Harald Rasmussen (mellemøst- og asienkender)

Harald Rasmussen, 28.8.1853-25.12.1904, orientalist, lærer. Født i Halk, død i Kbh., begravet på Frbg. (Solbjerg). Da faderen 1864 blev fordrevet af preusserne, kom R. til Kbh. hvor han blev student 1871 fra Haderslev læreres skole og cand. teol. 1877. Som student var han allerede 1875 blevet lærer ved De forenede kirkeskoler hvor han 1882 blev overlærer, 1889 inspektør. De orientalske studier lokkede ham tidligt, særlig persisk og sanskrit, og han erhvervede 1886 universitetets guldmedalje for en afhandling som han forkortet udgav n.å. under titlen Østerlandsk Mystik efter persiske Digtere. 1892 disputerede han for doktorgraden med Studier over Hafiz med Sideblik til andre persiske Digtere og har i de to her nævnte arbejder givet en nyttig og overskuelig redegørelse for nogle af den persiske sufismes hovedpunkter under hensyntagen til indisk og kristelig mystik. Som en frugt af sine sanskritstudier udgav han 1893 De ældste indiske Æventyr og Fabler, eller Fembogen. Et Uddrag af Visnusarmans Pantjatantra, oversat fra sanskrit efter grundteksterne. Med sin hustru foretog han okt. 1893-april 1894 en rejse til Indien. Han besøgte her Ceylon og Himalayabjergene og gennemrejste Hindustan fra Calcutta til Delhi, med en afstikker til den danske missionsstation i Santalistan, og vendte hjem over Bombay, Aden og Egypten. Sine indtryk fra rejsen skildrede han underholdende og belærende i en livligt skrevet bog Mellem Singhalesere og Hinduer, 1895. Endvidere udgav han 1900 Dragende Egne, en samling småfortællinger fra Østen, og 1903 en oversættelse fra sanskrit af Nala og Damajanti, en af de smukkeste fortællinger i det store indiske heltedigt Mahabharata. Han nærede en varm kærlighed til Orienten og dens kultur. Dette i forbindelse med et fint blik for orientalsk digtnings poetiske ejendommeligheder har givet hans arbejder værdi.