• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.S. Vodskov

Oprindelig forfatter ThAM
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H.S. Vodskov, Hans Sofus Vodskov, ved dåben Hans Sophus Wodschou, 16.9.1846-16.3.1910, litteraturkritiker, religionshistoriker. Født i Limensgade, Åker sg., Bornholm, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). V. øvede stor indflydelse på nogle af sin samtids betydeligste mænd og på dansk og fremmed litteratur og videnskab. Hans liv var også mærkeligere end danske videnskabmænds plejer at være, og rummer i sin dybeste grund dunkle punkter. V. var kun et år gammel da faderen døde. Moderen der havde en god uddannelse levede siden i den yderste fattigdom i Randers af lidt undervisning og syning, efter 1869 i byens hospital. Hun var et noget uroligt og stemningsbevæget gemyt der let svømmede hen i begejstring over naturen og "Himmelluften", noget der altid irriterede den ikke meget kærlige søn. 1864 løb han fra den sidste klasse i Randers latinskole og meldte sig som frivillig i krigen. Selv angiver han i et par lidt forsorne breve til hjemmet som grund at han ikke ville ligge moderen til byrde og selv ende som huslærer; "efter nu at have gennembrudt alle Skranker, der bandt mig til Hjemmet, føler jeg, hvad det er at være sin egen Herre. Mine Planer tør jeg ikke nævne for ikke at blive anset for vanvittig. Jeg kaster Forstanden overbord, følger min Fantasi og stoler paa Lykken". Lignende pludselige brud med fortiden, lede ved sin stilling, styrten sig ind i noget ukendt, møder os flere gange i hans liv. April 1865 vendte han tilbage til skolen, åbenbart endnu mere uvant med at indordne sig end før, og blev student s.å. med en lille eksamen.

Som student levede V. ligesom i hjemmet under meget fattige forhold. Frk. Marie Zoffmann, i hvis Thybopensionat i Studiestræde 18 han boede lige til han 1887 forlod Kbh., var ham altid en opofrende veninde. Men det kneb selv med det nødvendigste. 1867-68 måtte han tage plads som huslærer hos grev Moltke-Hvitfeldt i Skåne. Ellers levede V. af undervisning, manuduktion til filosofikum og lidt dårligt betalt anmeldervirksomhed ved Dagbladet, af og til suppleret med et legat eller lån. Noget embedsstudium samlede V. sig aldrig om. Da han var blevet fri for skolens tvang hengav han sig til et frit studium af filosofi, mytologi og æstetik. Inciterende bekendtskaber fandt V. hos frk. Zoffmann i en kreds af unge jævnaldrende med samme interesser og samme ubundne lyst til frit studium: J. P. Jacobsen der studerede botanik og skrev vers; den højtbegavede, men ulykkelige Poul Kierkegaard, en nevø af Søren Kierkegaard, og den senere nervelæge Em. Fraenkel. Til et andet miljø hørte blandt V.s venner snedkersvenden Joh. Gotthardt, en kvik, lidt drikfældig mand, kommunist og altid i spektakel med sine arbejdsgivere, og hans hustru Cæcilie. Slutningen af 1860erne var i meget en åndelig bevæget tid i dansk åndsliv. De synsmåder der senere i 70erne fik deres stærkeste udtryk hos Georg Brandes opfyldte allerede da flere af de bedste unge: kampen mod den romantiske epigonlitteratur, krav om større realisme, naturvidenskabelige synspunkter, fri tænkning og fri forskning. I kredsen hos frk. Zoffmann drøftedes alle disse spørgsmål ivrigt. De unge havde der udviklet en ungdommelig ateisme, for V.s vedkommende vel under påvirkning af professor Hans Brøchner; V. var jo filosofisk manuduktør og protegeredes af Brøchner. Gennem Jacobsen blev V. bekendt med Charles Darwins værker. Da Jacobsen kun et par år efter fremkomsten af Descent of man (1871) oversatte Darwins to hovedværker (1871-75) skrev V. en lang og indgående anmeldelse af oversættelsen i to numre af Dagbladet (1873). Gennem sit naturstudium var Jacobsen allerede i dagbogen 1867 inde på at det var ønskeligt at kunne "overføre Naturens evige Love til Digtningens Verden". I samme retning droges V. af Hippolyte Taines materialistiske betragtning af historien og kunsten som produkter af lovmæssigt virkende forhold i naturen. V.s teori om at kulturerne altid er "stedbundne", ɔ: bestemt af deres landes naturlige forhold, ikke som da almindeligt antaget indført af vandrende kulturfolk som indogermanerne, er helt i Taines ånd og også fremsat med hans ensidighed. V. vil hermed indføre noget af naturvidenskabernes metode på åndsvidenskaberne. I det hele er Taines betydning for V. meget større end C. A. Sainte-Beuves psykologisk-historiske analyse (afhandlingen om Kierkegaard). V. har da også oversat Taines store Den engelske Literaturs Historie I-IV, 1874-77.

