Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.L. Westergaard

Oprindelige forfattere ArChr og VSee

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

N.L. Westergaard, Niels Ludvig Westergaard, 27.10.1815-9.9.1878, orientalist. N.L. Westergaard blev dimitteret til universitetet 1833 fra Borgerdydskolen i København. Han tog straks fat på sproglige studier hvortil han medbragte rige forudsætninger, deriblandt en allerede i skoletiden vakt beundring og pietet over for Rasmus Rask og hans granskning der fulgte ham hele livet igennem og i særlig grad har sat sit mærke i hans virksomhed. Han delte sig først mellem nordiske og indiske studier, men begrænsede sig efterhånden til disse sidste. Efter at være nået så vidt i studiet af sanskrit som han kunne herhjemme under vejledning af daværende professor i de orientalske sprog C. Th. Johannsen, begav han sig i april 1838 til Bonn for der at studere videre navnlig under den norskfødte professor Chr. Lassen. Her opholdt han sig otte måneder under ivrige studier, ikke blot af sanskrit, men også af avestisk og nypersisk, og i vækkende samliv med jævnaldrende studiefæller, blandt hvilke han navnlig vedblev at stå i venskabsforhold til Otto Böhtlingk. I de sidste dage af 1838 begav han sig fra Bonn til Paris og derfra i febr. 1839 til England hvor han i London og Oxford ivrigt sysselsatte sig med at gennemse og afskrive indiske håndskrifter. Sept. 1839 vendte han over Bonn tilbage til København. Den første frugt af disse N.L. Westergaards ungdomsstudier var det vigtige hovedværk Radices linguæ Sanscritæ, 1841, en kritisk bearbejdelse af de gamle indiske grammatikeres fortegnelser over verbalrødderne i sanskrit, med oversættelser på latin og udførlige litteraturcitater efter trykte og utrykte kilder. Dette værk var i lang tid, i virkeligheden indtil Böhtlingk-Roths store ordbog forelå afsluttet 1875, et uundværligt hjælpemiddel for studiet af sanskrit. Fra samme tid må nævnes en lille sprogsammenlignende afhandling On the Connexion between Sanscrit and Icelandic (i Oldskriftselskabets Mémoires, 1840-44) der fremtræder som et supplement til Rasks prisskrift Om det gamle nordiske Sprogs Oprindelse, 1818.

Imidlertid stod N.L. Westergaards hu til selv at kunne besøge Iran og Indien, særlig for derigennem at blive bedre i stand til at udnytte de håndskriftskatte, navnlig på avestisk og pali, som Rask havde skænket sit fædreland. Det lykkedes ham til en sådan rejse at opnå offentlig understøttelse der fornyedes i de følgende år, så længe rejsen varede. 20.5.1841 forlod han København, og efter undervejs at have opholdt sig noget i Bonn og i London afsejlede han 23.7. fra Portsmouth syd om det gode håbs forbjerg til Bombay hvor han ankom 15.11. Fra dec. 1841 til juli 1842 berejste han det meste af præsidentskabet Bombay for at undersøge de derværende oldtidslevninger, navnlig en række store og vigtige indskrifter som findes der. Til tydningen af de berømte açoka-indskrifter har N.L. Westergaard ydet bidrag gennem tilvejebringelse af bedre afskrifter. For øvrigt opholdt han sig i selve Bombay, sysselsat med studiet af parserreligionens traditionelle sprog, avestisk og pehlevi, hvortil denne by, der efter Islams indførelse i Persien er hovedtilholdssted for parserne (tilhængerne af Zarathustras religion) måtte frembyde den gunstigste lejlighed. En påtænkt fortsættelse af rejsen til Ceylon (Sri Lanka) og (det daværende) Bagindien for nærmere at studere buddhismen så han sig nødt til at opgive på grund af de overordentlig store bekostninger der ville være forbundet dermed, hvorimod han bestemte sig til at rejse gennem Iran for der at fortsætte sine studier vedrørende den persiske oldtids historie og religion.

6.1.1843 afsejlede han i en lille skude fra Bombay og kom 20.2., efter ca. 1½ måneds sejlads til Abushehr (Bushir) i Iran. Herfra begav han sig til Shiraz, og med denne by som foreløbigt centrum foretog han forskellige rejser omkring i Iran, til dels til steder hvor få eller ingen europæere havde været før ham. Han besøgte tre gange ruinerne af Persepolis og egnen deromkring og undersøgte de derværende fortidslevninger, navnlig de achæmenidiske kongers indskrifter med kileskrift. Foruden at han tog pålideligere afskrifter af de allerede tidligere kendte, lykkedes det ham også at opdage og afskrive flere nye, deriblandt navnlig de vigtige indskrifter ved Darius' grav, Naksh-i-Rustam, som stedet nu kaldes. Disse er anbragt højt oppe på en lodret klippe, således at N.L. Westergaard kun kunne aflæse dem ved hjælp af en kikkert og i en bestemt stærk solbelysning. Ved ophold i byerne Yezd og Kerman, der er tilholdssteder for tilhængere af Zarathustras religion ("Gebrer") skaffede han sig interessante indblik i disse folks nu for øvrigt ret hensygnende religiøse liv (et brev herom fra N.L. Westergaard er trykt i Journal of the R. Asiatic Society VIII, 1846).

Annonce

Disse rejser og navnlig hans sidste ophold i Naksh-i-Rustam i voldsom hede i begyndelsen i juli måned påførte ham imidlertid gentagne feberanfald som han vel fik så vidt bugt med at han kunne fortsætte rejsen til Isfahan, men her vendte feberen tilbage, og der udviklede sig en underlivsbetændelse og en sygdom i leveren som bragte ham døden nær. Han kom sig dog, takket være den omhyggelige pleje han nød, først i den katolske biskop, italieneren padre Giovannis hus, senere hos den armenske ærkebiskop. I sept. kunne han rejse videre til Teheran og derfra over Moskva og St. Petersborg, hvor han atter blev farligt syg, Berlin og Bonn, til København, medbringende pehlevi-håndskrifter, hvoraf flere er sjældne og overordentlig værdifulde (K 35 og K 43 faksimilerede i Codices Avestici et Pahlavici Bibliothecae Universitatis Hafniensis III–VI, 1934-36). De findes nu, ligesom de tidligere af Rask hjembragte avesta- og pehlevi-håndskrifter, i Det kgl. bibliotek hvor også N.L. Westergaards rejsedagbog opbevares. Efter sin hjemkomst i maj 1844 blev N.L. Westergaard s.å. udnævnt til lektor ved universitetet og 1845 til ekstraordinær professor i indisk-orientalsk filologi. 1850 blev han ordinær professor. Hans lærervirksomhed måtte efter sagens natur væsentlig bestå i undervisning i sanskrit der som regel gaves i hans hjem. Med dette sprog var han i sjælden grad fortrolig. I avestisk underviste han af og til når tilhørere meldte sig. Også alt hvad der ellers vedrørte universitetet tog han sig af med stor iver og interesse, navnlig efter at han 1854 var blevet medlem af konsistorium. 1867-68 var han universitetets rektor. Af det udbytte N.L. Westergaard havde hjembragt fra rejsen var det ham først om at gøre at bearbejde de tagne afskrifter af de achæmenidiske indskrifter. De allerfleste af disse indskrifter og alle de, der kendtes på N.L. Westergaards tid, er affattet i tre forskellige slags kileskrift, hvoraf man naturligt – og rigtigt – sluttede, at det drejede sig om tre forskellige sprog. Tydningen af den skriftart som altid står først, den oldpersiske, var på den tid så langt fremskreden, at man kunne benytte de her opnåede resultater til forsøg på at dechifrere de to andre, idet man med rette formodede, at man havde at gøre med oversættelser af den oldpersiske tekst. Udgangspunktet var de mange deri forekommende person- og folkenavne. Vi ved nu, at den anden skriftart er elamitisk og den tredje babylonisk. Studiet af begge disse skriftarter og de i dem udtrykte sprog, af hvilke det elamitiske ikke med sikkerhed lader sig henføre til nogen anden kendt sprogklasse, var imidlertid dengang i sin allerførste begyndelse. N.L. Westergaard overlod straks på hjemrejsen sine afskrifter vedrørende den første art til sin gamle lærer Chr. Lassen i Bonn der allerede tidligere havde givet vigtige bidrag til tydningen deraf. På grundlag af disse afskrifter offentliggjorde Lassen 1845 den i dechifreringens historie vigtige afhandling Die Altpersischen Keilinschriften nach Hrn. N. L. Westergaards Mittheilungen (Zeitschr. für die Kunde des Morgenlandes VI). Derimod tog N.L. Westergaard selv fat på tydningen af den anden skriftart som han først betegnede som "medisk". Da man imidlertid vidste, at oldtidens persisk og medisk var to nært beslægtede iranske (altså indoeuropæiske) sprog, og den anden skriftart allerede for N.L. Westergaard afslørede et sprog der ikke var indoeuropæisk og heller ikke semitisk, henførte han dette til hvad man dengang betegnede som den "turanske" sprogæt, og kaldte det "sakisk" eller "skythisk". Nu kender vi for øvrigt gennem tekstfund fra vort århundrede det virkelige sakiske sprog som har vist sig at være iransk. N.L. Westergaard offentliggjorde sine resultater dels på tysk: Zur Entzifferung der Achämenidischen Keilschrifl zweiter Gattung (trykt sst. som Lassens ovennævnte afhandling), dels på engelsk: On the Deciphering of the Second Achæmenian or Median Species of Arrowheaded Writing (i Oldskriftselskabets Mémoires, 1840-44) og lagde dermed det første grundlag for tydningen af denne kileskriftart. Efter at N.L. Westergaards ven englænderen E. Norris i et 1853 udkommet arbejde på grundlag af et mange gange større materiale havde ført undersøgelsen et stort skridt videre, vendte N.L. Westergaard endnu en gang tilbage til dette emne, idet han 1854 i Vidensk. Selskabs Skrifter offentliggjorde sin afhandling Om den anden eller den sakiske Art af Akhæmenidernes Kileskrift. Navnlig denne sidste afhandling som, da den blot foreligger på dansk, desværre er forblevet upåagtet af senere forskere i udlandet, vidner om N.L. Westergaards store skarpsindighed og stringente metode. Til undersøgelsen af den "sakiske" kileskrift skulle slutte sig en afhandling om selve sproget som N.L. Westergaard bebudede i en efterskrift, men som aldrig fremkom. Blandt andre arbejder fra hans hånd vedrørende kileindskrifterne kan endvidere nævnes nogle til sidstnævnte afhandling knyttede bemærkninger om det historiske indhold af de her behandlede indskrifter samt om dettes forhold til Herodots beretning (refereret i Vidensk. Selskabs Oversigt 1854). Bearbejdelsen af de øvrige sider af rejseudbyttet måtte foreløbig træde i baggrunden for andre opgaver.

