Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

K.F. Plesner

Oprindelig forfatter UAn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

K.F. Plesner, Knud Frederik Plesner, 20.1.1898-31.5.1968, litteraturhistoriker. Født i Kbh. (Matth.), død i Hellebæk, begravet på Frbg. (Søndermark). 1916 blev P. student fra Schneekloths skole og begyndte derpå at studere almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Af økonomiske grunde måtte han allerede 1921 påtage sig arbejde som timelærer ved Rungsted statsskole, men færdiggjorde 1923 sine studier med en magisterkonferens. Året efter blev han ansat som adjunkt ved Herning gymnasium, hvorfra han 1931 lod sig forflytte til sin gamle skole, Schneekloths hvor han, fra 1939 som lektor, forblev til pensionsalderen 1968. – P.s hovedværk er disputatsen om Jens Schelderup Sneedorff, 1930 hvor især redegørelsen for 1700-årenes åndshistoriske forhold står stærkt. Forud for disputatsen var gået omfattende studier i præromantikken der bl.a. satte sig spor i den meget grundige Baggesen Bibliografi, 1943. Af hans andre litteraturhistoriske arbejder kan fremhæves Det smagende selskab, 1959. I forbindelse med de litteraturhistoriske studier opstod hos P. en stadig stigende interesse for bogæstetik. 1942 udkom det fornemt trykte værk Bøger, efterfulgt af Mellem Reoler, 1947, Danske bogsamlere i det 19. århundrede, 1957 samt Bøger og bogsamlere, 1962. Endelig skrev P. en række litterære essays samlet i Elia og hans Venner, 1933, Syv Essays, 1934, Kulturbærere, 1938 og Gode Klerke, 1944. I en formbevidst stil med mange skjulte citater fortæller han her om sine oplevelser i bøgernes verden.

Familie

Forældre: rodemesterassistent Matthæus P. (1862-1918) og Mary Henriette Alice Penzien (1870-1939). Gift 1. gang 11.7.1922 i Kbh. (b.v.) med Karen Marie Mikkelsen, født 16.6.1895 i Hammershøj, død 24.6.1940 på Frbg., d. af sognerådsformand og sognefoged Anton M. (1856-1920) og Nielsine Christensen (1861-1921). Gift 2. gang 14.2.1942 på Frbg. (b.v.) med Agnes Krebs, født 30.6.1900 i Kbh. (gift 1. gang med grosserer Aage Christian Mellentin, gift 2. gang med fabrikant Kaj Wraae Jespersen), d. af ingeniør Conrad K. (1867-1923) og Nina Frederike Amalie Kalmer (1873-1956).

Ikonografi

Buste af Erik Rahr, 1944. Foto.

Annonce

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1930 192f. – Søren Holm i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1968 367-69. Otto Nom i Kulturminder ny r.VI, 1969 21-24.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen: K.F. Plesner i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295801