Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Oluf Friis

Oprindelig forfatter FJBJa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Oluf Friis, Oluf Anker Friis, 20.3.1894-27.8.1979, litteraturhistoriker. Født i Kbh, død sst., urne på Hellerup kgd. F. blev student 1912 fra Det danske selskabs skole på Frbg. og tog 1921 skoleembedseksamen i dansk (hovedfag), engelsk og gymnastik. Han underviste som adjunkt ved Østre Borgerdyd-skole 1921-24 og virkede som lærer i dansk litteraturhistorie ved Statens lærerhøjskole 1922-24 og igen 1944-57.1 ti år, 1924-34, var han lektor i dansk sprog og litteraturhistorie ved Uppsala universitet. Allerede 1929 deltog F. med hæder i konkurrencen om docenturet i dansk litteraturhistorie i Århus. Han søgte professorat ved Kbh.s univ. 1935, 1941, samt 1957 da han blev Ejnar Thomsens efterfølger som professor i nordisk litteratur indtil 1964. Som litteraturlærer har F. vundet stor anseelse og sine elevers hengivenhed. Et udtryk herfor var skriftet Indfaldsvinkler som 16 elever tilegnede F. ved hans afgang 1964.

F.s første studieområde var den danske romantik. Hans besvarelse i specialet ved skoleembedseksamen blev trykt i Edda, 1919, Naturbesjæling ("Indføling") hos Oehlenschläger i hans romantiske Periode. Her benyttes Oehlenschlägers naturpoesi som illustrerende eksempel på æstetisk naturbetragtning; med støtte i franskmanden Henri Bergson og tyskeren Th. Lipps lægges afstand til Vilh. Andersens forfatterpsykologiske metode. Oehlenschlägers efterfølgere fandt i F. en flittig kommentator. Han udgav Emil Aarestrup: Digte I-II, med Indledning og Oplysninger, 1918 (ny, gennemarbejdet udgave 1962) og efter grundige forstudier Christian Winther: Poetiske Skrifter I-III, 1927-29. De fyldige kommentarer heri blev uddybet i skoleudgaven af Hjortens flugt, 1954, og især i bogen om Hjortens flugt, 1961 som indgående redegør for det store digterværks tilblivelse, grundmotiver og struktur. Hele den periode de to versemestre tilhører har F. behandlet i Dansk litteratur historie II, 1965 (Politiken). Blandt senere danske forfattere har F. tidligt behandlet J. P. Jacobsen i Belysning af hans efterladte Papirer (Tilskueren 1929); meget benyttet er hans udvalg til skolebrug af Halvfemsernes Lyrikere, 1937 (forøget udgave 1964); en smuk karakteristik af Knud Hjortøs forfatterskab udkom 1924. Men navnlig har Johannes V. Jensen fængslet F. Efter at Johannes V. Jensen havde afsluttet Den lange Rejse leverede F. en indgående analyse af romanrækken (Nordisk tidskrift, 1923). I Dansk biografisk Leksikon XI, 1937 bragte F. sin første samlede fremstilling af Johannes V. Jensens liv og forfatterskab der ligeledes er et hovedemne i F.s bidrag til Vor tids kunst og digtning i Skandinavien, 1948. I forelæsninger fortsattes studiet, og 1974 kunne F. udsende Den unge Johannes V. Jensen I–II, omfattende tiden 1873-1902. F. har, i en roligt fremadskridende fremstilling, forbundet et ny-indsamlet biografisk materiale med gravende analyser af forfatterens rejsejournalistik og to tidlige romaner for at samle ungdommens ideer og symboler i en monumental gennemgang af Kongens Fald.

Den ældre danske litteratur skrev F. om ved docentkonkurrencen; besvarelsen udkom som Jylland i dansk Litteratur indtil Blicher, 1929. Et hovedværk i dansk litteraturhistorisk forskning er det udkomne første bind af Den danske Litteraturs Historie der når til o. 1615. Det udkom i hæfter 1937-45 og er fototypisk optrykt 1975. Under et tidligt studieophold i England 1919-20 havde F. gennem W. P. Ker's forelæsninger på University College i London fået sans for det vide åndshistoriske udsyn; i Uppsala virkede Johan Nordströms idé- og lærdomshistoriske universitetsundervisning i samme retning. Derfor skriver F. i dette værk på bred åndshistorisk basis; det er ham magtpåliggende at vise dansk åndslivs historiske sammenhæng med den europæiske udvikling. På baggrund af hver tidsalders system af tanker, ideologien som bestemmer dens horisont, bygger F. sin skildring af dens litteratur op. Som markante eksponenter for deres epoker træder bl.a. Saxo, Niels Hemmingsen og Tyge Brahe frem. Høj litterær portrætkunst har F. udført i talrige artikler i Dansk biografisk Haandleksikon (1920-26) og Dansk biografisk Leksikon (1933-44). Hele nationallitteraturens forløb har F., i knap form, beskrevet til håndbogen Litteraturen i Danmark, 1954 (Politiken, ny udgave 1967). – Såvel i samlede fremstillinger som enkeltundersøgelser stillede F. sig de største krav om trofasthed såvel over for forfatterens tekster som over for alle relevante historiske kilder. Videnskabelig indlevelse skal for F. altid føre til en stadig mere indtrængende historisk forståelse af litteraturen.

Annonce

Familie

Forældre: sagfører i Hammel, godsforvalter Hans Christian Anker Amundin F. (1863-99) og senere tæller i Nationalbanken Mathilde Møller (1867-1953). Ugift.

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
F.J. Billeskov Jansen: Oluf Friis i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289773