Efter at N.L. Westergaard var blevet ansat ved universitetet var det ham af vigtighed at tilvejebringe hjælpemidler for studiet af sanskrit. Han udarbejdede da en "Sanskrit Læsebog", med udførlig ordfortegnelse, bemærkelsesværdig bl.a. derved at den indeholder et berømt lille kunstdigt "Ghaṭakarpara", ledsaget af en "indfødt" kommentar. N.L. Westergaard bemærker selv i fortalen derom, at han har valgt dette stykke "netop for den medfølgende Kommentars Skyld", et lille træk der i høj grad vidner om N.L. Westergaards blik for det pædagogisk rigtige. Dertil slutter sig en "Kortfattet Sanskrit Formlære" der, skønt han betegner den som kortfattet, i virkeligheden er overordentlig righoldig og nøje følger den gamle indiske grammatiker Pāṇinis indgående regler. Begge udkom 1846. S.å. udkom Codices Indici bibliolhecæ regiæ Havniensis enumerati et descripti, cum indice codicum Indicorum et Iranicorum Bibliothecæ Universitatis Havn., et meget vigtigt arbejde hvis endelige redaktion skyldes N.L. Westergaard, mens de vidtløftige forarbejder dertil var udført dels af ham, dels af den tyske lærde Fr. Spiegel. Han kunne nu på ny vende sig til udforskningen af de gammel-iranske sprog. 1851 udsendte han en litograferet faksimile-udgave af det for zarathustrismens verdensbillede vigtige pehleviskrift Bundehesh (Bundahishn) efter det i universitetsbiblioteket opbevarede meget gamle håndskrift K 20 som siden er blevet faksimileret i sin helhed i Codices Avestici et Pahlavici Bibliothecae Universitatis Hafniensis I, 1931. I slutningen af N.L. Westergaards udgave findes reproduktion af sasanidekongen Shapur Is klippeindskrift i Hadjiabad, en af de bedst bevarede pehlevi-indskrifter, efter hans egen afskrift.

