Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Jürgensen Thomsen

Oprindelige forfattere PKJae og VHer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Jürgensen Thomsen, 29.12.1788-21.5.1865, museumsdirektør, arkæolog. Født i Kbh. (Fred.ty.), død sst. (Slotsk.), begravet sst. (Ass.). Hjemmel hørte til det velstående, øverste lag af det kbh.ske borgerskab, karakteriseret ved beliggenheden i Amaliegade (nr. 156, nuv. nr. 7, "Det grå hus") og ved moderens omgang med Kamma Rahbek, og var efter alle vidnesbyrd fortræffelig!. Opdragelsen af de seks sønner var forstandig og fri, især præget af den kloge og fromme mor, og det blev overladt til børnene selv at vælge deres livsbane når de blot ikke stod hinanden i vejen. Som den ældste besluttede T. at fortsætte faderens forretning og i en ung alder begyndte han at arbejde på hans kontor efter at han havde modtaget en praktisk tilrettelagt undervisning i Garnisons-kapellanen C. F. Brorsons privatinstitut. Her blev der ikke lagt vægt på "lærdom", men T. lærte foruden de almindelige skolefag også de levende sprog, engelsk, fransk og tysk, så at han både kunne læse og skrive dim forståeligt, om end ikke fejlfrit. Men det blev ikke som forretningsmand T. kom til at gøre sig gældende, selv om han i mere end halvdelen af sit liv måtte passe denne virksomhed og først efter moderens død afviklede den.

Allerede tidligt havde han, som han selv siger "smagt Sødmen af Kunst og Videnskab" og var begyndt at samle. Under et sommerophold i Bagsværd havde han gjort bekendtskab med den tidligere danske generalkonsul i Paris E. R. Grove der fra sit ophold i Frankrig havde hjembragt en betydelig malerisamling, og ved ordningen af denne fik T. nu lov til sammen med Groves sønner at hjælpe med. Han fik derved et første begreb om malerkunsten, de forskellige mestre og skoler, men blev af Grove opfordret til at lægge si.; efter et mere overkommeligt emne for sin samlerlyst og fik af ham nogle mønter som grundlaj', for en møntsamling. Han var da (1804) femten år gammel. Med iver udvidede han sin samling og kom derved i forbindelse med en af de bedste kendere, hofklejnsmed Timm som gav ham den første vejledning, og hvem han senere, under bombardementet 1807, hjalp med at redde hans udmærkede samling. Hos kunstkammerforvalter J. C. Spengler, hvor Timms mønter midlertidigt blev anbragt fik T. nu også sin gang, og dermed kom han til at lære dennes malerisamling at kende, foruden at han jævnlig studerede andre private samlinger og fik lettere adgang til kunstkammeret. Som direkte følge heraf anlagde han sig nu også en kobberstiksamling der i løbet af en halv snes år voksede så betydeligt at den -sammen med hans møntsamling – nævnes blandt hovedstadens seværdigheder. Overalt hvor der blev solgt mønter, malerier og kobberstik mødte T. op, og snart erhvervede han sig et godt navn som en virkelig kender der stod på lige fod med ældre samlere som R. Nyerup, Fr. Münter, H. H. Frost og flere.

I sept. 1816 meddelte professor Rasmus Nyerup at han måtte opgive sin stilling som sekretær i Den kgl. commission til oldsagers opbevaring som han havde beklædt siden oprettelsen 1807, og senere hen hævdede både han og E. C. Werlauff hver for sig at have været den der havde stillet forslag om at T. blev udnævnt til hans eftermand. Flertallet i oldsagskommissionen støttede T.s kandidatur – biskop Münter således ved at udtale: "Herr Thomsen er vel kun en Dilettant, men en Dilettant af meget udbredte Kundskaber. Jeg kender ham nøje. Han er hjemme i den romerske og nordiske Numismatik og har overhovedet megen Kunstkundskab. Desuden forstaar han flere levende Sprog, især Tysk, Fransk og Engelsk, og skriver i det mindste i de tvende første. Han er meget aktiv og tillige formuende. Men han er ikke Student, skønt han har lært saa meget Latin, at han kan læse Eckhels Doctrina mumorum veterum. Dog maa jeg tilstaa at efter min Overbevisning, saaledes som Videnskabernes Tilstand er for nærværende Tid, kommer denne Sag mindre i Betragtning. Det kommer jo ikke an paa, hvorfra man har sin Kundskab, men om man har den". Ydermere fik T.s velyndere styrket hans stilling ved okt. 1816 at få ham, der var "fordelagtigen bekendt ved sine numismatiske Kundskaber" optaget i Det kgl. danske selskab, og 11.12.1816 udnævntes han ved kgl. resolution til sekretær i oldsagskommissionen, uden løn og uden at have sæde i kommissionen, og to dage før han fyldte 28 år fik han selv meddelelse herom.

Annonce

Sjældent har en udnævnelse været bedre begrundet eller båret rigere frugter. Nyerup havde ret i, at "Mage til Ham [T.] til en saadan Post fandtes ikke i syv Kongeriger", men beundringsværdigt er det også at kommissionen, som med hensyn til social position og magt var langt forud for ham, gav ham frie hænder og villigt fulgte hans førerskab. Med hans udnævnelse begyndte en ny og afgørende epoke i dansk museumsvæsen og arkæologi, ja mere end det, med hans virksomhed blev grunden lagt til hele den moderne forskning af forhistorien.

Da T. tiltrådte sin nye stilling, krævede to opgaver at blive løst: at skaffe orden i kommissionens daglige arbejde og at skaffe orden i dens oldsagssamling. Det første år gik især med at lægge sagerne praktisk til rette, og her kom hans forretningsmæssige uddannelse ham til gode, men derefter tog han 1818 fat på den ulige vigtigere opgave: at bringe oldsagerne i system. Til løsningen heraf bragte han den værdifulde lære som hans møntstudier havde givet: betydningen af den faste kronologi, det vil atter sige orden. Det var ham "utaaleligt" at skulle forevise kommissionens oldsager "i Støv, planløs Uorden, skjult i Skuffer, Kroge, Tørklæder, Papirer, var det hele mig et Chaos ... og ingen tog sig mere alvorlig af Samlingen". Han udarbejdede da en plan for ordningen og anvendte i tre år i det mindste en for- eller eftermiddag om ugen på at udføre den – det vil sige fra 1818 til 1820 – og i maj 1820 kunne han indføre følgende i kommissionens protokol herom: "Secretairen foreviste den nye Orden, hvori Oldsagerne af ham var opstillet, som fandt Commissionens Bifald". En direkte anerkendelse for denne videnskabelige indsats fik han da kongen 1821 udnævnte ham til kancelliråd, men det er først ved de nyeste danske og svenske undersøgelser over dette afsnit af vor museumshistorie blevet klart hvilken skelsættende betydning "Sekretær Thomsens ivrige Bestræbelser og Virkelyst til at fremme dette saa vigtige Anliggende" i virkeligheden har haft. Det var ikke et almindeligt ordnings- og opstillingsarbejde som blot afløste den tidligere uorden, men ved den nye systematiske inddeling af oldsagskommissionens oldsager i det lille beskedne lokale bag universitetsbiblioteket på Trinitatis korloft var overhovedet for første gang et museum blevet opstillet efter tredelingen stenalder, bronzealder, jernalder. Fra engelsk side har man allerede i T.s levetid anerkendt hans fortjenester og senere udtalt, at "hvem det saa ellers var, som først talte om Tredelingen, var det Christian Thomsen, som først gjorde praktisk Brug af den, og det var Ordningen af det store Museum i København i Overensstemmelse med dette System, som skabte den arkæologiske Videnskab". T. definerede den nye disciplin ved at gøre den uafhængig af litterære, filologiske og folkloristiske studier.

Første gang T. fremsatte sit treperiodesystem på tryk var i det navnkundige lille skrift Ledetraad til Nordisk Oldkyndighed som oldskriftselskabet udgav 1836. Her fremtræder de tre forhistoriske perioder klart definerede og med deres kendingsnavne, men det har længe været kendt at T.s system var adskilligt ældre. Den senere svenske rigsantikvar B. E. Hildebrand omtaler det således 1830, F. H. Jahn 1825. T. gør rede for det, ligeledes 1825, i nogle breve til arkæologen J. G. Busching i Breslau, men i virkeligheden går tredelingen tilbage til 1818. Bengt Hildebrand har fundet T.s brev af juli 1818 til J. H. Schrøder, hvori han giver hovedpunkterne i sin museumsordning, og fra dansk side er fremdraget den officielle indberetning og en dagbogsnotits, begge fra 1820, men gående tilbage til 1818-ordningen, og endelig et brev fra T. af 1858 til den tyske arkæologkongres i Berlin hvori han siger at der er gået næsten 40 år, siden han opstillede adskillelsen mellem sten-, bronze- og jernalder. Denne tredeling af oldtiden er fra T.s hånd ikke blot en teknologisk model der kunne være praktisk for museumsmandens ordning af samlingerne, selv om den er blevet opfattet således at nogle af vor tids arkæologer. Nyere forskningshistoriske undersøgelser har utvetydigt påvist at T.s treperiodesystem er baseret på iagttagelser af fundsammenhæng og fra første færd var en egentlig kronologisk ordning.

I sin næsten halvtredsårige virksomhed inden for dansk museumsvæsen kom T. til at spille en afgørende rolle for alle de samlinger som blev betroet ham. Oldsagskommissionens samling fik han forøget med kunstkammerets oldsager (1824–44), men navnlig udvidedes den meget stærkt ved den virksomme medvirken fra befolkningen som hans gratis omvisninger (fra 1819) og fremfor alt hans enestående vindende personlige egenskaber fremkaldte. Det stadig voksende Oldnordisk museum måtte han derfor skaffe nye og større lokaler, først 1832 på Christiansborg slot, senere 1853 i Prinsens palæ. 1827 blev han medlem af oldsagskommissionen og var det til dens ophævelse 1849, hvorefter han blev direktør for Oldnordisk museum; fra 1838 havde han været inspektør her med en ringe løn, den første han overhovedet oppebar. 1832 blev han tillige med Ole Devegge inspektør ved møntsamlingen mens P. O. Brøndsted blev direktør, men T. var den egentlige leder og fik også her gennemført at samlingen blev gratis tilgængelig for publikum, ligesom han fik den ordnet og betydeligt udvidet. Ved Brøndsteds død 1842 blev han direktør. 1833–36 var han medlem af kommissionen til ordningen af De danske kongers kronologiske samling på Rosenborg, 1838 afkommissionen til grundlæggelsen af den historiske våbensamling på Tøjhuset. 1839 blev han efter Spenglers død inspektør ved kunstmuseet i Dronningens Tværgade (dannet af resterne af det gamle kunstkammer) og sammen med N. L. Høyen inspektør ved malerisamlingen hvor hans udmærkede kenderegenskaber vel kunne hævde sig, selv over for en så kyndig mand som Høyen. Også her fik han i forening med Høyen samlingen ordnet og gjort tilgængelig uden vederlag for publikum, idet de to inspektører gav afkald på deres løn for at kunne skaffe det fornødne opsyn.

1851 oprettede T. af Christian VIIIs privatsamlinger, som var overdraget til staten, og af dele af det (1844) nedlagte kunstmuseum et antikkabinet i Prinsens palæ som T. opstillede efter kronologiske retningslinjer og lod "Materien være No. 2" i modsætning til alle andre samtidige museer for klassiske oldsager. Af de samme samlinger udskiltes et Museum for skulptur og kunst-flid, der foregreb tanken om et kunstindustrimuseum, meil det overlevede kun T. med få år, da rigsdagen inddrog dets bevillinger 1867. Men så betydningsfuld end denne mægtige arbejdsindsats kunne være, må den dog træde tilbage for 1 s anden store bedrift i den almindelige museumsudvikling: oprettelsen af verdens første almindelige etnografiske museum. Knap var T. blevet udnævnt til inspektør ved kunstmuseet før han tog fat på en nyordning og udvidelse af dets etnografiske afdeling, og i løbet af et par år fik han trods vanskeligheder af forskellig art gennemført sin plan, således at han 18.8.1841 kunne åbne den etnografiske samling for publikum. Med styrke fremhævede han, at samlingen skulle lægge hovedvægten på at erhverve og vise "det almindelige", det vil sige kulturbilledet, og ikke som hidtil udelukkende interessere sig for sjældenhederne, og i overensstemmelse hermed finder vi i det første ordningsarbeide kimene til hans senere gennemførte etnografiske system. Det gik ud på at vise "den fremadskridende Kulturs Princip" og var en videnskabeligt gennemtænkt og for sin tid fuldt forsvarlig ordning.

"Skribent Talentet er mig nægtet. Det er paa andre Maader, jeg har søgt at nytte" har T. flere gange sagt, og så meget rigtigt er der i denne selvbedømmelse at det ikke var nogen stor litterær produktion han efterlod sig. Museerne var hans forfatterskab, og selv om slige arbejder tilsyneladende er skrevet i sand – ordningen og opstillingen af et museum skifter jo stadig med videnskabens udvikling – betød T.s indsats på alle områder et varigt fremskridt. Tungest vejende er hans betydning for den forhistoriske arkæologi hvoi han med genial sikkerhed udformede det bærende system som i hovedtrækkene gælder den dag i dag. Det betegner uden overdrivelse et af de allerbetydeligste bidrag fra dansk side til de humane videnskaber i nyere tid.

Gennem sin omfattende brevveksling med hjemlige og fremmede fagfæller øvede han også stor indflydelse, og gennem den gav han med rund hånd vejledning og impulser vedrørende alle museumslorhold. Men ikke mindre betydning fik han gennem sin virksomhed i museerne, navnlig i Oldnordisk museum hvor han i sin næsten halvtredsårige museumstid næppe forsømte at være til stede én eneste gang når der var åbent for publikum. Ved sin personlighed vandt han museet venner og medarbejdere i alle samfundslag, og til trods for de små pengemidler, som stod til hans rådighed, lykkedes det ham derfor at få samlingerne forøget med rivende hast; fra ca. 900 1816 steg de til ca. 22 000 numre 1865. Overalt fik han gennemført at samlingerne blev gjort frit og almindeligt tilgængelige, og at de besøgende, enten af ham selv eller andre kyndige fik den fornødne vejledning til forståelsen af museernes indhold. Hans jævne og venlige væsen, hans begejstring og kærlighed til sine museer, sine "aandelige Børn", skaffede ham en enestående agtelse og hengivenhed og efterhånden også en stigende offentlig påskønnelse som han imidlertid ikke brød sig om da han frygtede at den skulle skade hans forhold til museernes venner. Da han var blevet konferensråd, udtalte han: "Jeg har slet ingen Egenskaber (til den titel), ingen Forgemak, ingen Tjener, ingen Ekvipage, og vil intet have deraf. Skal jeg udrette noget for Samlingerne, maa jeg staa i Forbindelse med mange Personer af de forskelligste Stænder, og den største Ulykke og Hindring, der kan møde mig, er, at man tror: Nu er han bleven fornem. Tillid er det, jeg sætter Pris paa; at kunne udrette noget, at kunne virke til, at andre udretter noget, at være uden for Partierne, det er det, jeg attraaer". Frygten viste sig at være ubegrundet; til det sidste bevarede han sin evne til at drage folket ind i arbejdet for at redde fortidsminderne, og et talende vidnesbyrd om den agtelse og hengivenhed man nærede for ham er at medlemmer af rigsdagen 1860 bekostede en buste af ham til opstilling i museet. Da T. modtog gaven vægrede han sig ved at lade den på plads i samlingerne og bad om, at eftertiden måtte bestemme, "hvorvidt jeg fortjener den Hæder, som min velvillige og mildtdømmende Samtid har tiltænkt mig". Busten fik efter hans død sin plads i museets forhal, ved indgangen til de samlinger som han havde ofret sit arbejde og sit liv og som han, alle tiders genialeste museumsmand, havde skaffet så stor national og international betydning og anerkendelse.

Som menneske synes der kun at være én dom om ham at han var "en usædvanlig ædel personlighed, et varmt hjerte og en helstøbt karakter". -Kancelliråd 1821. Justitsråd 1839. Etatsråd 1845. Konferensråd 1854.

Familie

Forældre: mægler, senere grosserer, direktør ved kvæst- og assistenshuset, medlem af Nationalbankens direktion, justitsråd Christian T. (1756–1833) og Hedevig Margretha Jürgensen (1767–1 KO). Ugift.

