Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Robert Neiiendam

Oprindelig forfatter PBag
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Robert Neiiendam, Robert Johannes Neiiendam, 24.3.1880-26.9.1966, teaterhistoriker. Født i Kbh. (Matth.), død på Frbg., begravet Vestre kgd. N. voksede op i et velstillet teaterglad frederiks-bergsk villahjem. Han fortæller at hans mor var "en scenisk naturbegavelse" der livagtigt kunne "spille" personer hun havde set. Hans bror Nicolai Neiiendam debuterede på Det kgl. teater inden N. var voksen, og allerede som skoledreng gik N. meget på komedie. Han kom i Frbg. latin- og realskole (Frbg. gymnasium) hvor historielæreren H. V. Clausen lånte den kvikke elleveårige dreng jubeludgaven af Holbergs komedier med karakteristikkerne af Holbergskuespillere (som drengen skrev af), og Clausen drøftede Jeppe og Erasmus med ham. Clausen udviklede hans historiske sans og vakte hans kærlighed til Sønderjylland. 1907 drog N. med Clausens hjælp på oplæsningsturné derned og blev udvist af de tyske myndigheder. I Sønderjydske Aarbøger skrev han om det danske teaters vilkår i Nordslesvig siden 1864 (1910, i bogform 1914). N. forlod skolen uden at tage studentereksamen og blev sat i boghandlerlære. Han holdt af arbejdet og fortsatte som færdiguddannet medhjælper en tid i V. O. Søtofts boglade der var forlag for en kreds af unge forfattere. N. blev sekretær for redaktøren af de unges tidsskrift Vagten, L. Mylius Erichsen. N. havde megen selvfølelse og kunne optræde arrogant over for personer han ikke kunne lide, men han havde ellers let ved at komme i kontakt med mennesker og evnede at suge til sig fra dem han kunne lære noget af. Først drog bøgerne ham, dernæst scenen. Han indstuderede roller, læste 1899 med Johannes Nielsen og blev antaget som skuespiller på Folketeatret. Han noterer at hans bror Nicolai hverken hjalp ham med råd eller dåd. Vejledet af instruktøren Herman Bang udførte han nogle småroller. Senere kom han ofte til samtaler på tomandshånd i William Blochs hjem og lærte af ham. N. var ansat ved Casino 1900-05, ved Folketeatret 1905-11. Han var karakterskuespiller, havde god maskeringsevne, humor og fantasi. Pressens første anerkendelse fik han for den uhyggevækkende figur drengen Lars i Gjellerups drama Møllen på Casino. På Folketeatret gjorde han lykke i flere komiske roller, bl.a. frisøren i A. Dumas d.æ.s Kean, den halvforrykte anarkist Edvard Olsen i H. Bergstrøms Lynggaard & Co. (N.s egentlige gennembrudsrolle) og den dydsirede adjunkt Nærum i Emma Gads Den mystiske Arv. Han trivedes ikke på Folketeatret i Johannes Nielsens direktørtid (fra 1908) og flyttede til Det ny teater (1911-14). 1914 kaldte direktør Aage Garde ham til gæstespil på det nye Århus teater, og her udførte han i flere måneder hvert af de følgende tre år med succes adskillige roller, tildels store: Tartuffe, Hjalmar Ekdal, professor Higgins i Pygmalion og sagfører Stensgaard i De unges Forbund. Derefter var han et års tid lærer ved Betty Nansen teatrets elevskole. Når det kneb med gode roller på teatret søgte han en art erstatning ved at læse skuespil højt i Studentersamfundets litteraturoplæsning og andre oplysende foreninger. Han var en fortræffelig oplæser, også i radioen, og en glimrende fortæller. Som såden optrådte han i en høj alder i TV. Han fik også tid til et par studierejser, den ene 1904 med Poul Reumert til Paris hvor han gjorde nærmere bekendtskab med Anna Larssen og Johannes Poulsen der blev hans ven. N.s sidste optræden på scenen var som Hjalmar Ekdal på en landsturné 1926. 1930-50 var han forstander for og lærer ved Det kgl. teaters elevskole.

