V. Fausbøll

V. Fausbøll, Michael Viggo Fausbøll, 22.9.1821-3.6.1908, orientalist. Tolv år gammel sattes Fausbøll i Århus latinskole hvorfra han blev student 1838. I København drev han i sit rusår filosofiske og æstetiske studier og valgte derefter teologien til brødstudium; ikke af kald eller lyst, men for at skaffe sig basis for en levevej som lærer. Da faderen døde var Fausbøll ganske henvist til at ernære sig gennem informationer, hvilket sinkede hans brødstudium så meget at han først fik sin embedseksamen 1847. Forsinkelsen skyldtes dog også de sprogstudier Fausbøll efter sit rusår var begyndt at dyrke, som så mange andre grebet af læsningen af Rasmus Rasks skrifter. I lighed med sit store forbillede begyndte Fausbøll med islandsk og nåede hurtigt til sanskrit hvori han fik sine første kundskaber hos professor C. Th. Johannsen. Efter dennes død 1840 fortsatte Fausbøll sanskritstudierne hos Martin Hammerich og vandt 1843 universitetets guldmedalje for en afhandling om sanskritsprogets syntaks. Sine afsluttende sprogstudier drev han hos N.L. Westergaard efter at denne 1845 var blevet professor i indisk filologi.

Al den tid Fausbøll kunne afse fra sin lærervirksomhed – han underviste i dansk og engelsk ved nogle af hovedstadens ledende pigeinstitutter – kom nu hans indiske studier, ikke mindst hans fordybelse i de af Rask til Det kgl.bibl. hjemførte håndskriftskatte, til gode. Fra 1848 koncentrerede han mere og mere sin interesse om pali; på egen hånd arbejdede han sig ind i dette dengang endnu i Europa udyrkede sprog hvis litteratur var rigere repræsenteret i den Raskske samling end andetsteds i vor verdensdel. Ganske naturligt var de indfødte grammatikeres værker i første omgang genstand for Fausbølls palistudier; men tidligt rettede han sin opmærksomhed mod den ikke alene for indologien og for studiet af buddhismen men også for eventyr- og folkloreforskningen i al almindelighed særdeles vigtige Jataka-bog. At levere en kritisk udgave af denne overmåde omfangsrige legende- og fabelsamling, af hvilken der oprindelig kun var ét komplet håndskrift umiddelbart disponibelt, måtte forekomme enhver datidig filolog af faget en betænkelig og vovelig sag, men Fausbøll der havde adskilligt af autodidaktens frygtløshed og optimisme – heldigt parret med en nøgtern vurdering af egne evners rækkevidde og med en sund kritisk sans – kunne ikke få sig selv til at opgive dette forehavende selv om han midlertidigt lagde det til side til fordel for lettere gennemførlige planer. Han fulgte Westergaards råd om at påbegynde offentliggørelsen af de enestående københavnske palihåndskriftskatte med et mindre omfangsrigt værk og valgte da den under navnet Dhammapada kendte samling af buddhistiske moralsentenser. Udgaven der fremkom 1855 med dansk statsstøtte vakte fortjent opsigt i den indologiske verden; den ledsagedes af en latinsk oversættelse og uddrag af det til den kanoniske verstekst knyttede store kommentarværk. Fausbøll indviede ved denne lejlighed sit praktiske omskrivningssystem til latinske bogstaver af de besværlige indiske alfabeter, palisproget anvender; det har i høj grad lettet og befordret de europæiske indologers beskæftigelse med palilitteraturen. Med føje nævnes Fausbøll derfor som banebryder og foregangsmand for dette studium på europæisk grund. Selv arbejdede han ufortrødent videre for sin kongstanke: Jatakahåndskriftets udgivelse; og efter at han 1861-72 havde publiceret mindre prøver heraf, lykkedes det ham på trods af alle vanskeligheder at få påbegyndt trykningen 1873, med støtte fra Danmarks og Indiens regeringer og fra Berlin-akademiet. Jataka-værket er en ret kompliceret tekst; de 547 fortællinger som henføres til Buddhas tidligere tilværelser forener prosa- og verspartier (de sidste den egentlige kanoniske del); hver fortælling er indsat i en ramme der skal vise ved hvilken lejlighed Buddha fortalte den, og til versene er knyttet sproglige kommentarer. Fausbølls udgave omfatter alle disse dele, holdt nogenlunde distinkt ved forskelle i satsen. Udgaven afsluttedes 1897 med det af Dines Andersen som index udarbejdede bind VII (også indeholdende Fausbølls postscriptum); den havde bragt sin ophavsmand videnskabelig berømmelse i verdensformat og havde på hjemlig grund efterhånden skabt ham tålelige arbejds- og levevilkår.

