Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Poul Tuxen

Oprindelige forfattere EPau og VSee
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Poul Tuxen, 8.12.1880-29.5.1955, orientalist. Født på Frbg, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). T. voksede op i et hjem der var præget af gammel kultur såvel som af åbenhed for nye tanker. Gennem omgangskredsen kom han tidligt i nær kontakt med fremtrædende personligheder inden for kunst og videnskab, men blandt disse var det i drenge- og ungdomsårene hans egen far, kantianer af livsholdning, der fik størst betydning for ham, først som den myndige og forstående vejleder, siden som en ven han havde fortrolighed til. Som elev i Borgerdydskolen på Østerbro som faderen var rektor (bestyrer) for havde T. mange interesser; blandt skolefagene var han optaget af zoologi, latin og især tysk; kun beskæftigelsen med Goethe, Kant og Schopenhauer svarede til hans optagethed af violinspillet som han havde fået undervisning i fra tidlige barneår; græsk kedede ham som skolefag, og med faderens billigelse gik han i gang med at lære sanskrit på egen hånd ved hjælp af en begynderbog. I 1899 blev han student efter den gammelsproglige linje. Som universitetsstudium valgte han tysk; ganske vist var hans egne interesser her den klassiske litteratur og filosofien, mens professoren, Herman Møller lagde vægt på de ældre sprogtrin og sammenlignende sprogvidenskab (som T. livet igennem forholdt sig kølig over for); men Herman Møller var imødekommende over for den selvstændige og elskværdige student og lod ham som speciale vælge Richard Wagners dramatekster så at han kunne forene de musikalske og de litterære interesser; specialeafhandlingen blev i noget ændret skikkelse trykt i 1904 med titlen Richard Wagner som Dramatiker. T. gennemførte hurtigt konferensstudiet og blev magister i 1903. Samtidig med fagstudiet havde han fortsat beskæftiget sig med sanskrit som han læste privat hos Dines Andersen, og under et ophold i Leipzig 1901-02 læste han Rigveda hos den kendte indolog Ernst Windisch foruden at studere tysk sprog og litteratur. Det var dog mindst lige så meget musikken der var bestemmende for hans studieophold i Leipzig; hos den ungarske virtuos Alexander Sebald uddannedes han videre i violinspil, og musikteori studerede han hos Hugo Riemann som arrangerede sammenspil for de musikstuderende og gjorde dem bekendt med værker som dengang var lidet kendt. Leipzigåret gav den unge T. uudslettelige indtryk af det bedste i tysk kultur.

Gennem en længere årrække var T. ansat ved Det kongelige bibliotek hvor han bl.a. tog sig af H. C. Andersen-samlingen. Han helligede sig mere og mere indologiske studier og fik i 1905 universitetets guldmedalje for afhandlingen om kvindens stilling i det gamle indiske samfund (trykt en smule ændret som Kvinden i det gamle Indien i Kbh.s univ.s festskrift nov. 1944). At han i sin tidlige ungdom havde overvundet vanskelighederne ved at tilegne sig sanskrit kom ham til gode da han gav sig i lag med den svært tilgængelige videnskabelige sanskritlitteratur; en af de første europæere der gjorde sig fortrolig med denne var Hermann Jacobi, professor i Bonn, til hvis kreds af disciple T. sluttede sig, omend det kun var for kortere ophold ad gangen; i fortalen til sin disputats Yoga. En Oversigt over den systematiske Yogafilosofi paa Grundlag af Kilderne (antaget til forsvar 1910, trykt og forsvaret 1911) retter T. en tak til Jacobi og fremhæver dennes "in rebus Indicis usvigelige Instinkt", et træk der ved flere lejligheder er blevet anført som karakteristisk for T. selv. I Yogabogen som i senere værker lægger T. vægt på at se de gamle indiske værker i lys af kommentarlitteraturen, om der end monne ligge adskillige århundreder mellem de oprindelige tekster og de senere behandlinger. Skønt skrevet på dansk blev T.s arbejde om et af den brahmanske filosofis ortodokse systemer internationalt anerkendt som den grundlæggende fremstilling af emnet i europæisk indologi; han gik aldrig med til at lade bogen oversætte til et verdenssprog, måske fordi han til at begynde med tænkte på at foretage visse ændringer og siden kom ind på at beskæftige sig med andre emner. For nylig har Chr. Lindtner besørget et genoptryk (1982) med nogle bl.a. biografiske tilføjelser.

