Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.F. van Mehren

Oprindelig forfatter FdeFon

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

A.F. van Mehren, August Ferdinand Michael van Mehren (ved dåben von Mehren), 6.4.1822-14.11.1907, orientalist. A.F. van Mehren blev student 1838, privat dimitteret, og begyndte derefter at studere klassisk filologi, men opgav snart dette for udelukkende at hellige sig studiet af de semitiske sprog under vejledning af D.G. Monrad der virkede som privatdocent i dette fag. For at uddanne sig fyldigere end det da var muligt her hjemme rejste han, understøttet af sin far, til Leipzig hvor han 1843-44 studerede arabisk hos H. Fleischer. Derefter studerede han gammeltestamentlig fortolkning samt persisk hos professor J. Olshausen i Kiel og tog dér doktorgraden 1845 ved en latinsk afhandling om og oversættelse af den arabiske digter-filolog Nasif al Yazidjis kritiske breve til Silvestre de Sacy om dennes udgave af Hariris Maqamer (Epistola critica Nasifi etc., 1848). Efter en ny studierejse til Leipzig beskikkedes han i april 1849 under vakancen efter professor C. Hermansen til at holde forelæsninger over semitiske sprog, navnlig arabisk, og udnævntes 1851 til lektor, 1854 professor i semitisk-østerlandsk filologi. 1867 blev han medlem af Videnskabernes selskab. 1898 tog han sin afsked og levede sine sidste år i Fredensborg.

A.F. van Mehrens første større arbejde faldt på et hidtil næsten udyrket område: Die Rhetorik der Araber, 1853. Endvidere gav han i Codices Hebraici et Arabici, 1851 og Codices Persici, Turcici, Hindustanici etc., 1857 en omhyggelig beskrivelse af Det kgl. biblioteks håndskrifter inden for disse sprog. I de følgende år syslede han indgående med den arabiske geografiske litteratur og udarbejdede herom en omfattende og meget oplysende Fremstilling af de islamitiske Folks alm. geographiske Kundskaber (Annaler f. nord. Oldkyndighed, 1857). Særlig vendte han sig til én arabisk geograf, Sjams al-Din al-Dimasjqi (ɔ: fra Damaskus, d. 1327 e.Kr.) af hvis store geografiske værk han gav nogle uddrag i fransk oversættelse i Malthe Bruuns geografiske tidsskrift Nouv. annales des voyages, 1860-64. A.F. van Mehren påtog sig nu for det kejserlige akademi i St. Petersborg at give en arabisk tekstudgave med benyttelse af håndskrifter i Paris, St. Petersborg, Leiden og Kbh. (Cosmographie de Chems-ed-din ed-Dimich-qui, 1866). En fuldstændig fransk oversættelse udgav han med understøttelse af Vidensk. selskab: Manuel de la cosmographie du moyen-age etc., 1874. - 1867-68 opholdt A.F. van Mehren sig i Egypten - hans første og eneste besøg i selve Orienten. Som frugt af denne rejse udgave han i et universitetsfestskrift 1870 Câhirah [ɔ: Kairo] og Kerâfat hvori han, efter indledende bemærkninger om Cairos historie gav en beskrivelse af moskeer og andre religiøse momumenter i Cairo og på Kerafat (de dødes stad uden for Cairo); en noget forøget fransk oversættelse optoges i Mélanges asiatiques VI, 1869-81. I Vidensk. Selskabs Oversigter meddelte han 1872 Et Par Bidrag til Bedømmelse af den nyere Folkelitteratur i Ægypten, dvs. Abū Schadūs klagesang og en variation af romanen om Abū Zaid. I forbindelse hermed står endvidere forskellige mindre afhandlinger til oplysning om Islam og dens historie, således Islams Reform ved Abu-I-Hasan el Ashari i Slutningen af det 3. Aarhundrede H(edjra) og Udsigt over denne Religions videre Udvikling i Vidensk. Selsk. Overs. 1877, udførligere på fransk i Travaux du 3. congrès des Orientalistes, 1876 o.fl.a. Under denne syslen med arabisk religionshistorie og filosofi førtes A.F. van Mehren særlig ind på studiet af den arabiske filosof Ibn-Sinā (Avicenna) og dennes forhold til Islam og den græske filosofi, med benyttelse af forskellige af Avicennas hidtil så godt som ukendte og uudgivne småskrifter (risālat), bl.a. om sjælen ("an-nafs"), fuglen ("at-tair"), skæbnen (al qadā wa-l-qadar) og "Haij ibn-Jaqzān". Om disse emner skrev han en række afhandlinger, dels på fransk i det belgiske tidsskrift Muséon, 1883-86, dels på dansk i Vidensk. Selsk. Overs. 1881, 1883 og 1886, deriblandt Les rapports de la philosophie d'Avicenne avec l'Islam, 1883, Vues d'Avicenne sur l'astrologie et sur le destin, 1885 og L'oiseau, 1887. Senere udgav han arabiske tekster med forklaring på fransk i en grundlæggende udgave Traités mystiques d'Abou Ali al-Hosain b. Abdallah b. Sina ou d'Avicenne, 1889-94. Også den store spansk-arabiske filosof Ibn Rusjd (Averroës) behandlede han i en orienterende studie Études sur la philosophie d'Averrhoës conc. son rapport avec celle d'Avicenne et Gazzali, i Muséon 1889. - Som dygtig numismatiker foretog han en revision af de orientalske mønter i det kgl. møntkabinet og beskrev og tydede forskellige sjældenheder dels i dette, dels i det kejserlige møntkabinet i St. Petersborg og andre samlinger.