Da havde han forlængst vundet et navn som teaterhistoriker. Hans interesse for teatrets historie var gammel. Som elleveårig studerede han Th. Overskous Den danske Skueplads, og fra sin tidlige ungdom samlede han oplysninger om teatret og dets kunstnere. Han erhvervede skuespilleres efterladte papirer og udspurgte de endnu levende vidner mundtligt og skriftligt; fx korresponderede han med danseren Lucile Grahn i München og skrev mange år efter hendes død en bog om hende (1963). Som forsker var han jo i begyndelsen uskolet, men han havde historikertalent og lærte bl.a. af Louis Bobé da han i Rigsarkivet studerede Det kgl. teaters arkiv. Det blev grundlaget for N.s værdifulde udgave af kilder fra 1700- og 1800-tallet, Breve fra danske Skuespillere og Skuespillerinder I–11, 1911-12. Som forfatter debuterede han 1910 i Historisk Tidsskrift med en afhandling om Christian VII som skuespiller. Den blev fulgt af en anselig række bøger og talrige artikler deraf næsten et binds bidrag til Dansk biografisk leksikon, 2. udgave. Han skrev oversigter over Casinos, Folketeatrets, Hofteatrets og de frederiksbergske teatres historie. Økonomisk støttet af skibsreder Johan Hansen fortsatte han Overskous Den danske Skueplads med fem bind der rakte fra 1874 til 1890 (Det kgl. Teaters Historie. 1921-30). Værket giver fyldige oplysninger om repertoiret og personalet og karakteristikker af de vigtigste kunstnere. Det blev hans speciale at biografere eller portrættere teatrets mennesker. Han havde gode forudsætninger. Han vurderede som fagfælle kunstnere og deres arbejde. Han samlede og sigtede kilderne med stor flid og kritisk sans. Han var en god psykolog, skrev klart og levende. Hans karakteristikker var i reglen vel afvejede. Han prøvede som historiker og et stykke af en moralist at vise på hvilke felter personens talent lå og hvor dets grænser var, vurderede også gerne menneskelige fortrin og svagheder. For klarhedens skyld sammenlignede han ikke sjældent to samtidige kunstnere med forskellige egenskaber. Portrætterne af Emil Poulsen og Karl Mantzius i bogen Epoker og Personligheder fra Teatrets Verden, 1964 er et godt eksempel. Personer med en usædvanlig og dramatisk skæbne tiltrak naturligt den talentfulde menneskeskildrer. Han skrev om prins Frederik af Hessens elskerinde Augusta Nielsen der blev tvunget bort fra teatret af publikums moralske forargelse (En Danserinde, 1918), og om kærlighedsforholdet mellem Edouard Du Puy og prinsesse Charlotte Frederikke (Ungdom og Galskab, 1923). To omstridte personer med en spændende løbebane beskæftigede ham gennem mange år: grevinde Danner og fru J. L. Heiberg. I afhandlingen Eventyrersken (i samlingen Scenen drager, 1915) forsvarede han overbevisende balletdanseren Louise Rasmussen, den senere grevinde Danner mod en række af de beskyldninger der blev rettet mod hende, især for hendes optræden mens hun var på teatret. Og 1956 udgav han Bogen om Grevinde Danner. En historisk Redegørelse for et besynderligt Liv, en vel underbygget biografi med en karakteristik der tager afstand både fra nationalliberales og fru Heibergs nedvurdering og bondevennernes forherligelse af grevinden. N.s skildring af Johanne Luise Heiberg kom i tre udgaver, 1917, -37 og -60. Ingen af udgaverne er en biografi, men som undertitlen 1917 lød En Analyse af kunstneren og navnlig af mennesket fru Heiberg. Det har glædet den selvlærte historiker at Kr. Erslev roste den første udgave, og at to lærde kapaciteter omtalte anden udgave henholdsvis som "en personlighedsstudie af usædvanlig værdi. Behersket, sober og nøjagtig. Overbevisende rigtig" (Hans Brix) og som "hovedværket inden for fru Heiberg-forskningen ... Sympati og antipati, kritik og beundring holder på forbilledlig måde hinanden i skak" (Frederik Schyberg). I de tre bind og andre skrifter afslørede N. talrige urigtigheder i Et Liv ... og bidrog væsentlig til at revidere fru Heibergs nedvurderinger af hendes samtidige som den begavede instruktør Frederik Høedt(Michael Wiehe og Frederik Høedt, 1920) og den talentfunde blide skuespiller Anna Nielsen (i samlingerne Mennesker bag Masker, 1931 og Gennem mange Aar, 1950). Det var en selvfølge at N. blev medudgiver af den videnskabelige 4. udgave af Et Liv genoplevet i Erindringen (1944). Blandt N.s monografier var han gladest for analysen af fru Heiberg, men Teatermuseet kaldte han sit hjertebarn. Fra drengeårene samlede han teaterplakater, skuespillerbilleder og andre museumsgenstande vedrørende teaterhistorien, og han fik tidligt den idé at bruge hofteatret på Christiansborg til teatermuseum. 1922 fik Selskabet for teaterhistorie, som han 1911 var medstifter af, endelig overladt teatret til museums-brug, og N. arbejdede utrætteligt på at istandsætte rummet og forøge og ordne samlingerne hvis ulønnede leder han blev. Først fra 1929 fik han et beskedent årligt honorar. Museet var det første i sin art i Norden, det blev efterlignet i andre nordiske lande, og N. oplevede at det kunne hævde sig blandt de store europæiske teatermuseer.

