Søren Holm

Søren Holm, Søren Peter Holm, 4.3.1901-17.8.1971, religionshistoriker. Født i Ranum sg, død i Kbh., begravet i Ranum. H. blev student fra Rønde 1920, cand.teol. 1926, cand.mag. i historie og kristendomskundskab 1928, begge dele fra Kbh.s univ., adjunkt ved Randers statsskole 1928, lektor ved Ålborg katedralskole 1938, docent i systematisk teologi ved Kbh.s univ. 1943, professor i samme fag 1947– 71. H.s blivende indsats er hans vidtspændende og omfattende forfatterskab. Forskning, undervisning og formidling var hos den altid flittige, men aldrig travle H. nært forbundne, hvorfor der ikke er skarpe skel mellem de hovedgrupper hvori man kan placere hans talrige bøger og andre publikationer. H.s mindre lærebøger, i etik, i kirkehistorie og i religionshistorie der havde hans særlige interesse (jfr. bl.a. Græsk Religion, 1942 og Mythe og Kult i Grundtvigs Salmedigtning, 1955) har pædagogiske dyder og rummer lejlighedsvis originale synspunkter. Langt mere omfattende og af varig betydning og indflydelse er H.s indsats som idéhistoriker. Denne række af H.s værker blev begyndt med den filosofiske disputats Schopenhauers Ethik, 1932, fortsat med Paul Tillich, 1942 og Søren Kierkegaards Historiefilosofi, 1952 og samme år kronet med det monumentale værk Religionsfilosofien i det tyvende Aarhundrede I–II. Året før skildrede han Tanker og Livssyn i det tyvende Aarhundrede. Originalitet præger H.s Oplysningstiden, 1959 der var ham sympatisk og åndsbeslægtet, og hans Romantiken (udg. posthumt 1972), mod hvilken han var loyal, skønt mindre kongenial. Til denne gruppe hører også H.s samlede fremstilling af filosofiens historie som han udgav i seks bind 1956–67. Vidtstrakte kildestudier og omfattende læsning af ældre og nyere hovedværker præger disse bøger som H. med sin store arbejdsevne og glimrende hukommelse skrev i et forbavsende tempo. Specialforskningen tog han kun undtagelsesvis hensyn til. En vis ujævnhed præger filosofihistorien, hvori han skrev bedst om gamle, ikke om nye bekendtskaber.

En række mindre afhandlinger, hvoraf kan nævnes Moralens Grundproblem, 1936, Om Begrebet Sjæl, 1938, Om Filosofi og Religion, 1942, Religionsfilosofiske Essays, 1943, Ontologi, 1964 og Mythe og Symbol, 1971, viser H. som filosof i hans selvstændige discipelforhold til Imm. Kant og Fr. Schleiermacher fra 17-og 1800-tallet og til F. C. Krarup, E. Troeltsch, P. Tillich, A. Nygren og K. Jaspers fra 1900-tallet. Toneangivende filosofi i H.s samtid som logisk empirisme og analytisk tænkning stod ham lige så fjernt som den dominerende teologi, præget af navne som Luther, Karl Barth, Søren Kierkegaard og N. F. S. Grundtvig. H.s hovedværk ikke blot i denne gruppe, men i forfatterskabet som helhed er hans Religionsfilosofi, 1955, hvis mål er påvisning ikke blot af kristendommens ret, som ældre liberalteologer forsøgte, men af dens nødvendighed som grundlag for alt menneskeligt kulturliv. Mens H. hævdede religionsfilosofien som en filosofisk, ikke som en teologisk disciplin, er hans Kristelig Ethik, 1963, der bevidst kun omfatter principlæren, en sammensætning af filosofiske og teologiske elementer. Hermed forbindes H.s tredje systematiske hovedværk Dogmatik, 1962, hvis kristendomstolkning han mere populært skitserede i Protestantisme, 1950. H.s fremstilling af kristendommens indhold i systematisk form er utraditionel både i metode og i behandling af de enkelte lærepunkter. Han går ud fra "Guds Tilsigelse af Syndernes Forladelse gennem Jesus af Nazareth og uden Menneskets egen Fortjeneste". Ethvert traditionelt dogmatisk udsagn der ikke kan sættes i direkte forbindelse med dette centrum, og som ikke kan godtgøres som værdifuldt for den religiøse erfaring afvises af H., der ikke fandt meget anvendeligt i kirkelæren. Forståeligt er det da, at hans indflydelse i kirkelige og teologiske kredse ikke blev stor, hvorimod hans skrifter vandt betydelig udbredelse i den dannede almenhed. Er indholdet og synspunkterne i H.s idéhistoriske, men især i hans systematiske filosofiske og teologiske værker ikke sjældent diskutable, er hans form aldrig provokerende, altid urban. Det samme gælder hans mangfoldige indlæg i kulturdebatten, blandt hvilke kan nævnes bøgerne Demokrati og Diktatur, 1946, og Sexkultus og Kultur, 1966. H. ville ikke følge med strømmen, men bidrage til at lede den fra samtidens forvirring og umoral til sand ethos. Han var vidtfavnende i interesser og samtidig principfast. Det sidste skaffede ham modstandere på universitetet, men ikke uvenner. I sit mangfoldige virke havde H. en betydelig støtte i sin hustru. Det let reserverede, korrekte akademiske ydre i H.s fremtræden som forelæser, eksaminator, opponent ved disputatser og som skribent var ikke hans indre, som den åndeligt blufærdige jyde nødigt røbede, og aldrig helt. Personligt nøjsom udviste H. stor gæstfrihed og forblev trofast mod ungdommens venner og idealer. H. var regensprovst 1951–67, æresdoktor ved Univ. i Åbo 1970.