Arabisk filologi og filosofi var A.F. van Mehrens speciale. Hans tekstudgaver af arabiske forfattere er fortrinlige i kraft af hans grundighed og skarpe kritiske sans. Fortrinsvis søgte han sit arbejde inden for hidtil uudforskede områder, som arabisk retorik og filosofi. "Vanskelighederne ved at tumle med et videnskabeligt Stof, hvor man saa godt som fuldstændig savner Forarbejder, har for M. haft en særlig Tiltrækning" (Østrup). Han var en ypperlig repræsentant for den Fleischerske skoles bedste egenskaber: "dens grundige Viden og dens Indsigt i den arabiske Grammatiks rigt nuancerede Enkeltheder, men desuden havde han et langt friere Blik og en mere overlegen Behandlingsmaade end adskillige af Skolens tyske Repræsentanter" (Østrup). Derimod var han, ligesom denne skole, mindre interesseret i den moderne orient og savnede blik for den betydning studiet af denne har for forståelsen af hele den islamiske kulturs historie.

Annonce

Familie

A.F. van Mehren blev født i Helsingør, døde i Fredensborg og er begravet i Helsingør. Forældre: købmand Johann Friedrich van Mehren (1789-1853) og Claudine Amalie Liebmann (1791-1852). Gift 7.7.1849 i Kbh. (Trin.) med Johanne (Jenny) Sophie Charlotte Justine Daue, født 30.6.1816 i Rendsborg, død 10.2.1866 i Kbh. (Frbg.), datter af major Severin Daue (1776-1852) og Anna (Marie) Larsen (1786-1864).

Udnævnelser

R. 1869. DM. 1887. K2. 1892. K1. 1898

Ikonografi

Mal. af A. Hunæus. Afbildet på P. S. Krøyers mal. af møde i Videnskabernes selskab, 1897 (Vidensk. selskab) og på forarbejde hertil (bl.a. Hirschsprung). Foto.

Bibliografi

Berl. tid. 5.4.1902. Dannebrog s.d. Vort land 6.4. s.å. V. Rosen i Bulletin de l'Académie impériale des sciences de St. Pétersbourg VI,2, 1908 39-44.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. de Fontenay: A.F. van Mehren i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294211