Udnævnelser

R. 1835. DM. 1840. K. 1851. S. K. 1858.

Ikonografi

Afbildet på tegn. af Magnus Petersen, 1846 (Nat.mus.). Silhouet af A. E. Vogt s.å. (sst.). Mal. af J. V. Gertner, 1849 (etnografisk saml.), efter dette lille tegn. af samme (Nat.mus.). Tegn. i profil af samme, 1850 (kobberstiksaml.). Mal. af E. Jerichau Baumann udst.

1852. Buste af J. A. Jerichau 1852 (Fyns stiftsmus.). Buste af H. V. Bissen, 1858 (St.mus.; Fr.borg), i marmor 1860 (Nat. mus.) og ved E. H. Bentzen, 1863, samt afstøbninger. Profiltegn. af Gertner, 1859 (Fr.borg), tegn. af samme 1860 (sst.; Hirschsprung). Tegn. af H. Olrik, 1860 (Fr.borg), efter denne tegn. af P. Krohn (Nat. mus.), træsnit af W. Obermann, 1865 og af M. 1867. To litografier 1865 efter samme foto, det ene af I. W. Tegner, litografi efter samme 1869. Radering af Magnus Petersen, 1865. Statuette af Th. Stein, 1865 (Fr.borg), terracotta s.å. (Fyns stiftsmus.) og i bronze samt gengivet i træsnit 1865 efter tegn. af F. C. Lund. Relief af H. Conradsen (kgl. mønt- og medaljesaml.) til aldrig udført medalje. Tegnet i sit arbejdsværelse af Chr. Hetsch (Nat.mus.). Medalje 1910. Foto.

Bibliografi

T. Hindenburg i Dansk månedsskr., 1859 I 193–218. Fr. Algreen-Ussing i III. tid. 4.6.1865 (også som særtryk s.å.). J. J. A. Worsaae i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1866 107–17. V. Hermansen sst. 1934 99–122. Johs. Steenstrup: Historieskrivn. i Danm. i det 19. årh., 1889 234. Sophus Muller: Vor oldtid, 1897 199–219. Hans Seger i Schumacher-Festschr. zum 70. Geburtstag Karl Schumachers, Mainz 1930 3–7. Otto Andrup: Den kgl. saml. på Rosenborg I, 1933. J. J. A. Worsaae: En oldgranskers erindr., udg. V. Hermansen, 1934. Samme: Af en oldgranskers breve, udg. samme, 1938. Bengt Hildebrand: C. J. T och hans larda forbindelser i Sverige 1816–37 I–II, Sth. 1937–38. Viet. Hermansen i Tilskueren LV, 1938 I 128–33. Thomas Thomsen sst. LVI, 1939 I 65–80. Carl S Petersen: Stenalder, Broncealder, Jernalder, 1938. Viet. Hermansen i Ethnographical studies, 1941 = Nationalmuseets skr. Etnogr. række I. Samme i Nord. t. for detenskap, konst och industri ny serie XVIII, Sth. 1942 190–201. Samme: Tredelingen og Odense, 1960 = Fynske studier IV. Glyn Daniel: The three ages, Gimbr. 1943. Samme: The origins and growth of arcliaeology, Harmondsworth 1967. Hans Jürgen Eggers: Einführung in die Vorgesch., München 1959 (2. opl. 1975). Kaj Birket-Smith i Nationalmuseets arbejdsmark, 1962 35–55. David L. Clarke: Analytical archaeology, London 1968 (2. udg. 1978). Mogens Ørsnes i Conrad Engelhardt: Sønderjyske og fynske mosefund I, 1969. Bo Graslund i Tor XVI, Upps. 1974 3–248. Ole Klindi-Jensen: A hist. of Scand. archaeology, London 1975. Holger Rasmussen: Dansk museums hist., 1979 = Arv og eje. Særnummer 1978. N. L. Faaborg i Fund of forskn. XXV, 1981. – Papirer i Nationalmuseet, Kungl. vitterhets hist. och antikv.akad.s bibl., Sth. samt univ.bibl. i Lund og Sth.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Kjærum, Victor Hermansen: Christian Jürgensen Thomsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298300