirkede han i firmaet Alb. Fugmann. 1933-46 var han oldermand i Kbh.s murer- og stenhuggerlav. 1932 blev han medlem af bestyrelsen for Teknisk selskab, 1933-39 var han i bestyrelsen for fællesrepræsentationen for dansk håndværk og industri, og 1934 kom han i Dansk arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse. Da arbejdsgiverforeningen 1936 skulle have en ny næstformand rettede den daværende formand, ingeniør Julius Madsen, en indtrængende opfordring til E. om at overtage denne post, og skønt E. på det tidspunkt havde betragtet sin organisatoriske løbebane som afsluttet med de tillidsposter han allerede besad gav han efter og trådte 1936 ind i arbejdsgiverforeningens forretningsudvalg og blev samtidig næstformand. Ved Julius Madsens alvorlige sygdom i foråret 1937 måtte E. i en for arbejdsgiverforeningen meget alvorlig situation overtage ledelsen af overenskomstforhandlingerne som han på heldig måde gennemførte, og efter Julius Madsens død i jan. 1938 lod han sig trods mange betænkeligheder bevæge til at overtage formandsposten som han beklædte til 1941; i samme periode var E. formand for Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, 1939 medlem af overenskomstnævnet, 1940 af arbejds- og forligsnævnet og af arbejdsfordelingsnævnet. Som formand ledede E. foreningen med kraft og myndighed, og han havde stor indflydelse på forholdene inden for den. 1939 gennemførte han overenskomsten af 31.10. hvorved samtlige overenskomster der kunne opsiges til ophør 1.3.1940 fornyedes til 1.3.1941 på grundlag af en vis regulering af lønningerne på basis af pristallet. Han var endvidere stærkt medvirkende til vedtagelsen af den både blandt arbejdere og arbejdsgivere stærkt omstridte lov om arbejdsforhold af 14.9.1940. Hans repræsentative skikkelse, hans stilfærdige værdighed og hans seje viljestyrke gjorde det let for ham at gøre sig gældende. Han var aldrig kompromisernes mand og måtte derfor til tider komme i modsætning til andre anskuelser. 1941 nedlagde han sit hverv som formand trods indtrængende opfordring fra mange sider til ham om at fortsætte. Han blev dog siddende i forretningsudvalget, og efter besættelsens ophør da arbejdsgiverforeningen havde ledelsesvanskeligheder var han i et halvt år fra maj 1945 medlem af det triumvirat der ledede organisationen. 1942 oprettedes særligt på hans initiativ håndværksrådet der varetager håndværkets særlige opgaver på lignende måde som industrirådet varetager industriens særlige interesser; E. var rådets første formand 1942-49. Der havde i årenes løb været gjort mange forsøg på at få denne tanke ført ud i livet, men først E.s indsats har bragt en løsning derpå. 1942 blev E. fast dommer i den faste voldgiftsret. Han var i en årrække medlem af bestyrelsen for Sparekassen i Kbh. og Omegn og af Lærlingerådet.