N.L. Westergaards hovedopgave var imidlertid at levere en fuldstændig udgave af Avesta med alle de til forståelse af parsernes hellige skrift nødvendige hjælpemidler. Efter at have gennemarbejdet det på vort universitetsbibliotek værende fortrinlige håndskriftmateriale og på en rejse til London, Oxford og Paris 1850 at have konfereret de der opbevarede avestahåndskrifter leverede han 1852-54 sin kritiske udgave af Avestas tekst: Zendavesta or the Religious Books of the Zoroastrians, edited and translated, with a Dictionary, Grammar &c. Vol. I. The Zend Texts. Værket er trykt her i det Berlingske bogtrykkeri, og typerne dertil er skåret under N.L. Westergaards ledelse efter de i de ældste håndskrifter brugte bogstavformer. Behandlingen af teksten med den ledsagende fyldige samling af varianter er mønsterværdig og vidner om N.L. Westergaards filologiske nøjagtighed og indtrængende forståelse af den vanskelige og i tidens løb på mange måder forvanskede sprogform. Det er et ikke blot for sin tid fremragende værk, N.L. Westergaard her har skabt. Det er end ikke blevet overflødiggjort ved K.F. Geldners senere på grundlag af et større håndskriftmateriale besørgede avestaudgave (I–III, 1886-95); for enkelte mindre tekststykkers vedkommende, som Geldner ikke har medtaget, er vi endnu henvist til N.L. Westergaards udgave. Denne editio princeps prises af Geldner i hans Prolegomena som et beundringsværdigt arbejde, N.L. Westergaards tekst som mønstergyldig. Til denne udgave slutter sig et par afhandlinger, begge offentliggjorte i Vidensk. Selskabs Oversigt 1852: Bemærkninger om Zendavestas Alder og Hjemstavn og Bidrag til den oldiranske Mythologie.

Af udgaven af Avesta kom der desværre aldrig mere end det ovenfor nævnte 1. bind; ingen af de andre i hovedtitlen bebudede partier så nogen sinde lyset, skønt N.L. Westergaard gennem en årrækkes arbejde havde samlet et. omfattende materiale dertil, navnlig vistnok til Avesta-ordbogen, men fortalen til tekstudgaven indeholder en god del iagttagelser som endnu har bevaret deres værdi. Bl.a. har N.L. Westergaard i en beskeden fodnote som den første gjort opmærksom på, at de semitiske ord i pehlevi-sproget var ideogrammer, i stedet for hvilke man på den tid, da sproget var levende, læste de tilsvarende iranske ord, en opfattelse som kun langsomt trængte igennem og et halvt århundrede senere fik sin afgørende bekræftelse ved fundet af manikæiske pehlevi-tekster uden ideogrammer. Om N.L. Westergaard efterhånden har mærket at planen var uoverkommeligt stort anlagt, om han har set at det ikke var muligt i grammatisk og leksikalsk henseende at nå den grad af sikkerhed som han selv ville kræve, om samtidige arbejder i samme retning af tyske lærde har berøvet ham lysten til at fortsætte sit, eller hvad overhovedet grunden har været kan nu ikke oplyses. Noget medvirkende har sikkert også private forhold været, deriblandt ikke mindst den store sorg der ramte ham, da hans elskelige og højt begavede hustru døde. Dette var et hårdt slag for ham, og med rørende ømhed ofrede han sig for sit hjem og sine fire børn.

