Søren Sørensen, 23.11.1848-8.12.1902, orientalist. Født i Danstrup, Gerning sg. ved Randers, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). Som søn af en fattig husmandsfamilie gik S. i landsbyskolen i Østervælling til han var henved ti år. Hans usædvanlige begavelse fik lærer Ravn til at forestille ham for den velhavende og velgørende grosserer Hans Puggaard; støtten fra Puggaard og senere fra den af ham oprettede legatstiftelse skaffede S. en skole- og studietid i Kbh. uden økonomiske bekymringer og dermed tid til helt at hellige sig studierne. Han fik friplads i Borgerdydskolen på Christianshavn hvorfra han 1867 blev student med udmærkelse. Han tænkte en tid på at blive naturforsker, men besluttede sig snart til at studere klassisk filologi med så gode lærere som J. N. Madvig, J. L. Ussing og O. Siesbye. Allerede i skoletiden havde han erhvervet sig kundskaber i græsk og latin langt ud over kravene, og ved universitetet kunne han under forberedelsen til den filologiske embedseksamen – som han tog med første karakter 1874 – uden vanskelighed dyrke andre sprogstudier, således slavisk og især sanskrit så at han blev en af N. L. Westergaards ivrigste disciple. S. fik stilling som adjunkt ved Herlufsholm lærde skole 1876. Han var da stærkt optaget af indologiske studier og var begyndt at arbejde med det berømte epos Mahabharata som han gerne gik rundt med et bind af for at kunne fortsætte læsningen i ledige øjeblikke Skønt han egentlig var interesseret i skolearbejdet – en afhandling Om den lærde skoles ordning er publiceret i Vor Ungdom 1879 -opgav han 1878 sin stilling og vendte "hjem" til København hvor han havde den nære adgang til bibliotekerne og hvor han kunne genoptage studiet hos Westergaard. I stedet kom han til at vikariere under dennes sygdom, og da Westergaard døde søgte S. professoratet efter ham. Det blev dog Viggo Fausbøll.

1883 fik S. doktorgraden for afhandlingen Om Mahābhārata's stilling i den indiske literatur. I. Forsøg på at udskille de ældste bestanddele, det tidligste arbejde i den vestlige forskning der med virkelig kyndighed, grundighed og kritisk sans bidrager til at udrede de spegede tråde i det omkring 100.000 vers omfattende epos – blandt hvilke S. udskilte omkring 7000 som formentlig den inderste kerne. Han fik 1890 Videnskabernes selskabs guldmedalje for den 1894 i udvidet skikkelse trykte afhandling Om Sanskrits Stilling i den almindelige Sprogudvikling i Indien (Vidensk. selsk. skrifter 6. rk. hist.-fil. afd. III 3). S. har levet sig ind i den komplicerede situation afspejlet i den samtidige brug af flere sprogtrin (som det bl.a. ses i dramaerne); med udnyttelse af de gamle indiske grammatikeres oplysninger gennemgas de forskellige stadier af sanskrit i videre forstand (fra vedasproget frem til det klassiske sanskrit) og de middelindiske sprogformer (herunder pali); i sine ræsonnementer lægger S. i flere henseender vægt på at fremhæve den sproglige enhed, inden for hvilken der kan være dialektale forskelle, forskel mellem mere eller mindre korrekt sprog, mellem talesprog og skriftsprog osv. De to vægtige afhandlinger er forsynet med resumeer på hhv. latin og fransk. Universitetets guldmedalje fik S. 1891 for en afhandling om Vrtra-myten i Mahābhārata (ikke trykt). S. var meget virksom som videnskabelig skribent og beskæftigede sig i afhandlinger og anmeldelser med adskillige emner inden for græske og indiske studier, alle behandlet med indtrængende grundighed; som medarbejder ved første udgave af Salmonsens konversationsleksikon bidrog han med udførlige artikler, tilsammen noget nær en "encyklopædi i indisk oldtidsvidenskab", men vanskelig læsning for det almene publikum. Det var dog Mahābhārata der til stadighed beskæftigede ham. Hans videnskabelige arbejde var imidlertid nu forbundet med store vanskeligheder. Han måtte som familiefar med en efterhånden stor børneflok påtage sig et stort undervisningsarbejde for at skaffe det nødvendige til livets ophold, selv om han fik nogen støtte fra det Smithske stipendium for kandidater og fra Carlsbergfondet. I 16 år virkede han som bestyrer af det af ham oprettede kursus "Kjøbenhavn" (hvorfra Vilh. Grønbech blev student 1890); han gik stærkt op i undervisningen, som han viede mere end 50 ugentlige timer. Alligevel overkom han at udarbejde index til Mahābhārata, efterhånden under opmærksomhed fra fagfæller i Danmark og udlandet. Det lykkedes ham at få en aftale om udgivelse af værket med det engelske firma Williams & Norgate, og efter et andragende gennem universitetets filosofiske fakultet til konsistorium opnåede han fra 1899 en bevilling på finansloven på 2000 kr. årlig for tre år, så han kunne opgive kursusvirksomheden og hellige sig fuldendelsen af sit værk. I de følgende år forelæste han ved universitetet som privatdocent og tog både begynderundervisning i sanskrit, sproghistorie og religionshistorie på sig. 1900 blev S. valgt til medlem af Videnskabernes selskab, og da Fausbøll 1902 trak sig tilbage blev S. hans efterfølger som professor i indisk-østerlandsk filologi, men døde syv måneder efter. Ved orientalistkongressen i Hamburg i september 1902 var han blevet indvalgt i den internationale komité til planlæggelse af en kritisk udgave af Mahābhārata, og inden hans død gik trykningen af hans index i gang. Der forelå delvis manuskript til fortsættelsen og værket blev videreført af S.s efterfølger Dines Andersen og Elof Olesen som 1904–25 fik udsendt An Index to the Names in the Mahābhārata with short Explanations and a Concordance to the Bombay and Calcutta Editions and P. C Roy's Translation I–XIII. Den planlagte kritiske udgave af Mahābhārata blev foretaget af the Bhandarkar Oriental Institute i Poona og fuldendt 1966.

Familie

Forældre: husmand Søren S. (1821–83) og Johanne Mikkelsdatter (1821–1901). Gift 1.8.1879 i Ærøskøbing med Sophie Elisabeth Biering, født 26.7.1857 i Marstal, død 18.12.1943 i Kbh., d. af læge, senere distriktslæge i Ærøskøbing og Roskilde Edvard B. (1816–97) og Hansine Marie Petersen (1826–92).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1883 83–85. – Kbh.s univ.årbog 1878–79 658f; 1898–99 27–30; 1901–02 34f. Vilh. Thomsen i Nord. univ. t. III, 1902–03 129–33 (optr. i forf.s Saml. afhandl. I, 1919 203–07). Dines Andersen i Nord. t. for filologi 3.r.Xl, s.å. 140–44 (heri bibliografi). Else Pauly i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj VIII (under udg. 1983).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig