Pietro Krohn

Pietro Krohn, Pietro Købke Krohn, 23.1.1840-15.10.1905, museumsdirektør. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Vestre). K. blev student 1859 fra Metropolitanskolen og gik på akademiet til 1867 under W. Marstrand, J. Roed og P. C. Skovgaard; han blev midtpunkt i en kreds af unge kunstnere, Hans Friis, Aug. Jerndorff og især Otto Haslund og Kr. Zahrtmann, og stod i nært venskabsforhold til Jul. Lange. Han deltog i krigen 1864 som officersaspirant, blev senere løjtnant og permitteredes først 1868. Penslen faldt ham ikke let i hånden; han syslede des mere med tegning og radering. Hans først udstillede arbejde, en radering af faderen ved sit arbejde som stempelskærer, belønnedes 1865 med Neuhausens præmie; senere udstillede han raderinger og 1867 maleriet St. Knudsmarked i Odense. 1870 Gadehjørne i Ærøskøbing, syslede i det hele med folkelivsbilleder hvor han i nogen grad undgik den tendens mod lavkomik som enkelte af hans samtidige faldt for. 1870 konkurrerede han uden held med Zahrtmann med Leonora Christina i Fængslet. 1871 fik han rejsestipendium for at sætte sig ind i moderne reproduktionsteknik, og med O. Haslund og Jul. Lange drog han til Tyskland og videre til Holland. Han udførte i disse år en del illustrationer, især til børnebøger, i den Richter-Frølichske stil (Peters Jul, 1866 og 1870, 1 Skoven skulde være Gilde, 1870 og 1883). 1872 og 1873 havde han større rejsestipendier fra akademiet; han drog til Italien hvor han blev boende, dels i Rom, dels i bjergbyerne Pappa di Rocca og Anticoli som et midtpunkt i den danske og skandinaviske kunstnerkoloni indtil 1878, skønt der fra hjemlandet (Fr. Vermehren) lød indtrængende opfordringer til ham om at gå videre til Paris for at forbedre sin maleteknik. Thi med malenet havde han ikke meget held skønt han udstillede, især italienske genrebilleder, indtil 1878. Han beskæftigede sig med meget andet kunstvæsen og leverede bl.a. akademiet en samling kopier af middelalderlige miniaturer og initialer fra berømte codices. 1878 var han tilsynshavende ved den danske afdeling på verdensudstillingen i Paris hvor han blev stærkt påvirket af kunstindustrien, og rejste så endelig tilbage til Kbh., anerkendt mindre som maler end på grund af sin omfattende kunstneriske viden og sin udsøgte smag. 1880 ansattes han som kostumier ved Det kgl. teater og var 1880–93 desuden dets økonomiinspektør, 1885–93 endog operainstruktør, et hverv som dog lå noget fjernt fra hans hovedinteresser. Samtidig arbejdede han inden for kunstindustrien; fra 1885 var han i ti år kunstnerisk leder hos Bing & Grøndahl. Af hans arbejder skal nævnes det berømmelige Hejrestel fra udstillingen 1888, hans forsøg med at gengive Thorvaldsens statuer polykromt (1888) og hans Blomsterkopper, 1889.

I disse år deltog K. ivrigt i kampene om dagens problemer, han var en af hovedmændene for G. Brandes' hjemkaldelse og for indrettelsen af det Schimmelmannske palæ som koncerthus. Der indtrådte imidlertid snart en ny fase i K.s liv. 1890 stiftedes Det danske kunstindustrimuseum; K. var medlem af den snævre første komité, og det overdroges ham ulønnet at forestå indkøbene. Han var selv en betydelig samler og kendt for sin nære forbindelse med de nyere strømninger inden for kunstindustrien; når dertil føjes at han ved teatret havde vist betydelige administrationsevner og var i besiddelse af en brændende ildhu og stor energi, og man endelig betænker hans fremskudte stilling inden for kulturlivet i Kbh. er det naturligt at han valgtes til museets første direktør; han tiltrådte 1893 efter at have afviklet sine forhold til teatret. Det er K. der har hovedæren for museets virksomhed i de første år og for den form det fik og delvis har bevaret. Hans hovedinteresser var mere historisk end æstetisk prægede; hans yndlingsobjekter var den japanske naturalisme, specielt sværdpladerne med deres sindrige fremstillinger, og tidlige franske og tyske litografier; men ved siden heraf fyldte han museet med mangeartede og fremragende genstande, ikke mindst til stilhistorisk belysning. Også den levende kunstindustri tog han sig varmt af, således Thorvald Bindesbølls og J. F. Willumsens keramik; med hele sin begejstring gik han – naturalisten – også ind for "Part noveau"-bevægelsen, og ham skyldes det, at museet på Parisudstillingen 1900 erhvervede de ofte omtalte "ny stil"s møbler hvilket uanset den skiftende smag dog må stå som en betydelig bedrift. Mest betegnende for hans virksomhed er dog hans arbejde for at gøre sit museum levende. Hans omvisninger og foredrag var klare, fængslende og fængende, hans evne til at præge tilhørernes opfattelse uforglemmelig. Endelig skal nævnes hans iver for at oprette og opretholde de håndværkerskoler som knyttedes dertil. Museets virksomhed prægedes helt af hans udstrakte samfundssind. I sine sidste år led han af sygdom; han syslede dog stadig ivrigt med farvernes verden, lod fremstille farveprøver og "farveharmonier" for at forbedre malerhåndværkets muligheder og vendte i sine sidste ferier tilbage til sin ungdomskærlighed maleriet. – Tit. professor 1896.