I årene 1912-19 forelæste T. ved universitetet som privatdocent. I tilslutning til forelæsningerne (eller omvendt) publicerede han bl.a. An Indian primer of philosophy, or The Tarkabhāṣā of Keçavamiçra, 1914 (Vidensk. Selsk. Skr.), en oversættelse med noter af et såkaldt kompendium, dvs. en lærebog der samtidig fungerer som en sammenfatning af accepterede synspunkter, her Nyāyaskolens logik og erkendelsesteori og den naturfilosofiske Vaiśesikaskoles atomteori og kategorilære. Til Vor Tid I, 1914-15 skrev han lidt mere populært Hvad lærer den "ortodokse" indiske Filosofi om Atomer? og Indisk Romandigtning. En egentlig videnskabelig afhandling er igen Forestillingen om Sjælen i Rigveda med nogle Bemærkninger om Sjæleforestillingens Udformning i de ældste Upaniṣader, 1919 (Vidensk. Selsk. Hist.-philol. Medd.) hvori han afviser den antagelse at mennesket i Rigveda tænkes udstyret med en særskilt sjæl. I årene som bibliotekar fandt T. også tid til at skrive en række oversættelser af Indiens religiøse tekster. Til Sven Fengers "Religionshistoriske Tekster" bidrog han med vedisk stof, og i det af ham selv redigerede store værk Verdensreligionernes Hovedværker udsendte han 1920 Dhammapada. Buddhistiske Tankesprog og Bhagavadgita. Herrens Ord og 1921-22 De ældste Upanishader. Disse oversættelser har bevaret deres værdi og indgik uden nævneværdige forandringer i den nye udgave I–XII, 1952-54 (sammen med Aage Marcus), dog med tilføjelse af nogle taler af Buddha til Dhammapada. I serien Æventyr fra mange Lande udsendte han 1924 Æventyr fra det gamle Indien med oversættelse af fortællinger på pali.

Annonce

I januar 1928 udnævntes T. til professor i indisk-østerlandsk filologi. Samme år fuldendte han sin store bog Buddha. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv i Nutiden. Bogens forudsætning er forfatterens fortrolighed med det brahmanske Indiens sanskrittradition – det alment indiske på baggrund af hvilket buddhismens særpræg træder frem, men den har fået sit personlige stempel af de indtryk han fik af levende buddhisme da han sammen med sin hustru foretog en rejse via Ceylon til Siam hvor han tilbragte vinteren 1921-22 i næsten dagligt samvær med lærde buddhistmunke med hvem han havde kendskabet til pali fælles. Med Kaj Barrs ord får vi i Buddhabogen "en grundig og initieret gennemgang af alle de forestillinger, der gør Buddhismen til det, den er, forestillingen om alle tings forgængelighed, analysen af jeget i lutter evigt skiftende momentane elementer, erkendelsen, de fire hellige grundfakta, gerningernes betydning og loven om de gensidigt betingede forhold, det hele levendegjort ved citater af de hellige tekster, af de gamle kommentarer og ved den belæring, Tuxen selv har høstet ved diskussioner med de lærdeste munke i klostrene". En forkortet svensk udgave Buddha och hans Iära udkom i 1930. Indtryk fra opholdet i Siam er også bestemmende for Einige Bemerkungen über die Konstruktion der Pālitexte. T.s bidrag til Jacobi-festskriftet i 1926; munkenes rytmiske recitationer fik ham til at forstå teksternes for os trættende gentagelser analogt med en musikalsk komposition. Et resultat af sit fortsatte arbejde med buddhismens tankegange offentliggjorde T. i 1936 med universitetsfestskriftet Indledende Bemærkninger til Buddhistisk Relativisme, en analyse af den af Nāgārjuna (2. årh. e. Kr.) formulerede lære om altings tomhed, den yderste konsekvens af Buddhas kendte 12-leddede "årsagskæde" hvis led som gensidigt betingede frakendes enhver egentlig eksistens. Her som også i en forelæsning han holdt i Madras under sin rejse til Indien 1936-37 In what sense can we call the teachings of Nāgārjuna negativism? (Journ. of Oriental Research XI, 1937) udtrykkes den mening at læren om "det tomme" eller "relativiteten" ikke skal opfattes som noget rent negativt, men tjener til at bane vejen for den sande erkendelse som ikke kan udtrykkes positivt. Blandt mange små og større arbejder skal her endnu nævnes hans velskrevne De indiske Lande der udkom 1931 som bind III af Jordens Erobring (redigeret af Aage Krarup Nielsen) og hans bidrag til Illustreret Religionshistorie (1948, redigeret af Johs. Pedersen), sammen med Sten Konows bidrag oversat til engelsk som The Religions of India, 1949. Til de seneste år hører et lille arbejde om Vedāntafilosofien The Parable of the Climbing Juggler (skrevet sammen med Else Pauly som bidrag til Studia Orientalia Joanni Pedersen dicata, 1953); efter hans død kom i Acta Orientalia XXII, 1957 Yāska's Nirukta as an Authority on Vedic Divinities, oversættelse af en meddelelse i Videnskabernes selskab,