Man skulle have troet at V. straks havde sluttet sig til Georg Brandes da denne 1871 begyndte sin kamp mod tidens kunst, religiøsitet og moral. Deres ideer og forbilleder var jo i alt væsentligt de samme. Når V. alligevel straks stillede sig ret kritisk til Brandes i dagbladsanmeldelser var det også mindre fordi han i sagen var uenig med ham end fordi han misbilligede den måde hvorpå Brandes gik frem. Han var på dette tidspunkt for V. for meget agitator og polemiker, for lidt videnskabsmand. Og hvad der vel var det vigtigste, Brandes' kamp forekom ham at indeholde et for pludseligt og for stærkt brud med landets fortid, en revolution i stedet for en evolution. En sorg for V. var det at J. P. Jacobsen, vel det menneske han havde følt sig inderligst knyttet til, straks gik over til "det litterære Venstre" og af venskab til Edvard Brandes trådte ind i bestyrelsen for litteraturselskabet; V. syntes at "han derved (i Marie Grubbe og senere i novellerne) kom under Paavirkninger, som han skyldte den rige og fulde Udfoldelse af alt det egenartede, men ogsaa af alt det sære og syge i hans Talent". Forholdet mellem dem blev for stedse brudt herpå 1872; "vi havde staaet hinanden for nær til at et kun halvt Forhold kunde holdes vedlige". -For det betydelige ved Georg Brandes og for nødvendigheden af reformer i dansk åndsliv manglede V. langtfra blik, og da Brandes under og efter opholdet i Berlin (1877-82) syntes ham at vende sig fra polemik til rolig videnskab var han i sine anmeldelser fuld af anerkendelse. Han anerkendte betydningen af det litterære venstres arbejde og af Georg Brandes' "fornemme kritiske Talent", hans "gyldne Fremstillingsevne" og mesterlige portrætkunst (anmeldelserne af Lassalle 1881 og af det sidste bind af Hovedstrømningerne).

Annonce

1884 udgav V. et udvalg af sine anmeldelser og afhandlinger i kamptiden (1872-84) under titlen Spredte Studier. Metodisk og menneskeligt af interesse er hans muntre og skarpe kritik af lærde og tåbelige metoder i mytologien (Guder og Gloser). Sst. har han med sjælden indføling levendegjort en krise i Søren Kierkegaards liv 1849 da denne tumler med spørgsmålet om hvorvidt han skal udsætte sig for faren ved at optræde som reformator eller holde sig i sikkerhed. V. kendte dette dilemma fra sin egen polemiske virksomhed. Han valgte ligesom Kierkegaard at følge sit "Kald". V. kunne med rette i indledningen til Spredte Studier hævde at afhandlingerne var skrevet "uden nogetsomhelst personligt Hensyn og uden nogetsomhelst Partihensyn til Højre eller Venstre, en ikke let eller taknemmelig Opgave". Hans polemik står i det hele ved sin saglighed højt i den lidenskabeligt bevægede tid, og den indbragte ham ikke få ubehageligheder. På den anden side bragte V.s litterære virksomhed ham megen anerkendelse. C. F. Bricka søgte 1885 at vinde ham for Biografisk Lexicon og opfordrede ham til at skrive artiklerne om brødrene Brandes; Jul. Lange og Niels Neergaard indbød ham til at skrive i Nordisk tidskrift og Tilskueren. Af indflydelsesrige og kloge venner vandt han A. D. Jørgensen, der 1883 var blevet gehejmearkivar, og med hvem han havde mytologiske interesser fælles. Jørgensen bragte ham i forbindelse med sønderjyden, kontorchef, snart departementschef i kultusministeriet A. F. Asmussen der lige til V.s død blev ham en trofast støtte, ligesom med kultusminister Jacob Scavenius. 1885-86 blev der af staten bevilget V. 1 000 kr. årlig til fortsættelse af hans mytologiske studier, og dec. 1885 kunne A. D. Jørgensen fra kultusministeriet "hilse saa flittigt og sige, om De nu vilde være villig til at gaa ind i (den lige afdøde docent) Dr. C. Rosenbergs Plads. Det er Forelæsninger over Dansk Litteratur – nach Belieben – og 2 000 kr. Honorar", en stilling der for V. der var vant til at undervise og manuducere skulle synes bekvem. Alt syntes at tegne sig lyst. Så foretog V. et af de pludselige og afgørende brud med sin fortid som ikke var ualmindelige i hans liv. Han opgav sin virksomhed som kritiker, sagde nej til universitetsstillingen og bosatte sig fra 1887 i de næste tyve år som eneboer på en lille ø i en af Smålands søer bestemt på at opgive sin utaknemmelige kritiske virksomhed og i stedet ofre sig for etnologiske og religionshistoriske studier. Årsagerne hertil var flere: en vis lede og træthed ved litterære og politiske forhold hvor han følte sig som "en slagen Mand", men vel først og fremmest hans meget skrøbelige og nervøse helbred.

Ifølge studenterkammeraten Em. Fraenkel led han på grund af medfødt svage nerver og utilstrækkelig forplejning i de fattige studenterår af periodiske nervesammenbrud og en dyb træthed der trods al viljesanspændelse hindrede ham i at arbejde. I desperation over ikke at kunne udrette hvad han ville og skulle brød han da gang på gang alle broer af. 1870 opgav han således til Brøchners forundring manuduktion og stipendium; 1879 tog han pludselig til Berlin for at undervise en enke og hendes datter og tænkte på at knytte forbindelser med tyske forlag, og han fablede om sammen med Gotthardt at rejse til Amerika som snedker. Det sted hvortil V. 1887 trak sig tilbage var en lille dæmningsfast ø i Möckeln-søen i Småland, fjernt fra de sædvanlige veje, stenet og med høje skove. Egnen har han kendt fra sin huslærertid hos grev Moltke-Hvit-feldt. Han lejede her et hus der var bygget som enkesæde af pastor E. Gemzell, hyggeligt og lunt; to herskabelige værelser, skriver han til moderen, med stor porcelænsovn, køkken og udhus. Her levede han tyve år beskæftiget med studier, fældede træer og anlagde dæmning. Helt ensomt havde han det ikke. Den trofaste frk. Zoffmann aflagde ham, så længe hun holdt ud, månedlange besøg og bragte hans tøj og husførelse i orden; han fik besøg af venner som dr. Fraenkel og svenske bekendte, og gennem aviserne fulgte han forholdene hjemme. Indtægterne var små; 1 000 kr. årlig af staten, der 1897 blev forhøjet til 1 500 kr. og 1902 blev livsvarige, og 3 000 kr., i fire portioner, fik han af Carlsbergfondet (1890-92, 1896-98). Under sit ophold på Kulion i Möckeln arbejdede V. på et stort værk hvori han ville give sine synspunkter for nogle af historiens vigtigste og mest omstridte spørgsmål: raceinddelingen, lovene for de forskellige kulturformers oprindelse og religionernes forhold til race og kultur. Dette værk, som han kaldte Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse, var beregnet på at skulle omfatte tre bind. Men kun det første fik han færdigt. Værkets hovedtanke er at alle religioner er enten "natur-dyrkende" eller "sjæledyrkende", ord som han bruger i en anden betydning end den gængse. "Naturdyrkende" kalder han de religioner der stiller sig i et venligt og praktisk forhold til naturen og dens kræfter, mens de sjæledyrkende religioner søger at gøre sig de magter der rører sig i naturen underdanige ved magi. Naturdyrkere er af de tre racer V. opstiller, kun indogermanerne; sjæledyrkere er de to andre, den semitisk-negroide og den mongolske. Naturdyrkernes tillidsfulde forhold til naturen lønnes med indsigt i dens kræfter; hos dem, og kun hos dem, opstår naturvidenskaben der i en anden og ædlere forstand end sjæledyrkernes magi gør dem til naturens herre. Et fald fra naturdyrkelse til sjæledyrkelse ser V. hos et indogermansk folk som inderne. Derfor behandler han det som et typisk eksempel på sin teori udførligt i sit hovedværk: i Rigvedas hymner skimter vi efter V. en oprindelig naturdyrkelse, men præsterne har i tidens løb forvandlet den til en grov offermagi der skal gøre dem til herre over naturen, ja selv over guderne. Forskere som Max Müller og A. H. J. Bergaine havde anset hymnerne i Rigveda for barnlig primitiv poesi eller offermystik. Det er V.s fortjeneste samtidig med tyske forskere, men ad sin egen vej, at have stillet dem på plads som til dels en udspekuleret præstemagi. V.s hovedsynspunkt var at vi i Rigveda ikke som almindelig antaget har en mytologi i vorden, men tværtimod en religion i forfald. Hvordan man end stiller sig til hans teorier så rummer hans værk en rigdom af fine og skarpsindige iagttagelser og fortolkninger der gør det til et hovedværk i studiet af Indiens ældste litterære mindesmærke. Sansen for det lovmæssige i den historiske og religionshistoriske udvikling og forsøget på at finde love for den er vel V.s største og betydeligste indsats i dansk videnskab. Den faldt samtidig med at Jul. Lange formulerede frontalitetsloven i kunstens historie.

V. var med al sin genialitet en selvlært mand, og hans værk har undertiden den selvlærte mands fejl; teorierne kan hvile på utilstrækkeligt grundlag som hans raceteori, eller være sat på spidsen som teorien at et lands kultur altid er helt stedbestemt, aldrig opstået ved lån. Men han har også den selvlærte mands uimponerethed over for hævdvunden indviklet og forrykt lærdom. Med en velgørende bon sens og humor har han gjort det af med meget af den slags "lærdom", således i afhandlingen Guder og Gloser med den norske professor Bugges teorier om nordisk mytologi som kristelige lån. Og selv hvor hans teorier er stillet på spidsen har de både ved deres metode og deres indhold bragt os værdifulde synspunkter. – V.s Sjæledyrkelse og Naturdyrkelse vakte lige fra 1890 da de første hæfter kom til 1897 da det første store bind sluttede megen opsigt og anerkendelse både herhjemme og i udlandet. Viggo Fausbøll anbefalede den til sin engelske ven dr. Rost, og fra Frankrig og Tyskland kom der forespørgsel om ret til oversættelse og henved en snes anselige og rosende anmeldelser. Men ved siden af anerkendelsen mødte bogen også herhjemme megen kritik. Det kneb også stadig for A. D. Jørgensen og Asmussen at få bevillingerne fra staten fornyede fordi arbejdet gik så langsomt for V. Da det første bind var afsluttet 1897 kom der ikke mere fra hans hånd. Grundene kan have været mange: arbejdet blev ham vel uoverkommeligt fordi han i alle de uhyre indviklede spørgsmål ville kende alt på første hånd; kritikken kan have fremkaldt en af hans pludselige standsninger. Hovedgrunden var vel hans sygdom. "Hans Liv var en Tragedie" – skriver Em. Fraenkel – "Det tragiske ligger i Misforholdet mellem hans store Evner, hans sunde Genialitet og hans stakkels syge Legeme. Han kunde ikke taale at arbejde". Man må vel også snarest undre sig over at han under de givne forhold fik udrettet så meget. I et brev til A. D. Jørgensen fra 1884 siger han med rette: "naar mit Arbejde har gjort mere Indtryk af Sundhed end af Sygelighed, saa er det min Fortjeneste, som jeg har Ret til at være stolt af. Under Forhold, der nu i en Snes Aar har været mere pinlige og fortvivlede, end Nogen let kan se, har jeg med temmeligt Held holdt al Bitterhed og Pessimisme nede, benyttet hver enkelt lyst og sundt Øjeblik til at producere og kun benyttet dem saaledes at intet af det Sorte, saa vidt jeg ved, er løbet med ind".

1908 blev V. sagt op af en ny ejer af Kulion og flyttede til Kbh. I begyndelsen befandt han sig vel, men han længtes snart tilbage til ensomheden og suset i sine skove. Han døde af mavekræft i en lille toværelses lejlighed ud til kvægtorvet på Søndre Boulevard. Han længtes da meget efter at slippe fri for sin personlige tilværelse og blive ét med jorden. I utrykte digte fra de unge år har han givet udtryk for samme følelse. Dagen før han døde skrev han til Em. Fraenkel: "Ak, om I vidste, hvor det er let og fornøjeligt at dø; Alle taabelige Krav paa evig Personlighed og Salighed forsvinder ... thi selve Døden er den eneste Salighed, det højeste, Livet har at byde". V. havde efter deres egne udsagn haft stor indflydelse på betydelige mænd i sin samtid som J. P. Jacobsen og A. D. Jørgensen. Hans krav om "Danskhed, Sundhed og Hjærtelighed" ligesom hans etnografiske synsmåder i videnskaben blev taget op af Johs. V. Jensen der besøgte ham på hans dødsleje og mindedes ham da han var død.

Familie

Forældre: bestyrer af alun- og cementfabrikken Frederik Christian Rubeck Wodschou (1810-47) og Ivare Sofie Caroline Saabye (1817-92). Ugift.

Ikonografi

Relief af J. Takanen (Fr.borg). Tegnet på dødslejet af H. Deuvs.

Bibliografi

Lit. H. K. Whitte: Efterretn. om Randers lærde skole 1864-65, 1865 = Randers skoles progr. 1865 5. V. Boberg: Den danske retskrivn.s hist., 1895. S. Sørensen i Nord. t. for filologi 3.r.VI, 1897-98 118-37 178-86 og Edv. Lehmann i Tilskueren XV, 1898 326-39 (anm. af V: Sjæledyrkelse og naturdyrkelse). Alfr. Ipsen: Litterære portræter, 1906 88-102. Samme i Fædrelandet 9.4.1910 13f. Berl. tid. 17.3.1910. Johs. V. Jensen i Politiken 17.3.-18.3.s.å. (også i forf.s Nordisk ånd, 1911 66-73). Nationaltid. 18.3. s.å. Harald Nielsen i København 19.3. s.å. Anna Linck: J. P. Jacobsen, 2. udg. 1926 41f. Oluf Friis i Festskr. til Vilh. Andersen, 1934 235-50. Ib Ostenfeld: Poul Kierkegaard, 1957 36-48. Sejer Kiihle i Fund og forskn. IV, 1957 120-37. Troels G. Jørgensen: Tanker til orientering, 1965. Samme i Dacia XXXVII, 1971 11f Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj XI, 1979 2-7. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Th. A. Müller: H.S. Vodskov i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299050