Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Paul V. Rubow

Oprindelig forfatter UAn

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Paul V. Rubow, Paul Viktor Rubow, i Kbg. Poul, 9.1.1896-7.4.1972, litteraturhistoriker, filolog. Paul V. Rubow voksede op som den ældste i en drengeflok på fire. Meget tidligt viste han ekstraordinære kundskabsinteresser og fremstod som noget af et vidunderbarn der snart lærte at supplere sine medfødte evner med jernhård flid og selvdisciplin. Han blev først sat i Det danske Selskabs skole, derpå (fra januar 1909) i H. Adlers Fællesskole. Paul V. Rubow, der fra ung havde et stærkt temperament, huskede Hanna Adler som en retsindig, men også despotisk skoleleder. I begge skoler fik han Georg Christensen som lærer (dansk, oldtidskundskab) og mindedes ham altid med varme. Barndommens vidtstrakte læsning gjorde ham tidligt moden, især dyrkede han lidenskabeligt læsning af Bibelen i flere ældre udgaver og på originalsprogene. I gymnasieårene læste han desuden et bredt spektrum af ældre og nyere litteratur: udover græske og romerske forfattere var Dante og Tasso, Goethe, Heinrich Heine, Max Brod og Anatole France hans foretrukne, men også Stephane Mallarmé og Paul Verlaine blev læst og citeret i notesbøgerne. Af danske forfattere blev ikke mindst romantikerne gennempløjet, derudover Ludvig Holberg, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann. Med personligt engagement læste han Arthur Schopenhauer, hvis "Sämmtliche Werke" han tidligt anskaffede sig. Men iøvrigt kendte hans læsetrang ingen grænser, og det var i disse tidlige år grundlaget for hans kolossale belæsthed blev lagt. Allerede mens han gik i gymnasiet var hans skønlitterære læsning knyttet nært sammen med stilistiske og filologiske studier.

1913 blev Paul V. Rubow student og begyndte at læse til skoleembedseksamen i dansk, fransk og tysk, men skiftede tre år efter studium til nordisk filologi. De litterære studier gik hånd i hånd med de filologiske og han kastede sig med begejstring over Ferdinand de Saussures Linguistique générale da den udkom. Hans lærere på universitetet var Verner Dahlerup, Finnur Jónsson og Vilhelm Andersen hvem han med sit kritiske intellekt kunne sætte grå hår i hovedet. Vilh. Andersen fortalte til en anden studerende: "Han er så skarp, at man kan skære sig på ham". 1915 skrev han sin første afhandling om "Georg Brandes' Forhold til Hippolyte Taine og C.A. Sainte-Beuve" (trykt i Edda VI 1916 og Litterære Studier, 1928) og opsøgte i den anledning for første gang Brandes, hvem han livet igennem forblev en varm beundrer af. 1916 blev han knyttet som medarbejder (senere redaktør) til Ordbog over det danske Sprog, et arbejde han med afbrydelse bibeholdt til 1929. Blandt de artikler han redigerede kan fremhæves pronominerne de, denne, hver, verberne høre, kende, komme og kunne samt ordet en som talord, pronomen og ubestemt artikel.

1919 vandt han med afhandlingen "En kritisk skildring af de Forsøg, der i det 19. Aarhundredes danske Prosalitteratur er gjort paa at efterligne ældre nordisk Sprogform" universitetets guldmedalje. Han påviser heri dels romantikkens og realismens sproglige lån (ud fra stilistiske, syntaktiske, morfologiske og verbale undersøgelser), dels vurderer han kritisk deres kunstneriske virkning. Afhandlingen blev i gennemarbejdet og forkortet form udgivet 1923 med titlen Saga og Pastiche. Den filologiske træning, der blev stimuleret af vennen Viggo Brøndal, fik en betydning for Paul V. Rubows hele litteraturkritiske virke der vanskeligt lader sig overvurdere. Specielt kan nævnes H.C. Andersen-bogen, Shakespearestudierne og bogen om Victor Hugos Lyrik, 1943, hvor han ud fra formelle undersøgelser af retorikken: perifrase, eftersat tribut, kontrast, antitese, enjambement, cæsur etc. eksakt viser Hugos overgang fra senklassicismen til romantikken. De sproglige undersøgelser har ikke et formål i sig selv, men trænger helt ind i kunstnerens ordværksted for derfra at karakterisere hans idehistoriske og litterære ståsted.

