Arthur Christensen

Arthur Christensen, Arthur Emanuel Christensen, 9.1.1875-31.3.1945, orientalist. Født i Kbh. (Holmens), død i Charlottenlund, urne på Mariebjerg kgd. C. blev student 1893 fra Nørrebros latin- og realskole, cand. mag. (fransk) 1900. Han havde fra sin tidlige ungdom fået levende interesse for østerlandene og dyrkede foruden sit fagstudium med stor iver de orientalske sprog og kulturer, arabisk og persisk hos A.F. van Mehren, sanskrit hos V. Fausbøll, avestisk hos Edv. Lehmann og tyrkisk og arabisk hos Johs. Østrup. Under et studieophold ved det orientalske seminar i Berlin (1902) nød han bl.a. også undervisning af den fremragende iranist F.C. Andreas. Han disputerede 1903 med en litterærhistorisk studie over den persiske digterfilosof Omar Khajjāms "Rubāijāt" der vakte megen opmærksomhed og året efter udkom i stærkt forøget og omarbejdet skikkelse på fransk. Langt senere har han yderligere uddybet dette emne i det banebrydende arbejde Critical Studies in the Rubá ^ciyát of Umari-Khayyám, 1927 hvori han på grundlag af en minutiøs undersøgelse af håndskriftoverleveringen af Rubāijāt søger at fastslå hvilke rubāier (i alt 121 af ca. 800 verserende) der med nogen sikkerhed kan tilskrives Omar Khajjām. C. har også selv givet en oversættelse til dansk af Omar Khajjāms Epigram Digte, 1920, 2. udg. 1943. Ved omfattende studier, bl.a. håndskriftundersøgelser på biblioteker i udlandet (London, Paris) og ved ophold hos F. C. Andreas, der i mellemtiden var blevet professor i Göttingen, uddannede C. sig efterhånden til en af tidens ypperste kendere af iransk åndsliv og kultur. Navnlig har han set det som sin opgave at efterspore kontinuiteten i det iranske åndsliv, finde de fælles træk hos de zarathustriske og islamiske iranere og undersøge på hvilke punkter og i hvilket omfang iranerne har modtaget indflydelse fra og atter øvet påvirkning på andre folk. På en rejse til Iran (febr.-aug. 1914) indkøbte han en del håndskrifter til vore biblioteker og lærte ved selvsyn kultur- og sprogforhold i nutidens Iran at kende. 1929 og 1934 besøgte han på ny Iran. Interessante skildringer af sine rejser har han givet i Hinsides det kaspiske Hav, 1918 og Det gamle og det nye Persien, 1930.

Et resultat af C.s Orientrejser var omfattende optegnelser af dels helt ukendte og dels utilstrækkeligt kendte dialekter. 1915 udgav han sit materiale fra Semnān i Nordvestiran Le dialect de Sämnān, 1930 Contributions à la dialectologie iranienne, sine bearbejdelser af dialekterne gilakī, farizandī, yaranī og natanzī, og med Contributions à la dialectologie iranienne II, 1935 vendte han tilbage til dialekterne fra egnen omkring Semnān (Surkhe, Lāsgird, Sangesar, Shamirzād). Desuden bearbejdede C. ved flere lejligheder dialekttekster indsamlede af andre, således Åge Meyer Benedictsens materiale på awromanī og pāwaī fra persisk Kurdistan, Les dialectes d'Awromān et de Pāwä 1935-37, og sin lærer F.C. Andreas' tekster på sīvandī, yazdī og sōī (1939).

