Frederik Fabritius, 20.3.1740-18.11.1829, guldsmed. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet i Søllerød. F. besøgte Paris, London og Berlin bl. a. for at undersøge guardeinforholdene i disse byer, og blev 1767 faderens medhjælper i stadsguardeinembedet. 1771 blev han mester, hans mesterstykke omtales med stor berømmelse. Han var stadsguardein 1787-1823. 1778 blev han hofjuvelér og anlagde 1786 en plet- og knapfabrik i Kirke Såby som imidlertid ikke lykkedes. Det må i de dårlige tider i århundredets begyndelse være gået tilbage for ham, 1819 ansøgte han om bevilling til at drive et hørhegleri. F.s værkstedsmærke har givet navn til en hel periodes danske sølvarbejder. "F.-sølv" er den dag i dag højt vurderet i antikvitetshandelen.

Familie

Forældre: hofjuvelér, mønt- og stadsguardein Christopher F. (1710-87) og Gundel Berntz (1715-1807). Gift 17.1.1777 i Kbh. (Petri) med Catharina Maria Bruun, født 11.7.1758 på Antvorskov, død 13.5.1837 i Fredensborg, begr. i Søllerød, d. af justitsråd, amtsforvalter Urban B. (1720-68) og Anna Elisabeth d'Abbestée (1733-71).

Ikonografi

Mal. af P. Brünniche, 1767. Tegn. af N. J. Bredal, 1820 (Fr.borg). Pastel.

Bibliografi

C. Nyrop: Medd. om da. guldsmedekunst, 1885. Jørgen Olrik: Danske sølvarbejder fra renæssancen til vore dage, 1915. Samme: Danske guldsmedes mærker, 2. udg. 1919.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig