Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Edvard Lehmann

Oprindelige forfattere ArHvi og JohsP
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Edvard Lehmann, Johannes Edvard Lehmann, 19.8.1862-23.3.1930, religionshistoriker. Født i Kbh. (Garn.), død sst., urne på Frbg. kgd. L.s fædrene slægt stammede fra de tyske embedsfamilier, og hans far følte endnu samhørigheden med disse; en arv herfra mærkede man i L.s kritiske holdning over for nationalliberale ideer. I øvrigt var hans hjem præget af det københavnske borgerskabs solide dannelse, og litterær smag og kundskab dannede et fundament i hans senere udvikling. Efter studentereksamen 1880 fra Metropolitanskolen studerede han teologi og tog 1886 teologisk embedseksamen. Samtidig drev han filosofiske studier hos K. Kroman. Han regnede Kroman og F. Buhl (1850–1932) for at være dem han skyldte mest blandt sine lærere. Foråret 1886 tilbragte han som Tegnér-Oehlenschlägersk stipendiat i Lund og grundlagde derved en forbindelse med svensk universitetsliv som senere skulle blive af betydning. 1886–92 levede han af undervisning dels i Kbh., dels i Kalundborg, men gav sig samtidig af med religionsvidenskabelige studier. Efter 1890 at have fået universitetets guldmedalje for en afhandling om et så stort spørgsmål som Den religiøse Følelses Natur og psychologiske Oprindelse og dens eliske Betydning blev han fra 1892 gennem stipendier sat i stand til at foretage studierejser i Tyskland, Holland, England, Frankrig og Italien, i alt i fem år. Han søgte at erhverve sig et grundlag for studium af religioner der ligger uden for teologiens almindelige område; navnlig stræbte han efter at skaffe sig så meget kendskab til forskellige orientalske sprog at han derved fik adgang til vigtige religioners religiøse kildeskrifter. Således førtes L. ind i religionshistorien der i løbet af 1800-årenes sidste halvdel havde udviklet sig til en selvstændig videnskab. I Holland kom han i forbindelse med nogle af de første universitetsprofessorer der repræsenterede religionshistorien som selvstændigt universitetsfag, C. P. Tiele og hans efterfølger Chantepie de la Saussaye i Leiden. Sidstnævnte, en højt kultiveret repræsentant for hollandsk universitetsdannelse, indførte L. i den videnskabelige verden ved at lade ham skrive afsnittene om grækere, indere og persere i hans Lehrbuch der Religionsgeschichte (2. opl. 1897), et værk af hvilket L. senere selv blev medudgiver. 1896 kom L.s disputats Om Forholdet mellem Religion og Kultur i Avesta. Den blev en forstudie til hans større værk Zarathustra I-II, 1899–1902 som gik ud på at skildre en historisk betydningsfuld religion med dens forudsætninger, det præg den fik af sin stifter, og den udvikling den fik i præstelig teologi. I et lille lejlighedsskrift Hedensk Monoteisme, 1897 gjorde han klart rede for et dengang aktuelt spørgsmål i religionsvidenskaben. L. havde således grundlagt et religionshistorisk forfatterskab, og ved oprettelsen af et docentur i religionshistorie ved universitetet 1900 blev han den første universitetslærer i dette fag her i landet.

L.s formål med de nævnte studier havde været at opnå et overblik og en kulturhistorisk forståelse. Han følte nu trang til at delagtiggøre større kredse i det han havde erhvervet. Inden for universitetet fik han i samarbejde med andre indrettet kursus af almindelig kulturel interesse for studenterne. Blandt teologerne søgte han at skabe nyt liv ved oprettelsen af Ny theologisk forening, i tilknytning til hvilken han udgav en serie Fri Forskning og positiv Kristendom fra 1905 som i den liberale teologis ånd skulle bygge bro mellem de teologiske og de almindelige kulturelle interesser. Samtidig deltog han flittigt i frivilligt kirkeligt arbejde. Gennem en oversættelse af W. James: Religiøse Erfaringer (sammen med Christine Mønster, 1906; 3. udg. 1919) indførte han hos os et nyt bidrag til belysning af problemet om religionens psykologiske grundlag. Samtidig virkede han som en meget søgt foredragsholder over hele landet. Et emne han i disse år tog op var det pædagogiske som i virkeligheden hang nøje sammen med hans øvrige virkeområde. Han havde følt sin egen skoletids metoder som et dræbende terperi, og hans virken for en stærkere livsudvikling og en større åndelig horisont måtte medføre ønsket om en stærkere opøvelse til selvarbejde i skolen. Opdragelse til Arbejde, 1910 (svensk udg. 1909, tysk 1913) var titlen på hans bog herom; den efterfulgtes af et par andre værker om børns og unges oplæring. Et udslag af alle disse interesser i forening var udgivelsen af Bibelbog for Skole og Hjem (sammen med Johs. Pedersen, 1. udg. 1909) der skulle give de unge mulighed for at skabe sig et direkte indtryk af bibelske personligheder og ideer.

