• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dines Andersen

Oprindelige forfattere EPau og VSee

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Dines Andersen, 26.12.1861-28.3.1940, orientalist. Dines Andersen der var faderløs ved sin fødsel var fra sit tredje til sit femtende år i pleje hos smed J. Jensen i Tårup på Hindsholm, Mesinge sogn; hans plejemor var Ane Marie Larsen der var husbestyrerinde hos sin onkel efter konens tidlige død. Dines Andersen så siden tilbage på en lykkelig barndom hos plejeforældrene som opmuntrede ham i hans lyst til læsning men ingen mulighed havde for at lade ham få anden undervisning end den han modtog i almueskolen. Da den senere provst V. Fich blev sognepræst fik Dines Andersen i ham en lærer som forberedte den begavede dreng til optagelse i Odense latinskole 1877 og tog sig af ham som en far skoletiden igennem. Dines Andersen blev student 1881 med første karakter og gik nu med stor iver i gang med sprogvidenskabelige studier ved Københavns univ. hvor Vilh. Thomsen da holdt sin første forelæsning over lydfysiologien. Hos V. Fausbøll læste Dines Andersen sanskrit, og samtidig med at han selv måtte tjene til studierne gik han på egen hånd i gang med pāli, det med sanskrit beslægtede indiske sprog på hvilket den såkaldte "sydlige" buddhismes eller Theravādas hellige tekster er overleveret; sammenlignende sprogvidenskab var hans interesse, eksamensfagene lå inden for klassisk og nordisk filologi; 1887 tog han skoleembedseksamen med latin som hovedfag og græsk og dansk som bifag. Efter endt eksamen genoptog han sanskritstudiet og hørte Karl Verners forelæsninger over litauisk og slavisk. Sammen med sin ven Chr. Blinkenberg udgav han 1888 et lille skrift Dansk Lydskrift med Hovedpunkterne af den danske Lydlære hvortil Vilh. Thomsen havde skrevet forordet. 1889 fik Dines Andersen universitetets guldmedalje for besvarelsen af prisopgaven inden for indisk-østerlandsk filologi Brugen af de sanskritiske Participier, saaledes som den fremtræder i Pañcatantra og Hitopadeça (utrykt). Han var derved kommet ind på hvad han selv betegnede som studiet af sanskritsprogets og de indoeuropæiske sprogs historiske syntaks, og dette førte til disputatsen Om Brugen og Betydningen af Verbets Genera i Sanskrit, oplyst især ved Undersøgelser af Sprogbrugen i Chāndogya-Upanishad som han forsvarede 4.10.1892 for den filosofiske doktorgrad. Til Vilh. Thomsen festskriftet (1894) skrev han afhandlingen Reduplikationsvokalen i Verbernes Perfektformer.

Dines Andersen var alumne på Borchs kollegium 1891–92 og havde nu nogenlunde gode kår; 1887–1901 var han lærer ved Frederiksberg latin- og realskole og ved Lang og Hjorts kursus, og fra 1891 havde han fast ansættelse ved universitetsbiblioteket. Dette medførte at han kom til at forvalte arven efter den 1891 afdøde store pāliforsker V. Trenckner hvis nøjagtige manuskriptkopier tilfaldt biblioteket medens Dines Andersen selv fik overdraget den leksikalske seddelsamling; han blev Fausbølls medarbejder ved afslutningen af Jātaka-udgaven (I-VI 1877–96) og udarbejdede på 4 år index-bindet der udkom som vol. VII 1897. Han vandt derved allerede ry inden for europæisk paliforskning. For danske kredse var et lille hæfte bestemt der udkom 1891 som nr. 6 af Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning Rasavāhinī . Buddhistiske Legender. Det indeholder en dansk oversættelse af nogle pālifortællinger og tillige en indledning der gør rede for pālifilologien. Sine evner og erfaringer som både lærd og lærer forenede han i et værk der skulle tjene til indførelse i studiet af pāli; 1901 udkom første del (Text and Notes; 4. oplag 1935) af A Pāli Reader with Notes and Glossary, og anden del (Glossary) udkom 1904–07; værket vandt hurtigt indpas ved universiteter overalt i verden; 1968 udsendtes i Japan et samlet genoptryk, næppe det sidste; tekstudvalget giver prøver på vidt forskellige områder af pālilitteraturen og glosaret er en fortrinlig lille ordbog, dækkende tillige ordforrådet i Dhammapada, en af de bedst kendte buddhistiske tekster, udgivet 1855 af Fausbøll.

