Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.F. Bricka

Oprindelig forfatter PEng
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

C.F. Bricka, Carl Frederik Bricka, 10.7.1845-23.8.1903, rigsarkivar, historiker. Født i Kbh. (Petri), død på Frbg., begravet sst. B. blev student 1864 fra Metropolitanskolen sammen med senere professor Johs. Steenstrup som han siden stod i nært venskabsforhold til. Han var straks klar over at han ville studere historie, ikke for at søge universitetsvirksomhed, men fordi dette fag ejede al hans kærlighd. Som speciale valgte han hundredåret efter reformationen, og 1869 vandt han universitetets guldmedalje for en afhandling om et emne fra denne periode, Wallensteins politiske planer og stilling efter slaget ved Lutzen til hans død. 1870 tog han magisterkonferensen i historie og ansattes n.å. som assistent ved Det kgl. bibliotek. Han havde da allerede ved grundige kildestudier især inden for perioden 1400–1800 tilegnet sig en overordentlig lærdom, navnlig i personalhistorie. Hans forbilleder var 1700-tallets polyhistorer, og det der fristede ham var den dybtgående enkeltstudie med den nøjagtige fastslåen af alle kendsgerninger. En bredere fremstilling for folket lå ikke for ham; det blev afhandlingen og udgivervirksomheden der tog hans interesse. Hans eneste større selvstændigt udgivne arbejde, Kong Frederik den Andens Ungdomskærlighed. Et historisk Forsøg, 1873, vidner dog både om psykologisk blik og stilsans; det var en fint gennemført undersøgelse der ingenlunde savnede betingelser for at blive almindeligt læst. Det fik imidlertid ikke efterfølgere; i den kreds af unge historikere som et par år samledes i et privat selskab, og hvortil foruden B. bl.a. hørte J. A. Fridericia, S. M. Gjellerup og T. Troels-Lund, var B. først og fremmest ivrig for udgiverarbejde. Han syslede en tid med planen om en disputats over den danske adels forfald, men den blev aldrig færdig; derimod udgav han 1874–75 sammen med Gjellerup Den danske Adel i det 16de og 17de Aarhundrede. Samtidige Levnetsbeskrivelser uddragne af trykte og utrykte Ligprædikener, et værk der skulle have været fortsat, men hvis foreløbige afslutning først kom mange år efter B.s død. B. deltog i stiftelsen af Selskabet for udgivelsen af kilder til dansk historie 1877 og sad i bestyrelsen til 1887. Sammen med Fridericia udgav han for den det statelige værk Kong Christian IV.S egenhændige Breve I-VI I, 1878–91. 1883 var han fra biblioteket flyttet over i gehejmearkivet hvor han 1887 blev arkivsekretær; ved arkivvæsenets nyordning 1889 blev han arkivar i Rigsarkivet og endelig 1897 ved A. D. Jørgensens død rigsarkivar. Han var en udmærket arkivmand, men efter Jørgensens skelsættende virksomhed brød han ingen nye baner. Han udgav for arkivet Kancelliets Brevbøger 1551–60, 1885–85, Fonden ad usus publicos I–11, 1897–1902, og Indberetninger fra Charles Dancay til det franske Hof om Forholdene i Norden 1567–1573. 1901.

Selvstændig forfattervirksomhed øvede B. væsentlig i Historisk Tidsskrift. Han blev medlem af bestyrelsen for Historisk forening 1877 og redigerede tidsskriftet 1878–97 (5. og 6.r). Han prægede det ved sin grundige, faste og velorienterede redaktion, og han skrev selv en række afhandlinger og navnlig anmeldelser hvor han udfoldede uhyre lærdom og ofte antydede veje for forskningen. Blandt hans egne resultater bør især nævnes hans påvisning af det uhistoriske i sagnet om Christian Barnekow og Christian IV (1872). Fra 1882 var B. endvidere sekretær i Dansk selskab for fædrelandets historie og sprog og 1883–1901 redaktør af Danske Magazin. 1879–1901 var han medlem af skriftudvalget i Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie.