Hans senere, ikke meget omfattende, men altid lødige produktion gik væsentligt i anden retning end tidligere og drejede sig navnlig om Indiens ældre historie. Således hans to universitetsprogrammer: Om de ældste Tidsrum i den indiske Historie med Hensyn til Literaturen (nov. 1860) og Bidrag til de indiske Lande Málavas og Kanyakubjas Historie (april 1868); endvidere Om Buddhas Dødsaar og nogle andre Tidspunkter i Indiens ældre Historie (i Vidensk. Selskabs Oversigt 1860). Af disse arbejder foreligger det første og det sidste i tysk oversættelse ved A. F. Stenzler (1862) og har altså været kendt – og påskønnet – uden for Danmarks grænser. Derimod har den store og værdifulde og om et imponerende overblik på indisk epigrafisk-numismatisk område vidnende afhandling Om de indiske Kejserhuse fra det fjerde til det tiende Aarhundrede og nogle ældre Fyrsteslægter efter samtidige Aktstykker (i Vidensk. Selsk. Skrifter 5.r., Hist. og philos. Afd. III, 1869), som kun foreligger på dansk, ikke fået den indflydelse den fortjente (i Acta Orientalia XXXIX, 1978, er en lille del oversat til engelsk af Elisabeth Strandberg). Særlig for dette sidstnævnte emnes vedkommende ligger der utvivlsomt en tilknytning til hans ungdoms studier i Indien i den omstændighed, at kilderne væsentligst er at søge i gamle indskrifter. Karakteristisk for N.L. Westergaards senere produktion er det, at han efterhånden intet selv ville offentliggøre uden på dansk. Dette var et udslag af hans brændende fædrelandskærlighed der også ytrede sig i, at han delvis allerede efter treårskrigen og endnu mere efter begivenhederne i 1864, der gik ham meget nær til hjerte, mere og mere trak sig tilbage fra tidligere venner og kolleger i udlandet, navnlig i Tyskland.

Også uden for sit egentlige fag virkede N.L. Westergaard på mange måder. Han deltog således i stiftelsen af det nordiske litteratursamfund hvis formand han derefter bestandig var, og til det første skrift som dette udgav 1847, Hrafnkel Freysgodes Saga, besørget af K. Gíslason, leverede N.L. Westergaard en dansk oversættelse. Fra 1856 var han en af eforerne for den Arnamagnæanske stiftelse. 1853 blev han valgt ind i bestyrelsen for den danske historiske forening og redigerede derefter som dennes sekretær Historisk Tidsskrift indtil 1865. Af Videnskabernes selskab blev han medlem 1847 og var derefter fra 1850 et virksomt medlem af dets ordbogskommission, ligesom han i en række år var formand for dets kassekommission. Også i det politiske liv deltog han en kort tid, idet han 1848 blev medlem af den grundlovgivende rigsforsamling (som repræsentant for Holbæk amts 1. valgkreds) og valgtes til en af dens sekretærer. Denne virksomhed, som kun lidet stemte med hans natur, opgav han dog straks derefter. – N.L. Westergaard døde efter længere tids sygelighed der vistnok har stået i forbindelse med den svære sygdom han i sin ungdom havde gennemgået i Persien. – Etatsråd 1869. – Dr.phil.h.c. i Lund 1868.

Familie

N.L. Westergaard blev født i København (Trin.), døde sst. (Frue) og er begravet sst. (Ass.). Forældre: tømmermester Niels Nielsen Westergaard (1772-1835) og Sophie Magdalene Nyeborg (1785-1850). Gift 23.5.1845 i Ølstykke med Christiane Frederikke Orpheline Octava Ryge, født 24.12.1819 i Kbh. (Slotsk.), død 1.4.1856 sst. (Frue), datter af dr.med., skuespiller J.C. Ryge (1780-1842) og Christiana F. Bekker (1784-1819). – Far til Harald Westergaard og Viggo Westergaard.

Udnævnelser

R. 1852. DM. 1874.

Ikonografi

Afbildet på Constantin Hansens mal. 1860-64 af den grundlovgivende forsamling 1848 (Fr.borg) og på forarbejde hertil (folketinget); mal. af samme 1861-62 (sst.). Træsnit 1878 af G. Pauli og efter dette træsnit af Søborg s.å. Træsnit af H. P. Hansen, 1886. Mal. af F. Vermehren, 1895 (Fr.borg). Buste af Jenø Meister, 1930 (Kgl. bibl.). – Mindesmærke 1939 på Dantes Plads, Kbh.).

Bibliografi

[J. L.] U[ssing] i Ill. tid. 22.9.1878. Vilh. Thomsen i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl., s.å. 87-114 (optr. i forf.s Saml. afhandl. I, 1919 145-75). Ernst Windisch: Gesch. der Sanskrit-Philologie und indischen Altertumskunde II, Berlin, Lpz. 1920 = Grundriss der indo-arischen Philologie und Altertumskunde I,1 B 234-36. Johan Eyser i Ex Bibliotheca univ. Hafniensis, 1920 165-81. Georg Morgenstierne i Le Nord IV, Kbh. 1941 137-39. Elisabeth Strandberg i Acta orientalia XXXIX, 1978 4-22. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arthur Christensen, Verner Seemann: N.L. Westergaard i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299287