Annonce

1919 tog Paul V. Rubow magisterkonferens i nordisk filologi og stod foran indledningen til sin videnskabelige karriere. Han var en uhyre sammensat personlighed, og blev derfor en gåde for mange. En nøgle til forståelse af hans psyke ligger i det faktum at han var et udpræget nervemenneske der kunne gå meget op og ned i følelsesregisteret. Han havde mange animositeter, men havde også let ved at glemme og begejstres, og kunne derfor, set over en længere årrække, undertiden virke selvmodsigende. Fra barndommen var han illusionsløs, et træk han sammen med et strøg af munterhed beholdt livet igennem. Han var anti-moralist og anti-autoritær. Han yndede at sige imod, og som oftest har eftertiden givet ham ret. Den skarphed som allerede Vilh. Andersen bemærkede udviklede sig med årene til fin ironi. Når han stødte på slet litteratur, billigt sprog, klæge tanker og bigot tro var han nådesløs. Hans sarkasme havde dog også en modpol i et varmt og vindende væsen. Som så mange strålende begavelser havde han religiøse interesser, hvad man ikke umiddelbart havde indtryk af da han var stærkt antiklerikal. Hånd i hånd hermed gik en filosofisk optagethed (E. Chartier Alain var hans yndlingsfilosof) mest engageret indenfor skæbne- og forsynsspekulation. Først og fremmest var han lidenskabelig optaget af sit fag, litteraturstudiet, og karakteristisk for ham er denne udtalelse til F.J. Billeskov Jansen: "Allerhelst vilde jeg vide hvordan disse digtere ser ud indeni".

I Paul V. Rubows doktordisputats 1921, Dansk litterær Kritik i det nittende Aarhundrede indtil 1870 (forkortet udg.: J.L. Heiberg og hans Skole i Kritiken, 1953) står det filologiske i baggrunden. Værket, der vakte opsigt og gjorde ham til et oplagt emne som kommende professor, er nok i formen en kritikhistorisk gennemgang med J.L. Heibergs kritiske system i centrum. Men hovedsigtet er af mere abstraherende art: "at beskrive en kritisk Metode, undersøge Graden af dens Gyldighed og Rigtigheden af dens Resultater". Paul V. Rubow skelner mellem bedømmende og forklarende kritik, og inddeler sit emne i erkendelsesmæssige, historiske og stilistiske områder. Han skærer det anekdotiske stof bort for at finde frem til den enkelte kritikers filosofiske præmisser som bliver klassificeret og vurderet.Ved sin hensigt og metode blev disputatsen indledningen til en revision af den daværende subjektiviserende kritik og historisme, og er stadig vor mest udførlige gennemgang af romantikkens kritik. Hans sympati for Heibergs filosofisk skolede litteraturkritik er mærkbar.

1923 fik Paul V. Rubow stillingen som lektor i dansk sprog og litteratur ved Sorbonne i Paris til 1925, og igen 1928–29. Han brugte tiden effektivt til egne studier og hans hjerte hang siden ved Paris og fransk kultur i det hele taget. Især fra Joseph Bédier på College de France fik han frugtbare impulser om heltedigténes oprindelse ("Les Légendes Épique"), der fik stor indflydelse på Rubows opsigtsvækkende opfattelse af de gammeltestamentlige bøger og de danske folkevisers digteriske udspring, ligesom de spores i hans afhandlinger om Shakespeare og sagaernes karakter af fransk-påvirkede familieromaner – en opfattelse der første gang blev fremsat i Tilskueren 1928 (optrykt i Smaa kritiske Breve, 1936), og senere i bl.a. Islandic Sagas (Two Essays, 1949).