Det værk der længst vil bevare B.s navn er imidlertid Dansk biografisk Leksikon som han redigerede fra 1885 til sin død, på hvilket tidspunkt de første seksten bind forelå færdige, medens de tre sidste kunne udgives ganske efter hans plan og forarbejder. Der havde i 70erne flere gange været tanker fremme om et sådant leksikon, men først sammenspillet mellem Carlsbergfondet og F. V. Hegel som leder af Gyldendalske forlag gjorde gennemførelsen mulig, og i B. der i begyndelsen havde store betænkeligheder fik værket en redaktør der nød videnskabens tillid. Han, der i udpræget grad var den stue- og læselærde mand, savnede utvivlsomt i visse retninger fornøden kontakt med tiden til overalt at gøre fyldest, men således som han og andre dengang opfattede opgaven havde han ypperlige betingelser for at løse den. Han imponerede ved sin ubestikkelige sandhedsvilje og sin uegennyttighed, og skønt han meget vel kunne være skarp i formen, ejede han en rolig sikkerhed der afvæbnede personlig umedgørlighed. Hans arbejdsevne var stor og jævn, og han havde i sin solide om end ikke vidtfavnende kultur og sin samfølelse med århundredgammel dansk lærdomstradition gode våben over for ubillig kritik og de hundreder af prekære afgørelser en sådan redaktionsgerning medfører. Han valgte på de fleste områder sine medarbejdere med forstand og inddrog stadig yngre kræfter. For Norge dér dengang intet biografisk leksikon havde, og som for fællestidens vedkommende medtoges under B.s værk blev hans gode forbindelser med norske historikere til nytte. Som redaktør forstod B. at holde fejlgrænsen på et minimum og at stænge taktløsheder ude. Rent systematisk set udnyttede han ikke fyldestgørende erfaringerne fra to så fremragende arbejder som Erslews forfatterleksikon og Wibergs præstehistorie. Alt i alt skabte han dog med enestående præcision et nationalt monument som det er en hæder at bygge videre på. Det var ikke mindst for hans redaktørvirksomheds skyld at universitetet 1894 gjorde ham til æresdoktor i filosofi.

Annonce

Familie

Forældre: underlæge, senere overlæge i hæren Frederik Vilhelm Theodor B. (1809–79, gift 2. gang 1855 med Cecilia Ammentorp, f. Achen, 1814–97, gift 1. gang 1845 med senere sognepræst i Randerup Hans Ludvig A., 1811–57; ægteskabet opløst, han gift 2. gang 1855 med Ane Margrethe Elisabeth Termansen, 1820–72) og Maria Dorothea Ripperger (1815–47). -8.5.1884 i Kbh. (Matth.) med Laura Georgine Vogel Jørgensen, født 6.5.1847 på Landlyst i Tikøb, død 21.5.1917 i Hellerup, d. af proprietær Hans Christian J. (1812–80, gift 1. gang med Michaele Ulrike Eleonore Lassen, 1814–41) og Laurenze Georgine Helene Lassen, 1810–78). – Bror til Georg B.

Udnævnelser

R. 1891. DM. 1900.

Ikonografi

Træsnit 1897. Relief af A. V. Saabye (gravstenen). Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Univ.s progr. nov 1894. – Johs. Steenstrup i Dansk biogr. leks. XIX, 1905 s. III-LXXVI (med bibliografi). V. A. Secher i Medd. fra det da. rigsarkiv I, 1906. L. Koch: En gammel præsts erindr., 1912 171–75. Louis Bobé i Nationalt. 11.2.1931. Samme: Livsdagen lang, 1947 142. Sv. Cedergreen Bech i Pers.hist.t. 16.r.V, 1977 243–55. – Papirer og breve i Kgl. bibl. Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Engelstoft: C.F. Bricka i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287654