1861 var Fausbøll blevet assistent ved universitetsbiblioteket, og efter Westergaards død 1878 blev han dennes efterfølger, endskønt fakultetet med én stemmes overvægt havde foretrukket Ludvig Wimmer blandt de i alt fem ansøgere. 1876 blev Fausbøll medlem af Videnskabernes selskab og ved universitetsjubilæet 1879 gjordes han til æresdoktor. Efter afslutningen af IV bind af Jataka-udgaven (1888) tildelte Berlin-akademiet ham Bopp-prisen, og 1890 udnævnte Royal Asiatic Society ham til æresmedlem. Endnu en vigtig tekstudgave (med et fortrinligt glossar) af et af den buddhistiske litteraturs kanoniske skrifter, Sutta-nipata, fik Fausbøll besørget (1884-94); en engelsk oversættelse deraf havde han udsendt 1881. Men i øvrigt havde den livslange beskæftigelse med de synsødelæggende palmebladshåndskrifter svækket hans øjne stærkt; efter Jataka-udgavens afslutning gav han sig til at dyrke mytologiske studier der satte frugt i universitetsprogrammet 1897 og i det 1902 udkomne værk Indian Mythology. 1902 trak han sig tilbage fra sin universitetspost; i sine sidste leveår var han næsten blind. I 1900 da hans editio princeps af Dhammapada var udsolgt udkom en noget ændret og forkortet 2. udgave, udarbejdet af ham selv især med henblik på indførelse i palistudiet. Hans store Jakata-værk er genoptrykt af Pali Text Society, London, 1962-64.

Fausbølls stilling som faktisk pioner inden for det europæiske studium af pali og dermed af den verdensreligion der netop i sidste halvdel af forrige århundrede skulle blive noget af en modeartikel i europæisk åndsliv bidrog til at give hans verdensry en popularitetens nuance der stak stærkt af mod denne fordringsløse, stille lærdes hjemlige tilværelse, og sikkert har medvirket til dannelsen af de hyppigt citerede anekdoter om at selv menigmand i Østen, repræsenteret ved søfolk o.l., lod sende hilsener hjem til den danske repræsentant for buddhistisk åndsliv. Fausbøll har selv i sin nedenfor anførte engelske selvbiografi taget afstand fra enhver tanke om at "være Buddhist"; et sådant mondænt-farvet religionsskifte lå sikkert hans ukunstlede natur og ganske usnobbede tænkemåde så fjernt som vel muligt. Hans lange livsløb var uden større ydre begivenheder; ensformigheden afbrødes kun af enkelte rejser i videnskabeligt øjemed, næsten udelukkende til London hvor han således opholdt sig 1858-60 og i høj grad lærte at værdsætte engelsk, liberalistisk tænkesæt og engelsk levevis i det hele taget.

En kær fritidsbeskæftigelse for Fausbøll hvis fremmedartede fagstudium holdt ham afsondret fra den danske offentlighed, men ingenlunde gjorde ham verdensfjern, var hans syslen med dansk folkesprog og folkelitteratur der satte frugt i en række forskelligartede skrifter: et udvalg af københavnske skolepigers danske stile (1856), en udgave af vægterversene (1862 og senere) og af de kendteste molbohistorier (1862 og senere) samt de under pseudonymet V. Kristiansen udgivne Bidrag til en Ordbog over Gadesproget, 1866 (2.forøgede udg. 1908) der ikke behandler slang (efter nutidig opfattelse af dette begreb) men er et flittigt samlerarbejde af dansk sprogs uskyldigste afvigelser fra den strengt konventionelle udtryksmåde.