1927 udkom Paul V. Rubows mest imponerende værk, bogen om H.C. Andersens Eventyr inddelt i "Forhistorien – Idé og Form – Sprog og Stil". Heri satte han de litteraturkritiske mål der blev ledestjerner for et par generationers danske litteraturforskere: "I en forfatters Filosofi stikker hans kunstneriske Praxis og hans Stil. Diskussionen af Idé og Form i en Digters Værk er Kritikkens Finis finalis. – Men en Digters halve Skæbne er den Tilstand, hvori han modtager Genren, han dyrker. Skabelse af Intet kendes ikke i den litterære Erfarings Verden". Konkluderende i den fanfare-klingende sætning: "Kun gennem streng Distinktion gaar Vejen til Videnskabelig Orden og Skønhed". Grundlaget for H.C. Andersen-bogen er genrebetragtningen. Analysens udgangspunkt er en redegørelse for eventyret og dets genremæssige naboer. Derefter viser Paul V. Rubow hvorledes H C. Andersen griber ind og omformer den bestående genre, og ud fra denne analyse fremstår da digterens særpræg – man ser dybt ind i eventyrenes væsen ved denne skelnen mellem det almindelige og det særprægede. De tre vigtigste fornyelser for H.C. Andersens eventyr er indsættelse af H.C. Ørsteds lære om naturen som et under (i stedet for folkeeventyrenes overnaturlige verden), indførelsen af personlig genius- og lykke-tro i stedet for de gode kræfters hjælpeforanstaltninger, og endelig at Andersen erstatter de primitive fortællingers fortryllede verden med en oplevet, en personlig erfaret virkelighed. Metoden præciserede Paul V. Rubow selv s.å. i artiklen Omkring H.C. Andersen i Danske Studier.

Andersen-bogen er Paul V. Rubows mest storstilede anvendelse af moment-begrebet indenfor genre-forskningen. Begrebet er lanceret af Georg Brandes' læremester Taine. Også Bédier benyttede sig af det, men det er først og fremmest Ferdinand Brunetiéres præcisering af det i betydningen 'litterær tradition', der har haft betydning for Rubow. Han havde stiftet bekendtskab med Brunetiéres "L'Evolution des Genres" allerede i 1916, men først under arbejdet med disputatsen tog han moment-begrebet til sig, hvorefter det blev et hovedbegreb for hans litteratur-videnskabelige arbejder, specielt i 1920'erne. I hans næste store bog Litterære Studier, 1928, finder vi det i artiklerne om Don Quixote, Shakespeares Stormen og Diderots Dialoger. Med disse ungdomsværker samt en udfordrende artikel om Den islandske Familieroman (Tilskueren 1928), ansøgte Paul V. Rubow 1928 om professoratet i nordisk filologi efter Finnur Jonssons afgang. Fakultetet foreslog i stedet oprettelsen af et ekstraordinært professorat, af ministeriet begrænset til et docentur, som Rubow tiltrådte august 1929.

Ved Vilh. Andersens afgang 1930 overtog Paul V. Rubow professoratet i nordisk litteratur, for tre år efter, i 1933, at overtage Valdemar Vedels lærestol i almindelig litteraturvidenskab, et professorat han beholdt til 1. februar 1966. I denne lange periode blev han en inspirerende omend ikke videre pædagogisk lærer for slægtled af litteraturforskere. Med sit overlegne vid og sin uhyre viden holdt han sig sjældent afgrænset til sit emne, men kastede forskellige supplerende sidelys på det og gav træffende detailkommentarer. Det var svært for de studerende at følge med, men det boblende vid inspirerede til selvstudier. For adskillige blev mødet med Rubow følgerigt. Hans eget niveau var vanskeligt at leve op til, men man lærte at sætte sig høje mål. Stærkest virkede han på den første generation af elever, der tog hans genrehistoriske og komparative emner op: Billeskov Jansen, Hakon Stangerup, Alf Henriques og Jens Kruuse. Senere generationer af elever kom til at præge dagbladskritikken i Danmark.