C. var ikke fonetiker, og den moderne teoretiserende lingvistik interesserede ham ikke synderligt. Han var filolog i "klassisk" forstand og brugte sproget som et middel til at forstå de historisk-etnologiske sammenhænge i videste kulturhistoriske betydning. Ikke desto mindre er hans dialektstudier forbilledlige idet han skyende raffinerede fonetiske transskriptioner alene holdt sig til sin instinktivt sikre fornemmelse af det væsentlige og helt karakteristiske i dialekternes lydsystem og grammatik. Samme klare forståelse og sunde dømmekraft er i øvrigt også fremtrædende træk i C.s behandling af de iranske sprog i alle historiske faser fra oldiransk til nyiransk (her navnlig teksterne på ossetisk, et iransk sprog der tales i Kaukasusområdet, og som C. fik lejlighed til at sætte sig ind i takket være nogle i Ribe under 1. verdenskrig internerede ossetiske krigsfanger Textes ossètes, 1921. Som udpræget kulturhistoriker har C. i en lang række arbejder, ofte i tidsskrifter (særlig Le Monde Oriental og Acta Orientalia) samt i Videnskabernes selskabs Skrifter og Meddelelser behandlet emner især fra det førislamiske og tidligt islamiske Irans historie og litteratur, religionshistorie og ikke mindst sagnhistorie. På disse områder har han givet en række arbejder, ofte originale og grundlæggende i deres nye synspunkter. 1907 udsendte C. L'Empire des Sassanides. Le peuple, l'état, la cour (genoptrykt 1927) der i udvidet skikkelse atter udgaves i 1936 (oversat til persisk 1938) og i en stærkt forøget andenudgave 1944. Det er C.s opus magnum, grundlaget for enhver alvorlig beskæftigen sig med sasanidetidens kulturhistorie. Særlige punkter inden for denne uddybede C. med en række betydningsfulde monografier som eksempelvis Le règne du roi Kawādh I et le communisme Mazdakite, 1925 om de forskellige traditioner om den kommunistiske reformator Mazdak, forkynderen af ejendoms- og kvindefællesskab, og La légende du sage Buzurǰmihr, 1930, en af sasanidetraditionens mærkeligste skikkelser. Med den anerkendelse C. vandt gennem disse arbejder er det umiddelbart forståeligt at han fik betroet den ærefulde opgave at skrive afsnittet Die Iranier i Kulturgeschichte des alten Orients (Handbuch der Altertumswissenschaft III, I, 3, 1933) samt afsnittet om sasanidetiden i The Cambridge Ancient History XIII, 1939.

Det var C.s hensigt at give en fuldstændig fremstilling af den iranske sagnhistorie, den religiøse og nationale arv som sasaniderne overtog og på mange måder mente at kunne legitimere som deres. En væsentlig del af planen lykkedes det ham at gennemføre, først med Le premier homme et le premier roi dans l'histoire legendaire des Iraniens. (Stockholm 1917, II, Leiden 1934) og Smeden Kāväh og det gamle persiske Rigsbanner, 1919, siden med Les Kayanides 1931 om de allerældste legendariske tidsrum af Irans historie, universitetsfestskriftet Heltedigtning og Fortællingslitteratur hos Iranerne i Oldtiden, 1935 og året efter Les gestes des rois dans les traditions de l'Iran antique, Paris 1936 og La vie musicale dans la civilisation des Sassanides. 1936, arbejder der fik overordentlig stor betydning for den indoiranske sagn- og religionsforskning og for sagnforskningen i almindelighed idet C. her i sine bestræbelser for at skabe et teoretisk og praktisk grundlag for en virkelig videnskabelig sagnforskning mødtes med folkemindevidenskabens store forskere som Axel Olrik og svenskeren C. W. von Sydow og førtes ind på omfattende studier over almindelig folklore og folkepsykologi, derunder også moderne massepsykologi, og filosofi, emner han har behandlet i en lang række bøger og afhandlinger Politik og Massemoral, 1911 (tysk 1912, eng. 1915), Engelsk og tysk Folkeaand. Kultur og Verdenskrig, 1915, Folkestyrets Fremtid, 1927, hvilke arbejder alle bærer præget af dyb pessimisme over for det moderne parlamentariske flertalsvælde uden derfor at røbe sympati for nogen art af diktatur hvilket da også med al ønskelig tydelighed fremgår af de tilintetgørende domme han i en række artikler i "Skatteborgeren" under 2. verdenskrig fælder, over diktaturstaternes sataniske overgreb. I denne sammenhæng kan også nævnes Synspunkter og Synsvinkler, 1929. C.s egne livs- og samfundsbetragtninger i aforistisk form, hans mindeskrift, 1910, om ungdomsvennen, den mærkelige filosof Aage Werner og bogen Drømme, 1941, (svensk 1942), et også af fagfolk højt værdsat bidrag til den introspektive psykologi samt C.s egne skønlitterære forsøg, især Cedertræskisten, 1940, pasticher med orientalske motiver, og Angstens rappe Saaler. En Roman om en Verdenspsykose, 1943. Af de folkloristiske arbejder bør særlig fremhæves den originale Trebrødre- og Tobrødre-Stamsagn, 1916, Contes persans en langue populaire, 1918, Les sots dans la tradition populaire des Persans, 1923, Remarques sur les facéties de ^cUbaïdi-Zākāni, 1924, den på dansk udgivne samling Persiske Æventyr, 1924 og den interessante studie Motif et thème. Plan d'un dictionnaire des motifs de contes populaires, 1925, det kommenterede udtog af et persisk skrift om koranversenes magiske kraft Xavāṣṣ-i-āyāt, Notices et extraits d'un manuscrit persan traitant la magie des versets du Coran, 1920, Märchen aus Iran, 1939, en oversættelse af 10 ikke tidligere kendte eller offentliggjorte persiske eventyr, Molboernes vise Gerninger, 1939, Dumme Folk, Danske Skæmteæventyr i international Belysning, 1941 og især Essai sur la démonologie iranienne, 1941 hvor C. skarpsindigt viser hvorledes ældgamle iranske folketroselementer har holdt sig levende inden for Islams rammer helt op til nutiden.

