Frants Buhl (teolog)

Frants Buhl, Frants Peder William Buhl, 6.9.1850-24.9.1932, orientalist. Frants Buhl blev student 1868 fra Metropolitanskolen, cand. teol. 1874. Allerede i studentertiden interesserede han sig særlig for Det gl. testamente som han studerede under C. Hermansens ledelse; samtidig drev han almindelige semitiske sprogstudier, især arabisk under van Mehren. 1874 fik han accessit for en prisopgave om nægtelserne i arabisk, sammenlignet med hebraisk.

På en studierejse til Wien og Leipzig fortsatte han studiet af Det gl. testamente og af arabisk. I Leipzig søgte han undervisning hos Franz Delitzsch og H. L. Fleischer. Resultatet af disse studier var en disputats Sproglige og historiske Bidrag til den arabiske Grammatik, 1878. Medens Frants Buhl opholdt sig i Leipzig udkom Wellhausens Geschichte Israels I der vandt størstedelen af de tyske gammeltestamentlige forskeres tilslutning til den opfattelse af Mosebøgernes tilblivelse som væsentlig allerede var udformet af Reuss, Vatke og Kuenen. Frants Buhl forholdt sig stærkt afvisende over for denne opfattelse, således i en afhandling Naar er femte Mosebog affattet? i Theol. Tidsskrift 1878, men efterhånden bøjede han sig for dens argumenter, og han blev den som indførte den kritiske behandling af Det gl. testamente i Danmark.

1880 blev han docent, 1882 professor ved det teologiske fakultet med Det gl. testamente som fag. I en række artikler i Theol. Tidsskrift for 1884, 1885 og 1886 gav han udtryk for sit syn på de gammeltestamentlige undersøgelsers udvikling. Han sluttede sig her til den nyere opfattelse af den litterære historie, især delingen af Pentateuchen i kilder og i alt væsentligt til den datering de fik i nyere tid.

Frants Buhl skrev i disse år mindre afhandlinger om specielle spørgsmål i tyske tidsskrifter (Zeitschrift f. kirchliche Wissenschaft und kirchliches Leben 1881-82 og Zeitschrift f. die alttestamentliche Wissenschaft 1885 og -88) og i danske tidsskrifter om andre emner, en artikel om et afsnit af jødedommens historie (Alexander Jannaj og hans dronning i Historisk Arkiv 1886) og en om indskrifter der belyste Israels historie (Theol. Tidsskrift 1887), og endvidere et par bidrag til Fr. Nielsens "Smaaskrifter til Oplysning for kristne" (Om Prædikerens Bog, 1886, Om Jobs Bog, 1887) og en syntaks til H. L. Stracks af Kissmeyer oversatte hebraiske grammatik (1885). Arbejdet med Det gl. testamente førte Frants Buhl ind på undersøgelser af dets tilblivelse som kanonisk skrift og dets historie i den jødiske og den kristne menighed; deraf fremgik Den gammeltestamentlige Skriftoverlevering, 1885 der også behandler tekstens historie. I foråret 1889 foretog Frants Buhl en rejse over Grækenland og Egypten til Palæstina og derfra gennem Syrien og hjem over Konstantinopel. Fra 1913 skrev han mange artikler om geografiske steder inden for islams område i "Enzyklopaedie des Islams".

Da Frantz Delitzsch på grund af alder og sygdom trak sig tilbage blev Frants Buhl kaldet til at være hans efterfølger som gammeltestamentlig professor i Leipzig; han modtog kaldelsen og blev udnævnt fra 1.10.1890. Som tysk professor udsendte han et par af sine danske værker på tysk, nemlig Kanon und Text des Alten Testamentes, 1891 og Geographie des Alten Palästina, 1896 der begge blev stærkt benyttede håndbøger. En ny studie var Geschichte der Edomiter, 1893 der fremkom i et universitetsprogram. Men under sin virksomhed i Leipzig vedblev han at udgive bøger som dansk forfatter.

Frants Buhl lagde stærk vægt på Israels enestående karakter. Han fandt denne dels i dets ejendommelige historie, dels i dets profetisme, hvori han fandt den overleverede opfattelse af Israel som åbenbaringsfolket virkeliggjort. Denne opfattelse gjorde han nærmere rede for i De messianske Forjættelser i det gamle Testamente, 1894 hvor han fulgte udviklingen af de profetiske fremtidsudsagn. Disse bøger bragte på ny diskussionen om "bibelkritikken" i gang, og 1895 skrev Frants Buhl da et lille skrift Til Vejledning i de gammeltestamentlige Undersøgelser hvori han fremstillede grundlaget for den nyere opfattelse af Det gl. testamente i overskuelig og letfattelig form. Året i forvejen var hans oversættelse og grundige kommentar til Jesaja blevet afsluttet (1894). Han sluttede sig heri til den daværende forsknings almindelige opfattelse af kapitlerne 40-66 som hidrørende fra eksilets tid, en opfattelse han omhyggeligt begrundede.

