Christian Gierløf

Christian Gierløf, d. 1786, fajencefabrikant, brygger. Døbt 1706, formentlig født s.å. i Kbh. G. blev student 1723, n.å. cand. phil., men synes ikke at have fortsat en akademisk uddannelse. Formentlig har han i stedet ladet sig uddanne hos faderen, brygger og formand for de københavnske rodemestre Chr. P. Gierløf, for 1733 løste han borgerskab som brygger og fik s.å. sammen med broderen, Johan Gierløf, af faderen skøde på en stor brandtomt mellem Skindergade og Gråbrødre Torv, samt bryggerfrihed. Den bryggergård der byggedes på tomten solgtes dog allerede 1739, og brødrene G. byggede et nyt bryggeri i Vestergade. 1749, da G. blev medindehaver af fajencefabriken i St. Kongensgade, solgtes også dette bryggeri, og broderen Johan G. købte en gård i Magstræde hvor han senere åbnede et porcelænsudsalg. 1754 blev G. eneejer af St. Kongensgade-fabriken, og året efter købte han atter en bryggergård, denne gang i fabrikens umiddelbare nærhed. Desuden drev han ejendomshandel og -udlejning samt pengeudlåner-virksomhed, og han døde som en holden mand som ejer af flere københavnske gårde; boets aktiver opgjordes til henved 20000 rdl. "Delfs Porcelins – eller Hollandsch Steentøys Fabrique" som St. Kongensgade-fabriken hed i samtiden, indtil Den kgl. Porcelainsfabrik oprettedes 1775 af Frantz Heinrich Müller, blev grundlagt 1722 og var Skandinaviens første fajencefabrik. Frederik IV skænkede byggegrunden, der strakte sig fra St. Kongensgade til Bredgade langs sydsiden af Fredericiagade, og støttede fabriken med privilegier, først og fremmest privilegiet på blåmaling (dvs. fajence efter Delftsk forbillede). Hovedbygningen blev opført mod St. Kongensgade og fik matr. nr. 120 af Skt. Annæ østre kvarter (nuværende gade nr. 92 og 94). Fabriken blev administreret af et interessentskab bestående af tre kongelige embedsmænd og to borgerrepræsentanter, blandt disse brygger og islandsk købmand Nicolaj Buurmester, hovedbogholder i rentekammeret Hans Jørgen Kicksteen og notarius publicus Rasmus Æreboe. Den daglige ledelse sorterede i de første to år under Johan Wolff, en af kongen indkaldt fajencemager fra Holsten. Han efterfulgtes af Johan Ernst Pfau der som fajencemester tidligere havde været i hertugen af Plöns tjeneste, og som blev St. Kongensgade-fabrikens håndværksmæssige leder 1725-49, fra 1742 tillige dens fuldmægtig.

G. blev medlem af interessentskabet 1749. Fabrikens produktion (bordservicer, bakkebordsblade, prydvaser, fliser, ovnopsatser m. m. m.) var på daværende tidspunkt ved at være umoderne, de tunge barokformer og -dekorationer var ikke blevet afløst af rokokoens lethed og asymmetri, og konkurrencen fra det kinesiske og sachsiske porcelæn med dets yndefulde blomstdekorationer var følelig. G. har formentlig kunnet se dette og har taget det som en udfordring at puste nyt liv i den forhen så velrenommerede fabrik. Det lykkedes også, til en vis grad. Produktionen moderniseredes, såvel former som dekorationer blev lettere og mere tidssvarende, og et vidnesbyrd om G.s indsats er det karakteristiske "Gierløf-mønster" (af Kai Uldall kaldet japansk blomstkurv). Men til modernisering behøvedes penge. Også dem havde G. Han frigjorde sin kapital fra bryggergården som han solgte 1749, og skød den i fabriken som driftskapital. Men det tilfredsstillede ikke G.s ambitioner. Han ville være eneejer. Og 1754 havde han købt samtlige interessenter ud (med ikke altid lige fine midler), fordrevet fabrikens mangeårige leder Johan Pfau, yppet kiv med personalet og lagt en solid grund til den upopularitet, for hvilken han senere skulle blive husket. – Men moderniseringen og G.s ambitioner og idealer til trods var vilkårene svære. Fra 1755 begyndte indenlandske konkurrenter at dukke op: Jacob Fortling på Kastrup Værk som den dygtigste, senere Peter Hoffnagel på Østerbro der var en dreven og impertinent forretningsmand Og en stadig torn i øjet på G. 1761 fik fabrikerne i hertugdømmerne og Norge tilladelse til at eksportere til Danmark, blot ikke blådekorerede varer, og 1771 blev importforbudet mod udenlandsk fajence ophævet på J. F. Struensees foranledning. Hertil kom konkurrencen fra det engelske stengods, en helt ny fajence, der både pris- og kvalitetsmæssigt kunne hævde sig, og som inden århundredets udgang havde ført til lukning af samtlige de fabriker der havde fremstillet den på håndværk baserede fajence såvel i Danmark som i det øvrige Europa.

Og endelig havde G. svært ved at klare efterspørgslen, for ifølge sit privilegium skulle han samtidig forpligte sig til at forsyne det indenlandske marked med blåmalet fajence; gjorde han ikke det, kunne privilegiet inddrages. Det blev det ved en højesteretsdom 1769, efter års klager, retssager og stridigheder. Fabriken fortsatte dog fremstillingen af såvel blåmalede som polychrome varer, men konkurrencen var nu endnu hårdere, og i løbet af 1770erne er produktionen formentlig ophørt.

Retssagerne vedr. privilegiet og detailhandlernes, kundernes og konkurrenternes klager var ikke noget nyt for G. Siden hans første visit på fabriken hvor han brutalt satte Pfau ud af hans bolig og ved sin trættekære og stridbare optræden kom på kant med fabrikens personale – et forhold der ikke senere skulle bedres – syntes processer, trætter og tvistigheder at have været en integreret del af hans hverdag. End ikke hans egen bror og tidligere kompagnon, Johan, gik ram forbi; han måtte lide den tort at sé G. foretage udpantning i sin gård i Stormgade. Med årene antog G.s mistænksomhed og pirrelighed helt urimelige proportioner og overskyggede efterhånden det faktum, at han vitterligt havde bragt fabriken på fode igen ved en tiltrængt fornyelse af produktionen. G. var dynamisk og på sin vis en idealist, men tillige en rethaverisk, hensynsløs natur med en overdreven tillid til egne evner. Han endte sine dage sindssyg, lidende af forfølgelsesvanvid, og udlovede belønninger til dem der kunne angive de personer der – i hans syge fantasi – lurede på hans liv.