Megen tid og kraft brugte N. til gavn for gamle skuespillere. Han var 1927-36 formand for den velgørende sammenslutning Skuespillerforeningen af 1879 og forøgede og konsoliderede dens formue. – Dr.phil.h.c. ved Kbh.s univ. 1958. Ingenio et arti 1950.

Annonce

Familie

Forældre: slagtermester Nicolaj Anton Adolph N. (1835-1901) og Dorthea Marie Andersen (1843-1920). Gift 5.7.1907 på Frbg. (Markusk.) med skuespiller Sigrid Marie Elisabeth Andersen (Sigrid N.), født 31.5.1868 i Gedved ved Horsens, død 25.1.1955 på Frbg., d. af højskoleforstander Johan Henrik Andersen (1840-1909) og Sophie Frederikke Rasmussen (1838-1912). – Bror til Nicolai N. og Valdemar N.

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1934.

Ikonografi

Tegnet i rolle af Achton Friis, 1899 (Teatermus.). Mal. af Vald. Neiiendam, 1903. Tegn. af Viggo Afzelius, 1912 (Teatermus.). Tegn. 1923 (sst.). Tegn. af H. Jensenius udst. 1931. Buste af Svend Jespersen, 1949 (Teatermus.). Mal. af Albert Kongsbak udst. 1954. Tegn. af Hans Bendix udst. 1963 og 1967. Foto.

Bibliografi

R. N. fortæller, 1953. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1958 143f. – Henrik Neiiendam i Weekendavisen 7.12.1979 (om familien). Henny Glarbo i Hist. t. 10.r.IV, 1937-38 482f (anm. af N.: Johanne Luise Heiberg, også anm. af Hans Brix i B.T. 14.9.1937). Povl Engelstoft sst, ll.r.V, 1956-59 629f (anm. af N.: Bogen om grevinde Danner). Fr. Schyberg i Politiken 4.9.1944. R. N. in memoriam, red. Sv. Kragh-Jacobsen, 1967 (heri bibliografi 69-95). – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Bagge: Robert Neiiendam i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294846