1902 (-27) udnævntes Dines Andersen til professor i indisk-østerlandsk filologi og han varetog undervisningen med stor omsorg. Det var sproghistoriske interesser der havde ført ham til indologien, og det var i det væsentlige en sproglig behandling han gav de tekster han læste over; men han manglede ikke sans for de kultursamfund teksterne var udtryk for; det viser hans populære fremstillinger, bl.a. afsnittene Indien i første bind af Verdenskulturen, 1907, og i første bind af Folkenes Historie, 1911; det viser også hans bidrag vedrørende Indien og buddhismen til anden udgave, 1915–28, af Salmonsens konversationsleksikon, ikke blot alment oplysende men fagligt vel funderede og udmærket orienterende. Til Svend Fengers "Religionshistoriske Tekster", 1919, bidrog han med oversættelser. Som videnskabelige bidrag til sanskritstudier må først og fremmest nævnes udsendelsen i samarbejde med Elof Olesen af Søren Sørensens Mahābhārata-index, 1904–25. I sit universitets-program 1915 med titlen Livet efter Døden. Studier over de ældste indiske Begravelsesritualer behandler han hymner fra Rigvedas 10. bog. Men det var som pāliforsker Dines Andersen hørte til foregangsmændene, og hans forelæsninger og øvelser over pāli blev søgt af tilhørere fra nær og fjern. Blandt de udenlandske tilhørere var svenskeren Helmer Smith (1882–1956, professor i Uppsala 1936–47), sidenhen medarbejder i det store projekt der blev Dines Andersens ufuldendte hovedværk, udarbejdelsen af en videnskabelig ordbog over pāli til afløsning af den ved udgivelsen fremragende men nu forældede Dictionary of the Pali Language af R.C. Childers, 1875. Blandt fortalerne for et nyt stort pālileksikon var stifteren af Pali Text Society i London, T.W. Rhys Davids; Dines Andersen var medlem af selskabets bestyrelse og leverede til dets Journal udgave med ordfortegnelse af Trenckners Critical and Philological Notes, 1908, og under "Lexicography" reviderede og udvidede ordfortegnelser udarbejdet af Sten Konow (1906–07 og 1909). Ved orientalistkongressen i Athen 1912 fandt Dines Andersen tilslutning til tanken om et internationalt samarbejde om ordbogsarbejdet med hovedsæde i København, men verdenskrigens udbrud 1914 umuliggjorde gennemførelsen af programmet. I København var arbejdet imidlertid godt i gang, Dines Andersen havde i årevis arbejdet på udnyttelsen af Trenckners samlinger, og i 1916 blev den endelige beslutning truffet om at han og Helmer Smith i fællesskab skulle løse den store opgave. 1924–26 kunne det første hæfte af A Critical Pāli Dictionary. Begun by V. Trenckner udsendes. Det kongelige danske videnskabernes selskab havde påtaget sig udgivelsen, og arbejdet blev støttet af Carlsbergfondet og Rask-Ørsted fondet. Med henvisning til den 1921–25 af Pali Text Society udgivne ordbog af mere foreløbig karakter anslog de at der ville gå mindst 15 år med deres eget værks fuldendelse. Det skulle være "critical" i kraft af en granskning af teksterne i lys af pālitraditionen hvorved i mange tilfælde læsemåden ikke blot i manuskripter men også i europæiske og orientalske udgaver kunne forbedres. Dette arbejde kom nu til at kræve langt mere tid end forudset af de to hvis hjælpere i tidens løb var Elof Olesen, Agnes Agerschou og Hans Hendriksen (1951 professor i Kbh.). Ved Dines Andersens død 1940 forelå 10 hæfter; vol. I afsluttedes med et 11. hæfte 1944 og et udelukkende af Smith forfattet efterskrift Epilegomena, 1948. Dermed var kun en lille del af det planlagte arbejde til ende. 1958 traf L.L. Hammerich, dengang redaktør af Videnskabernes selskabs skrifter, ved et møde i København foranstaltninger til at fortsætte ordbogen som et internationalt foretagende hvori nu indgår Trenckners, Dines Andersens og Smiths samlinger. Sammen med Smith leverede Dines Andersen 1913 en revideret udgave af den vigtige pālitekst Sutta-nipāta (1. udg. Fausbøll 1885) og 1921 en udgave af "The Pāli Dhātupātha and the Dhātumañjūsā".

Dines Andersen var medlem af Videnskabernes selskab fra 1908 og 1913–39 redaktør af dets skrifter; 1892 havde han udarbejdet fortegnelsen over selskabets publikationer 1742–1891. Han var 1896–1931 sekretær i Universitetsjubilæets danske samfund og blev 1926 æresmedlem af Royal Asiatic Society. I sin videnskab var han præget af nøgternhed og i sin personlige fremtræden af beskedenhed; langtfra at bryde sig om at hævde sig selv var han hjælpsom og anerkendende over for yngre fagfæller og opfyldt af veneration for sine store forgængere.

Familie

Dines Andersen blev født i Ullerslev på Fyn, døde på rigshospitalet, København, urne på Solbjerg Kirkegård, Frederiksberg. Forældre: møllebygger Dines Andersen (1833–61) og Christiane Poulsen (1833–1914, gift 2. gang 1867 med gårdejer Hans Hansen, Tårup, 1826–1904). Gift 22.11.1892 i København (Frue) med kommunelærer Jakobine Emilie Sørensen Bergh, født 2.10.1863 i København (Frue), død 12.11.1936 i København, datter af kammerassessor, kancellist i finansministeriets 2. departement, Christian Anders Theodor Sørensen (Bergh) (1815–68) og Edle Margrethe Jørgensen (1830–1902).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. i Universitetets progr. nov. 1892. – P. Tuxen i Berl. tid. 26.12.1931 og mindetale i Vidensk. selsk.s oversigt 1940–41, på engelsk i A Critical Pali Dictionary vol. I 1924–48. Privatarkiv i Rigsark.