I Leipzig var det blevet overdraget ham at udgive Wilh. Gesenius "Hebräisches und Aramäisches Hand-Worterbuch über das Alte Testament". B.s første udgave af dette værk, 12. oplag, udkom 1895, siden er fulgt indtil 16. udg. (17. udg. 1921 og senere, fot. optryk). Under Frants Buhls bearbejdelse hævdede denne ordbog sin plads som det betydeligste hebraiske leksikon. For hvert ord samles det etymologiske materiale fra andre semitiske sprog, med inddragning også af det egyptiske. Hertil havde Frants Buhl forskellige medarbejdere, navnlig gennem alle oplagene assyriologen H. Zimmern. Den egentlige leksikalske del er forsynet med rigelige henvisninger både for sprogformers og betydningers vedkommende, og i tidens løb indførtes en meget righoldig anvisning på litteratur hvor nærmere oplysninger og begrundelse kunne findes. Frants Buhl viste i dette leksikon sit herredømme over hele det gammeltestamentlige fag.

Ved v. Mehrens afsked blev Frants Buhl opfordret til at søge tilbage til København og overtage hans lærestof som professor i semitisk-østerlandsk filologi. Han gik ind på denne opfordring og blev udnævnt 1898. I den nye stilling kunne han fortsætte sine studier af Det gl. testamente og samtidig udvide dem til andre semitiske områder. Han skrev en større afhandling om Israelitternes sociale forhold (Dansk Tidsskrift 1898) som et forarbejde til den tyske Die socialen Verhältnisse der lsraeliten, 1899, og kort efter den omfangsrige kommentar Psalmerne, oversatte og fortolkede, 1900 der giver en indgående sproglig og real undersøgelse af en vigtig samling af Det gl. testamentes skrifter.

Han bidrog ved forskellige artikler til "Realenzyklopädie für protestantische Theologie und Kirche" (3. udg. ved A. Hauck), til "The Jewish Encyclopedia" og "Kirke-Leksikon for Norden". I Kittels udgave af den hebraiske bibel påtog han sig teksten til salmerne og til Esters Bog (1906). 1910 udgav han, under andres medvirken, en samlet oversættelse af hele Det gamle testamente, oversat i et rent og klart nutidssprog. Dette værk ligger til grund for den autoriserede oversættelse af 1931.

Ved siden af hebraisk beskæftigede Frants Buhl sig særlig med arabisk, især den ældre klassiske litteratur. Hans studier koncentrerede sig om Koranen og Muhammeds historie, og 1903 udkom Muhammeds Liv der giver en omhyggelig kildemæssig fremstilling af profetens udvikling og hans ældste menigheds tilblivelse. Bogen er senere omarbejdet til en tysk udgave (1930). I tilslutning dertil kom senere Muhammeds religiøse Forkyndelse efter Quranen, 1924 der fremstiller indholdet af profetens tanker, hans lære og lov. Tidligere havde han givet forskellige bidrag til Islams ældre historie, Alidernes Stilling til de shiitiske Bevægelser under Umajjaderne (Vidensk. Selsk. Oversigt 1910) og Ali som Prætendent og Kalif (Universitetets festskr., sept. 1921), dertil en oversættelse af et udvalg af Koranen (i "Verdensreligionernes Hovedværker" ved P. Tuxen, 1921); denne oversættelse blev genudgivet i uforandret skikkelse i den nye udgave af "Verdensreligionernes Hovedværker" (1954) som udkom under redaktion af P. Tuxen og Aa. Marcus. Over den senere Islam gav han en lille oversigt i Muhammedanismen som Verdensreligion, 1914. Om den ældre Islams mænd har han skrevet talrige artikler i "Enzyklopaedie des Islams".

På aramæisk område har Frants Buhl foruden skriftet om Daniel udgivet nogle studier over de jødiske papyri fra Elefantine (Vidensk. Selsk. Oversigt 1908, Theol. Tidsskr. 1910) som han i øvrigt benyttede til sin ordbog. Om de vestsemitiske folks kultur har han skrevet i "Verdenskulturen", udg. af Aage Friis (1908, samtidigt på svensk, her ny udg. "Orientens Forntidskultur" II, 1927 157-276).

Til oversættelsen af Det gl. Testamente sluttede sig en oversættelse af Apokryferne, 1920, og i forbindelse med dette arbejde udgav han en særlig behandling af Tobit- og Judithfortællingerne, 1919. Et nytestamentligt arbejde påtog han sig ved udgivelsen af en fortolkning til Hebræerbrevet, 1922.

Frants Buhls arbejder udmærker sig alle ved stor og omfattende lærdom, ved sikkerhed i den sproglige opfattelse af de tekster han arbejdede med, og ved en overordentlig klarhed i fremstillingen.

Ved siden af videnskaben dyrkede han hele sit liv med stor iver musikken, og han var en tid formand i Musikforeningens repræsentantskab.

Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1900 og var 1917-28 formand i dets historisk-filologiske klasse. 1908 blev han medlem af det norske Videnskabernes selskab, 1911 æresdoktor i Kristiania, 1912 i Athen, 1918 i Lund. Han var universitetets rektor 1911-12, efor for Borchs kollegium 1914-22, medlem af Rask-Ørsted fondets bestyrelse 1919-23, formand og senere æresformand for Orientalsk samfund og medredaktør af Acta Orientalia fra dets begyndelse 1923 til sin død.