Lærebøger i egentlig forstand gav Rubow sig ikke af med at forfatte udover de ultrakorte introduktioner Dansk Litteraturhistorie i Omrids, 1931, og Verdenslitteraturen i kort Begreb, 1953, samt afhandlingen om filologisk litteraturforskning: Den kritiske Kunst, 1938. Om genrestudiets nyere grundlægger skrev Paul V. Rubow 1930 en bog på fransk: Hippolyte Taine. Etapes de son oeuvre. Om Taines første danske arvtager, Georg Brandes, skrev han 1927 bogen Georg Brandes og hans Lærere der påviser Brandes' talentfulde evne til at benytte sig af åndsvidenskabens resultater. Bogen har fine karakteristikker, men det egentlige Brandes-studium i Norden blev grundlagt med den følgende bog Georg Brandes' Briller, 1932, (en forøget udgave af Georg Brandes og den kritiske Tradition i det 19. Aarhundrede, 1931). Også her er moment-betragtningen benyttet: "Man læste jo hverken i 1760 eller 1860 Bøgerne med de blotte Øjne, man bar som til enhver Tid de Briller, der stod til Raadighed". Han kom til det opsigtsvækkende resultat, at Brandes i smag og metode stod fast forankret på efterromantikkens grund, at han livet igennem byggede på de ældre danske og tyske anskuelser han havde modtaget i sine første 25 år.

I løbet af trediverne sker der en markant forskydning af Paul V. Rubows litteraturvidenskabelige interessefelt. Uden noget egentlig brud med moment- og genrestudiet vokser, som påvist i detaljer af Lars Peter Rømhild, en stigende interesse for en psykologisk poetik frem. Tendensen mærkes i Georg Brandes' Briller, men finder stadig flere udtryk i løbet af trediverne. Givetvis er Rubows digterpsykologiske studier blevet styrket ved læsningen af vennen, den svenske litteraturforsker Olle Holmbergs æstetik "Inbillningens Värld", 1927–30. Et centralt begrebspar hos Paul V. Rubow blev de to elementære funktioner: passion og illusion hos digteren. Forestillinger herom har han sandsynligvis haft allerede fra sin ungdoms læsning af Schopenhauer og Nietzsche. I artiklen "Om Skribent-Typer", optrykt i Epistler, 1938, forsøgte Rubow at udarbejde en typologisering på psykologisk grundlag, beroede på fire grundtyper: den skeptisk rationelle, den æstetiske, den moralskreligiøse og den profetiske skribenttype. Uden nogensinde at blive stillet i system, var typologiseringer som disse grundlaget for de talrige forfatterportrætter der, trods en smertefuld og helbredsnedbrydende blodforgiftningssygdom 1935, fra midten af 1930erne kom fra Paul V. Rubows yderst produktive pen. Det litteraturhistoriske essay blev nu (med Sainte-Beuve som fjernt forbillede) Paul V. Rubows foretrukne genre. Næsten årligt udkom i perioden 1935–58 sytten essaysamlinger, indledt med Smaa kritiske Studier, 1935, Smaa kritiske Breve, 1936, Gejstlige og verdslige Breve, 1937, Epistler, 1938 og Scrap Book, 1939. Den væsentligste grund til denne omlægning var at essaygenrens korte form og brændende engagement bedst svarede til hans temperament. De følgende samlinger kom til at hedde: Reminiscenser, 1940, Perspektiver, 1941, Reflexioner, 1942, Tendenser, 1944, Strejftog, 1945, Betragtninger, 1947, Sproget og Stilen, 1949, En Studiebog, 1950, Klassiske og moderne Studier, 1954, Epigonerne, 1956 samt Herman Bang og flere kritiske Studier, 1958.