Undervisningen ved universitetet som han varetog til han i 1950 var fyldt 70 var for T. en glæde og en adspredelse snarere end en belastning, og for tilhørerne var det en fornøjelse at deltage i den uhøjtidelige gennemgang af tekster han var dybt fortrolig med. I 1944 udarbejdede han regler for magisterkonferens i indisk filologi som dog ingen tog i hans tid. Han var medlem af konsistorium 1935–40. En alvorlig øjenlidelse gjorde sig først mærkbar som et handicap i undervisningen i de sidste år, men betød en alt for tidlig afbrydelse af arbejdet med de filosofiske sanskrittekster. T. var medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab fra 1928, og i årene 1933-52 var han medlem af Carlsbergfondets direktion, 1938-52 af Ny Carlsberg glyptotekets bestyrelse; hans verdensklogskab, hans praktiske sans, hans evne til at forbinde iver for en sag med nøgtern vurdering gav hans virke her som i andre hverv han påtog sig en betydning som vurderedes højt.

T. evnede at arbejde intenst, og den disciplin han pålagde sig tillod ham at forbinde det mest krævende videnskabelige arbejde med personlig livsudfoldelse. I mange år dyrkede han stadig sit violinspil, som medlem af kammermusikensembler eller i hjemmet; hans første hustru var en udmærket pianist, og som medspiller havde de violoncellisten Paulus Bache med hvem T. knyttede et livslangt venskab under sit studieophold i Leipzig. Musikken var for T. meget mere end en interesse; de varme og dybe følelser som hans besindige væsen og venlige ironi kun lod ane fandt deres udløsning i musikoplevelsen. Han lod gerne sin ånd vandre ad upanishadernes tankebaner, men det var i Beethovens niende symfoni og Wagners Tristan og Isolde han følte sig hævet til den højeste oplevelse af noget guddommeligt et menneske kan nå. – T. var medlem af bestyrelsen for Selskabet af 1916 til gensidigt kendskab af tysk og dansk kultur 1916-26, 1948-51 var han formand for Dansk-indisk forening (derefter æresformand); han var æresmedlem af The Siam Society, Bangkok, og medlem af Vetenskapssocieteten i Lund, Nathan Söderblomsällskapet i Uppsala, Det norske videnskaps akademi, Deutsche Morgenländische Gesellschaft og Akademie der Wissenschaften und der Literatur, Mainz; han var bidragyder til Bibliographie bouddhique.

Familie

Forældre: cand.philol., lærer, senere undervisningsinspektør, professor S. L. T. (1850-1919) og Johanne M. Jørgensen (1853-1927). Gift 1. gang 16.10.1907 i Kbh. (Slotsk.) med Anne Margrethe Mollerup, født 22.9.1882 i Kbh. (Johs.), død 21.3.1928 sst., d. af dr.phil., senere museumsdirektør W. M. (1846-1917) og Caroline S. E. Rothe (1853-1938). Gift 1. gang 23.4.1930 i Kbh. (b.v.) med Edel Ebba Larsen, født 23.7.1895 i Kbh. (Fødsst.), d. af fuldmægtig Peter Kristian L. (1865-1937) og Laura Henriette Buck Rasmussen (1862-1919). - Far til S. L. T. (1908-83).

Ikonografi

Barneportræt af Jacobine Jørgensen, 1886. Buste af V. Gustafson, 1929. Foto.

Bibliografi

Kbh.s univ.årbog 1904-07, 1911 192f og 1927-28, 1929 19f. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1911 75f. – Hans Hendriksen sst. nov. 1955 132-40. Kaj Barr i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1955-56, 1956 67-98 (heri bibliografi). Samme i Vetenskapssocieteten i Lund årsbok 1956 137-47. Klaus C. F. Feddersen i Zeitschr. der deutschen morgenländischen Gesellsch. CX, I, Wiesbaden 1960 1-7. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Else Pauly, Verner Seemann: Poul Tuxen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298626