Under hele denne virksomhed fulgte L. stadig udviklingen i religionshistorien. Foruden en del mindre afhandlinger udgav han Mystik i Hedenskab og Kristendom, 1904 (ny udg. 1921; udg. på tysk, hollandsk, engelsk og svensk) som tegnede en række billeder af vidt forskellige religiøse personligheder, og en bog om Buddha (1907, ny udg. 1915 og 1920; tysk udg. 1911) samt to store tyske afhandlinger Die Anfänge der Religion und die Religion der primitiven Völker i Kultur der Gegenwart, 1906 og Erscheinungswelt der Religion i Die Religion in Geschichte und Gegenwart, 1910 hvori han sikkert og klart skildrede den daværende forsknings opfattelse af et stort område af religionshistoriens problemer og stof. Disse artikler bidrog vistnok til at han 1910 blev kaldet til Berlin som professor i religionshistorie og religionsfilosofi, den første stilling af den art som oprettedes i Tyskland. I Berlintiden udgav L. i samarbejde med andre en Textbuch zur Religionsgeschichte, 1912 (2. udg. 1922). Miljøet i Berlin var ham imidlertid for fremmed, og 1913 tog han mod en kaldelse til Lund som professor i "teologisk Encyclopædi" hvorunder væsentlig forstås religionshistorie. Efter afskeden 1927 tilbragte han sine sidste år i Kbh. I perioden fra 1913 udfoldede L. en rig litterær virksomhed og var hyppigt på foredragsrejser i Nordens lande, mest i Danmark. I foredrag og artikler i aviser og tidsskrifter tog han dagens spørgsmål op. Han skrev på ny om ungdomssagen, men også om kvindesagen, om dansk karakter og kultur (især Lighedens Land, 1917), med iagttagelser ud fra sit livs og sine studiers rige erfaringer. Religionsvetenskapen 1, 1914 er en svensk bearbejdelse af artiklen i RGG 1910 og giver et overblik over forskningshistorien samt over religionens ydre former; i Myter och sagor, 1925 beskriver han de forskellige typer af sagn og myte. En række Olaus-Petri forelæsninger, Stedet og Vejen (svensk udg. 1917, dansk 1918) er bygget over modsætningen mellem stedbundetheden i den af kultus beherskede religion og profetens uafhængighed der viser hen til adfærd og indre liv som det afgørende. Trods den spredning som karakteriserer L.s forfatterskab bevarede han sin friskhed og dermed sin myndighed ikke blot i religionsvidenskabelige, men i almindelige kulturelle spørgsmål. Han skrev et levende sprog og havde en sikker stilsans der også viste sig når han skrev om litterære spørgsmål. I et lille essay om H. C. Andersen skildrer han mesterligt dennes ejendommelige evne til at bevare sit sinds oprindelige "primitivitet" og give denne et plastisk litterært udtryk. I bogen om Grundtvig (1929, efter en svensk forløber 1927), L.s sidste værk, kommer alle hans evner til deres ret. Han giver her en moden skildring af en af dansk åndshistories store, set i religionshistorisk perspektiv og i nøje samfølelse med det miljø hvori han levede.

Annonce

L.s førstehånds videnskabelige arbejder har næsten ikke sat sig spor i en eftertid, men han har i international sammenhæng haft betydning som repræsentant for den selvstændiggørelse af faget religionshistorie samtiden var vidne til. Højdepunktet i hans internationale position kan aflæses på titelbladet til 4. udgave af Chantepie de la Saussaye's gedigne Lehrbuch der Religionsgeschichte, 1925 hvor L. står som udgiver sammen med Alfred Bertholet, og i hvilken L. selv skrev de to indledende, store oversigtskapitler, såvel som kapitlet om persisk religion. En kortfattet lærebog på dansk, Religionerne, 1920, gjorde nytte i mange år, men endnu større betydning fik hans udgivelse af Illustreret Religionshistorie. 1924 hvortil han formåede fremtrædende kolleger til at skrive om hver sit speciale. På 65-års dagen blev han hyldet af nordiske fagfæller med Religionshistoriska Studier tillägnade Edvard Lehmann den 19 augusti 1927:

Familie

Forældre: professor, dr.med. Heinrich L. (1815–90) og Claudine H. Mackeprang (1819–1911). Gift 3.1.1896 på Frbg. med maler Karen Marie Wiehe, født 12.10.1869 i Kbh. (Johs.), død 17.9.1940 i Uppsala, d. af kgl. skuespiller Johan W. (1830–77) og Fanny Petersen (1845–1908). – Far til Jørgen L. Bror til Carl L.

Udnævnelser

R. 1913.

Ikonografi

Mal. af F. Encke. Tegn. af Otto Christensen (Fr.borg) og af Karen Lehmann. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1947. Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1896 148–50. – Vilh. Grønbech i Kirke og kultur XXVI, 1919 177–84. Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1930 140–49. Olle Holmberg i Ord och bild XXXIV, Sth. 1925 187–98. Efraim Briem i Kungl. human. veten-skapssamf. i Lund. Årsberättelse 1929–30 XVII-XXIX. Fr. Buhl m.fl. i Gads da.mag. XXIV, 1930 257–73. Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XI, især 8–16.-Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arild Hvidtfeldt, Johs. Pedersen: Edvard Lehmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 8. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293462