Af de digterportrætter Paul V. Rubow her skrev skal især fremhæves Shelley (Perspektiver), Diderot, (Litterære Studier), Chateaubriand (Scrap Book) samt Racine og H.C. Andersen (Et Vintereventyr, Reminiscenser). Portrætkunsten dyrkede Rubow tillige i værkerne Danske i Paris gennem Tiderne I–II. 1936–38 og Rom og Danmark, 1937 samt i en lang række artikler til Dansk biografisk Leksikon, 1933–44. Portrættet udvidedes til en hel digtermonografi i tre bind om Holger Drachmann, 1940–50. Nævnes skal endvidere et par historiske portrætbøger, Napoleon III, 1948 og Solkongen, 1949. Hertil kom stilistiske studier: i Prosaens Kunst, 1938 gennemgår han den franskklassicistiske tradition, iflg. Rubow det heldigste resultat af de bestræbelser der siden klassikens tid er gjort for at uddanne en europæisk stilkunst og i Kunsten at skrive. Kunsten at læse, 1942 teoretiserer han videre over begrebet stil. Mit Bibliotek, 1943 rummer et af hans mest forsorne og lystige essays der tager sit udgangspunkt i hans egen kolossale bogsamling. Når Paul V. Rubow i disse afhandlinger begiver sig af med at røbe skrivekunstens hemmeligheder former hans sætninger sig til bevis for hans påstande: han var en gudbenådet stilist. I forlængelse af Rubows stilistiske overvejelser kan man se hans beskæftigelse med oversættelses-problemet. I en tidlig bog, Originaler og Oversættelser, 1929 fordybede han sig i oversættelsesteorien og eksempliciferede stoffet i bogen Shakespeare paa Dansk, 1932.

Af Paul V. Rubows egne oversættelser skal nævnes Ovids Klagesange, 1944, En Samling Vers, s.å. og Fasti, 1945 samt To satirer af Juvenal, 1946. Den stilsikre oversættelse 1943 af Første Mosebog skal ses i lyset af den langvarige strid han førte med den tysknordiske bibelkritik, indledt med Gejstlige og verdslige Breve, 1937 og fortsat i En theologisk Dunciade, 1939. Overfor de opløsende tendenser hos datidens teologer fastholdt Rubow opfattelsen af Bibelens bøger som helstøbte kunstværker. Interessen for religiøs læsning og tænkning bibeholdt Rubow livet igennem og skrev herom i Bibelsk Læsning, 1951 og The Treasures of Israel, 1955. Bibelen vedblev livet igennem at være en af hans kæreste bøger, og med det lille hyldestskrift til Vilh. Grønbech, 1948 bevidnede han sin ellers dulgte fascination af religiøs tænkning. I de senere årtier finder man to temmelig forskellige hovedinteresser i Paul V. Rubows forfatterskab: Shakespeare og den danske senromantik. Shakespeare i Nutidsbelysning, 1948 er en samlet oversigt over englænderens liv og værker, mens Shakespeare og hans Samtidige, s.å. består af en række kritiske enkelt-studier. Senere udgav han i Kbh.s universitets festskriftrække Shakespeare og Hamlet, 1951 og Hamlet i Original og Oversættelse, 1961, samt i Videnskabernes Selskabs meddelelser en række afhandlinger af filologisk karakter: Hamlet og Boghandlerne, 1952, Shakespeares Ungdomsstykker, 1955, Trold kan tæmmes, 1957, Kong Henrik den Sjette, 1959, King John, 1960 og Shakespeares Sonetter, 1967.

Af en helt anden art er afhandlingerne om de danske senromantiske forfattere. 1947 udkom Oehlenschlägers Arvtagere, året efter en monografi om Vilh. Bergsøe og i 1956 et bind om Epigonerne. Paul V. Rubows hovedbedrift i 1950erne lå indenfor Kierkegaard-forskningen. I Søren Kierkegaard og hans Samtidige, 1950, Goldschmidt og Kierkegaard, 1952 og Kierkegaard og Kirken, 1955 forklarer han filosoffen ud fra hans samhørighed med datidens københavnske åndsliv og advarer mod de fejlslutninger der sker ved at drage hans tanker ud af deres sammenhæng. En særlig interesse viede Paul V. Rubow M. A. Goldschmidt, om hvem han skrev sit sidste skrift, Goldschmidt og Nemesis, 1968 der kredser om begrebet skæbne.

