Viggo Holm, Viggo Hansenius Holm, 18.9.1846-26.10.1927, personalhistoriker, sangpædagog. Født i Allinge, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). H. gik til sin konfirmation i Rønne latinskole, dimitteredes fra Lyngby seminarium 1865, var derpå hjælpelærer bl.a. i Helsingør, indtil han 1868 ansattes som lærer i Sandvig og organist i Allinge. 1875 blev han kommunelærer i Nykøbing F. Her virkede han tillige fra 1881 som kantor indtil han 1911 tog sin afsked og bosatte sig i Kbh. I Nykøbing F. udarbejdede H. et fuldstændigt register til kirkebøgerne, forsynede mange steder disses anmærkningsrubrik med oplysninger, hentet andetsteds fra i kirkebøgerne og fra skifteprotokollerne, gjorde et fuldstændigt uddrag af skifteprotokollerne 1693–1835 og et næsten fuldstændigt uddrag til 1910, supplerede disse fra skiftedokumenter, rådstue- og tingbøger, afskrift af J. C. L. Lengnicks kirkebogsuddrag for Lolland-Falster og Imm. Barfods samlinger, hvorved han frembragte et for Lolland-Falsters personalhistorie meget betydningsfuldt arbejde som han i 1925 skænkede til Sjællands landsarkiv tillige med en pakke arkivalier. Det er nu et meget værdifuldt hjælpemiddel for de studerende.
H. var samler mere end skribent, hans litterære virksomhed består mest i tidsskrift- og avisartikler, mærkes må dog en lille pjece Efterretninger om Borger- eller Kjøbmandslaget i Nykjøbing paa Falster, 1883. Lige siden sin seminarietid havde han foruden de historiske også dyrket sproglige interesser, og for sit medarbejderskab ved J. C. S. Espersens bornholmske ordbog (1908) modtog han Videnskabernes selskabs guldmedalje. Som sanglærer såvel ved Nykøbing borger- som ved dens almueskole udgav han lærebøger i sang, og i Vor Ungdom skrev han 1887 en afhandling om sangundervisning, navnlig rytmikken, der fik betydning for den senere sangundervisning. På rejser i Sverige, Norge, Tyskland og Schweiz studerede han sangundervisningen der.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.