Også på avestaforskningens område bragte C. ny erkendelse og inspiration. Det var navnlig spørgsmålene vedr. profeten Zarathustras tid og miljø og gāthāernes og yashternes kronologi der lå ham på sinde. Efter at have berørt spørgsmålene i en række foredrag i Filologisk-historisk samfund (1894 og 1904), på den internationale orientalistkongres i Alger 1905 og i indledningen til sin oversættelse af et udtog af Avesta, 1923, modnedes og systematiseredes tankerne i de større arbejder der fulgte: Quelques notices sur les plus anciennes périodes du Zoroastrisme, 1926, Études sur le Zoroastrisme de la Perse antique, 1928, det førnævnte arbejde Les Kayanides fra 1931 samt Le premier chapitre du vendidad et l'histoire primitive des tribus iraniennes, 1943. I disse værker optræder C. som en dristig analytiker hvis teser vakte både inspiration og irritation. Men selv de - i øvrigt kun få - kontroversielle teser var altid igangsættende. Det er da heller ikke uvæsentligt at konstatere at den seneste forskning i flere tilfælde efter fornyede undersøgelser har måttet anerkende C.s resultater. Fra 1903 holdt C. forelæsninger over iransk ved Kbh.s univ. 1918 optoges han i Videnskabernes selskab og var fra 1919 til 1945 professor i iransk filologi. 1907-18 var han udenrigspolitisk medarbejder ved Berlingske Tidende. En frugt af denne virksomhed er foruden talrige tidsskriftartikler (især i Gads Danske Magasin fra 1910 til 1941) bogen om Præsident Wilson. Taler og Karakteristik, 1918. - C. besad en. ualmindelig arbejdsevne der i forbindelse med stor flid gjorde det muligt for ham at spænde over vidt forskellige områder selv om hans personlige interesser utvivlsomt først og fremmest gik i retning af strengt videnskabelig forskning. Som forsker ejede C. nogle af dansk videnskabs bedste egenskaber, nøgtern kritisk sans og stor klarhed i fremstillingen og bevisførelsen. Gennem oversættelser og populær-videnskabelige værker har han flittigt bidraget til at oplyse den danske (og nordiske) læseverden om det gamle og det nye Iran, således i talrige artikler i Nordisk Tidsskrift, Tilskueren, Gads Danske Magasin m.fl., afhandlinger og oversættelser i Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning (deri Hofdigtning og Digterhoffer hos Perserne, 1905, Romanen om Bahrâm Tschôbín, 1907, Abû-l-Maâlî: Fremstilling af Religionerne, 1916, En persisk Satiriker fra Mongolertiden, 1924 og To iranske Komedier fra Kadjarernes Tid, 1938, endvidere den åndfulde og livlige Muhammedanske Digtere og Tænkere, 1906, Om Lægekunst hos Perserne, 1917, Avesta, Zarathustriernes hellige Skrifter, 1923, den monumentale, metriske oversættelse af et udvalg af Irans nationalepos, den store digter Firdausīs Kongebog (Shāhnāme), 1931 og Kulturskitser fra Iran, 1937. Endelig bør nævnes at C. redigerede den store' facsimile-udgave af Universitetsbibliotekets gammeliranske håndskrifter, Codices Avestici et Pahlavici (I-XII 1931-44) og selv skrev indledningen til I-IV. Det er et gigantværk af international betydning. - På sin halvfjerdsårsdag 9.1.1945 fik C. overrakt et festskrift "Øst og Vest" med bidrag af nordiske orientalister og folkemindeforskere. Posthumt, så sent som 1970, udkom med støtte fra Carlsbergfondet og med rettelser og tilføjelser af hans efterfølger Kaj Barr Études sur le persan contemporain med en grundig oversigt over den moderne iranske litteratur og dens sprog, et udvalg af betydelige moderne iranske forfattere som Sa'īd Nafīsī, Sādiq Hidājat, Buzurg Alavī, Djamālzāde og andre samt et udtømmende glossar.