Spændvidden var således stor. Paul V. Rubows personlige smag gik nok i retning af den franske og engelske klassicisme og rationalisme men nogle af hans mest begejstrede portrætter omhandler romantikkens og mystikkens forfattere, og det er ikke usandsynligt, at de i virkeligheden lå ham nærmest. Med sin originale forening af et kritisk intellekt med en lykkelig kærlighed til litteraturen hævdede han sig med Hans Hertels ord ved siden af Georg Brandes som det hidtil største talent i dansk litteraturforskning. – Paul V. Rubow var medlem af Vetenskapssocieteten og Humanistiska Vetenskapssamfundet i Lund, stiftende medlem af Selskab for dansk kulturhistorie og af Det danske akademi. Medlem af Videnskabernes selskab 1942. H.C. Andersen-prisen 1966.

Familie

Paul V. Rubow blev født i Kbh. (Jac.), død sst., begravet sst. (Holmens).
Forældre: læge, senere overlæge og sundhedsminister V. Rubow (1871–1929) og Caroline C. Roed (1870–1954). Gift 1. gang 11.6.1927 i Kbh. (b.v.) med Kamma Skibsted, født 13.10.1896 på Frbg., død 25.6.1982 i Kbh., datter af cand.jur., kopist i landsover- samt hof- og stadsretten, senere kontorchef i byretten Henrik Valdemar Skibsted (1862–1940) og Karen Boisen (1871–1956). Gift 2. gang 11.4.1949 i Kbh. (b.v.) med Helene Inger Plaugmann-Øpik, født 20.4.1919 i Kbh. (Frihavns), datter af løjtnant, senere gesandt Oscar Eugen Øpik (1894–1975, gift 2. gang med Eldrie Næss) og Gerda Plaugmann (1890–1945). – Bror til Jørn Rubow.

Ikonografi

Mal. af V. Haagen-Müller udst. 1931, 1942 og 1943, mal. af samme, 1946 (Fr.borg). Buste af J. Gudmundsen-Holmgreen, 1940 (Kolding mus.). Tegn. af H. Bendix udst. 1956. Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Festskr. til Paul V. Rubow, 1956 367–415, forts, i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1972–73 13–26.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1921 118. Interviews i Dagens nyheder 8.1.1956 og Information 10.1.1966.

Lit. Georg Christensen i Edda XX, Kria. 1923 305–08. Hakon Stangerup sst. XXXIX, 1939 53–56. Mette Winge og Uffe Andreasen sst. LXXIII, 1973 361–71. Henning Kehler: Poeter og pedanter, 1932 187–214. Ivar Harrie: Moskva-Köpenhamn, Sth. 1938 178–86. Johs. Jacobsen: Professor dr.phil. P. R. som polemiker, 1943.

Hans Brix i Berl. aften 4.1.1956. Chr. Elling sst. 21.2.1959. Ole Brandstrup sst. 27.7.1968. Jens Kruuse i Jyllandsposten 12.5.1964. Niels Birger Wamberg i Århus stiftstid. 8.1.1966. Jens Kistrup i Berl. tid. 9.1.s.å. Hans Hertel i Aktuelt s.d. Samme i Information 14.4.1972. Sv. Møller Kristensen i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1972 121–24. F. J. Billeskov Jansen i Oversigt over vidensk. selsk.s virksomhed 1972–73 1–12. Samme i Vetenskapssoc. i Lund. Årsbok 1973 123–28. Lars Peter Rømhild: Tradition og fantasi. Kritik-hist. sonderinger i R.s forfatterskab, 1976 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCXC. Henning Fenger i Nord. litteraturhist. – en bog til Mogens Brøndsted, 1978 60–69. Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen: Paul V. Rubow i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296671